Kritik af den rene fornuft

Kritik af den rene fornuft (tysk: Kritik der reinen Vernunft) regnes som Immanuel Kants mest betydningsfulde værk.

Værket er erkendelsesteoretisk og kaldes også den første kritik. De to øvrige er Kritik af den praktiske fornuft (om praktisk filosofi og etik) og Kritik af dømmekraften (blandt andet om æstetik).

Overblik[redigér | rediger kildetekst]

Et overblik over bogens emner:

Indledning[redigér | rediger kildetekst]

Kant redegør for, hvad han anser som sin filosofiske opgave, nemlig at redde erkendelsen fra skepticismen, hvad der var fare for efter David Humes filosofi. Han drager her mange paraleller til videnskaben og ønsker atter at føre filosofien ind på den videnskabelige vej.

I. Transcendental elementarlære[redigér | rediger kildetekst]

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Første del: Den transcendentale æstetik.[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende artikel: Den transcendentale æstetik

I dette afsnit bliver sansningen isoleret for at finde de rene former for sansning (anskuelse), der er bestemt a priori.

Første afsnit. Om Rummet. (Rummet bliver bestemt som en a priori anskuelsesform)
Andet afsnit. Om tiden. (Tiden bliver bestemt som en a priori anskuelsesform)

Anden del: Den transcendentale logik.[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende artikel: Den transcendentale logik

Forstanden isoleres for at kunne fremhæve den del af erkendelsens tænkning, der udelukkende har grund i forstanden. Han ser altså bort fra al sansning, for at kunne finde a priori betingelserne for forstandens brug.

Første afdeling. Den transcendentale analytik.[redigér | rediger kildetekst]

Første bog: Begrebernes analytik.

Anden bog: Grundsætningernes analytik.

De rene forstandsbegrebers skematisme
De analytiske dommes øverste grundsætninger
De højeste grundsætninger for alle analytiske domme
Anskuelsens aksiomer
Iagttagelsens anticipationer
Erfaringens analogier

Anden afdeling. Den transcendentale dialektik.[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende artikel: Den transcendentale logik

I dette afsnit forsøger Kant at finde frem til de tidspunkter, hvor vi bruger vores erkendelse på måder, vi ikke har ret til, altså hvor vi overskrider, hvad vores erkendelse er i stand til. Han kaldte disse transcendentale illusioner og mente, at de var en uundgåelig del af menneskesindet, da vi altid vil forsøge at overskride grænserne for vores egen erkendelse.

Indledning