Corner (kunstnersammenslutning)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger af ordet Corner, se Corner.

Corner hører til gruppen af kunstnersammenslutninger i Danmark. På opfordring af direktør, cand. phil. Ejler Jørgensen samlede billedhuggeren Holger Kapel nogle yngre kunstnere til at udstille i et ledigt stort lokale i den nybyggede "Corner"-bygning, på hjørnet af Vester Voldgade og Studiestræde i København. Corner udstillede her første gang i 1932 og tog navn efter bygningen.[1] Den første udstilling havde deltagelse af Karl Bovin, Victor Brockdorff - og Søren Hjorth Nielsen, som dog udstillede uden for katalog. Derudover Ebba Carstensen, Henry Clante, Kaj Ejstrup, Lauritz Hartz, Grete Jensen, Ejnar Larsen, Karen Melskens, Aage Petersen, Erik Raadal, Arne Gorki Schmidt, Johan Sejg, Kirsten Gye Sejg, Alfred Simonsen, Dagmar Starcke, Hans Syberg og Niels Tvede.

Corner var en af de første kunstnersammenslutninger, der inddrog musikken i udstillingerne. Allerede i 1932 og de følgende år opstilledes et PH-flygel i lokalerne, og der blev afholdt mindre, improviserede musikalske arrangementer under udstillingen. Drivkræfter i de første år var Corners medstifter Holger Kapel, Johan Bentzon og Lavard Friisholm. Senere trådte komponisten Herman D. Koppel til. Han fortæller selv, at en side ved "brugsmusikken" var at få musikken ud af koncertsalene.[2]

I 1935 måtte Cornerudstillingen flytte til Kunsthallen i Købmagergade i København. Her udstillede seks medlemmer, og der blev afholdt en mindeudstilling for Alfred Simonsen.

Fra 1936 til og med oktober 1942 gik Corner i udstillingsfællesskab med Høstudstillingen, under navnet Corner- og Høstudstillingen. I disse år fandt udstillingen sted i Den Fries Udstillingsbygning.

Blandt Corner- og Høstudstillingens udstillere var: Else Alfelt, Ejler Bille, Karl Bovin, Victor Brockdorff, Kaj Ejstrup, Niels Grønbech, Lauritz Hartz, Sven Havsteen-Mikkelsen, Kjeld Heltoft, Egill Jacobsen, Asger Jørgensen (den senere Asger Jorn), Ole Kielberg, Niels Lergaard, Richard Mortensen, Carl-Henning Pedersen, Erik Raadal, Hans Scherfig, Alfred Simonsen, Gunnar Westman.[3]

Fællesskabet varede ikke ved, og Corner udstillede som selvstændig gruppe fra december 1942 på Charlottenborg. Nu var maleren Hans Scherfig blevet medlem, og han indgik som en del af kernen i gruppen med tanker og idéer til udveksling hen imod internationale udstillingsdialoger. Herefter indledtes en dialog med udenlandske kunstnere. Efter anden verdenskrig introduceredes fire franske malere Jean Aujame, Roger Chapelain-Midy, Jean-Michel Atlan og Èdouard Pignon. Gæst i 1947 var den østrigske grafiker Margret Bilger.[4]

Moderne kunstnere fra Den kinesiske Folkerepublik viste i 1951 deres værker sammen med flere klassiske kinesiske kunstnere. Det blev starten på et længerevarende udstillingsfællesskab mellem Corners kunstnere og de kinesiske. Maleren Chi Pai-Shih udstillede som medlem i 1954, og fra 1960 Ho Tien-Chien.[5] Cornerkunstnere gæstede i 1961 Kina.

I dag trækkes atter stærke bånd mellem kunstnerne, hvor maleren Tong Wang er blevet medlem af Corner, og Cornerkunstnere har flere gange udstillet i Kina. I 2009 deltog således en række af Corners kunstnere sammen med studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi i udstillingen "Northern European Art Exhibition". Udstillingen var kurateret af Tong Wang, professor ved Inner Mongolia University Arts Academy, i samarbejde med Corner og Kunstakademiet i København.[6]

Kunstnere fra mange dele af verden har gæstet Corner. Nogle af dem blev efterfølgende medlemmer. Fælles for dem er - på meget forskellig vis - at dyrke det figurative formsprog såvel i maleri som i skulptur og grafik. Som eksempler kan fremhæves schweitzeren Hans Erni (maleri og tegning 1953), Edvard Munch (død 1944) (grafik 1959), Walther H. Williams (maleri 1963), sovjetrussiske kunstnere 1965 - og senere Anders Åberg, Edith Isaac-Rose, Will Eisner og R. B. Kitaj.

Særlig opmærksomhed i nyere tid har kunstnere fra The School of London modtaget på Corner. Kjeld Heltoft skabte kontakten med Frank Auerbach, Lucian Freud, Leon Kosoff, Celia Paul og Paula Rego, som alle har deltaget i Corners udstillinger. En yngre generation britiske kunstnere, for eksempel Cathie Pilkington, er blevet medlem(mer).

Også filmkunstnere blev optaget i Corner: Jørgen Roos (1922-1998), Jacob Jørgensen og fotografen Kirsten Klein.

Udstillingsbygningen ved Charlottenborg fik ny status i 2007, sådan at den fra at have haft lovfæstet status som en kunstnernes bygning fik ny status som kunsthal. Corner fik fra 2008 ny mulighed for årlige udstillinger på Sophienholm udstillingsbygning ved Bagsværd Sø.

I 2023 flyttede Corner til Kulturcenter Gammelgaard på Københavns Vestegn, (Hjortespring/Herlev). Gæster i 2023 var Christian Lemmerz, MatWay, Anne Marie Ploug, Krista Rosenkilde og Maria Wandel. [7] Dertil har sammenslutningen samarbejdet med kunstforeninger uden for København (til eksempel Det Ny Kastet og Morsø Kunstforening på Mors). En følge af covid-19 pandemiens nedlukning af offentlige sammenkomster nødvendiggjorde/tvang Corner til at udskyde og siden lukke en klargjort udstilling. Udstillingen på Sophienholm i 2021 (januar-februar) lukkede for publikum, men lever i udstillingskatalogets dokumentation.[8] .

Medlemmerne af Corner har ved flere lejligheder deltaget i udstillingssammenhænge i Danmark, udover de årlige udstillinger på Sophienholm. Fra 2010 og efterfølgende år arrangerede grafikeren Jens Bohr sejladser - i Johannes Larsens og Achton Friis' ånd - for Corners medlemmer med kystsejleren "Rylen" langs kyster i de indre danske farvande. Det blev arbejdssejladser, og kunstværkerne udstilledes efterfølgende på Odsherred Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet, Søfartsmuseet i Marstal og i Kolding Kunstforening[9].

Corners medlemmer[redigér | rediger kildetekst]

Sammenslutningen omfatter aktuelt (pr. 30. april 2023) 43 billedkunstnere[10].

Sammenslutningen omfattede (pr. juli 2008) 44 kunstnere, der er aktive på den danske kunstscene og som arbejder med maleri, skulptur, fotografi og film.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Victor Brockdorff: Mindeord Ejler Jørgensen 4.11.1906-23.10.1983. S. 11, Corner katalog 1984
  2. ^ Herman D. Koppel citat Fra et hjem med klaver, i Musik på Corner. Udgivet af Cornerudstillingen 1992 på Krohns Bogtrykkeri
  3. ^ Jan Garff: "Corner-Bogen", Krogns Bogtrykkeri 1973. ISBN 87 997050 3 6
  4. ^ Jan Garff: "Corner-Bogen". s. 235. Krohns Forlag 1973. ISBN 87 997050 3 6
  5. ^ Jan Garff: "Corner-Bogen", s. 251, Krohns Forlag 1973. ISBN 87 997050 3 6
  6. ^ Katalog på engelsk og kinesisk: "Northern European Art Exhibition", Corner and the Royal Danish Academy of Fine Art in Hohout". Artikler af Tong Wang "The Return of Corner" og af dr. phil. Else Marie Bukdahl "Previous Remarks". Privattryk, 2009.
  7. ^ - kunsten.nu - Kunstnersammenslutningen Corner Hentet d. 28. maj 2023
  8. ^ 8
  9. ^ Jens Bohr: "Corner til søs med Rylen", 2011-2012, i samarbejde med Kulturregion Fyn, Kulturarv Fyn, CORNER, Østfyns Museer, Kolding Kunstforening og Marstal Søfartsmuseum. ISBN 978 87 92620 11 8
  10. ^ Katalog: CORNER 2023, udgivet af Corner. Tryk Narayana Press

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]