Kurgan-hypotesen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Model, der viser de indoeuropæiske migrationer i perioden fra ca. 4.000 til 1.000 f.v.t. ifølge Kurgan-hypotesen. Den anatoliske migration (markeret med en punkteret pil) kan have fundet sted enten gennem Kaukasus eller Balkan. Det magentafarvede område svarer til indoeuropæernes formodede Urheimat, mens det røde svarer til det indoeuropæiske område omkring 2.500 f.v.t., mens det orange viser det omkring 1.000 f.v.t.

Kurgan-hypotesen (også benævnt teorien el. modellen) er et forslag til de tidlige indoeuropæeres oprindelse. Ifølge denne hypotese er det den befolkningsgruppe, der fra arkæologiske udgravninger kendes som Kurgan-kulturen, som sandsynligvis er udgangspunkt (Urheimat) for den indoeuropæiske sproggruppe. Denne kultur havde sit centrum på den Pontisk-Kaspiske slette, og ordet kurgan (курган) stammer fra et tyrkisk ord, der betyder lille bakke eller gravhøj. I dag er Kurgan-hypotesen en af de modeller for indoeuropæernes oprindelse, der har den bredeste støtte i det akademiske miljø,[1][2] Påstandene i hypotesen er endnu ikke blevet bevist, og dette er dog ikke den eneste teori, fx har den Anatoliske hypotese også en vis tilslutning.

Hypotesen blev formuleret første gang I 1950'erne af den litauiske arkæolog Marija Gimbutas, der indelte Kurgan-kulturen i fire successive perioder, begyndende med den tidligste (Kurgan I), kaldes også Yamna-kulturen, som omfatter de Eurasiske nomadekulture, Samara og Seroglazovo fra Dnjepr/Volgaregionen i Kobberalderen (begyndelsen af 4. årtusind f.v.t.). Hypotesen hovedidé var, at disse folkeslag i begyndelsen af 3. årtusind havde ekspanderet udover hele den Pontiske-Kaspiske steppe, og derfra ind i Østeuropa.[3]

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

Historical spread of the chariot. Dates given in image are approximate BC years.

Hypotesen blev fremsat første gang i 1956, i Gimbutas’ "The Prehistory of Eastern Europe, Part 1". Dette værk var resultatet af et banebrydende interdiscplinært arbejde, hvor arkæologiske og lingvistiske metoder blev kombineret. Hun identificerede steppeområdet i det nuværende Ukraine og sydlige Rusland som det Proto-indoeuropæiske sprogs (PIE) ’’Urheimat’’, hvor hun foreslog, at der blev talt en række PIE dialekter. Hun mente, at omkring 3000 f.v.t. havde Kurgan-kulturen spredt sig over hele steppeområdet, en periode som hun kaldte Kurgan IV.

Et af hypotesens hovedpunkter er, at det var tæmningen af hesten og udviklingen af stridsvognen, der gav Kurganfolkene den mobilitet, som gjorde det muligt for dem at sprede sig over hele steppeområdet;[4] Det tidligste arkæologiske materiale, der med sikkerhed kan identificeres som tegn på domesticerede heste, stammer fra Sredny Stog-kulturen i området nord for Azovhavet i Ukraine, hvilket korresponderer med det, ifølge hypotesens formodede, centrum for tidlige PIE eller præ-PIE i 5. årtusind f.v.t.[4] Den ældst kendte hestevogn blev udgravet ved Krivoyesøen og stammer fra ca. 2000 f.v.t.[5] En efterfølgende ekspansion udover steppeområdet skabte i Gimbutass termer "kurganiserede" hybridkulturer, som fx Kugleamfora-kulturen mod vest; fra disse kurganiserede kulturer stammede de senere proto-grækere i Balkan og de nomadiske Indoiranske kulturer mod øst fra omkring 2.500 f.v.t.

Især udbredelsen og omfanget af den vestlige indoeuropæiske migration er belagt med stor usikkerhed, hvilket har fået lingvisten Kortlandt til at konkludere, at der intet kan udledes af det arkæologiske materiale vedr. evt. indoeuropæiske forbindelser udover det, der kan understøttes af lingvistiske metoder.[6] Nye fund fra 1990’erne og frem fra Nordeuropa har ført til fornyede spekulationer omkring omfanget af Kurgan-kulturens ekspansion med vest; fx er det blevet foreslået, at ‘’kurganiseringsprocessen’’ (især af Stridsøkse-kulturen) ikke har været så omfattende, som Gimbutas foreslog.[7]

Kurgan-kulturen[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas definerede og introducerede termen "Kurgan-kulturen" i 1956 med den intention, at udbygge den med en bredere term, der inkluderede de østeuropæiske Sredny Stog og Yamna-kulture og den central og nordeuropæiske Stridsøkse-kultur i den samme kulturelle horisont (omfatter hovedparten af Øst og Nordeuropa fra 4. til 3. årtusind f.v.t.).[8] I 1980'erne blev det klart, at dette kompleks af oldtidskulturer, som Gimbutas havde identificeret, snarere skulle forstås i relation til 3. årtusindes kurganiseringsproces, hvor elementer af Kurgan-kulturen spredte sig udover dens oprindelige kerneområde.

For at underbygge idéen om en fælles Kurgan-kultur forudsætter "Kurgan-modellen" store kulturelle store ligheder mellem de forskellige folkeslag, der beboede den Pontisk-Kaspiske steppe i Yngre stenalder og ældre Bronzealder (5. til 3. årtusind f.v.t.); hvilket kaldes "Kurgan-horisonten". Denne kulturelle kontinuitet fandt Gimbutas i det arkæologiske materiale, og den eponyme konstruktion af termen "kurgan" er kun én blandt mange faktorer i identifikationen af fælleskulturelle træk. Men som altid indenfor arkæologien, er det næsten umuligt, at påvise entydige og præcise skel mellem den ene kultur og den næste; i grænseområderne mellem to kulturer vil som regel være en stærk opblanding mellem; derfor er definitioner af oldtidskulturer ofte genstand for debat.[Kilde mangler]

Kulturer, der udgør "Kurgan horisonten":

Den amerikanske arkæolog James Mallory påpeger, at kulturerne i Østeuropa, fra Dnjepr-Donets til Volga, allerede i midten af 5. årtusind f.v.t. havde meget store kulturelle ligheder, et forhold der fortsat gjorde sig gældende i Sredny Stog perioden. Derfor må den senere Yamna-kultur ifølge ham være et resultat af en begyndende diversificering af en ældre fælleskultur.[9]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

På baggrund af arkæologiske udgravninger og sammenligninger med lingvistiske studier, baseret på Kurgan-hypotesen, omkring udviklingen af PIE, kan følgende tidslinje for ekspansionen af PIE rekonstrueres:

  • 4500–4000 f.v.t.: Tidlig PIE. Sredny Stog, Dnieper-Donets and Samara cultures, domestication of the horse (Wave 1).
  • 4000–3500 f.v.t.: Yamna-kulturen opstår på steppen, samtidig med Maykop-kulturen i det nordlige Kaukasus. Modeller for IHittiternes slægtskab med indoeuropæisk sprog postulerer at de anatolske sprog blev separeret fra de øvrige PIE omkring dette tidspunkt.
  • 3500–3000: Middel PIE. Yamna-kulturen er på sit højeste, hvilket derfor repræsenterer det klassiske rekonstruerede proto-indoeuropæiske nomadesamfund, med stenfigurer af guder, tohjulede stridsvogne, økonomi primært baseret på husdyrhold, samt få permanente bosættelser langs floderne, baseret på landbrug og fiskeri. Kontakter med kulturer mod vest resulterede i "kurganiserede" kulturer i Vest og Nordeuropa. I denne periode findes også de første tegn på den begyndende bronzealder, da bronzegenstande og våben introduceres i Yamna-området. Dette kan være den mulige begyndelse til opsplitningen mellem Satem og Centum grupperne.
  • 3000–2500 f.v.t.: Sen PIE. Yamna-kulturen dækker hele den Pontiske steppe, mens Stridsøkse-kulturen strækker sig fra Rhinen til Volga; ifølge hypotesen udgør dette tidsrum den sidste fase af indoeuropæisk enhedskultur. I det enorme område, de "kurganiserede" kulturer omfatter, opstår der nu uafhængige sprog og kulturer. Løse kontakter betyder dog, at udveksling af teknologi og låneord stadig forekommer. Kun de anatoliske og tochariske sprog. Adskillelsen mellem Satem og Centum-grupperne ser ud til at have været komplet.

Periodificering og ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Overview of the Kurgan hypothesis.

I Gimbutas oprindelige forslag identificerede hun fire successive udviklingstrin i Kurgan-kulturen:

  • Kurgan I, Dnjepr/Volga regionen, tidlige halvdel af 4. årtusind f.v.t. Er tilsyneladende opstået på grundlag af kulturerne i Volga-bassinet, undergrupper omfatter bl.a. Samara og Seroglazovo kulturerne.
  • Kurgan II–III, yngste halvdel af 4. årtusind f.v.t. Omfatter bl.a. Sredny Stog-kulturen og Maykop-kulturen i det nordlige Kaukasus. Karakteriseret af stencikler, tohjulede stridsvogne, antropomorfe steler af sten.
  • Kurgan IV eller Yamna-kulturen, første halvdel af 3. årtusind f.v.t. Omfatter hele stepperegionen fra Ural til nuv. Rumænien.

Dertil foreslog hun tre ekspansionsbølger:

  • Bølge 1, fandt sted forud for Kurgan I, ekspansion fra den nedre del af Volga to the Dnieper, medførte en sameksistens mellem Kurgan I og Cucuteni-kulturen. Gentagne migrationsbølger udbredte kulturen helt til Balkan langs Donau, hvor den stødte op til Vinca og Lengyel kulturene i den nuv. Ungarn.
  • Bølge 2, ca. midt 4. årtusind f.v.t.; havde sit udspring i Maykop-kulturen og resulterede i "kurganiserede"' hybrid kulturer, der spredte sig ind I Nordeuropa omkring 3000 f.v.t. (Kugleamfora, Baden og Stridsøkse-kulturerne). Ifølge Gimbutas korresponderede dette til den tidligste introduktion af indoeuropæiske sprog i Vest og Nordeuropa.
  • Bølge 3, ca. 3.000–2.800 f.v.t., Yamna-kulturens ekspansion udenfor steppeområdet, hvor dens karakteristiske gravformer dukker op i bl.a. nuv. Rumænien, Bulgarien og det østlige Ungarn; den finder sted samtidig med, at Cucuteni-kulturen forsvinder (c.2750 BC).

Sekundært Urheimat[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet foreslået, at den "kurganiserede" Kugleamfora-kultur i Europa var et "sekundært Urheimat" for PIE. Det var denne kultur som både Klokkebæger og Stridsøkse-kulturen opstod af omkring 2.300 f.v.t. Herfra stammer også de europæiske IE familier: italisk, keltisk og germansk, samt en række i dag helt eller delvist forsvundne sproggrupper på Balkan og i Centraleuropa, og måske proto-mykensk i nuv. Grækenland.[Kilde mangler]

Genetik[redigér | redigér wikikode]

Spredningen af Y-kromosom haplogruppe F og dets efterkommere.

genetiske studier af den moderne europæiske befolkning har vist, at menneskene i sidste del af den seneste istid (25.000 til 13.000 år siden) sandsynligvis primært beboede nogle få områder, bl.a. nuv. Ukraine. Nogle forskere har identificeret en specifik haplogruppe (Hg R1a1), der defineres af M17 (SNP-markør) på Y-kromosomer, som særegen for Kurgan-kulturen.[10] Den findes i dag udbredt i befolkningerne i det centrale og vestlige Asien, Indien og de slaviske folkeslag i Østeuropa. Derimod er den sjælden i flere vesteuropæiske lande, bl.a. Frankrig og hovedparten af Storbritannien,[11] mens 23.6% af befolkningen i Norge, 18.4% af svenskerne, 16.5% af danskerne og 11% af samerne deler denne gruppe.[12] Andre studier tyder på, at Hg R1a1-genet spredte sig fra Dnjepr-Don-dalen, mellem 13.000 og 7.600 år siden, og at det var knyttet til rensdyrjægere fra Ahrensburgkulturen, der migrerede fra Dnjepr-dalen i Ukraine, og som nåede Skandinavien for ca. 12.000 år siden.[13]

Ornella Semino et al. mener dog, at spredningen af Hg R1a1 i den postglaciale periode kan være blevet forstærket af en efterfølgende ekspansion af Kurgan-kulturen ind I Europa og mod øst fra samme område.[14] I dag er R1a1 mest udbredt i Polen, Rusland og Ukraine, men findes derudover også i Afghanistan, Indien, Iran, Pakistan og Centralasien.

Tilsvarende formodes det, at genet Hg R1b (også kaldet Eu18)[15] for ændringer i nomenklatur) efter det seneste glaciale maksimum har spredt sig fra den Iberiske halvø nordpå. Dette gen er i dag udbredt i det meste af Vesteuropa, og i særdeleshed i Baskerlandet, mens det kun sjældent forekommer indenfor de slaviske befolkningsgrupper, her findes det med en frekvens på mellem 0 og 10 % i befolkningen.[16]

En anden markør, der både korresponderer med teorien om Kurgan-kulturens ekspansion og fordelingen af Hg R1a1, er den fordeling af blodtype B alleler, der er blevet kortlagt af Luigi Luca Cavalli-Sforza.

Kortlandt's revision[redigér | redigér wikikode]

Den nederlandske komparative lingvist Frederik Kortlandt foreslog i 1989 en revision af Kurgan-hypotesen.[6] Han mener, at det vigtigste problem med Gimbutas model, er at den tager udgangspunkt i arkæologiske levn, og at de danner grundlag for lingvistiske fortolkninger. Kortlandt forsøger derfor med udgangspunkt i det lingvistiske materiale, at få alle enkeltdelene til at passe i et sammenhængende hele. Han når frem til følgende model: Det oprindelige indoeuropæiske "Urheimat" skal sandsynligvis placeres i det østlige Ukraine, i Sredny Stog-kulturens kerneområde. Det sprog de grupper, der blev i området efter den første migrationsbølge mod vest og syd,[17] blev til de balto-slaviske sprog, mens de øvrige i Satem-gruppen havde deres ophav i Yamna-kulturen. De vestlige indoeuropæere knytter han til Stridsøkse-kulturen.

Ifølge Kortlandt er der tilsyneladende en generel tendens til at datere et proto-sprog længere tilbage i tiden, end det lingvistiske materiale i realiteten viser. Hvis udviklingen af indohittitisk og indoeuropæisk kan korreleres med henholdsvis begyndelsen og afslutningen på Sredny Stog-kulturen, mener han, at det lingvistiske materiale fra den overordnede indoeuropæiske familie ikke modsiger Gimbutas’ model for et sekundært ’’heimat’’. Det betyder også at Khvalynsk-kulturen ved Volga og Maykop-kulturen i det nordlige Kaukasus ikke kan identificeres med de oprindelige indoeuropæere. De typologiske ligheder med de nordvestkaukasiske sprog og indoeuropæisk tilskriver Kortlandt gensidige påvirkninger mellem nærtboende befolkninger frem for et egentligt sprogligt slægtskab. Han foreslår at indoeuropæisk stammer fra den hypotetiske Uralo-altaiske sproggruppe, som siden er blevet påvirket af et kaukasisk substratum. Kortlandt mener, at en sådan udvikling kan understøttes af det arkæologiske materiale, og han placerer den allerældste formative fase af præ-indoeuropæisk til området nord for Kaspiske hav i 7. årtusind f.v.t.[18], hvilket er i overensstemmelse Gimbutas’ teori.

Invasion el. Diffusion?[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas mente, at Kurgan-kulturens ekspansion skete i form af fjendtlige og voldelige overfald af en ny patriarkal krigerkultur fortrængte de mere fredelige matriarkale kulturer i det, hun selv betegnede som "Gamle Europa".[19] Hun knyttede denne proces sammen med fremkomsten af befæstede bosættelser, forter og krigergrave.[20]"

I den senere del af hendes liv lagde Gimbutas stigende vægt på den voldelige karaktér af det formodede skifte mellem den gamle mediterrane Store Moderkult og den nye patriarkale og krigeriske dyrkelse af himmel og tordenguden Dyaus (Zeus). Men mange af de forskere, der har accepeteret Gimbutas’ model, fastholder det forbehold, at migration udmærket kunne have haft gradvis en langt mere fredelig karaktér. Intet tyder nemlig på, at migrationerne var resultatet af pludselige militære operationer. Derimod kan ekspansion udmærket have strakt sig over flere generationer og være resultatet af uafhængige stammer og kultures udvidelse af deres beboelsesområde. I hvilken grad de indfødte kulturer i de områder kurgan-kulturene spredte sig enten blev opslugt eller udryddet er stadig et kontroversielt spørgsmål blandt kurgan-hypotesens støtter.[Kilde mangler]

J. P. Mallory accepterede i 1989 Kurgan-hypotesen som standard teorien de-facto for indoeuropæernes oprindelse, men han anerkender samtidig kritikken af Gimbutas' radikale scenario med en militær invasion.[21]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Kurgan-hypotesen er siden den blev fremsat første gang blevet mødt med kritik. Og selvom den i dag er den bredest accepterede teori, er den stadig en hypotese, hvis hovedpunkter endnu ikke er blevet bevist. Derfor er der blevet fremsat adskillige alternative teorier, hvoraf flere nyder en vis tilslutning. En af dem Colin Renfrews og Vyacheslav V. Ivanovs Anatoliske hypotese, hvor knytter spredningen af indoeuropæiske sprog sammen med spredningen af landbruget. Dette synspunkt placerer PIE på et langt tidligere tidspunkt i historien (ca. 7.000 f.v.t.), end det Gimbutas’ hypotese forudsætter. Denne teori bliver afvist af størstedelen af lingvisterne, da det rekonstruerede PIE indeholder ord, der er relateret til kvæghold og hesteridning, der ikke blev opfundet før end 5. årtusind f.v.t. af nomader på de asiatiske stepper. Dertil kommer visse problematiske korrelationer mellem den geografiske spredning af de indoeuropæiske underfamilier og udbredelsen af landbruget.

I 2003 foretog Russell Gray og Quentin Atkinson en computersimulering af udviklingen af indoeuropæisk baseret på leksikale data, den daterede PIE til omkring 8. årtusind f.v.t.,[22] hvilket umiddelbart støtter Renfrews og Ivanovs hypotese. Det er på den baggrund blevet foreslået, at der efter en oprindelige ekspansion, der havde udgangspunkt i Anatolien, var en anden ekspansion fra Østeuropa, der korrespondere med Kurgan-hypotesen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Konkurrerende hypoteser

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Skabelon:Harvcoltxt heriblandt mange arkæologer og lingvister; fx er denne hypotese, der er blevet medtaget i Encyclopaedia Britannica og Grand Dictionnaire Encyclopédique Larousse."
  2. Skabelon:Harvcoltxt; The single most popular proposal is the Pontic steppes (see the Kurgan hypothesis)...
  3. Gimbutas (1985) page 190.
  4. 4,0 4,1 som Parpola beskriver det i: Skabelon:Harvcoltxt. "The history of the Indo-European words for 'horse' shows that the Proto-Indo-European speakers had long lived in an area where the horse was native and/or domesticated (Mallory 1989, side 161–63). The first strong archaeological evidence for the domestication of the horse comes from the Ukrainian Srednij Stog culture, which flourished c. 4200–3500 BC and is likely to represent an early phase of the Proto-Indo-European culture (Anthony 1986:295f.; Mallory 1989:162, 197–210). During the Pit Grave culture (c. 3500–2800 BC) which continued the cultures related to Srednij Stog and probably represents the late phase of the Proto-Indo-European culture – full-scale pastoral technology, including the domesticated horse, wheeled vehicles, stockbreeding and limited horticulture, spread all over the Pontic steppes, and, c. 3000 BC, in practically every direction from this centre (Anthony 1986, 1991; Mallory 1989, vol. 1).
  5. Skabelon:Harvcoltxt
  6. 6,0 6,1 The spread of the Indo-Europeans – Frederik Kortlandt, 1989
  7. The Concise Oxford Dictionary of Archaeology – Timothy Darvill, 2002, Corded Ware, p.101, Oxford University Press, ISBN 0-19-211649-5
  8. Gimbutas (1970) page 156: "navnet Kurgan-kulturen (overs. Gravhøj-kulturen) blev introduceret som en overordnet erstatning for de betegnelser, der blev brugt af sovjetiske forskere om oldtidskulturerne i Ukraine og sydlige Rusland, samt Stridsøkse-kulturen, Okkergravskulturen, enkeltgravskulturen samt flere andre i Nordeuropa; ifølge var de alle karakteriseret af brugen af kurgan, dvs. gravhøje.
  9. Mallory; 1986, p. 308
  10. Access : The human Y chromosome: an evolutionary marker comes of age : Nature Reviews Genetics
  11. www.roperld.com & /mbe.oupjournals.org
  12. Oxford Ancestors
  13. Passarino, G; Cavalleri GL, Lin AA, Cavalli-Sforza LL, Borresen-Dale AL, Underhill PA (2002). "Different genetic components in the Norwegian population revealed by the analysis of mtDNA and Y chromosome polymorphisms". Eur. J. Hum. Genet. 10 (9): 521–9. doi:10.1038/sj.ejhg.5200834. PMID 12173029. http://www.nature.com/ejhg/journal/v10/n9/full/5200834a.html. 
  14. http://hpgl.stanford.edu/publications/Science_2000_v290_p1155.pdf
  15. se
  16. Y-chromosomal diversity in Europe is clinal and in... [Am J Hum Genet. 2000] – PubMed result
  17. som beskrevet i as described by Mallory 1989
  18. cf. Mallory 1989: 192f.
  19. Skabelon:Harvcoltxt
  20. Hun beskrev det på følgende vis: "The process of Indo-Europeanization was a cultural, not a physical, transformation. It must be understood as a military victory in terms of successfully imposing a new administrative system, language, and religion upon the indigenous groups."Skabelon:Harvcoltxt
  21. Synspunktet forklarer han på følgende vis: "One might at first imagine that the economy of argument involved with the Kurgan solution should oblige us to accept it outright. But critics do exist and their objections can be summarized quite simply – almost all of the arguments for invasion and cultural transformations are far better explained without reference to Kurgan expansions, and most of the evidence so far presented is either totally contradicted by other evidence or is the result of gross misinterpretation of the cultural history of Eastern, Central, and Northern Europe."Skabelon:Harvcoltxt
  22. http://www.psych.auckland.ac.nz/psych/research/Evolution/Gray&Atkinson2003.pdf

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Anthony, David W., Peter Bogucki, Eugen Comşa, Marija Gimbutas, Borislav Jovanović, J. P. Mallory and Sarunas Milisaukas, The "Kurgan Culture," Indo-European Origins, and the Domestication of the Horse: A Reconsideration, Current Anthropology vol. 27 no. 3 (1986).
  • Anthony, David; Vinogradov, Nikolai (1995), "Birth of the Chariot", Archaeology 48 (2): 36–41 .
  • Blench, Roger; Spriggs, Matthew, eds. (1999), Archaeology and Language, III: Artefacts, languages and texts, London: Routledge .
  • Dexter, Miriam Robbins; Jones-Bley, Karlene, eds. (1997), The Kurgan Culture and the Indo-Europeanization of Europe: Selected Articles From 1952 to 1993, Washington, DC: Institute for the Study of Man, ISBN 0-941694-56-9 .
  • Gimbuta, Marija (1956). The Prehistory of Eastern Europe, Part 1.
  • Gimbutas, Marija (1970), "Proto-Indo-European Culture: The Kurgan Culture during the Fifth, Fourth, and Third Millennia B.C.", in Cardona, George; Hoenigswald, Henry M.; Senn, Alfred, Indo-European and Indo-Europeans: Papers Presented at the Third Indo-European Conference at the University of Pennsylvania, Philadelphia: University of Pennsylvania Press, s. 155–197, ISBN 0-8122-7574-8 .
  • Gimbutas, Marija (1982), "Old Europe in the Fifth Millenium B.C.: The European Situation on the Arrival of Indo-Europeans", in Polomé, Edgar C., The Indo-Europeans in the Fourth and Third Millennia, Ann Arbor: Karoma Publishers, ISBN 0897200411 
  • Gimbutas, Marija (Spring/Summer 1985), "Primary and Secondary Homeland of the Indo-Europeans: comments on Gamkrelidze-Ivanov articles", Journal of Indo-European Studies 13 (1&2): 185–201 
  • Gimbutas, Marija; Dexter, Miriam Robbins; Jones-Bley, Karlene (1997), The Kurgan Culture and the Indo-Europeanization of Europe: Selected Articles from 1952 to 1993, Washington, D. C.: Institute for the Study of Man, ISBN 0941694569 
  • Gimbutas, Marija; Dexter, Miriam Robbins (1999), The Living Goddesses, Berkeley, Los Angeles: University of California Press, ISBN 0520229150 
  • Krell, Kristina (1998). Gimbutas' Kurgans – PIE homeland hypothesis, a linguistic critique. Chapter 11 in "Archaeology and Language, II", Blench and Spriggs.
  • Mallory, J.P.; Adams, D.Q., eds. (1997), Encyclopedia of Indo-European Culture, London: Fitzroy Dearborn, ISBN 1-884964-98-2 .
  • Mallory, J.P. (1991), In Search of the Indo-Europeans: Language, Archaeology, and Myth, London: Thames & Hudson, ISBN 0-500-27616-1 .
  • Mallory, J.P. (1996), Fagan, Brian M., ed., The Oxford Companion to Archaeology, New York & Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-507618-4 
  • Schmoeckel, Reinhard (1999), Die Indoeuropäer. Aufbruch aus der Vorgeschichte ("The Indo-Europeans: Rising from pre-history"), Bergisch-Gladbach (Germany): Bastei Lübbe, ISBN 3404641620 
  • Strazny, Philipp (Ed). (2000), Dictionary of Historical and Comparative Linguistics (1 udg.), Routledge, ISBN 978-1-57958-218-0 
  • Zanotti, D. G. (1982), "The Evidence for Kurgan Wave One As Reflected By the Distribution of 'Old Europe' Gold Pendants", Journal of Indo-European Studies 10: 223–234 .