Kvindebevægelsen
Kvindebevægelsen er en samlet betegnelse for grupper af kvinder, som arbejder for kvindernes rettigheder og ligestilling.
[redigér] Historisk
 |
Denne side er foreslået omskrevet - da en skribent har vurderet at den virker reklamerende snarere end havende encyklopædisk indhold. Se evt. nærmere begrundelse på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. |
I Danmark blev kvinderne inspireret af amerikanske initiativer, der medførte at en gruppe københavnske kvinder i foråret 1970 gennemførte nogle happenings. Blandt andet nægtede de at betale fuld billetpris for benyttelse af offentlig bus med den begrundelse, at kvinder ikke havde samme løn som mænd, og da de heller ikke stak af måtte politiet hente dem. Aktionerne gav stor medieomtale og førte til mange diskussioner over hele landet om det rimelige i forskelsbehandlingen af mænd og kvinder. Snart fulgte kvindegruppen, der kaldte sig for Rødstrømperne, aktionen op med flere lige så spektakulære der også satte fokus på kvinders funktioner som sexobjekter og lignende. En ny kvindebevægelse med ideer om kvinders frigørelse fra allehånde undertrykkende forhold var født. Den fik snart et betydeligt omfang og blev med sine krav og sin insisteren på selstændighed over for 'mandssamfundet'. Dette blev en af det 20. århundredes udfordring for de herskende politiske forhold, både til venstre og til højre for midten i dansk politik. Politikken blev nemlig domineret af mænd, og kvindefrigørelsen havde i 1960'erne være noget med at kvinder godt måtte være med til det mændende havde bestemt, samt være parate til at have samleje med hvem som helst, spise de nye p-piller og gå ind for fri abort, der i øvrigt blev indført ved lov i 1973.
Med samfundets lighedsideologi vandt kvindebevægelsen de moralske holdningsdiskussioner. I 1970'erne udviklede dele af kvindebevægelsen sig i retning af isolerede, mandefjendske enklaver, men den brede strøm ledte i retning af formaliseret og reel ligestilling. Efter Rødstrømpernes første aktioner blev der afholdt ølejre, hvor kvinderne diskuterede undertrykkelsens spørgsmål samt særlig kvindefestivaler med kvindlige musikere, kvindetalere samt 'kvindemad'.
Kvindebevægelsen der eksisterede inden Rødstrømperne bestod grundlæggende af deltagere med forskellig politisk observans, hvor de talte deres sag og fik indlagt særlige kvindevinkler på emnerne. For eksempel fik flere faglige forbund deres særlige kvindeudvalg, ligesom politiske partiers kvinder ofte tenderede mod at tage udgangspunkt i deres identitet som kvinder, nok så meget som i deres partis idégrundlag.
Kvindebevægelsens synspunkter om ligestilling sejrede i lovgivningen som i den offentlig mening, hvilke var medvirkende til at kvindebevægelsen omkring 1980 mistede 'pusten' og sygnede hen. Den mest radikale del, Rødstrømperne, nedlagde sig selv i 1985. Hvad Rødstrømperne havde sat i gang fik derimod sin egen dynamik. For eksempel blev der siden oprettet specifikke kønsforskningscentre på landets universiteter.
Allerede i 1970'erne var unge kvinders uddannelses- og erhvervsfrekvens på lige fod med unge mænds. Stigningen herefter i kvinders erhvervsfrekvens til vore dages niveau skyldes at 'husmodergenerationerne' efterhånden gled ind i pensionsalderen og dermed ud af erhversstatistikken, mens de nye kvindeårgange som noget selvfølgeligt blev tilknyttet arbejdsmarkedet.
Alligevel blev kønnenes ligestilling med hensyn til løn, erhverv og placering i arbejdsmarkedets hierarkier vanskelig at gennemføre i praksis. Kvinder er forsat stærk overrepræsenterede i fag med relation til de traditionelle 'kvindedyder': omsorg, pleje og opdragelse. Dette er et problem, fordi i disse såkaldte'kvindefag' er lønnen typisk lavere end de traditionelle 'mandefag' med samme uddannelsesniveau. Når kvinder 'trængte' sig ind på nye fagområder, er der oven i købet en tendens til at lønnen faldt. Ledelse, der er karakteriseret ved højere status, højere løn og flere frihedsgrader i arbejdet, vedblev at være et arbejde lettere tilgængeligt for mænd, ligesom forskningsstillinger ved universiteterne er det.
