Kynisme (filosofi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kynisme (græsk: Κυνικοί, latin: Cynici) var en indflydelsesrig filosofisk skole i antikken. Den er mest kendt for tilhængernes afvisning af sociale konventioner, som de hånede for at understrege deres synspunkter. I moderne tid opfattes kynikeren som en person, der hånligt afviser menneskelig godhed og altruisme, og som føler sig hævet over andre mennesker. Følelsen af overlegenhed er dog ikke en nødvendig egenskab for kynikeren i den filosofiske betydning.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Hvor betegnelsen stammer fra er usikker: den kan enten være en afledning af Cynosarges, den bygning i Athen som var skolens første hjem, eller dannet af det græske ord for hund: cyon (κύων,kýōn). Den sidste kan være en hentydning til tilhængernes grove, aggressive og bidske adfærd. Kynikerne tog gerne sammenligningen med hunde til sig, fx Diogenes af Sinope.

Den kyniske skole fik stor betydning for senere filosofiske skoler, idet den var et forbindelsesled mellem Sokrates og stoikerne. Og dermed var bindeled mellem den tidlige græske filosofi i det 4. århundrede f.Kr. og de skoler og ideer, som har præget den vestlige verdens tænkning. Kynikerne udviklede deres eget etiske system og bevægelsen blomstrede fra 4. århundrede f.Kr. til 2. århundrede e.Kr. I en ubrudt kæde fra Sokrates til Hadrians tid blev den repræsenteret af stærke personligheder. I begyndelsen bl.a. Antisthenes, Diogenes, Krates og Zenon. I den senere romerske tid dominerede Demetrius (en ven til Seneca), Oenomaus og Demonax. De fastholdt alle Antisthenes’ grundlæggende principper.

Antisthenes[redigér | redigér wikikode]

Diogenes (t.v.) og Antisthenes (t.h.).

Antisthenes var en af Sokrates’ elever, og den fundamentale leveregel, at dyden og ikke nydelsen var målet med livet, fik han derfra. Han befandt sig i første række i en intellektuel revolution, hvor fokus blev flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem fornuft. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning frem for forholdet til guderne. Sokrates, der var en af tidens fremmeste filosoffer, sagde: ’’Dyd er viden’’[Kilde mangler] og i den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat af denne logik var en rendyrket nominalisme, og i sin etik blev han drevet mod en ekstrem individualisme og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad den græske verden forstod ved uddannelse. På den baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller tautologier, han sagde fx: ’’En hest kan jeg se, men (fænomenet) hest kan jeg ikke se’’[Kilde mangler]; en definition var en cirkulær måde at fastslå en identitet, og fx at et træ er en plantevækst var ifølge hans logik det samme som at sige, at et træ er et træ.[Kilde mangler]

Antisthenes og hans tilhængere tog den yderst logiske konsekvens af det standpunkt og ikke bare negligerede, de glæder livet bød, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente, at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftens autoritet og forvrængede sjælens natur. I stedet eksisterede et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen var en selvindsigt og en selvrealisering, der var i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom var på det grundlag ikke længere en nedtur, men snarere en fordel, hvis det hjalp den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus fra ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og lige som guderne selvforsynende: ’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’[Kilde mangler], man var ikke borger i et bestemt samfund men i verden.

Efterfølgere[redigér | redigér wikikode]

Kynismen opnåede stor popularitet i Rom i 1. og 2. århundrede e.Kr. Seneca og Lukian priste henholdsvis Demetrius og Demonax, og I Rom var kynismen både satirikerens rod og tænkerens ideal.

I kynismen var det principper, der blev lagt særlig vægt på: Det ene var individets selvstændige og absolutte moralske ansvar, det andet var viljens frihed. Det fik Epiktet til at beskrive kynikerne som ‘’retfærdighedens kæmpere’’.[Kilde mangler] Kynikerne fik stor betydning som forløbere for stoikerne. Den tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. i Juvenals kommentar: ’’Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på en tunika’’.[1]

Kynisme i litteraturen[redigér | redigér wikikode]

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. latin: "accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia", Juvenal XIII’’ (tunika er ofte fejloversat med kappe)