Laïcité

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Den franske republiks motto Frihed, lighed, broderskab på gavlen af en kirke i Aups, påført efter indførelsen af loven om adskillelse af kirke og stat i 1905. Inskriptionerne er meget sjældne.

Laïcité (fransk: "verdslighed", opr. af græsk: λαϊκός, laïkós = "af folket"; lægmand) er et udtryk, der betegner en gennemført sekulær stat, hvor religionen ikke har nogen institutionel indflydelse på statens anliggender og hvor staten omvendt heller ikke har indflydelse på religioners anliggender.

Konceptet adskiller sig således fra det engelske laicity, der er en politisk teori med adskillelsen af politik og religion som mål for at kunne sikre religionsfriheden, ligesom det også er forskelligt fra sekularisme, der ofte indebærer en fornægtelse af at trosretninger gennem almindelige politiske processer skal kunne påvirke offentlige anliggender. Laïcité forbindes særligt med Frankrig, idet det her er indskrevet i forfatningen, men kendes også fra Tyrkiet og USA, mens Brasilien og Belgien i mindre grad har elementer heraf.

Laïcité ønsker at værne om både tankefrihed og religionsfrihed og anser fraværet af en statsreligion og den deraf følgende adskillelse af kirke og stat er en forudsætning herfor. Således adskiller laïcité sig fra anti-klerikalismen, der aktivt bekæmper indflydelse fra religion og gejstlighed. Laïcité opstiller en skillelinje mellem privatlivets sfære, som religionen hører hjemme i, og den offentlige sfære, hvor mennesker skal fremstå uden etniske, religiøse eller andre kendetegn og kun som borgere med samme rettigheder som øvrige borgere. Det betyder, at regeringen i et land med laïcité må afstå fra at indtage religiøse standpunkter.

Kritikere af laïcité hævder, at den i praksis er et skalkesjul for anti-klerikalisme, og at den i stedet for at fremme tanke- og religionsfrihed kan hindre den troende i at udvøre sin religion i praksis. En modsat kritik går på, at et samfund er historisk gennemsyret af en dominerende religion og de facto fremmer denne. Således placerer man i Frankrig skoleferier så de passer med kirkeåret. De franske myndigheder indvender, at man har lovfæstet, at alle troende kan få fri på sine vigtige religiøse festdage, og at man i skolerne tager hensyn til elevernes forskellige religioner i sin sammensætning af skolemad.