Danske Bank
| Danske Bank | |
|---|---|
Danske Banks hovedsæde ved Holmens Kanal, København. |
|
| Virksomhedsform | Aktieselskab OMX: DANSKE |
| Grundlæggelse | 5. oktober 1871 |
| Hovedsæde(r) | København |
| Nøgleperson(er) | Eivind Kolding, ordførende direktør og Ole Andersen, bestyrelsesformand |
| Branche(r) | Finans |
| Slogan(s) | Gør det du er er bedst til. Det gør vi (?? - april 2011) Stå stærkere (april 2011 - ??) |
| Resultat | |
| Medarbejdere | 21.522 (2010)[1] |
| Hjemmeside(r) | www.danskebank.dk |
Danske Bank er Danmarks største bank og finansielle koncern. Banken har hovedsæde i København på adressen Holmens Kanal 2-12.
Danske Bank-koncernen består foruden Danske Bank af Realkredit Danmark og Danica Pension. Derudover driver koncernen bankforretning i 13 øvrige lande, primært i Nordeuropa; i Sverige under navnet Danske Bank, Sverige og i Norge under navnet Fokus Bank, i Nordirland og Irland under navnene Northern Bank og National Irish Bank. Banken driver desuden en række datterselskaber inden for boligformidling, kapitalformidling og leasing, bl.a. Nordania Leasing. I alt har koncernen 5 mio. kunder.[2]
I 2010 havde koncernen et resultat på 3,7 mia. kr. efter skat, og i 2009 1,7 mia. kr.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Bankens historie
[redigér] Stiftelse og etableringsårene 1871-1921
Den Danske Landmandsbank, Hypothek- & Vexelbank i Kjøbenhavn, Aktieselskab stiftedes 5. oktober 1871 i København på Hotel Phønix af en kreds af datidens førende grossererer og fabrikanter. Til daglig blot kaldet Landmandsbanken. Senere navneændring til Den Danske Landmandsbank, Aktieselskab. Derefter til Den Danske Bank af 1871, Aktieselskab. Senere til Den Danske Bank, Aktieselskab. Endelig til det nuværende navn Danske Bank A/S.
Bankens første bestyrelse bestod af baron G.A. Gedalia, professor N.C. Frederiksen, fabrikant Emilius Ferdinand Nobel, departementschef P.T.J. Benzon-Buchwald og landstingsmand, etatsråd H.P. Larsen. Aktiekapitalen ved stiftelsen udgjorde 2,4 mio. rigsdaler eller 4,8 mio. kr.
Den første direktør var Isak Glückstadt, som også var medstifter af Østasiatisk Kompagni i 1897.
Banken åbnede den 2. januar 1872 i lejede lokaler på adressen Amagertorv 6 i København, men flyttede allerede i april samme år til adressen Ved Stranden 14. I marts 1875 flyttede banken i egne lokaler, idet man tidligere havde købt ejendommen Holmens Kanal 12, Peschiers Gård, tegnet af C.F. Harsdorff. Denne adresse har siden været en del af bankens hovedsæde.
I 1881 åbnede Landmandsbanken det første boksanlæg, hvor private kunne leje en boks. Ved Glückstadts død i 1910 blev han efterfulgt som direktør af sønnen Emil Glückstadt.
Landmandsbanken havde i 1912 filialer i Aalborg, Helsingør, Holbæk, Kalundborg, Kolding, Nykøbing Falster, Nykøbing Sjælland og Vejle, samt på Vesterbro, Nørreport, Frederiksberg, Østerbro, Amagertorv, Christianshavn, Nørrebro, Vesterbro Torv, City og Hellerup.
Banken var i jublilæumsåret 1921 Skandinaviens største bank.
[redigér] Kriseårene 1922-1928
Landmandsbanken havde fra 1919 likviditetproblemer og led i 1922 betydelige tab, bl.a. på Transatlantisk Kompagni, og måtte i 1922 ad flere omgange rekonstrueres. Ny kapital blev tilført fra staten, Nationalbanken, Det Store Nordiske Telegrafselskab og Østasiatisk Kompagni. Fra 1923 til 1928 garanterede staten for krav på Landmandsbanken.
I 1928 indtrådte skibsreder A.P. Møller som formand for bankrådet (bestyrelsen).
[redigér] Landmandsbanken i årene 1929-1975
Banken lancerede i 1967 den kendte sparebøsse-pingvin Pondus og Pondusklubben. Efter to uger var 50.000 børn medlem af pondusklubben.
[redigér] Den Danske Bank i årene 1976-1989
I 1976 skiftede banken navn til Den Danske Bank. Banken åbnede udlandsfilialer - Luxembourg 1976, New York 1982, London 1983, Hamburg 1984.
[redigér] Den store fusion og årene derefter 1990-2000
I 1990 fusionerede Den Danske Bank med Handelsbanken og Provinsbanken.
Ordførende direktør Tage Andersen blev i 1990 afløst af Knud Sørensen. Knud Sørensen gik på pension i 1998 og blev afløst af Peter Straarup.
Igennem 1990'erne øgede Den Danske Bank sine internationale detailbank aktiviteter og etablerede filialer i Oslo, Stockholm og Helsinki. I 1997 købtes Östgöta Enskilda Bank i Sverige og i 1999 Fokus Bank i Norge.
[redigér] Danske Bank siden 2000
I 2000 ændredes navnet til Danske Bank. I 2001 fusionerede banken med RealDanmark, der var opstået tre år tidligere, da BG Bank og Realkredit Danmark fusionerede. Filialerne i Singapore og Hong Kong afvikledes 2001. De pannordiske investmentbank-aktiviteter afvikledes 2002.
Bestyrelsesformand Poul Svanholm trådte i 2003 tilbage og afløstes af Alf Duch-Pedersen. Siden 2000 har en af bankens mest markante profiler udadtil været dens chefanalytiker, fra 2007 cheføkonom, Steen Bocian.
Torsdag d. 10 Februar blev det offentliggjort, at daværende bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen havde besluttede ikke at genopstille til valg til bestyrelsen ved næste generalforsamling. Samme dag blev det også offentliggjort, at den administrerende direktør i Maersk Line Eivind Kolding ville blive den nye mand med hænderne på roret i Danske Bank. Eivind Kolding havde været næstformand for bestyrelsen i Danske Bank siden 2001, og han indtrådte som bestyrelsesformand for Danske Bank på deres generalforsamling den 29. marts 2011.
I 2005 købte banken Northern Bank i Nordirland og National Irish Bank i Irland. I 2006 købte banken Sampo Bank i Finland for 30,1 mia. kr.
10. april 2007 lagdes BG Bank sammen med Danske Bank, under sidstnævntes mærke, hvorved BG Bank totalt ophørte med at eksistere og 30 filialer blev slået sammen.
Midt under finanskrisen i 2008 blev Danske Bank snydt af Stein Bagger. En kundechef skrev under som vitterlighedsvidne på en underskrift af Asger Jensby. Asger Jensby var dog ikke tilstede.
[redigér] Danske Banks opkøb i nyere tid
- 1990: Danske Bank fusionerer med Handelsbanken og Provinsbanken
- 1995: Køber Danica Pension. Ukendt pris.
- 1997: Køber Östgöta Enskilda Bank i Sverige for 1,8 mia. kr.
- 1998: Køber den norske børsmæglervirksomhed Saga Securities. Ukendt pris.
- 1998: Køber den svenske børsmæglervirksomhed Myrberg Fondkommission. Ukendt pris.
- 1998: Køber den finske børsmæglervirksomhed AG Bankierfirma. Ukendt pris.
- 1998: Køber den norske Fokus Bank for 6,0 mia. kr.
- 2000: Køber BG Bank, Realkredit Danmark og home for 27,0 mia. kr.
- 2004: Køber Northern Bank i Nordirland og National Irish Bank i Irland for 10,4 mia. kr.
- 2005: Køber den norske ejendomsmæglerkæde Krogsveen. Ukendt pris.
- 2005: Køber den svenske ejendomsmæglerkæde Skandia Mäklarna. Ukendt pris.
- 2006: Køber den finske Sampo Bank for 30,1 mia. kr.
[redigér] Direktion
Denne liste er ufuldstændig; hjælp gerne med at udfylde den.
- 1871-1910 Isak Glückstadt
- 1910-1922 Emil Glückstadt
- 1921-1942 Philip Mik-Meyer, vicedirektør
- 1922-1923 Ernst Meyer, direktør
- 1922-1928 Emil Hertz, direktør
- 1922-1954 Oluf Nielsen, direktør
- 1928-1964 Poul Ingholt, direktør
- 1954-1969 Herluf Sørensen, direktør (vicedirektør fra 1950)
- 1962-1980 Svend O. Sørensen, direktør (vicedirektør fra 1959)
- 1980-1990 Tage Andersen, ordførende direktør (direktør fra 1969)
- 1990-1998 Knud Sørensen, ordførende direktør
- 1998-2012 Peter Straarup, ordførende direktør
- 2012- Eivind Kolding, ordførende direktør
[redigér] Ejerforhold
Danske Banks aktier er fordelt på en stor mængde ejere, men A.P. Møller-Mærsk og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal ejer tilsammen 22,76% af aktiekapitalen, og Fonden Realdania ejer 10,07%[3]
[redigér] Gebyrgrib
Danske banker har i de senere år været udsat for kritik og beskyldninger om grådighed og høje gebyrer. Især Danske Bank har været forbundet med høje gebyrer og har i en årrække haft øgenavnet "Gebyrgrib".[4] Trods tilbud og en gebyrfri hverdag har banken og Peter Straarup haft svært ved at slippe af med prædikatet. Forbrugerrådet har i november 2008 offentliggjort en analyse af hvad det koster at være kunde i en bank i et livsforløb. Danske bank er kåret som den billigste at være kunde i som lejer og den næst billigste som ejer. [5] [6] Som led i at markedsføre banken som en af landets billigste banker valgte banken at skifte farven på logoet fra de normale blå og hvide farver til sort og gul i september og oktober 2010.
[redigér] Kilder og eksterne henvisninger
- Mikkelsen, Ole: Straarup, ISBN 978-87-02-06064-5, Gyldendal 2007.
- Schovelin, Julius: Den Danske Landmandsbank, Hypotek- og Vekselbank 1871-1921, København 1921.
- Mørch, Søren: Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-23, ISBN 87-01-32822-0, Gyldendal 1986.
- Mørch, Søren og Hansen H., Per: Den Danske Bank, Centrum 1997.
- Danske Banks historie, fortalt af banken selv
[redigér] Noter
- ↑ 1,0 1,1 Danske Banks årsrapport 2010, s. 6
- ↑ Årsrapport 2008
- ↑ Aktionærsammensætning på http://www.danskebank.com/
- ↑ Peter Straarup er træt af gebyrgribben - Samfund & økonomi
- ↑ Tænk, november 2008, side 26-29, Forbrugerstyrelsen.
- ↑ Så dyr er din bank
|
|
|---|
|
A.P. Møller - Mærsk A | A.P. Møller - Mærsk B | Carlsberg | Chr. Hansen Holding | Coloplast | Danske Bank | DSV | GN Store Nord | FLSmidth | |