Landrace (svin)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Landrace er en betegnelse på en bestemt slags svinerace. Som nævnt i artiklen om hvid dansk landrace findes der ikke mange renracede dyr længere. I det moderne landbrug bruges racen dog stadig i høj grad. De dyr, som her går som ren landrace har været blandet med andre racer gennem tiden.

Landrace er en hvid race, med hvid eller lyserød hud og lyse børster. Det er et langt og smalt svin, både hvad angår krop- og hovedfacon. Det har store hængende ører. Dets forpart er let mens bagparten er fyldig.

Søer af landrace har meget høj frugtbarhed og gode moderegenskaber.

I nutidens professionelle svineproduktion bliver racen oftest anvendt krydset med yorkshiresvin. Det er næsten kun avlstationerne som har de renracede eksemplarer. Til produktionen af slagtesvin bruges søer, som er en krydsning af landrace og yorkshiresvin. Disse søer bliver løbet (parret) eller insemineret (kunstigt befrugtet) med orner af en tredje race. Orneracen har typisk været Duroc, Hampshire eller krydsninger mellem de to racer. Dansk Svineproduktion har dog besluttet at Hampshire fra 2007 helt skal udgå af avlssystemet. Det betyder, at i fremtiden vil så godt som alle danske slagtesvin være blandinger af landrace, yorkshire og duroc.