Langobardisk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Langobardisk
Talt i: Pannonien, det nordlige Italien
I alt talere:
Sprogstamme: Indoeuropæisk

 Germansk

Sprogkoder
ISO 639-1: ingen
ISO 639-2: gem
ISO 639-3: lng

Langobardisk er et uddødt sprog der blev brugt af langobarderne, et germansktalende folk der slog sig ned i Italien i det 6. århundrede. Sproget forfaldt fra det 7. århundrede, men kan have været delvist i brug så længe som til det det 10. århundrede. Sproget er i dag kun bevaret i fragmenter, hovedsageligt som individuelle ord i latinske tekster.

Grundet manglen på langobardiske tekster er det ikke i dag muligt at bestemme sprogets morfologi eller syntaks. Sprogets sprogfamilie bestemmes udelukkende ud fra dets fonologi. På baggrund af indikationer der viser at langobardisk gennemgik den højtyske lydforskydning – endda var et af de første germanske sprog til at gennemgå denne proces – bliver det klassificeret som et herminone- eller højtyskdialekt . Krønikeskriveren Paulus Diaconus (720-799) nævner i Historia gentis Langobardorum en hertug ved navn Zaban (574), som viser /t/ er forskudt til /ts/. Betegnelsen stolesazo i langobardernes lovsamling Edictum Rothari (nedskrevet på latin) viser den samme forskydning. Mange navne i langobardiske kongefamilier viser ligeledes forskudte konsonanter, i særdeleshed /p/ < /b/ i de følgende navnedele:

Det har været foreslået at denne lydforskydning endda kan have opstået i langobardisk.

Tidligere blev langobarderne klassificeret som tilhørende ingvæonerne (dansk-/nordtysk-germanske stammer), men denne klassifikation anses i dag som forkert. Klassifikationen af langobardisk indenfor de germanske sprogfamilier kan være besværliggjort af ortografiske hensyn. Ifølge Hutterer (1999) lå det tæt på gammelsaksisk. Tacitus (56-117) mente langobarderne var et svebisk folkeslag, mens Paulus Diaconus og Codex Gothanus (9. århundrede) mente de oprindeligt var udvandret fra Skandinavien, gjort hold ved Elben, for igen at drage videre til Italien.

Langobardiske fragmenter er bevaret i runeindskrifter i latiniseret form, og i transskriptioner under påvirkning af oldhøjtysk ortografi. Dette "langobardiske alfabet" består af følgende grafem:

a, b, c, d, e, f, g, h, i, j, k, l, m, n, o, p, q(u), r, s, ʒ, t, þ, u, w, z

qu svarer til en [kw]-lyd. ʒ er [s]. Således bliver f.eks. skauʒ [skaus] (="livmoder"). z er [ts]. h er [h] i starten af ord og [x] andetsteds.

Primære kilder[redigér | redigér wikikode]

Blandt de primære langobardiske kildetekster er korte inskriptioner i ældre runealfabeter.

  • Iblandt dem en bronze amuletæske som blev udgravet fra en rig kvindes grav dateret til omkring år 600.
På låget: a r o g is d

Transskription: arogisd. Arogisd/Arogist/Arogast var et navn. Sandsynligvis runeskriveren.

På underside: a l a g u th,þ l e u b a : d e d u n

Transskription: alaguþleuba : dedun. "Alaguth (og) Leuba gjorde (den)"[1], Alaguth og Leuba er to pigenavne. "dedun" = "de gjorde, lavede", lig oldhøjtysk: tuon="at lave, gøre".

Spænde A: g o d a hi d : u n j

Transskription: godahid unj[a] = "(Til) Godahi(l)d (med) glæde(?)"[1]

Spænde B: a r s i b o d a : s e g u n

Transskription: (k?)arsiboda segun = " Arsibodas velsignelse(?)"[1].

  • Sværdet fra Pernik, et sværd udgravet i det vestlige Bulgarien syntes at indeholde en inskription der kunne være den tidligste nedskrevet tekst på longobardisk.
HININIhVILPIDHINIhVILPN (= "IH INI NI HUIL PID -- (I)H INI HUIL PN").

I 2005 offentliggjorde et hold bulgarske forskere at de havde tydet teksten til at betyde: "Jeg venter ikke på evigheden, jeg er evigheden"/"Jeg venter ikke på Tiden, jeg er Tiden"

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 J.H. Looijenga, Runes Around The North Sea And On The Continent Ad 150-700, PhD diss. Groningen 1997, p. 158. Download PDF

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Adolf Bach, Geschichte der deutschen Sprache, 8th edn, (Heidelberg 1961)
  • Claus Jürgen Hutterer, Die Germanischen Sprachen, Wiesbaden (1999), 336–341.
  • J.M. Wallace-Hadrill, The Barbarian West 400-1100, 3rd edn (London 1969), Ch. 3, "Italy and the Lombards"
  • Nicoletta Francovich Onesti, Vestigia longobarde in Italia (468-774). Lessico e antroponimia, 2nd edn (Roma 2000, Artemide ed.)