Latinsk grammatik

Den latinske grammatik er ligesom en række andre gamle indoeuropæiske sprog i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes orden i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk hvor ordstillingen er afgørende for den grammatiske funktion. På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt verbum-paradigmet, selvom der, særligt i poesi, kan forekomme variationer. I latin, er der fem deklinationer for substantiver og fire konjunktioner for verber. Latin har ingen bestemt artikel, som det kendes fra det græske sprog, og skiller f.eks. ikke imellem en pige og pigen; det sammen ord puella, dækker dem begge to.

Verber

Latinske verber (udsagnsord) har mange bøjningsformer. Først og fremmest deles bøjningerne ind i to hovedgrupper: de finitte og de infinitte. De finitte former er personbøjede. De kan bøjes i

• tempus (tid): præsens, præteritum, futurum

  De tre tempus svarer til noget nutidigt, noget fortidigt og noget fremtidigt

• aspekt: infektiv, perfektiv

  Infektiv beskriver en uafsluttet handling, mens perfektiv vedrører afsluttede handlinger

  Ved at kombinere tempus og aspekt, får man de seks tidslige bøjninger:

  præsens (infektiv; svarer til det danske nutid; jeg køber huset)

  præteritum (infektiv; svarer til det danske datid; jeg købte huset)

  futurum (infektiv; svarer til fremtid på dansk; jeg vil købe huset)

  perfektum (underforstået præsens; svarer til dansk førnutid eller datid; jeg har købt huset)

  præteritum perfektum (kaldes undertiden også pluskvamperfektum; svarer til dansk førdatid; jeg havde købt huset)

  futurum perfektum (kaldes undertiden også futurum exactum; svarer til dansk førfremtid; jeg vil have købt huset)

• modus (måde): indikativ, konjunktiv, imperativ

  Indikativ bruges om konstateringer (det regner), konjunktiv om ønsker, muligheder, hypoteser og i forbindelse med visse ledsætninger (hvis det havde regnet, havde jeg taget paraplyen med), og imperativ bruges ved direkte ordrer (tag paraplyen med!)

• diatese (art): aktiv, passiv

  Aktiv kaldes også handleform og bruges om den eller det der udfører en handling (jeg kaster stenen)

  Passiv kaldes også lideform og bruges om den eller det der gøres noget ved (stenen kastes af mig)

• person: 1., 2., 3. person
• tal: singularis (ental), pluralis (flertal)

  Person og tal angiver tilsammen hvem der er udfører handlingen i verbet. Det vil sige at sætningens subjekt og verbum skal kongruere i person og tal, dvs. at verbet skal bøjes i tal og person efter subjektet.

  1. person singularis: jeg, pluralis: vi

  2. person singularis: du/De/man, pluralis: I, De

  3. person singularis: han/hun/den/det, pluralis: de

De infinitte verber kan opdeles i adjektiviske former og substantiviske former. De adjektiviske former er primært participiumsformer som også kendes på dansk samt en særlig latinsk form, gerundiv:

• præsens participium
• futurum participium
• perfektum participium
• gerundiv

De substantiviske former er primært infinitiv som også kendes på dansk (navnemåde) samt nogle sjældnere latinske former:

• præsens infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
• futurum infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
• perfektum infinitiv (findes både i aktiv og passiv)
• gerundium
• 1. supinum
• 2. supinum

De adjektiviske former bøjes som adjektiver. De substantiviske former bøjes for nogles vedkommende som substantiver, mens andre er ubøjelige.

Verberne har fire bøjninger (konjugationer):

• 1. bøjning (a-stammer)
• 2. bøjning (e-stammer)
• 3. bøjning (konsonantstammer)
• 4. bøjning (i-stammer)

Verbets (infektiv)stamme findes ud fra præsens infinitiv-formen ved at fjerne -re (for konsonantstammer fjernes -ere) fra enden af verbet.

Substantiver

Latinske substantiver (navneord) bøjes i kasus og tal. Hvert substantiv har et bestemt køn: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) eller neutrum (intetkøn). De to tal er singularis (ental) og pluralis (flertal). De fem kasus er:

• nominativ. Bruges til at angive den der foretager en handling. Sætningens subjekt og subjektsprædikater står som regel i nominativ. (Jeg henter vinen.)
• akkusativ. Bruges om den eller det som handlingen vedrører. Sætningens direkte objekt og objektsprædikat står i akkusativ. (Jeg henter vinen.) Endvidere styrer en del præpositioner akkusativ; hovedreglen er at præpositioner der betegner en bevægelse ind i eller hen mod noget, styrer akkusativ (Jeg gik hen til døren.)
• genitiv. Bruges til at betegne et ejerforhold eller til at knytte to substantiver sammen. (Jensens kop, dronningens portæt)
• dativ. Bruges til at angive modtageren af en handing. Ofte i forbindelse med at give. (Jeg giver ham vinen.)
• ablativ. Bruges til at angive 'med hvad', 'hvordan', 'hvorfra' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives som præpositionsled. (Jeg slog sømmet i med hammeren.) En del præpositioner styrer ablativ; hovedreglen er at der er tale om bevægelse på stedet, bevægelse væk fra eller ud af.

Endvidere findes rester af to ældre kasus; vokativ som bruges ved direkte tale (kom, slave!) og kun forekommer i verber af 2. deklination singularis og i alle øvrige tilfælde er smeltet sammen med nominativ, samt lokativ der bruges om steder hvor noget foregår; på nær enkelte tilfælde (byer og små øer) er lokativ smeltet sammen med ablativ.

Substantiver bøjes i fem deklinationer.

Adjektiver

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Pronomener

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Præpositioner

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Litteratur

• Jo Hermann (2001, 2006). Latinsk grammatik på dansk. Akademisk forlag. 
• Hyllested og Østergaard (1966). Latinsk grammatik. Gyldendal. 

Stub Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.