Lejlighedssang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lejlighedssange i sangskjuler. Sangene er rullet til kræmmerhuse og fyldt med servietter.

Lejlighedssange er en unik dansk fest- og sangdigtningstradition, hvor en sang skrives til en bestemt begivenhed for en bestemt person eller gruppe af personens familie eller venner eller af en til lejligheden ansat lejlighedsdigter, der ud fra stikord om personens eller gruppens liv og levned sætter et par vers eller ti sammen så den passer til melodien i en sang, som det formodes at (flertallet i) selskabet ved den givne lejlighed allerede kender.

En sang kan i den folkelige etiketteopfattelse erstatte en tale.

Teksterne til lejlighedssange uddeles gerne til gæsterne i en sangskjuler.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Middelalderens folkeviser er ikke fuldstændig kortlagt, men der blev formentlig skrevet sange både af troubadurer (Frankrig) og minnesangere (Tyskland) ansat ved et adeligt eller kongeligt hof og af omrejsende gøglere, der optrådte på markedspladser og/eller lod sig hyre til folkelige fester. Med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkunsten blev det muligt at mangfoldiggøre sange, som kunne sælges på markeder eller af gadesangere. Det er skillingsvisens oprindelse, der i Danmark går indendørs med revyvisen.

Danmarks første forfatter, der lever af at skrive på dansk, er lejlighedsdigter. Han hedder ""Anders Bording"". Han er født i Ribe og uddannes i teologi. Men faget keder ham, og det lykkes ham at blive ansat som huspoet flere steder på danske herregårde og sidst hos rigsråd/adelsmand Tage Andersen Thott i Skåne. Da denne dør, må Bording hutle sig igennem med forefaldende arbejde, bl.a. som teolog, men han vender tilbage til pennen, da den nyindstiftede enevælde inviterer ham til at udgive en avis efter fransk forbillede og til forherligelse af kongemagten. I 1666 begynder han udgivelsen af Den Danske Mercurius, Danmarks første avis, som han skriver på vers i alle årene frem til sin død i 1677. Han selv og avisen og hans skriveri i øvrigt er meget populært, og der er ingen tvivl om, at han inspirerer mange i sin samtid. Hans skrifter bliver udgivet samlet i 1735.

I samme periode, ""barokken"", springer et væld af verdslige forfattere ud. Der breder sig ligefrem 'en skrivekløe', der blandt andet medfører en sværm af smædevers, nogle ganske korte, andre i hele korrespondencer. Et unavngivet smædevers kan udløse en bøde, et unavngivet smædevers mod kongen kan medføre dødsstraf. ""Thomas Kingo"" bliver den store barokdigter. Han skriver masser af lejlighedsdigtning, og de salmer, han bliver så kendt for, er ofte skrevet til i tiden kendte melodier; "Sorrig og Glæde" er således skrevet til en dansemelodi (Martin Luther gjorde det samme, ligesom senere Grundtvig.) Kingo har kongeligt privilegium i en årrække på at udgive salmebøger, som han i høj grad fylder med egne værker ud over de eksisterende. Han sætter sit præg på hele landets sangkultur.

Lejlighedsdigtning er nu rodfæstet. I 1697 indfører kongen en lov om ""pligtaflevering""; alle trykkere skal aflevere to eksemplarer af alt, hvad de trykker, til kongens bibliotek. Samlingen findes i dag i Det kongelige Bibliotek, hvor Småtrykssamlingen opbevarer alle mindre tryksager som f.eks. lejlighedssange, og der er mange. Det er primært præster og embedsfolk, der har råd til at lade sangene trykke. Der skrives navnlig til bryllupper og begravelser. Sangene siver formentlig ud blandt almue og borgere som underholdende stof i en tid uden ugeblade, radio og tv. Om der ude blandt folk også blev skrevet sange, ved vi ikke, men når vi kender udbredelsen af folkelige frembringelser, som Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig indsamler i slutningen af 1800-tallet, må vi formode, at noget lignende sagtens kan have eksisteret i 16- og 1700-tallet.

Lejlighedsdigtning er udbredt i 1700-tallet. En typisk skikkelse er C.F. Wadskiær. Mod slutningen af 1700-tallet dannes i de store byer ""litterære og selskabelige klubber"", hvor mænd efter engelsk forbillede – og i et enkelt tilfælde kvinder – samles for at passiare om højt og lavt. Der bliver drukket meget punch, der bliver holdt taler, og der bliver sunget sange. Der viser sig et behov for at få nye sange på repertoiret, og snart digter kendte og ukendte medlemmer på livet løs, så at man f.eks. i 1785 kan udgive en to-binds sangbog med noder, redigeret af Niels Schiørring. Den efterfølges af et væld af udgivelser op igennem 1800-tallet. Disse sange – lidt kongerøgelse og mange drikkeviser og viser til kvindens pris – er i visse tilfælde digtede til konkrete lejligheder, men generelt vil de gerne være sange, der bliver stående og synges igen og igen og er derfor ikke typiske lejlighedssange. En særlig type sang følger i kølvandet på bondefrigørelsen og roser det enkle liv på landet – set fra byen i romantisk skær.

""J.A.P. Schultz"" er tysk komponist og kapelmester med særlig interesse for almue; "Lieder im Volkston" har han bl.a. skrevet. Han inviteres til Danmark af Christian Rewentlov og A.P. Bernstorff, bondefrigørelsens fædre, og bliver kongelig kapelmester. Han sætter bl.a. musik til "Høstgildet", og i 1790 skriver han en ekspertudtalelse om landets musikkultur formentlig på opfordring af Rewentlov, på hvis gods han ofte går rundt og taler med almuefolk. Han konstaterer, at det ikke står godt til med landets musikkultur. Når der synges i kirkerne f.eks. lyder det rædsomt. Han anbefaler nu, at der oprettes seminarier til uddannelse af lærere, der alle skal kunne forestå sangundervisning. Og – mest bemærkelsesværdigt – han anbefaler ikke kun, at man synger salmer, men også verdslige sange, muntre sange, rundesange, soldatersange etc. Han graduerer mellem klassetrin og mellem landsbyskoler, købstadsskoler og hovedstadsskoler. Hans anbefalinger går næsten ordret ind i den visionære ""skolelovgivning"", der indføres i 1814. Da ca 30 år senere højskolens fædre begynder at oprette ""højskoler"", da kan de med sikkerhed vide, at de unge mennesker fra landet, som de henvender sig til, måske ikke læser godt, men synge kan de, og det bliver derfor en kerneaktivitet på højskoler at synge. Det medfører videre, at højskolerne ofte bestiller nye sange fra landets poeter som f.eks. C. Hostrup til indvielser af nye bygninger og andre mærkedage, og det bliver i det hele taget almindeligt, at der skrives nye sange til offentlige begivenheder som sommerstævner, folkemøder o.lign. "Langt højere bjerge..." er skrevet af Grundtvig som afskedssang til en kendt videnskabsmand, Christen H. Pram, der drager til Vestindien. I Højskolesangbogen findes med tiden jævnt hen ca 125 lejlighedssange, udskiftningen er ganske stor, men antallet er nogenlunde konstant. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig konstaterer med deres indsamlinger blandt almuen, at der har været digtet sange til mangfoldige lejligheder også i de fjerneste egne af Danmark. Op igennem 1900-tallet er det udbredt at forfatte og synge lejlighedssange til alle typer af begivenheder, officielle og private. Mest udbredt er sange til alle typer offentlige, foreningsmæssige og firmamæssige fejringer, til konfirmationer, bryllupper af enhver art, fødselsdage og jubilæer. Ikke mindst den danske konfirmationssang er et særkende for den danske lejlighedssang. Mod slutningen af århundredet og begyndelsen af det nye år 2000 synes nye samlivs- og festformer at true traditionen, der synes at overleve i sin reneste form i Jylland frem for andre steder i landet. En del af baggrunden for traditionens krise skal også findes i den kendsgerning, at landet skoler fra 1970’erne og frem opgav systematisk indlæring af den danske sangskat, hvorfor det essentielle grundlag for lejlighedssange – fælles referencer mht melodier – er smuldret.

Genrer[redigér | redigér wikikode]

Lejlighedssange kan kort inddeles i – offentlige sange, ofte med nyskrevne melodier – personligt skrevne sange – købesange – vandresange

– Offentlige sange er som regel skrevet på bestilling hos eller initiativ af en anerkendt forfatter. Eksempel “Den signede dag” af Grundtvig, “Jyden han er stærk og sej” af St. St. Blicher, “Den danske sang er en ung blond pige” af Kai Hoffmann samt mange andre. Også melodien bestilles som regel hos en anerkendt komponist. Sangen kan dernæst blive optaget i den almindelige sangskat, ligesom visse sange, der ikke er skrevet til konkrete lejligheder kan blive folkeeje og benyttet til fejringer (eks. “Svantes lykkelige dag / Om lidt er kaffen klar” af Benny Andersen.) – Personligt skrevne sange Den i Danmark mest udbredte form. Sangen skrives af et familiemedlem eller en ven til fejring af børn, brudepar og familiemedlemmer i øvrigt samt venner og kolleger på arbejdspladser og i foreninger. – Købesange. Sange bestilles hos sangskrivere, der tilbyder at skrive sange for andre. – Vandresange. Sange der er skrevet af ukendt forfatter, men optaget i festsangstraditionen som gengangere. Sangene bygger som regel på et enkelt koncept med en særligt underholdende effekt. Hybrid mellem købesange og vandresange er sange, hvor man blot skifter et navn ud.

Melodivalg[redigér | redigér wikikode]

Bortset fra offentlige lejlighedssange, der er digtet til nyskrevne melodier, bygger traditionen helt afgørende på et valg af melodi inden for en alment kendt sangskat. Enhver personlig lejlighedsdigter begynder med at vælge melodi. Uofficielle statistikker viser, at top tre i slutningen af 1900-tallet har været “Katinka, Katinka”, “I skoven skulle være gilde” og “I en kælder sort som kul”. Nyere klassikere er “Om lidt er kaffen klar” og melodier af The Beatles (rimeligt sangbare) og Kim Larsen og ShuBiDua (ikke helt så sangbare) samt sange hentet fra DanskToppen. Børnehavekulturen har gjort melodier som “Mariehønen Evigglad”, “Den lille frække Frederik”, “Se min kjole” og andre børnesange til populære lejlighedssangs-melodier.

Fremtid[redigér | redigér wikikode]

Alt tyder på, at lejlighedssangs-kulturen er i sin værste krise nogen sinde. Men intet tyder på, at den uddør fuldstændigt. I Jylland synes traditionen stadig rodfæstet, så at mange festers succes vurderes på antallet af sange. Blandt intellektuelle i byerne er det igen forbundet med stor anerkendelse, hvis man bidrager med en sang, den være sig beregnet til fællessang eller afsunget af et mindre kor.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ebbe Preisler, Hans Dal & Klaus Albrectsen, Om lidt er sangen klar ... – Den danske lejlighedssang fra Kingo til Rap, Vistoft, 2011. ISBN 978-87-87734-70-7.