Leonora Christina Ulfeldt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Leonora Christina Ulfeldt
Leonora Christina i fængsel. Den Hirschsprungske Samling
Leonora Christina i Blåtårn. Kvinde laver sig et øllebrød, 1896, Bornholms Kunstmuseum

Leonora Christina Ulfeldt (8. juli 162116. marts 1698) var datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Hun var grevinde til Slesvig og Holsten.

Ægteskab og afkom[redigér | redigér wikikode]

Hun blev 9. oktober 1636 som 15-årig gift med rigsgreve og rigshofmester Corfitz Ulfeldt, men kaldte sig aldrig Ulfeldt. Da forholdet mellem hendes forældre var uklart, måtte hun opfinde sin egen rolle: Da dronningen var død før Leonora blev født, og der ikke var andre ledende damer ved hoffet i København, var det let for hende at tiltrække sig opmærksomhed, hun udfyldte så at sige den ledige rolle som landets førstedame.

Senere udtalte hun, at hun var kongens yndlingsdatter, men det har vi kun hendes eget ord for. Selv kaldte Christian IV Leonora Christinas søster, Anna Cathrine, for sin yndling, da hun var "Os lig". Anna Cathrine døde ung, og Leonora overtog hendes plads. Vi ved dog, at Leonora Christina lignede sin far: hun var begavet, havde kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform og havde let ved både at behage og lære. Hun arvede hans evner for at formulere et præcist, rigt og billeddannende dansk.

Hun blev til sit 6. år opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin, siden af Karen Sehested hovedsagelig på Frederiksborg og blev som niårig trolovet med den 15 år ældre Corfitz Ulfeldt. De blev gift seks år senere. Parret boede først på Elmelunde eller Stegehus på Møn, som Corfitz Ulfeldt havde i forlening i 1636 og 1637. Hendes tilkommende familie var ikke rig, og der var mange børn, så alt måtte komme fra Leonora og hendes far.

Corfitz Ulfeldt var statholder i København fra 1637 og boede i en stor gård i Løvstræde, hvor Gråbrødretorv ligger i dag. han og Leonora Christina foretog to store rejser til Holland og Frankrig 1646-47, "de store ambassader".

Ægteskabet var meget lykkeligt og resulterede i mindst 15 børn fra 1638 til 1651. Fire drenge og tre piger blev voksne; kun fem var i live, da Leonora Christina slap ud af fangenskabet i Blåtårn i 1685:

  • Christian (*5.12.1637, †29.7.1688 i Rom)
  • Jacob (*1638, †før 18.12.1642)
  • Anne Cathrine (*18.3.1639, †27.5.1707 i Wien; trolovet 1647-51 med Kai Lycke; gift 3.5.1672 med Jan Wigilius Cassetta i Belgien)
  • Franz (*ca. 1640 †før 18.12.1642)
  • Ludvig (*1641, †1668 ved en minesprængning på Xanthi i Grækenland
  • Corfitz (*1642, †8.8.1688 i London)
  • Ellen Christina (*okt. 1643, †11.12.1677 i Brügge; hun blev prist for sin begavelse og lærdom)
  • Leo (*1644, †før sep. 1646)
  • Leo "Belgicus" (*ca. 29.9.1646, †1649)
  • Leonora Sofie (*sep.-okt. 1647, †15.8.1698, gift 1676 med Lave Jockumsøn Beck. Hun var berømt for sin skønhed)
  • Otto (*1648, †1651)
  • En datter ♀ (*1649 i Haag, †barn)
  • Mogens [*1650, †1652]
  • Leo (*22.3.1651, †11.4.1716, gift 28.6.1697 med Anna Maria Rudolfsdatter Zinzendorf (*25.4.1674, †30-31.7.1736))
  • Det sidst kendte, muligvis en pige (*okt.-nov. 1651, †spæd).

Christian 4.s død[redigér | redigér wikikode]

Efter Christian 4.'s død brød Leonoras modsætningsforhold til halvbroderen Frederik 3. og dronning Sophie Amalie ud i lys lue, og hun flygtede med Corfitz Ulfeldt til Sverige i 1651 og opholdt sig i Stockholm 1652-54. Baggrunden for flugten var Corfitz' underslæb og salg af embeder, samt en kompliceret sag med modsatrettede anklager om planlagt giftmord (Dina-sagen). Leonora havde besøgt Nederlandene og Frankrig og var en international berømthed. Dronningen af Frankrig havde hun mødt som sin ligemand på trods af, at hun kun var adelig. Hun ønskede ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet gav sig udtryk i chikane som da Ulfeldterne fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Vigtigere var det, at Ulfeldts position såede tvivl om det nye kongepars politiske kurs. For at undgå en retssag om underslæb flygtede de til Sverige, hvor Leonora mødte dronning Kristina og lærte at gå i mandsdragt.

Parret boede 1655-57 på slottet Barth i Pommern. Leonora Christina rejste i 1656 til Danmark for at søge udsoning med Frederik 3., men blev standset i Korsør og udvist.

Derpå fulgte hun med Corfitz Ulfeldt, da han sluttede sig til svenskerne og med dem rykkede ind i Danmark i 1657. Hun måtte overtage Ulfeldts forsvar, da han i 1659 for en svensk kommissionsdomstol anklagedes for forræderi og var for syg til selv at forsvare sig. Begge blev arresteret af Frederik 3. i København i 1660 og fængslet i 17 måneder på HammershusBornholm, hvorfra de på dramatisk vis forsøgte at flygte, på grund af guvernøren, Afolph Fuchs' mishandling. De blev løsladt i 1661 mod at give afkald på en række fordringer (Ulfeldt var en af kongens store långivere) og størsteparten af deres ejendomme. Leonoras arv efter mor og mormor blev ikke rørt. Familien flyttede til Ellensborg (nu Holckenhavn) på Fyn og fulgte med Corfitz Ulfeldt på kurrejse til Nederlandene i 1662. Derfra rejste hun i 1663 til London for at inddrive et gammelt tilgodehavende hos Karl 2.. Det var mod aftalen med Frederik 3.

Fangenskab[redigér | redigér wikikode]

Leonora Christina Ulfeldt (1647).jpg
Kristian Zahrtmanns maleri Leonora Christinas død, 1901, 108 x 112 cm.

Frederik 3. forlangte hende udleveret som Ulfeldts medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun blev holdt fængslet i BlåtårnKøbenhavns Slot. Hun nægtede kendskab til Corfitz Ulfeldts landsskadelige handlinger, men blev uden rettergang eller dom holdt fanget i Blåtårn i næsten 22 år (1663-1685)[1]. Det var her, hun skrev sin franske selvbiografi. I 1673 begyndte hun sit Jammers Minde, en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Manuskriptet så først offentlighedens lys i 1867 og skabte sensation. Det er ikke alene noget for perioden så sjældent som en fremragende selvbiografi, men en skarp og velskrevet skildring af menneskelig fornedrelse og sjælelig storhed. "Jammers Minde" inspirerede maleren Kristian Zahrtmann til en serie på ca. 20 billeder fra hendes liv: fra anholdelsen, indsættelsen i Blåtårn over hendes unge dage som kongedatter, til en bizart hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.

Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum ved København flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Leonora Christina Ulfeldt blev begravet i klosterkirken, den nuværende Maribo Domkirke, men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af nogle af hendes sønner, og formentlig gravsat i Wien, hvor sønnen Leo gjorde stor karriere og bl.a. blev feltmarskal og vicekonge i Catalonien.

Anetavle

Leonora Christinas anetavle i tre generationer
P I II III

Proband:
Leonora Christina

Far:
Christian 4.

Farfar:
Frederik 2.
Farfars far:
Christian 3.
Farfars mor:
Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Farmor:
Sophie af Mecklenburg
Farmors far:
Ulrik af Mecklenburg-Schwerin
Farmors mor:
Elisabeth af Danmark
Mor:
Kirsten Munk
Morfar:
Ludvig Munk
Morfars far:
Ludvig Munk (den ældre)
Morfars mor:
Kirstine Lykke
Mormor:
Ellen Marsvin
Mormors far:
Jørgen Marsvin
Mormors mor:
Karen Gyldenstierne

Kristian Zahrtmann[redigér | redigér wikikode]

Leonora Christina i Frederiksborg slotshave. Den Hirschsprungske Samling

Den bornholmske maler Kristian Zahrtmann var meget optaget af Leonora Christina. I 1871 malede han det første af sine Leonora Christina-billeder Slotsfogden skæmter med Kvinderne i den nylig fængslede Kongedatters Kammer på Blaataarn. Det fulgtes af ca. 20 betydelige værker med motiver fra Leonora Christinas dramatiske liv bygget på hendes selvbiografi Jammers Minde. Fra sin ungdom havde han følt varmt for Leonora Christina. Nu blev han både hendes forherliger og hendes hævner. I 1873 kom Leonora Christina forlader Fængselet, og han fordybede sig i hendes personlighed og karakter, og kæmpede for at få samtiden til at se andet i hende end en afskyelig landsforræder. Blandt de mange malerier er Leonora Christina i Fængselet (1875, Den Hirschsprungske Samling); hun ser, liggende på sit leje, rotterne æde af det brændende lys;, Corfits Ulfeldt og Leonora Christina, Leonora Christina på Maribo Kloster (1883; Kunstmuseet),[2] Leonora Christina undersøges af Sophie Amalies Tjenerinder (1888, Den Hirschsprungske Samling) og det grufulde og hævngerrige Dronning Sophie Amalies Død (1882 Den Hirschsprungske Samling).

Navnet på hurtigfærgen Leonora Christina er hadet og elsket. Det krævede en folkeafstemning for at afgøre om navnet måtte blive på skibet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Jammersminde
  • Anne Marie Mai (red.), Leonora Christina : historien om en heltinde, Arkona, 1983. (Acta Jutlandica, 58. Humanistisk serie ; 57). ISBN 87-87044-72-2.
  • Leonora Christina: Jammersminde (publ. 1869, 1885, 1931)
  • S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie I-II, Kopenhagen 1879-81.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Arkiv for dansk litteratur – HC Andersens fejltagelse går ikke på tiden, men stedet
    Leonora Christina sad fængslet i det Blå Tårn i 21 år, 9 måneder og 11 dage.
  2. Leonora Christina på Maribo Kloster