Lerici-klassen
| Lerici-klassen | |
|---|---|
 ITS Vieste (M5553) under en havnemanøvre | |
| Klasseoversigt | |
| Type | Minerydningsfartøj |
| Bruger(e) |
 Marina Militare Malaysias flåde Nigerias flåde United States Navy Royal Australian Navy Thailands flåde Suomen merivoimat Grækenlands flåde Litauens flåde Türk Deniz Kuvvetleri Taiwans flåde |
| Værft | Intermarine |
| Byggeperiode | 1981-2011 |
| Byggede enheder |
 Italien: 12 Malaysia: 4 Nigeria: 2 USA: 12 Australien: 6 Thailand: 2 Finland: 3 |
| Annullerede enheder | Thailand: 6 |
| Operative enheder | 41 |
| Udgåede enheder | USA: 12 |
| Tekniske data | |
| Deplacement |
Lerici: 620 tons Gaeta: 697 tons |
| Længde |
Lerici: 50 meter Gaeta: 52,60 meter |
| Bredde | 9,90 meter |
| Dybgang | 2,60 meter |
| Fremdrift |
1× Fincantieri GMT BL 230.8 M dieselmotor (til forlægning) 1× Isotta Fraschini ID 36 SS 6V dieselmotor |
| Fart | 14 knob |
| Rækkevidde | 1.500 sømil (ved 14 knob) |
| Udholdenhed | 12 dage |
| Besætning | 48 mand |
| Sensorpakke |
1× SMA SPN-728V(3) navigationsradar FIAR SQQ-14(IT) VDS |
| Artilleri | 1× Oerlikon 20 mm maskinkanon |
| Mindre både om bord | 1× RHIB |
Lerici-klassen er en række af italienske minerydningsfartøjer bygget af Intermarine SpA og benyttet af Marina Militare. Klassen består af to underklasser: De første fire skibe er ofte omtalt som Lerici-klassens første serie, mens de resterende otte skibe er modificeret en smule og er benævnt Lerici-klassens anden serie eller bare Gaeta-klassen.
Designet er også et udgangspunkt for en række skibsklasser benyttet i andre lande: Tentera Laut Di Raja Malaysia (Mahamiru-klassen), Nigerian Navy, United States Navy (som Osprey-klassen), Royal Australian Navy (som Huon-klassen) samt Kongthap Ruea (som Lat Ya-klassen). Yderligere tre skibe er under konstruktion til Suomen merivoimat (Katanpää-klassen). Daehanminguk Haegun benytter en uofficiel version af klassen benævnt Swallow-klassen.
Design og historie[redigér | rediger kildetekst]
Intermarine SpA byggede mellem 1985 og 1996 tolv skibe til Marina Militare. De første fire enheder bliver benævnt Lirici-klassen version 1 og blev bestilt den 7. januar 1978.[1] Yderligere seks skibe, med et forbedret design (kendt som Gaeta-klassen, eller Lirici-klassen version 2) blev bestilt den 30. april 1988. Yderligere to enheder blev bestilt i 1991.[1]
Version I[redigér | rediger kildetekst]
De fire "version I" skibe blev søsat fra september 1982 til april 1985 og indgik alle i flådens tal i 1985.[1]
Version 1 har et deplacement på 620 tons fuldt lastet, er 50 meter lang, 9,9 meter bred og en dybgang på 2,6 meter.[2] Skibene har en topfart på 14 knob, denne fart opnås ved brug af en enkelt dieselmotor med en variable-pitch skrue.[2] Topfarten er reduceret til 6 knob under minerydningsoperationer. Tre aktive ror (små skruer eller waterjets der kan drejes 360 grader) bruges til at sørge for at skibet ikke glider væk fra sin position.[2] Skibene har en rækkevidde på 1.500 sømil på normal hastighed.[2]
Hvert skib har en besætning på 47 mand; 4 officerer, 7 minedykkere og 36 konstabler.[2] Skibet er udrustet med et trykkammer, "Pluto" fjernstyrede droner til at undersøge og bortsprænge miner samt en FIAR SQQ-14 (IT) VDS.[2] Skibene er bevæbnet med en enkelt Oerlikon 20 mm maskinkanon.[1]
Version II[redigér | rediger kildetekst]
De otte skibe af version II af Lerici-klassen er benævnt Gaeta-klassen, blev alle søsat i starten af 1990'erne, og indgik i flåden fra maj 1996.[1] Gaeta-klassen er næsten identisk med Lerici-klassen: Den primære forskel er det øgede deplacement på 77 tons, skroget er 2,5 meter længere og kommunikationsmasten er flyttet ned fra broen til foran udstødningen.[1] Gaeta'erne benytter også en forbedret version af FIAR SQQ-14 (IT) VDS'en, som blev efterinstalleret på de fire version 1 skibe i 1991, derudover er disse skibe udstyret med to Oerlikon 20 mm maskinkanoner.[1]
Afhængig af kilden, er Gaeta-klassen enten en underklasse af Lerici-klassen, eller et hel anden skibsklasse.
Skibe i klassen[redigér | rediger kildetekst]
| Pennant | Navn | Kølen lagt | Søsat | Indgået | Skæbne | Kaldesignal |
|---|---|---|---|---|---|---|
| M5550 | Lerici | - | 3. september 1982 | 22. marts 1985 | I tjeneste | IHML |
| M5551 | Sapri | - | 5. april 1984 | 4. juni 1985 | I tjeneste | IHMS |
| M5552 | Milazzo | - | 4. januar 1985 | 6. august 1985. | I tjeneste | IHMM |
| M5553 | Vieste | - | 18. april 1985 | 2. december 1985 | I tjeneste | IHMV |
| M5554 | Gaeta | - | 28. juli 1990 | 3. juli 1992 | I tjeneste | IHMG |
| M5555 | Termoli | - | 15. december 1990 | 13. november 1992 | I tjeneste | IHMT |
| M5556 | Alghero | - | 11. maj 1991 | 31. marts 1993 | I tjeneste | IHMO |
| M5557 | Numana | - | 26. oktober 1992 | 30. juli 1993 | I tjeneste | IHMN |
| M5558 | Crotone | - | 11. april 1992 | 19. januar 1994 | I tjeneste | IHMC |
| M5559 | Viareggio | - | 3. oktober 1993 | 1. juli 1994 | I tjeneste | IHMW |
| M5560 | Chioggia | - | 9. maj 1994 | 19. maj 1996 | I tjeneste | IHCH |
| M5561 | Rimini | - | 17. september 1994 | 26. november 1996 | I tjeneste | IHMR |
Varianter[redigér | rediger kildetekst]
Designet på Lerici-klassen har været en stor eksportsucces med salg til Malaysia, Nigeria, USA og Australien.[1][3] Dog har et ufravigeligt krav fra Intermarine om at alle skibene skulle bygges i Italien formentligt forhindret yderligere salg.[3] Disse restriktioner blev dog lempet op til salgene til USA og Australien.[4]
Mahamiru-klassen[redigér | rediger kildetekst]
Tentera Laut Di Raja Malaysia benytter fire skibe baseret på version I-designet: Mahamiru (11), Jerai (12), Ledang (13) og Kinabalu (14).[5] De fire skibe blev bestilt fra Intermarine den 20. februar 1981, kommandohejsning foregik den 11. december 1985 og ankom i Malaysia den 26. marts 1986.[5] De er omtalt som malaysisk Lerici- eller Mahamiru-klassen, og to skibe er baseret i henholdsvis Lumut and Labuan.[3]
Mahamiru-klassen er lidt anderledes end den oprindelige Lerici-klasse. Den mest fremtrædende ændring er at disse skibe er udrustet med to dieselmotorer frem for en, hvilket giver dem en topfart på 16 knob og en minerydningsfart på 7 knob.[5] De malaysiske skibe er desuden udrustet med en Thomson Sintra TSM 2022 sonar, Thomson-CSF radar, og to PAP-104 fjernstyrede undervandsdroner. De er desuden en meter længere end deres italienske udgangspunkt.[5] Frem for den oprindelige 20 mm Oerlikon, er skibene udrustet med en enkelt 40 mm Bofors maskinkanon.[5] En standardbesætning består af 42 mand, hvoraf fem er officerer.[5]
Mahamiru og Ledang blev moderniseret af Thales Gruppen som en del af den malaysiske flådes moderniseringsprogram.[6] TSM 2022-sonarsystemet blev opgraderet til Mark III versionen, og skibene blev moderniseret til at kunne opretholde tilfredsstillende tjeneste i minimum yderligere ti år.
Nigeria[redigér | rediger kildetekst]
I slutningen af 1980'erne, anskaffede Nigerian Navy to skibe af Lerici-klassen.[4] Ohue (M 371) blev bestilt i april 1983, køllagt 23. juli 1984, søsat 22. november 1985, og kommandohejsning 28. maj 1987.[7] Marabai (M 372) blev køllagt 11. marts 1985, søsat 6. juni 1986, og indgik den 25. februar 1988.[7]
De nigerianske Lerici fartøjer er baseret på Mahamiru-varianten, men benytter Pluto undervandsdronen, en Racal Decca 1226 radar og er lidt langsommere med en topfart på 15,5 knob.[4][7] De nigerianske skibe er bevæbnet med to 30 mm maskinkanoner og har en besætning på 50 mand, inklusiv 5 officerer.[7]
Grundet manglende vedligeholdelse og finansiering var Ohue og Marabai blandt et større antal skibe der blev oplagt i 1996.[7]
Osprey-klassen[redigér | rediger kildetekst]
.jpg)
I august 1986 annullerede US Navy en skibsklasse på 17 minerydningsfartøjer da prototypen ikke kunne leve op til kravene i en choktest. I stedet underskrev flåden en bestilling på et antal minerydningsfartøjer baseret på Lerici-klassen. For at kunne styre konstruktionen af de 12 fartøjer, benævnt Osprey-klassen, måtte firmaet etablere en afdeling i USA. Dette skete ved at købe firmaet Sayler Marine Corporation, som blev til Intermarine USA.[8] Oprindeligt skulle alle tolv skibe være bygget af Intermarine USA i Savannah, Georgia, men i oktober 1989, blev konstruktionen af fire fartøjer flyttet til Avondale Industries.[8] Skibene blev søsat mellem marts 1991 og juni 1997 og indgik i aktiv tjeneste mellem november 1993 og december 1998.[8]
Osprey-klassen er tungere og længere en det oprindelige design: Et deplacement på 918 tons, 57,3 meter lange, 11 meter brede og med en dybgang på 2,9 meter[8] Fartøjerne er udstyret med to dieselmotorer der er forbundet med to Voith Schneider skruer; disse skruer eliminerer behover for de agterste ror.[8] Skibene benytter en Raytheon/Thomson Sintra SQQ-32 VDS til minejagt og en Alliant SLQ-48 fjernstyret undervandsdrone til selve minerydningen.[8] Skibene bærer normalt en besætning på 51 mand, inklusiv fire officerer og er bevæbnet med to 12,7 mm maskingeværer.[8]
Da skibene indgik i aktiv tjeneste blev de alle underlagt den amerikanske 2. flåde (Atlanterhavsflåden). Tanken var at de skulle udrette tjeneste i cirka et år, før de skulle flyttes til reservestyrken.[8] Alle fartøjerne forblev dog i tjeneste frem til deres udfasning i perioden 2006-2007. Klassen blev erstattet af Avenger-klassen og i 2008 var otte fartøjer overført til andre flåder med henholdsvis 2 fartøjer til Polemikó Naftikó, Lietuvos kariuomenės jūrų pajėgos, Türk Deniz Kuvvetleri og Zhōnghuá Mínguó Hǎijūn.
Huon-klassen[redigér | rediger kildetekst]
I 1991 så den australske flåde et behov for at udskifte minerydningsfartøjerne af Bay-klassen.[9] Skibenes operative kapaciteter blev fundet alvorligt mangelfulde at fire blev annulleret før bygningen af dem overhovedet startede.[9] I 1994 underskrev flåden og Australian Defense Industries (ADI) en kontrakt på leveringen af seks minerydningsfartøjer af Gaeta-varianten.[9] Konstruktionen af disse skibe skulle være et joint-venture med Intermarine.[4]
Det første skibs skrog blev konstrueret på Sarzana værftet i Italien og derefter transporteret til ADI's værft i Newcastle (New South Wales i Australien som skulle stå for resten af udrustningen. ADI byggede de sidste fem skibe i klassen, som alle er navngivet efter australske floder.[9]
De australske skibe, som er omtalt som Huon-klassen, er en smule tungere end Gaeta-varianten.[9] Skibene benytter en GEC-Marconi Type 2093 sonar, to SUTEC Double Eagle fjernstyrede undervandsrobotter og er bevæbnet med en 30 mm DC30B maskinkanon.[9] Skibenes bemanding består af 36 mand (inklusiv 6 officerer), med belægningskapacitet til yderligere 13, inklusiv 6 dykkere.[9] Skibene indgik i tjeneste mellem 1998 og 2002 og er baseret på flådebasen HMAS Waterhen i Sydney.[9]
Lat Ya-klassen[redigér | rediger kildetekst]
Den thailandske flåde bestilte otte minerydningsfartøjer af Gaeta-varianten den 19. september 1996 efter Intermarine vandt kontrakten der blev udbudt i april måned, samme år.[10] På Intermarine's Sarzana værft, køllagde man de to første skibe i klassen (HTMS Lat Ya (633) og HTMS Tha Din Daeng (634) i 1998 og søsatte dem i 1999.[11] De resterende seks skibe blev annulleret før de blev køllagt.[10][11]
I forhold til Gaeta-varianten har Lat Ya fartøjerne et lidt større deplacement, 680 tons, og en tilsvarende forøget dybgang på 2,9 meter.[10] De benytter en Atlas Elektronik radar og sonar, Pluto fjernstyrede undervandsrobotter, og er udstyret med en 30 mm MSI maskinkanon.[10] Hvert skib er bemandet med otte officerer og 42 andre mænd.[10]
Katanpää-klassen[redigér | rediger kildetekst]
I 2004 begyndte Suomen merivoimat at planlægge en efterfølger til de aldrende minestrygere af Kuha-klassen, som har været operative siden 1974. Den 23. november 2006, underskrev man en kontrakt med Intermarine om at bygge tre minerydningsfartøjer (oprindeligt omtalt som MCMV 2010-klassen, sidenhen som MITO-klassen og til sidst som Katanpäa-klassen).[12] MITO-klassen er baseret på Huon-designet, men med en anderledes overbygning.[12] De to første skibe, køllagt i 2008, bliver bygget på Sarzana værftet, mens det tredje fartøj bliver bygget i Sarzana, men overført til Aker Finnyards i Rauma til udrustningsfasen.[12] Alle tre skibe skal efter planen være leveret i 2012 og forventes at indgå i aktiv tjeneste senest i 2015.[12]
Ulicenserede varianter[redigér | rediger kildetekst]
Swallow-klassen[redigér | rediger kildetekst]
De seks skibe i Swallow-klassen benyttes af Daehanminguk Haegun og er en ulicenseret verison af Lerici-klassen.[9][13] Konstrueret af Kangnam Shipbuilding Corporation og indgik i tjenesten mellem 1986 og 1994.[9] Klassen er mindre og ikke nær så kapabel som det officielle Lerici-design.[9]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c d e f g h Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1996-97, side 352
- ^ a b c d e f Busquets, Minehunters, Patrol Boats and Logistics, side 7
- ^ a b c Busquets, Minehunters, Patrol Boats and Logistics, side 15
- ^ a b c d Busquets, Minehunters, Patrol Boats and Logistics, side 16
- ^ a b c d e f Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1996-97, p. 430
- ^ "Malaysia Buying European on Air, Anti-Air, and Naval Fronts (updated)". Defense Industry Daily. 2005-12-09. Hentet 2008-10-26.
- ^ a b c d e Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1996-97, side 473
- ^ a b c d e f g h Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1996-97, side 829
- ^ a b c d e f g h i j k Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1996-97, side 29
- ^ a b c d e Sharpe (ed.), Jane's Fighting Ships, 1998-99, side 703
- ^ a b Saunders (ed.), Jane's Fighting Ships 2008-2009, side 798
- ^ a b c d Saunders, Stephen (ed.) (2008). Jane's Fighting Ships 2008-2009. Jane's Fighting Ships (111th udgave). Surrey: Jane's Information Group. s. 226. ISBN 9780710628459. OCLC 225431774.
{{cite book}}:|first=har et generisk navn (hjælp) - ^ "Kang Keong / Swallow Class MHC". GlobalSecurity.org. Hentet 23. november 2008.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Jane's Fighting Ships 2008 (digital version)
- ACP113 (AH)
