Leroy Anderson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Leroy Anderson
Oprindelse Cambridge, Massachusetts, USA
Genre(r) Let orkestermusik
Beskæftigelse Komponist

Leroy Anderson (29. juni 1908 i Cambridge, Massachusetts18. maj 1975 i Woodbury, Connecticut) var en amerikansk komponist, der primært komponerede let orkestermusik. Hans musik var mest populær i 1950'erne, og mange af kompositionerne blev oprindelig skrevet til Boston Pops Orchestra. En af Andersons mest kendte kompositioner er "Sleigh Ride".

Anderson blev født i Cambridge, Massachusetts, af svenske forældre. Faren, Bror Anton Andersson, var fra Övarp ved Kristianstad i Skåne. Moren, Anna Margareta Jonsson, var fra Stockholm. Anderson fik sine første klavertimer af sin mor, der var organist. Han læste ved Harvard University i årene 1926–1930, og fortsatte derefter med at læse skandinaviske sprog. Ved siden af sprogstudierne koncentrerede hans sig om musik, både inden- og udenfor universitetsverdenen. Blandt andet var han kor- og blæserorkesterleder på Harvard. Dirigenten Arthur Fiedler fra Boston Pops Orchestra blev opmærksom på Andersons evner som arrangør og foreslog at denne skulle skrive originalkompositioner til orkesteret. Andersons første komposition blev "Jazz Pizzicato" (1938).

I 1942 blev Leroy Anderson hvervet til den amerikanske hær og begyndte at arbejde på Island som oversætter af skandinaviske sprog. I 1945 var han chef for de militære efterretningstjeneste for Skandinavien i Pentagon. "The Syncopated Clock" blev skrevet i 1945 og blev kendt som titelmelodien til tv-programmet The Late Show. Andersons første store kommercielle succes var med "Blue Tango" (1951), der toppede pladehitlisterne og den første rent instrumentale indspilning, som solgte over en million eksemplarer. Han havde flere andre successer i 1950'erne. Også "Plink! Plank! Plunk!" blev anvendt som titelmelodi i et populært tv-program, I've Got a Secret.

Leroy Anderson skrev også to længere værker: musicalen Goldilocks (1958) og en klaverkoncert i C-dur (1953). Goldilocks blev ikke en kommerciel succes, men den indeholder sange, der stadig spilles. Klaverkoncerten blev kort efter trukket tilbage, da Anderson mente den havde svagheder. Efter hans død, blev den igen frigivet af hans efterkommere, og den er blevet spillet flere gange, samt indspillet.

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

  • The Leroy Anderson Collection vol 1
  • The Leroy Anderson Collection vol 2
  • The music of leroy anderson (1966)
  • Leroy Anderson conducts Leroy Anderson (1968)
  • Goldilocks (musical) – Original Broadway Cast (Remastered) (1999)

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]