Ligbrænding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kremering i Tyskland (2009)

Ligbrænding er at brænde et lig og kaldes også kremation eller kremering.

Ligbrænding foretages normalt i et krematorium. Et krematorium kaldes også bålvi eller bålhus.

Størrelsen på krematorieovnen styrer hvor store kister, der kan brændes, så enkelte krematorier har måttet afvise kister der var for store.

Ligbrænding i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark trådte den første lov om ligbrænding i kraft i 1892, hvor man dog kun kunne blive brændt, hvis man var medlem af Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen blev stiftet i 1881 på grund af frygten for den smittefare, de døde kunne bære på grund af koleraepedimi rundt om i Europa, dårlige kirkegårdsforhold og kloaksystemer. Den første lovlige ligbrænding fandt sted i 1893, men først i 1975 blev ligbrænding lovmæssigt ligestillet med jordbegravelse.

Størstedelen af den danske befolkning bliver, når de dør, kremeret.[1] Enten har de selv valgt dette eller deres nærmeste pårørende, som står for planlægningen af begravelsen/bisættelsen, vælger for dem.

For hele den danske befolkning gælder det ca. 77 procent, mens det gælder hele 90 procent i større byer.

Ligbrænding i de tyske koncentrationslejre[redigér | redigér wikikode]

Da udryddelsen af mennesker blev industrialiseret med Zyklon B blev ligbrænding effektiviseret af firmaet Topf & Söhne.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Schnabel, Laura Elisabeth (2010.01.20). "Fra menneske til aske" (på Dansk). Kristeligt Dagblad (Kristeligt Dagblad): s. 1. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/353418:Kirke---tro--Fra-menneske-til-aske. Hentet 2013-07-16. "Fakta. Tal på døden. Hvert år dør 60.000 danskere. De fleste bliver kremeret - i 2008 knap 41.800." 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]