Lolland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lolland
Kong Svends Høj nær Pederstrup
Kong Svends Høj nær Pederstrup
Geografi
DK - Lolland.PNG
Sted Østersøen
Koordinater 54°46′10″N, 11°25′28″E
Areal 1.242,86 km²
Administration
Land Danmark
Kommune Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune
Største by Nakskov (14.234 indb.)
Demografi
Folketal 68.224 (2006)
Befolkningstæthed 55/km²

Lolland (latin: Lalandia) er Danmarks fjerdestørste ø med et areal på 1.242,86 km² og 66.655 indbyggere (1. januar 2009[1] ). Lolland er omgivet af Langelandsbælt, Femern Bælt, Østersøen, Guldborgsund og Smålandsfarvandet. Lolland er også kendt som "pandekageøen" på grund af sit flade terræn. Store dele af øen er inddæmmet land, og den sydlige del er omkranset af Det sydlollandske dige.

Navn[redigér | redigér wikikode]

Oprindelsen til navnet Lolland er det olddanske , der i dag findes som i flere stednavne og også kendes i den jyske form lo fra den sønderjyske marsk, sammensat med ordet land. Ordet betegner en rende eller smal vig i kysten,[2] hvor tidevandet strømmer frem og tilbage. Lollands kyst var tidligere meget indskåret og rig på disse låer, men de fleste er nu indæmmede og tørlagte. Den tidligere stavemåde Laaland, Låland, (udtalt med samme vokalforkortelse som "stråmand", "småting" osv.) var således tættere på etymologien.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Lolland er en af Danmarks laveste øer, idet terrænet næsten overalt er fladt og af ringe højde. Som højeste punkt regnes sædvanligvis den vestlollandske Birket Bavnehøj på 30 meter i Ravnsby Bakker, hvilket dog inkluderer en gravhøj på cirka 5 meter. Det højeste naturlige punkt er et unavngivet højdedrag på 27 meter ved Bregninge Kirke på Østlolland.

Lolland afgrænses i vest af Langelandsbælt, der kan krydses med færgen fra Tårs til SpodsbjergLangeland, i nord af Smålandsfarvandet, i øst af Guldborgsund, der krydses af to broer og en tunnel til Falster, mens en tunnel er planlagt under Femern Bælt mod syd til erstatning for færgen fra Rødbyhavn til Puttgarden på Femern (Fugleflugtslinjen).

Lolland-Falster hører til den del af landet, hvor den nordiske landhævning efter sidste istid er negativ, således at området gennem årtusinderne er sunket svagt og undertiden geologisk beskrives som en delvis oversvømmet slette. Af isskabte terrænformationer findes en tunneldal fra Sakskøbing Fjord i nord til Bredningen i Guldborgsund, som afgrænser Guldborgland i nordøst, en anden fra Nakskov til Ravnsby Bakker samt en mindre i forlængelse af Nysted Nor. Maribosøerne er opstået i dødishuller ligesom landskabet ved Ravnsby Bakker, der på grund af den usædvanlige kuperingsgrad undertiden omtales som "De Lollandske Alper".

Jorden er gennemgående meget frugtbar lerjord, og en del af landet, særligt inden for sydkysten fra Nakskov Fjord i vest over den tidligere Rødby Fjord til Errindlev, er inddæmmede og tørlagte havområder. Sydkysten, der er beskyttet af diger, er i modsætning til de øvrige en udligningskyst, der afsluttes af sandodderne Albuen i vest og Hyllekrog i syd.

Nord for Nysted ligger kalklaget højt, og kalken kan brydes.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kort over Lolland.

Lolland fik i 1100-tallet en vis vendisk bosættelse, hvilket ses i flere stednavne på -itse; i forbindelse med kongemagtens genkonsolidering i området var øen i 1200-tallet et eget hertugdømme. Kirkearkitekturen viser ligesom den sønderjyske en klar påvirkning fra det nordtyske område; typisk danske kirker med fx trappegavle er sjældnere end i resten af landet.

I midten af 1300-tallet, hvor Danmark på grund af gæld var pantsat, hørte Lolland under den holstenske grev Johan den Milde, mens den afsatte konge, Christoffer 2., boede i et hus i Sakskøbing.

Lolland har på grund af sin frugtbarhed mange store herregårde. Adelsslægten Reventlow var her blandt pionererne inden for landboreformerne og bondefrigørelsen i slutningen af 1700-tallet. I midten af 1800-tallet var flere af øens præster politisk aktive, bl.a. D.G. Monrad, der her havde stor indflydelse på udformningen af Grundloven.

Lolland og Falster var indtil 1806 en del af Odense Stift og blev først i forbindelse med kommunalreformen i 1971 sat i forbindelse med Sjælland. Det gamle tilhørsforhold til Fyn viser sig endnu i områdets dialekt.

På grund af øens flade og tidligere sumpede terræn var malaria, "lollandsk feber", en udbredt sygdom indtil slutningen af 1800-tallet.[3] Sygdommen var dog en betydeligt mildere form end den, der i dag kendes fra troperne.

I efteråret 1872 ramtes Lolland og Falster af en for disse egne usædvanlig stormflod, idet en flere dage lang vestenstorm, der havde presset vandet sammen i Østersøen, pludselig slog over i en østlig orkan, hvorved en tredjedel af øen kortvarigt oversvømmedes, og 80 mennesker omkom. I de følgende år iværksattes bygning af diger langs sydkysten og tørlægningen af Rødby Fjord og halvdelen af Nakskov Fjord.

Lolland oplevede omkring år 1900 et stort økonomisk opsving i forbindelse med dyrkning af sukkerroer, endnu en af områdets vigtigste afgrøder. Dette har sat sit præg på øen, både i bygningskulturen, hvor det ældre bindingsværk i højere grad er erstattet af grundmurede huse end i andre landsdele, og i form af en indvandring af polsk arbejdskraft, der har givet øen flere katolske menigheder.

Det meste af øen var fra midten af 1870'erne til slutningen af 1960'erne gennemkrydset af et tæt net af ca. 500 km smalsporede roebaner, der transporterede sukkerroerne til sukkerfabrikkerne og udgjorde landets største industribanesystem.

Administration[redigér | redigér wikikode]

Efter Kommunalreformen 2007 indgår den vestlige og centrale del af øen i Lolland Kommune, mens den østlige del sammen med Falster udgør Guldborgsund Kommune.

Byer[redigér | redigér wikikode]

De største byer på Lolland er:

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Middelaldercentret, der er en af Lollands store attraktioner.

Øen besøges hvert år af mange turister fra både ind- og udland. Særligt tyske gæster frekventerer Lolland som følge af den tætte placering. Lolland har mange lystbådehavne, sandstrande og cykelruter her iblandt paradisruten, der går fra Nakskov langs sydkysten til Nysted og nordpå til Nykøbing Falster.

Blandt de største turistattraktioner på øen er Middelaldercentret i Sundby tæt ved Nykøbing Falster. Museet skildrer dansk middelalderkultur omkring år 1400 og er opbygget som en del af en typisk dansk købstad med håndværk, ridderturneringer og krigsvåben. Feriecenteret Lalandia ligger i Rødby og er det oprindelige af de nu to feriecentret med bl.a. vandland og minigolf. Knuthenborg Park & Safari nord for Maribo er Nordeuropas største safaripark med en stor mængde dyr fra hele verden. Fuglsang Kunstmuseum rummer dansk kunst fra 1700-tallet frem til i dag, med hovedvægt på 1900-1950.

Spredt udover øen ligger flere mindre museer som bl.a. Stiftsmuseet Maribo, Frilandsmuseet i Maribo, Reventlow-Museet på herregården Pederstrup samt Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum og Danmarks Sukkermuseum, der begge ligger i Nakskov.

Danmarks næstestørste jættestue, Kong Svends Høj, ligger umiddelbart nord for Pederstrup.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 54° 45′ N, 11° 20′ Ø