Lope de Vega

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Frey Lope Felix de Vega Carpio (bekendt som Lope de Vega (25. november 1562 i Madrid - 27. august 1635 sammesteds) var en spansk digter.

Litteraturhistorien kender næppe Magen til en saa tidlig udviklet og saa fabelagtig frodigt producerende Digterbegavelse. Han gjorde Vers, hedder det, da han var 5 Aar gl (hvis man da kan tro hans første Biograf, Montalván); 10 Aar gl var han saa stiv i Latinen, at han overs. Claudian’s De raptu Proserpinæ metrisk paa Spansk, og sin første Komedie, El verdadero amanta, — den har man endnu, og den er forbavsende god —, skrev han i sit 13. Aar. Men Vidunderbarnet var ingen bleg og spinkel Drivhusplante: nedstammende fra den kraftige, nordspanske Befolkning i la Montaña uddannede han sig i Legemsøvelser og førte sin Kaarde som en Mester, og med en Skolekammerat, fortælles der, drog han i Lømmelalderen paa Eventyr ud i den vide Verden, — en Udflugt, der rigtiknok endte prosaisk nok med, at Politiet besørgede dem hjemsendt. Kærlighedshistorier havde han allerede haft fuldt op af som Student (i Alcalá), da han 1583 gik med som Soldat paa Togtet til de azoriske Øer. Til Aarene efter Hjemkomsten hører hans stormfulde Elskovsforhold til en Dame, hvem han har skildret — Digtning og Sandhed mellem hinanden — i den interessante, dialogiserede Roman Dorotea. Damens virkelige Navn var Elena Osorio. og hun var Skuespillerinde; og Forholdet endte notorisk med en Injurieproces, idet L. anklagedes for at have forfattet Skandskrifter imod hende, som han havde sunget om tidligere under Navn af »Filis«, og mod hendes Familie; det var Skinsyge, der havde forledt ham dertil. Han fik en streng Straf over sig 1588, flygtede til Valencia og gik ikke længe efter om Bord paa Orlogsskibet »San Juan«, der hørte til den »uovervindelige Armada«. Han var med i Kampen mod Englænderne og kom uskadt tilbage til Cadiz; midt under Kampene og Uvejrsstormene, der splittede Flaaden ad, havde L. digtet et stort romantisk Epos, La Hermosura de Angelica, i Ariosto’s Stil. Men allerede i Maj 1588 havde han holdt Bryllup med Isabel de Urbina (Belisa, kalder han hende i Digte), en ung Dame af god Familie, hvilken nødig saa denne Forbindelse. Hyrderomanen La Arcadia og en hel Del Komedier er fra den Tid. 1590 traadte han i Tjeneste hos Hertugen af Alba, Sønnesøn af den berømte Feltherre. Dog, hans urolige Dage var endnu ikke forbi; han levede som gift Mand et næsten lige saa muntert og ubundet Liv som før, synes det. Sin Hustru mistede han 1595, lader det til. L. blev 1598 atter knyttet som Sekretær til en Adelsmand, nemlig Greven af Lemos (dengang Markis af Sarriá), efter at han en lang Tid havde opholdt sig hos Markis’en af Malpica; og i den Tid skrev han Digtene La Dragontea (om Francis Drake og just ikke til hans Pris — som man kan tænke) og Isidro (til Ære for Madrids Skytshelgen). Siden var Hertugen af Sessa i mange Aar hans Ven og Beskytter. Et nyt Kærlighedsforhold, til en »Lucinda«, ved hvem han blev Fader til to Børn, hører til denne Tid; hun hed i Virkeligheden Micaela de Luján og var Skuespillerinde; denne Elskovsforbindelse har sat mange Spor i L.’s digteriske Produktion. L.’s andet Giftermaal, med Juana de Guardo, fandt Sted 1598. Ægteskabet synes at have været lykkeligt i nogle Aar, uagtet Forholdet til Micaela de Luján ikke ophørte. Da hans Hustru døde 1613, gjorde dette straks meget Indtryk paa ham; Aaret før havde han mistet en lille Søn, som han elskede højt, og hans Sorg gav sig Luft i en rørende smuk Canzone til Minde om Carlos Felix. Andre, lidt tidligere Vidnesbyrd om alvorligere Sindsretning foreligger i det skønne religiøse Digt fra 1611: Los pastores de Belén (hvori den dejlige »Madonnas Vuggesang«, der er oversat paa mangfoldige Sprog) og i Beslutningen at blive Tertiarier i Skt Franciskus-Orden (hvad han blev 1611) og derefter Præst. 1614 iværksatte han sidstnævnte Plan. Men trods fremrykket Alder og Præsteværdigheden gav han endnu engang sine Samtidige Stof til Forargelse og Satire ved det brødefulde, lidenskabelige Forhold til en gift Dame, Marta de Nevares Santoyo. Med at digte — og det meget andet end religiøs Poesi — vedblev han, der fra 1610 til sin Død boede i Madrid, saa længe han levede; det var for ham næsten det samme som, at drage Aandedræt. Forsk. Æresbevisninger tildeltes ham i disse senere Leveaar: han blev saaledes apostolisk Protonotar i Toledo 1616, og 1627 gjorde Paven ham til Dr. theol., og Johannitterridder til Tak for et Digt, hvori han besang Maria Stuart’s Død. Men han ramtes ogsaa af mange haarde Stød paa sine ældre Dage: hans talentfulde, uægte (men legitimerede) Datter Marcela var blevet Nonne 1623; omtr. ved denne Tid blev den ovf. nævnte Doña Marta blind og sindssyg, og 1632 døde hun; Sønnen Felix Lope, en Broder til Marcela, druknede ved et Skibbrud 1634, og samme Aar løb L.’s og Marta’s Datter Antonia Clara bort hjemmefra med en Adelsmand. Under disse Omstændigheder lagde der sig fl. og fl. Skygger over L.’s Sind og nedbrød hans Helbred, og hans Andagtsøvelser, endog Piskninger til Blods og Medvirken ved Autodaféer, optog mere og mere af hans Tid; men egl. syg havde han kun været i ganske faa Dage, da han døde, og Pennen var i hans Haand næsten til det sidste. Feliciana, Datter af hans anden Hustru, udnævnte han til sin Universalarving. Hans Ligbegængelse fandt Sted under umaadelig Deltagelse (nu kendes hans Gravsted ikke mere), og en Mængde Digtere i Spanien o. a. Lande sang Sørgekvad over ham, hvilke udkom samlede i Trykken (i Madrid og Venedig).

Som man ser, var L.’s Liv just ikke moralsk eksemplarisk. Hans Karakter havde da ogsaa sine store Skyggesider, idet han tit røbede Upaalidelighed, maaske endda Ondskabsfuldhed, af og til Misundelse; men det berettes til Gengæld, at han ved mange Lejligheder har vist sig højsindet, godgørende og hjertelig. L., med sin mandig smukke, statelige Skikkelse, har været, hvad Spanierne kalder simpátio. — og dette falder ofte slet ikke sammen med det korrekt og borgerlig dydige; et Stemningsmenneske og en ægte Digternatur, som upaatvivlelig altid har følt saare intensivt, baade Andagt og Begejstring og Venskab og Kærlighed, men i Alm. rigtignok kun for en Stund. Han kunde imidlertid til syvende og sidst bære sig ad omtrent, som det lystede ham: sin Nations Beundring og Hjertelag havde han een Gang for alle vundet, fordi den mærkede, at han var Kød af dens Kød, i Fortrin og Fejl, i Følelser og Fordomme, og selv om han havde personlige Fjender i Hobetal (deriblandt Góngara, undertiden maaske ogsaa Cervantes), forstummede Hadet, naar det gjaldt at anerkende Digterkongen. Saa lød det fra næsten alle Kanter: han er »Naturens Vidunder, Geniernes Føniks og Sok; og Talemaaden es de Lope brugtes om alt, hvad der var smukt og værdifuldt. — At alt, hvad L. har skrevet, ikke er dette, er forstaaeligt nok, naar man betænker, hvilken uhyre Mængde det er. Sin største Daad udførte han ved at skabe det sp. Nationalteater; thi at han har gjort det, er ubestrideligt (se Comedia), og trods Tirso de Molina’s Lune og Calderón’s Ordpragt og Intrigeslyngning er han dets største Digter. Det har man fra 19. Aarh.’s Slutn. mere og mere faaet Øjnene op for. Kun sjælden, om nogen Sinde, naar han det fuldendte, men »Verdens største Improvisator«, Herskeren over et bøjeligt og glansfuldt Sprog og den rappe og lydhøre Iagttager af Naturen og det brogede Menneskemylder har alle Vegne udstrøet en utrolig Fylde af geniale Træk. Han kan interessere ved sine Stykkers kækt udkastede Planer, skitsere Karakterer med overraskende Natursandhed, røre med ægte Udtryk for Smerte og Kummer, ryste ved virkningsfuld Uhygge og snart henrive til Latter, snart fremkalde et let Smil ved sin Komik. Han har afvekslende Elegance og Voldsomhed, brillant Teatereffekt og lyrisk Stemningsbølgen, ridderlig Patos og folkesangsduftende landlig Ynde. Men saa har han ganske vist ogsaa til andre Tider grandiose Smagløsheder og Forryktheder i Handling og Dialog, om end kun enkeltvis, ell. han kan være ganske flad og rutinemæssig, naar han var uinspireret. Tallet paa hans egl., ɔ: versificerede 3 Akts Comedias har man i ældre Tid angivet som mellem 1500 og 1800; men dette maa nu betragtes som aldeles utroværdigt. Nutildags har man derimod 500, maaske endda nogle flere, hvilke kan antages virkelig at være af L. (thi der udkom mange andre Forf.’s Arbejder under hans populære Navn). Desuden har man Titlerne paa nogle Stykker, som hidtil ikke er fundne; skulde disse fremkomme, kan man dog vist rolig sige, at et højere Tal end 700 ell. lidt derover vil man ikke naa til. At fremhæve enkelte iblandt denne Masse er højest vanskeligt. Nogle af de bedste træffes iblandt de Skuespil, der behandler Sagn og Optrin af Spaniens ældre Historie, f. Eks. El rey Wamba, El remedio en la desdicha, Los comendadores de Córdoba, Las famosas Asturianas, El mejor alcalde el Rey, La estrella de Sevilla [af L.?], Paribañez y el comendador de Ocaña, Fuente Ovejuna og Las paces de los royes. Et storartet og grib. Drama, efter Motiv af en ital. Novelle (ligeledes benyttet af Byron i Parisina), er El castigo sin venganza. Men ogsaa bl. Lystspillene — ɔ: omtr. det samme som de saakaldte Comedias de capa y espada — er der mange at nævne: El acero de Madrid (Motivet som det i Holberg’s »Kilderejsen«), El mayor imposible, Si no vieran las mujeres, El villano en su rincón (Fr. Halm’s »König und Bauer«), De cuando acá nos vino, El perro del hortelano. La esclava de su galán, La Noche de San Juan, Amor sin sober â quien osv. Under Indtrykket af al denne Overflod har en eng. Beundrer af L., J. Fitzmaurice-Kelly, udtalt, at den, der kan nok Spansk til at læse ham, vil aldrig behøve at tilbringe en kedsommelig Stund i hele sit Liv. For Resten er det især Grillparzer, der har bragt L. (»Du reicher Geist mit unbekannten Schätzen, Dir selber mehr als andern unbekannt«) til Ære og Værdighed paa ny efter lang Tids Tilsidesættelse; i Perioden nærmest efter L.’s Levetid fraadsede inden- og udenlandske Dramatikere i hans fantasisprudlende Værker, og især Franskmændene (Hardy, Rotrou) hentede da Emner og Indfald derfra som fra et Magasin. — En egen Afdeling af L.’s dram. Frembringelser er hans Autos. Han skal have skrevet 400 saadanne, men nu eksisterer i alt Fald kun omtr. 40. I denne Digtart naar han ikke saa højt som Calderón, der endelig uddannede den, men hans Geni fornægter sig dog ikke i fl. af hans katolsk-religiøse Festspil, navnlig i La siega. — Desuden er at anføre, at L. har digtet talrige mindre Teaterstykker (Loas og Entremeses).

L.’s ikke-dramatiske Værker er just heller ikke faa. I Levnedsskildringen er allerede omtalt nogle af dem og her skal nu yderligere anføres: El Peregrino en su patria (eventyrlig Roman), La Jerusalén conquistada (Heltedigt i Tasso’s Manér, Emnet er Richard Løvehjerte’s Korstog), Rimas del licenciado Tomé de Burguillos (mest burleske, indeholder det morsomme parodiske Epos La Gatomaquia), La Corona trágica (hist. Epos om Maria af Skotland), Arte nueuo de hacer comedias (Læredigt, hvori han, Teaterpraktikeren, noget flot forsvarer sin Skuespildigtnings Regelløshed), El Laurel de Apolo (allegorisk-litteraturhistorisk Digt), Filomena (mytologisk Digtning) o. fl. Samlinger af mindre Digte, saavel verdslige som aandelige, saavel i de nationale som i de ital. Versformer; der er meget ligefrem ypperligt i denne Lyrik, som i det hele maa regnes bl. det bedste af, hvad dette saa at sige uudtømmelige Geni har skænket Verden. Udgaver og Oversættelser. En monumental Udg. af L.’s Obras, ved det sp. Akademi og med M. Menéndez y Pelayo som Udgiver, begyndte at udkomme i Madrid 1890; der foreligger 15 smukt udstyrede Kvartbind med en stor Del af hans dram. Værker; fuldstændig afsluttet blev den ikke p. Gr. a. Udgiverens Død 1912. Men 1916 udgaves 1. Bd af en ny kompletterende Udg. af hans dram. Værker i mindre pompøs Udstyrelse og efter en mere indskrænket Plan; hidtil (1923) er nogle faa Bd udkomne. Tidligere udkom Las comedias de L. Félix de Vega Carpio [28 Bd, 1604—47], en meget sjælden Samling, som kun findes fuldstændig i nogle faa Biblioteker, deriblandt Statsbiblioteket i Wien og Universitetsbiblioteket i Madrid; endvidere Colección de las obras sueltas de L. [21 Bd, Madrid 1776—79]; Comedias escogidas, ved Hartzenbusch [4 Bd, Madrid 1853—60; er 24., 34., 41. og 52. Bd af Rivadeneyra’s Biblioteca de autores españoles] og Obras no dramáticas [Madrid 1856, 38. Bd af samme Biblioteca]; desuden Poesias i 16., 35., 36. og 52. Bd af samme Klassikersamling. Komedier af L. findes fra gl Tid i mange Enkeltudgaver og i allehaande Samlinger. De vigtigste øvrige Værker i første Enkeltudgave: Isidro [Madrid 1599]; La Hermosura de Angelica [Madrid 1602]; La Dragontea [Valencia 1598]; Arcadia [Madrid 1598, siden mange Gange]; El Peregrino [Sevilla 1604, siden ofte]; La Jerusalén conquistada [Madrid 1609]; Los Pastores de Belén [Madrid 1612 og ofte senere]; Corona trágica [Madrid 1627]; El Laurel de Apolo [Madrid 1630]; La Dorotea [Madrid 1632, siden fl. Gange]; La Filomena [Madrid 1621 og oftere]; Rimas humanas, med Arte nuevo de hacer comedias [Madrid 1609]; Rimas sacras [Madrid 1614]; Romancero espiritual [Zaragoza 1622]; Rimas del Licenciada Tomé de Burguillos [Madrid 1634]. — Paa Tysk er en Del af L.’s Stykker overs. af Soden, Malsburg, Dohrn, Schack. Braunfels, Rapp og Lorinser. Af C. Richard overs. »Romantische Dichtungen von L.«, hvori bl.a. »Dorotea« [9 Bd, Aachen og Leipzig 1826—28]. Af fr. Overs. kan nævnes: Baret, Œuvres dromatiques de L. [2 Bd, 2. Udg., Paris 1874]; Damas Hinard, Théâtre de L. [2 Bd, ny Udg., Paris 1881]; endvidere Dumaine’s af »Dorotea« [Paris 1892]. Fra de seneste Aar er af Overs. at nævne: El mejor alcalde paa Fransk ved Le Senne og de Saix [Paris 1912]; endvidere La estrella de Sevilla ved de Samme; El mejor alcalde paa Engelsk ved Underhill; fl. a. eng. Overs. har nylig set Lyset. H. Hertz har paa Dansk bearbejdet »Kongen og Bonden«  af Fr. Halm, der jo er en Bearbejdelse af et Lope de Vega’sk Stykke; og »Slavinden af Kærlighed« opførtes 1862 i Sille Beyer’s Fordanskning paa det kgl. Teater i Kbhvn, men er ikke trykt. Endelig L. d. V.’s »Udvalgte Skuespil« [7 i Tallet], overs. fra Spansk af E. Gigas, med Indledning og Noter, 2 Bd [Kbhvn 1917—18].

Kilder[redigér | redigér wikikode]