Lucretia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lucretias død af Sandro Botticelli

Lucretia var en romersk, mytologisk figur, hvis dyd medvirkede til afslutningen af det romerske kongedømme og indførelsen af republikken. Beretningen om Lucretia er siden blevet brugt af romerne som forklaring på deres yderst fjendtlige indstilling overfor kongetitlen.

Legenden[redigér | redigér wikikode]

Titus Livius beretter om Roms sidste konge Lucius Tarquinius d. Stolte (Superbus), der havde en søn, Sextus Tarquinius, som faldt for den unge, men dydige romerske kvinde Lucretia.

Mens hendes mand, Lucius Tarquinius Collatinus, var i krig forsøgte Sextus Tarquinius at forføre hende, men Lucretia var trofast og nægtede. Da greb kongesønnen en slave og truede med at dræbe både hende og slaven og derefter lægge dem således, at det så ud, som om hun var blevet grebet i utroskab med sin egen slave. For at undgå denne skam overgav Lucretia sig til den unge Tarquinius. Bagefter fortalte hun både sin fader og mand, hvad der var hændt, og tog derpå sit eget liv trods alle bønner og forsikringer om hendes uskyld.

Hendes slægtninge ville tage hævn og indledte derfor et oprør, hvor kongen blev fordrevet fra Rom til Etrurien. I stedet oprettede byens borgere den romerske republik, og Lucretias mand blev sammen med oprørets leder, Lucius Junius Brutus, den første konsul.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: