Lukket by

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kontrolpost for indrejse til Seversk

En lukket by var en by i det tidligere Sovjetunionen med rejse- og opholdsrestriktioner. For udlændinge var der totalt adgangsforbud. De var for det meste militære støttepunkter eller hjemsteder for våbenindustrien, og de var ofte ikke tegnet ind på de kort, som var frit tilgængelige i Sovjetunionen. De fleste af de store lukkede byer blev åbnet efter Sovjetunionens sammenbrud, som for eksempel Kaliningrad, Nizjnij Novgorod (Gorkij), Samara (Kujbysjev), Sevastopol, Tjeljabinsk og Vladivostok.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Lukkede byer blev oprettet fra sent i 1940'erne og fremefter, under det eufemistiske navn "postbokse" (som refererer til praksisen med at adressere post til disse byer via postbokse i andre byer). De faldt indenfor to distinkte kategorier:

Den første kategori omfattede steder med sensitive militære, industrielle eller videnskabelige installationer, såsom våbenfabrikker eller steder for kernefysisk forskning. Blandt disse var byerne Perm, et centrum for sovjetisk kampvognsproduktion, Gorkij, hvor systemkritikeren Andrej Sakharov blev forvist til, og Vladivostok, basen for den sovjetiske stillehavsflåde.

Den anden kategori omfattede grænsebyer (og enkelte sammenhængende grænseområder, som for eksempel Kaliningrad oblast) som blev lukket af sikkerhedsmæssige årsager. Sammenlignelige lukkede områder fandtes også andre steder i den tidligere østblok. Et betydeligt område langs grænsen mellem de to tyske stater og langs grænsen mellem Vesttyskland og Tjekkoslovakiet var underlagt lignende restriktioner.

De lukkede byer blev ofte oprettet på afsidesliggende steder placeret dybt inde i Ural og Sibirien, udenfor rækkevidde til fjendtlige bombefly. De blev bygget nær floder og indsøer, som blev brugt til at sørge for store mængder vand, som behøvedes til tungindustri og kernefysisk teknologi. Eksisterende civile bosætninger i nærheden blev ofte brugt som arbejdskraft under bygningen. Selv om lukning af byer havde sin oprindelse som et midlertidigt tiltag, som skulle normaliseres under mere gunstige betingelser, så levede de lukkede byer i praksis sit eget liv, og blev et bemærkelsesværdigt institutionelt træk i sovjet.[1]

Bevægelser til og fra lukkede områder var strengt kontrolleret. Det var forbudt for udlændinge at besøge byerne, og lokale indbyggere var under strenge restriktioner. De skulle have specialtilladelse for at rejse dertil og for at tage derfra, og enhver, som ønskede at bosætte sig der, skulle gennemgå kontroller af NKVD og efterfølgeren KGB. Adgangen til enkelte lukkede byer var fysisk håndhævet ved at omringe dem med pigtrådsgærder bevogtet af bevæbnede vagter.

Lukkede byer i dag[redigér | redigér wikikode]

Politikken med at lukke byer gennemgik store forandringer sent i 1980'erne og tidligt i 1990'erne. Enkelte byer, som for eksempel Perm, blev åbnet længe før Sovjetunionens fald, mens andre, som Kaliningrad og Vladivostok, forblev lukkede helt frem til 1992. Indføringen af en ny grundlov for den Russiske Føderation i 1993 medførte betydelige reformer i de lukkede byers status, og de blev omdøbt "lukkede administrativt-territoriale dannelser" (russisk: закрытые административно-территориальные образования (tr. zakrytyje administrativno-territorialnyje obrazovanija eller ZATO)).

Rusland[redigér | redigér wikikode]

Der er for tiden 42 offentligt erkendte lukkede byer i Rusland, med en samlet befolkning på omkring 1,5 millioner mennesker. 75% administreres af det russiske forsvarsdepartement, mens resten administreres af Det russiske føderale atomenergibureau (FAEA), tidligere Ministeriet for atomenergi (Minatom).[2] Yderligere omkring 15 lukkede byer antages at eksistere, men navn og beliggenhed på disse er ikke blevet offentliggjort af Rusland.[3]

Antal lukkede byer i Rusland er defineret af et regeringsdekret (se henvisninger under). De omfatter følgende byer:

Nogen af byerne er åbne for udenlandske investeringer, men udlændinge kan kun besøge byerne mod tilladelse. Et eksempel er Nuclear Cities Initiative (NCI), en fællessatsning mellem USA's National Nuclear Security Administration og Minatom, som blandt andet involverer byerne Sarov, Snezjinsk og Zjeleznogorsk.

Antallet af lukkede byer er blevet betydeligt reduceret siden midten af 1990'erne. Imidlertid blev indrejse for udlændinge så sent som 30. oktober 2001 (undtaget hviderussiske borgere) underlagt restriksjoner i de nordlige byer Norilsk, Talnakh, Kajerkan, Dudinka og Igarka. Russiske borgere som besøger disse byer er også pålagt at have rejsetilladelser.

Kasakhstan[redigér | redigér wikikode]

Der findes to lukkede byer under russisk administration i Kasakhstan. Dette er Bajkonur (tidligere Leninsk), en by som blev bygget for at betjene Bajkonur-kosmodromen, og Kurtsjatov ved atomprøvefeltet ved Semipalatinsk.

Ukraine[redigér | redigér wikikode]

Ukraine havde to lukkede byer: Havnebyen SevastopolKrim, og industribyen Dnepropetrovsk. Rejserestriktionerne her blev ophævet i midten af 1990'erne.

Estland[redigér | redigér wikikode]

Der var to lukkede byer i Estland: Sillamäe og Paldiski. Som i alle de andre industrielle byer var befolkningen i dem hovedsageligt russisktalende. Sillamäe var hjemsted for en kemisk fabrik, som producerede brændsel og kernefysiske materialer til de sovjetiske kernekraftværk og atomvåbenfabrikker. Sillamäe var lukket til Estland blev uafhængig i 1991. I Paldiski var der et træningscenter for den sovjetiske marines atomubåde, og byen var lukket til 1994, da det sidste russiske krigsskib forlod stedet.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Zaslavsky, Victor (1988). Peter Joseph Potichnyj. ed. "Ethnic group divided: social stratification and nationality policy in the Soviet Union". The Soviet Union: Party and Society (Cambridge University Press): s. 224. ISBN 0521344603. 
  2. Nadezhda Kutepova & Olga Tsepilova, «A short history of the ZATO», s. 148-149 i Cultures of Contamination, Volume 14: Legacies of Pollution in Russia and the US (Research in Social Problems and Public Policy), eds. Michael Edelstein, Maria Tysiachniouk, Lyudmila V. Smirnova. JAI Press, 2007. ISBN 0-7623-1371-4
  3. Greg Kaser, "Motivation and Redirection: Rationale and Achievements in the Russian Closed Nuclear Cities", s. 3 i Countering Nuclear and Radiological Terrorism, eds. David J. Diamond, Samuel Apikyan, Greg Kaser. Springer, 2006. ISBN 1-4020-4897-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]