Lysistrate

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lysistrate
Aristofanes - Lysistrates skaber
Aristofanes - Lysistrates skaber
Originaltitel s:el:Λυσιστράτη
Dansk titel Lysistrate
Genre drama
Oprindelig instrueret af
Manuskript af Aristofanes
Musik af {{{musik}}}
Premieredato og år 411 f.kr.
Premiereteater Akropolis
Land Grækenland
Priser
Sprog Græsk
Blu-ray

Lysistrate (Græsk) Λυσιστράτη) er et af de få komplette overleverede skuespil af Aristofanes. Lysistrate' omtales også som Kvindernes oprør. I komedien ønsker kvinderne i Athen og Sparta at standse den Peloponnesiske Krig. Anført af Lysistrate besætter de derfor Akropolis, ligesom de afstår fra sex med deres mænd for at få fred. I denne, som i flere af sine øvrige komedier satte Aristofanes de aktuelle politiske tendenserHellas til debat; korruption, demokratiets forfald og i Lysistrate også kønsroller og spørgsmålet om kvindens stilling i samfundet. Selv om stykket har en fortløbende handling, forekommer der talrige stilskift fra drama til komedie og sprogskift fra poetiske til groteske replikker.

"Man har ofte sammenlignet Aristofanes' komedier med nutidens revyer. Fælles er en vekslen mellem viser og sketches, og fælles er forkærligheden for brandere og seksuelle hentydninger samt diverse spark til kendte personer. Den væsentligste forskel er, at Aristofanes' komedier i modsætning til revyerne altid har en gennemgående handling, og at handlingen når ud over satiren og frem til en humoristisk fantasi hinsides al fornuft".[1]

Komedien er flere gange oversat til dansk, senest i en nyoversættelse fra 2005. [2]

Plot[redigér | redigér wikikode]

Lysistrate er en græsk komedie fra 411 f.Kr., skrevet af Aristofanes, der oprindeligt blev opført i Athen samme år. Stykket er en komedie, som omhandler en kvindes usædvanlige forsøg på at skabe en afslutning på den peloponnesiske krig. Lysistrate overtaler alle græske kvinder til at foretage en strejke i sexuelle forhold med ægtemænd eller elskere. Denne strategi, som skulle afslutte krigen, medfører imidlertid en kamp mellem kønnene, som skaber kaotiske tilstande, fordi begge køn i forløbet opbygger seksuelle frustrationer.

Skuespillet er berømt for at problematisere forholdet mellem kønnene i et mandsdomineret samfund - som det måske første af sin art. Opsætningen afviger derfor afgørende fra tidligere skuespil i antikken, ligesom en række andre af denne forfatters skuespil.[3] Det blev opført samme år som et andetstykke Thesmophoriazusae, der også fokuserer på kønnenes indbyrdes relationer 2 år efter athenerenes knusende nederlag på Sicilien i 413.

I begyndelsen af skuespillet udveksler Lysistrate og hende veninde Calonice følgende ord, som er en væsentlig introduktion til problemstillingen:[4]


               LYSISTRATE: 
  Der er så mange forhold ved os kvinder
   Der bedrøver mig, når jeg tænker på at mænd
    Opfatter os som slyngler. 
               CALONICE:                   
      og deri har de fuldstændig ret!

[5]

Hermed er scenen sat for de følgende begivenheder. Kvinder i almindelighed, som Calonice er repræsentant for, er ganske vist beregnende, men de har brug for lederskab defor at nå deres mål.

Lysistrate er i modsætning hertil en ekstraordinær kvinde med en stor fornemmelse for enkeltes ansvarlighed. Hun har samlet kvinder fra forskellige bystater i det klassiske Grækenland, og ganske kort efter, at hun har betroet sig til sin veninde om sine hensigter - at varetage kvindernes kønsspecifikke interesser – begynder de inviterede kvinder at ankomme. Stykket giver ingen forklaring på, hvordan det lykkedes hende at samle alle disse kvinder.

Med støtte fra spartaneren Lampito overtaler Lysistrate de ovrige forsamlede kvinder til at nægte deres ægtefæller eller elskere sexuelle tjenester med den hensigt, at tvinge dem til at indgå våbenhvile i den Pelopponesiske krig. Kvinderne indgår aftalen med en ed, som er omfattende og detaljeret. Eden besegles ved, at Lysistrate udtaler endens ordlyd, mens Calonice gentager dem som repræsentant for de øvrige kvinder, som står i kreds omkring en vintønde. Næppe er eden svoret, før der lyder et skrig af triumf fra det nærliggende Akropolis, som Athens kvinder har opnået kontrol over, takket være Lysistrates pagt. Akropolis rummer statens skatte, som er nødvendige for mændenes fortsatte krigsførelse. Lampito rejser ud for at sprede budskabet om kvindernes oprør, mens de øvrige kvinder venter på mændenes reaktion bag Akropolis’ porte.

Et kor, bestående af gamle mænd, træder nu ind på scenen, med den hensigt at nedbryde porten til Akropolis. Mens de forbereder angrebet, bevæbnet med tunge bjælker og brændende fakler, ankommer et kor, bestående af gamle kvinder, der bærer spande med vand. De to grupper udveksler trusler indbyrdes, men til sidst besejrer vandet ilden og mændene må trække sig tilbage.

Nu ankommer den ledende embedsmand med et følge af Skytere (den athenske udgave af et politikorps). Han udbreder sig om kvindens hysteriske natur, hendes afhængighed af vin, promiskuøse sexliv og deltagelse i okkulte ceremonier. Men mest af alt kritiserer han deres manglende forståelse for disciplin. Han forklarer, at han er kommet for at hente det nødvendige sølv i statskassen til at købe årer til skibene og beordrer skyterne til at åbne porten. Men de bliver hurtigt overmandet af en gruppe uregerlige kvinder.[6]

Lysistrate genskaber ro og orden og tillader embedsmanden at udspørge hende. Hun forklarer ham, at alle kvinder er trætte af de tåbelige beslutninger, der også rammer kvinderne, som mændene ikke gider lytte til. Hun ifører ham sin hovedbeklædning, forærer ham en kurv fyldt med uld og erklærer at fra dette tidspunkt er krigens forløb i kvindernes hænder. Hun tilføjer sin bekymring for de unge, barnløse kvinder, som aldres derhjemme, mens mændene drager ud til endeløse krigshandlinger. Da embedsmanden indvender, at mænd også bliver ældre, erindrer hun ham om, at mænd kan gifte sig og få børn i enhver alder, mens kvinder kun er frugtbare i en kort del af deres liv. Derefter iklæder hun embedsmanden ligklæder og forklarer ham, at han er død. Rasende over denne ydmygelse styrter han tilbage til hæren for at give rapport om kvindernes asktiviteter, mens Lysistrate vender tilbage til Akropolis.

Striden mellem mandekoret og kvindekoret fortsætter, indtil Lysistrate vender tilbage og genskaber disciplinen blandt de kvinder, som med utrolige bortforklaringer søger at få tilladelse til at dyrke sex. Herefter træder Kinesias, Myrrhines ægtefælle ind på scenen og på Lysistrates befaling siger Myrrhine, at han kun kan opnå samleje, hvis han sørger for, at krigen bringes til sin afslutning. Han indvilger heri, og det unge par gør på scenen en række forberedelser, hvor Kinesias opfører sig grotesk lystent; men Myrrhine udsætter genforeningen ved først at hente en madras, så en hovedpude, et tæppe og en flaske olie, og til sidst svigter hun ham fuldstændig ved at låse sig ind bag Akropolis’ porte. De gamle mænds kor synger derpå en trøstende sang til manden, der står tilbage som en parodi på menneskelig nedværdigelse. En spartansk gesandt ankommer nu med en tung ”byrde”, dårlgt skjult under sin kjortel [7] og embedsmanden, der også bærer ”en byrde”, ler højlydt af den pinlige situation, men indvilger i at starte fredsforhandlinger.

De to kor synger nu, mens de danser i forening. Fredsforhandlinger mellem de to delegationer, Athenernes og Spartanernes, påbegyndes, men de forhandlende parter forstyrres af en ung, smuk kvinde, som Lysistrate har ført frem på scenen. De to delegationer brokker sig over betingelserne for fred, men den unge kvindes tiltrækningskraft overvinder deres betænkeligheder, og da de er kommet til enighed, lukkes de ind på Akropolis for at fejre freden.

Til slut kulminerer stykket i en sekvens med korsang, hvorefter der følger en sekvens med humoristiske og groteske samtaler mellem middagsgæsterne, inden alle indtager scenen, mænd og kvinder danser med hinaden, mens koret istemmer de afsluttende sange.

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den peloponnesiske krig

Lysistrate foregår under den Peloponnesiske Krig, som udbrød i 431 f.Kr. mellem Athen (med hjælp fra Det Deliske Søforbund) og den Peloponnesiske liga med Sparta og Korinth. Krigen varede i 27 år til 404 f.Kr. med en våbenhvile fra 424 f.kr. til 418 f.kr, der beregnes Nikias-freden.[8] Baggrunden for den langvarige krigstilstand var, at der i årene op til krigsudbruddet var opstået fjendskab mellem Sparta og Athen, som skyldes, at Sparta var utilfreds med Athens spirende imperialisme. En medvirkende årsag til det langvarige forløb var de mange alliancer, de stridende parter havde indgået med andre hellenske stater samt den kendsgerning, at Athen var den klart stærkeste magt, mens Sparta domirerede miltært på landjorden.

I Athen var der på denne tid demokrati for alle frie borgere, som havde ret til at møde op på folkeforsamlingen (ekklesia), stille lovforslag og stemme om dem. Folkeforsamlingen mødtes ca. 40 gange om året på højen Pnyx. Kvinder, slaver og fremmede havde ikke stemmeret, så i virkeligheden udgjorde folkeforsamlingen et lille mindretal blandt indbyggerne.

Uddybende Uddybende artikel: Det athenske demokrati

Athenernes hovedfjende i den langvarige konflikt, Sparta, var et kongedømme, hvor et råd bestående af 30 mænd tog de afgørende beslutninger sammen med kongerne. Det var imidlertid karakteristisk for tiden, at styreformerne ikke blev bedømt på deres filosofiske grundlag alene, men blev betragtet som ligeberettigede konkurrerende regimer. Den langvarige krig var en udfordring for den statiske samfundsopfattelse, som bl.a. blev modsagt af sofisterne, som var fortalere for relativismen [9]

En række politiske begivenheder indgår i handlingen i Lysistrate, hvoraf de mest markante er:

  • 421 f.kr.: Et skuespil med navnet ”fred” bliver opført samme år, som Nikias opnår en fredsaftale, der sætter en foreløbig stopper for krigshandlingerne. Lysistrata indtræder i denne rolle i skuespillet, blot ti år senere, hvor Nikias-freden kaldes den tidligere fred..[10]
  • 413 f.kr.: Der opstår en dramatisk ændring i krigens forløb, da athenerne og deres allierede led et alvorligt nederlag; dette betegnede et vendepunkt i krigens forløb.
  • 411 f.kr.:Året hvor Lysistrate' blev skrevet blev Athen ramt af en oligarkisk revolution, som udfordrede den demokratiske styreform.

Genren[redigér | redigér wikikode]

Den græske komedie var i det antikke Grækenland et led i de religiøse ritualer, især festspillene som hyldest af Dionysos. Traditionen med optog af folk, der bar groteske masker og fallosattrapper kan føres helt tilbage til ca. 500 f.kr.,[11] og det var derfor ikke opsigtvækkende eller chokerende, da Lysistrate blev skrevet ca. 200 år senere. Tværtimod var komedien og dens satiriske kommentarer til levevis og samfundsforhold på Aristofanes’ tid en højt estimeret genre og manuskriptforfatteren forventede, at de anvendte karakterer var publikum bekendte. Den er således forankret i en tradition, hvor historisk bevidsthed var en underforstået forudsætning for at kunne tolke plottet. Det var også underforstået, at grundlaget for beslutningerne var en sammenvævning af mytologi, filosofi og praktisk politik, som findes hos de fleste forfattere på denne tid, f.eks. I Den peloponnesiske krigs historie af Thukydid.[8]

Den følgende liste omfatter nogle af de historiske personer, der indgår i manuskriptet til skuespillet, og den giver et indtryk af de kommunikationsvanskeligheder, som kan opstå, hvis en instruktør forsøger at sætte Lysistrate op for et moderne publikum.

  • Hippias: En athensk tyran, som omtales to gange i stykket, som et symbol på det tyranni, de ganmle mænds kor kan fornemme som baggrund for kvindernes oprør.[12] og i en anden sammenhæng som et eksempel på, at spartanerne trods alt havde gjort Athen en tjeneste, underforstået, da de fjernede ham fra magten.[13]
  • Kimon: En athensk feltherre, der omtales af Lysistrate i forbindelse med den spartanske konge Perikleides, som havde opnået athenernes hjælp til at undertrykke en opstand blandt heloterne.[14]
  • Myronides: En athensk strateg fra 450-erne bliver nævnt i en af de gamle mænds sange som et eksempel på en langhåret type. Han indgår i stykket som et af mange eksempler på satiriske analoger mellem kendte, magtfulde politikere og lattervækkende personer.
  • Phormio: En athensk admiral som nedkæmpede spartanerne i en række søslag mellem 430 f.Kr. og 428 f.Kr. er ligeledes nævnt i en af sangene.[15]
  • Peisander: En athensk aristokrat og oligark nævnes som et typisk eksempel på en korrupt politiker, som går i krig for personlig vinding, og giver associationer til oligarkerne i 411.[16]
  • Kleisthenes: En notorisk affekteret homoseksuel, der er offer for mange vittigheder i en række græske komedier, nævnes to gange i dette stykke, først som en mægler mellem kvinderne i Sparta og Athen og dernæst som en, de sexhungrende athenske mænd begynder at overveje som en erstatning for de strejkende kvinder.[17] <
  • Kleomenes I:En spartanerkonge, som de gamle mænds kor nævner som eksempel på en figur, athenerne bekæmper ved hjælp af heltemod, da han prøver at blande sig i Athens indre anliggender.[18]
  • Leonidas: Den berømte spartanerkonge, som anførte en sejrende græsk hær mod 'perserne ved Thermopylæ og eksemplificerer fortidens heltemodige bedrifter.[19]
  • Artemisia : Den kviindelige leder i Ionien, der er berømt for sin deltagelse i søslaget ved Salamis bliver med en undetone af væmmelse nævnt som Amazone af koret af gamle mænd .[20]
  • Homer: Denne episke poet citeres med en vis ironi, da Lysistrate tillægger sin mand udtalelsen ”krig er et anliggende for mænd”, en udtalelse, der oprindelig stammer fra en tale af Hector i Illiaden[21][22]
  • Euripides: Også denne forfatter af dramatiske skuespil indgår i de gamle mænds sange med en klar positiv og anerkendende tekst., som formentlig udtrykker Aristofanes’ egen respekt for dennes tekster.[23]
  • Bupalus: Kendt for satiriske karikaturer og nævnes i stykket som et mønstereksempel på en, der kan undertvinge rebelske kvinder.[24].[25]

Persongalleri[redigér | redigér wikikode]

  • Et kor af gamle mænd
  • Et kor af gamle kvinder
  • Lysistrate
  • Calonice
  • Myrrhine
  • Lampito
  • Embedsmand
  • Kinesias
  • Baby
  • Spartansk gesandt
  • Spartansk aAmbassaør
  • Athensk forhandler
  • Ismenia
  • Athenske borgere, spartanske borgere, slaver m.m.

Nogle af navnene er sammensatte stavelser, der giver et ordspil, som skal medvirke til at karakterisere personen. De er ikke direkte oversættelige, Lysistrate betyder frit oversat ”hende, der har magt til at opløse en hær”, mens Kinesias betyder ”den, der gerne vil dyrke sex”

Betydning i dag[redigér | redigér wikikode]

Moderne opsætninger af Lysistrata har ofte en feministisk og eller pacifistisk målsætning eller synsvinkel. Det oprindelige stykke var næppe ubetinget nogle af delene. Nyopsætningerne er således et eksempel på historiebrug, dvs. nutidige forsøg på at sætte fortidens spor i en aktuel sammenhæng. Selv om der er en underforstået sympati for kvindernes stilling, og deres håbløse situation som underordnede mændenes betingelser, bl.a. fordi de ikke havde valgret, er de også i dette teaterstykke beskrevet som relativt irrationelle væsener, der har behov for beskyttelse.[26] Lysistrate anfægtede ikke mændenes ret til at bestemme over politik og krig.[27], indtil hun indså, at der i Athen ikke var nogen mand, som havde evnerne til at sætte en stopper for drab og ødelæggelse.[28] Hun er en typisk ledertype, forstået således, at hun påtager sig opgaven at beskytte de andre kvinder mod deres dybereliggende instinkter, og hun anvender orakler til at beskytte dem mod deres lyster. Dette er forudsætningen for, at hun kan opnå sit mål om at afslutte krigen. Den kendsgerning, at hun formår at overbevise de andre kvinder om, at de skal afstå fra at følge deres inderste instinkter, viser, at hun er en ”superkvinde”, som endog formår at udfordre mændenes magtmonopol.[29] Hendes rolle som Athens redning fra krigens ulykker er foregrebet i et andet teaterstykke fra 424 f.Kr. Kavaleriet (eller Ridderne) hvor Aristofanes benytter Agoracritus som redningsmand. De er begge eksempler på folkehelte, som repræøsenterer det athenske demokratis mest positive sider.

  1. Lysistrate manipulerer kvinderne gennem orakler, Agoracritus benytter orakler til at manipulere Athens borgere[30]
  2. Scenen, hvor Lysistrate genforener athenere og spartanere er foregrebet i Agoracritus’ forelæggelse af en uomgængelig traktat i Kavaleriet, i en fyndig tale, som overbeviser folket om, at det må søge en fredelig løsning på konflikten.[31]
  3. Lysistrate og Agoracritus er begge udstyret med særlige evner, som er knyttet til guderne, der tilsyneladende udnytter dem i en højere sags tjeneste. Denne tolkning tager udgangspunkt i, at oldtidens grækere var af den overbevisning, at historiens gang var ”gudernes vilje.[32]

Antagelser om, at Lysistrate er et skuespil, som advokerer for en universiel orden i fredens tjeneste, er næppe holdbare. Det er formentlig en kommentar til en endeløs krigstilstand mellem civviliserede nationer, som snarere burde koncentrere sig om at alliere sig mod de virkelige trusler, barbarerne ved at skabe en ærefuld fred på konflikten på et tidspunkt, hvor en sådan løsning af den pellopponesiske krig ikke virkede realistisk.[33][34]

Bearbejdninger[redigér | redigér wikikode]

Følgende er en liste over et udvalg af kendte bearbejdninger af Lysistrate:

Internationalt[redigér | redigér wikikode]

Buste af Aristofanes

Danske bearbejdninger[redigér | redigér wikikode]

  • 1984: Stykket blev bearbejdedet og iscenesat af Birgitte Kolerus. Det blev opført af skuespillere fra Teatret ved Sorte Hest, ganske vist som gæstespil på Gladsaxe Teater.
  • 2008: Nørrebro Teater gendigter komedien i en opsætning efter manuskript af Vivian Nielsen. I denne version er stykket en moderne kommentar til det mandsdominerede samfund, hvor mændene besidder alle vigtige poster i det offentlige liv. Som eksempler nævnes besættelsen af bestyrelsesposter og lønforskellene mellem mænd og kviner for samme arbejde. So protest mod kvindernes stilling i samfundet kopierer otte kvinder nu Lisistrates sexstrejke. Kommentarerne fra de oprindelige kor har Jacob Tingleff og Jonatan Spang omskrevet til monologer.
”De nægter mændene sex, forlader hjemmet, besætter DR-byen og sender porno på alle kanalerne. Børnene ender hylende i statsministeriet, hvor alle de stivbenede mænd i jakkesæt får en unge på hver arm. Panikken rejser sig - sammen med herrernes lem, der stritter i farver, som matcher deres tøj. Mændene, der hidtil kun har fablet om krig, i dette tilfælde en fiktiv krig mod Sverige om øen Hven, taler nu om at sætte hollændervogne og tåregas ind mod kvinderne. På skærmen ruller billeder af tv-værter med hænderne over hovedet på vej ud af DR-byen, mens seerne hører, at kvinderne vil have magten, og at Frederikke, der står i spidsen for oprøret, vil være statsminister.[36]

Som i det oprindelige skuespil har kvinderne store kvaler med at opretholde strejken, men efter mange forviklinger må mændene overgive sig, både kønspolitisk og i forhold til kvindernes krav for at genoprette freden på arbejdspladsen og i hjemmet.

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Platon anså den mytologiske indflydelse på det politiske liv for at være skadelig, og som følge heraf karakteriserede han komedien som ”dårlig opdragelse af ungdommen”.[37] Den græske komedie blev på sin vis klemt i debatten mellem sofister og platonikere. etiske spørgsmål kom i forgrunden, og Aristofanes’ manuskripter gik stort set i glemmebogen, hvis ikke de dirkete blev fordømt, som det f.eks. I Europa i den katolske kirkes storhedstid. I senmiddelalderen fik komedien en ny blomstringstid, især på grund af dens store folkelige tiltrækningskraft, i Frankrig med Moliere som hoveddrivkraft, mens det i Danmark var Ludvig Holberg, der tiltrak publikum. Først med romantikens gennembrud fik Aristofanes dog igen egentlig anerkendelse. Hegel betegnede Aristofanes’ manuskripter som et mønstereksempel på latterensbetydning for forståelsen af menneskets livsbetingelser, og den danske ifilosof Søren Kierkegaard fremhævede hans evne til at bruge latteren som våben mod magthaverne. I Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates fremhæver Kierkegaard Aristofanes’ manuskripter som værende af større litterær kvalitet end andre store klassiske græske forfattere, såsom Xenofon.

Med det modrne gennembrud blev revyen en særlig genre, som i høj grad har hentet inspiration hos den græske komedie. I 2008 fik Lysiostrate følgende anmeldelse:

”Aristofanes var dristig, da han skrev Lysistrate. For her inviterede han publikum til at se verden fra en kvindes vinkel, og han udforskede det private som politisk område - allerede i 411 f.Kr. Den gamle græske digter advokerede ikke direkte for kvinders rettigheder, men han brugte energi på at undersøge, hvad kvinders eventuelle frigørelse og indtræden i den offentlige sfære kunne betyde. Lysistrate er samtidig en mesterlig leg med grænserne mellem det, vi traditionelt opfatter som privat og politisk.” [38]

Oversættelser[redigér | redigér wikikode]

Oversættelser til engelsk[redigér | redigér wikikode]

Oversættelser til dansk[redigér | redigér wikikode]

  • 1969, Otto Foss & Erik H. Madsen

1970, Bearbejdet for radio af Carlo M. Pedersen. København: (Danmarks Radio.Hørespilarkivet),(1970).

  • 1980, Hold fred: Komedierne Kvindernes oprør og Freden / Aristofanes; Bearbejdet og fortalt for børn i tekst og billeder af Sofia Zarambouka; på dansk ved Ole Wahl Olsen. København, Forum, 1980- ISBN 87-553-0863-5
  • 2005,Kai Møller Nielsen genoversætter Aristofanes’ skuespil i en serie, hvor Lysistrate indgår i bind II: * Aristofanes: Kavaleriet – Skyerne – Lysistrate – Samlede komedier bind 2, (2005) oversat af Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsfolag. ISBN 87-7838-970-4

Bevarede skuespil af Aristofanes[redigér | redigér wikikode]

  • 425 f.Kr.: Acharnerne
  • 424 f.Kr.: Kavaleriet (eller Ridderne)
  • 423 f.Kr.: Skyerne
  • 422 f.Kr.: Hvepsene
  • 421 f.Kr.: Freden
  • 414 f.Kr.: Fuglene
  • 411 f.Kr.: Halløj i Thesmoforiet eller Kvinderne ved Thesmoforiefesten
  • 411 f.Kr.: Lysistrate (eller Kvindernes oprør)
  • 405 f.Kr.: Frøerne
  • 392 f.Kr.: Al magt til kvinden (eller Kvinderne i Folkeforsamlingen)
  • 388 f.Kr.: Plutos (eller Rigdommen)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. fra Indledning til 'Hvepsene, udgivet af Odense Universitetsforlag
  2. af Kai Møller Nielsen på Syddansk Universitetsforlag
  3. David Barrett's edition Aristophanes: the Frogs and Other Plays (Penguin Classics 1964), s. 13
  4. Lysistrata in 'Aristophanis Comoediae' Tomus II, F.Hall and W.Geldart (Red), Oxford University Press 1907 edition, linjes10-11, Wikisource original Greek el.wikisource.org
  5. Oversat fra engelsk
  6. Lysistrata Wikisource original Greek linjerne 457-58
  7. Dvs.erektion
  8. 8,0 8,1 Friisberg (2010)
  9. Johansen( 2002), s. 198
  10. Lysistrata Wikisource original Greek linje 507
  11. Johansen (2002), s. 118
  12. Lysistrate linje 619
  13. Lysistrata Wikisource original Greek linje 1153
  14. Lysistrata Wikisource original Greek linje 1138-44
  15. Lysistrata Wikisource original Greek linjerne 801-4
  16. Lysistrata Wikisource original Greek linje 489-91
  17. Lysistrata Wikisource original Greek linje 621
  18. Lysistrata Wikisource original Greek linje 274
  19. Lysistrata Wikisource original Greek linjerne 1247-61
  20. Lysistrata Wikisource original Greek linje 675
  21. Lysistrata Wikisource original Greek linje 520
  22. Iliaden Book 6, (engelsk version), linje 492
  23. Lysistrata Wikisource original Greek linjerne 283, 368
  24. Aristophanes:Lysistrata, Acharnians, The Clouds A. Sommerstein, Penguin Classics 1975, side 250
  25. Lysistrata Wikisource original Greek linje 361
  26. Life and Society in Classical Greece Oswyn Murray in 'The Oxford History of the Classical World', J.Boardman, J.Griffin and O.Murray (eds), Oxford University Press 1986, s.215
  27. Lysistrata Wikisource original Greek el.wikisource.org linjer 507-15
  28. Lysistrata Wikisource original Greek el.wikisource.org linje 521-28
  29. Lysistrata Wikisource original Greek el.wikisource.org linje 1110
  30. Knights(engelsk version] af kavalleriet, linjerne 997-1050
  31. Knights (engelsk version), linje 1389
  32. Jf. den Homeriske tradition, hvor f.eks. Odysseus på sin rejse er underkastet de højere magter.
  33. Lysistrata Wikisource original Greek el.wikisource.org linje 1128-34
  34. Aristophanes:Lysistrata, The Acharnians, The Clouds A.Sommerstein, Penguin Classics 1973, s. 178
  35. Schwartz, Robyn (2003-02-27). "We Can't Make Love if There's War: The Lysistrata Project". Columbia Daily Spectator. http://www.columbiaspectator.com/node/11668. Hentet 2008-03-08. 
  36. ” Rebekka Mahler.Kvinfo webmagasin10.01.2008
  37. Platon: Staten, s 387
  38. [ http://webmagasin.kvinfo.dk/artikler/totusind-aars-sexstrejke ” Rebekka Mahler. Kvinfo webmagasin10.01.2008]
  39. Lysistrata from Project Gutenberg
  40. library.auraria.edu
  41. Bacchicstage | The Ancient Greek Stage
  42. partial text

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aristofanes: Lysistrate eller kvindernes oprør (1969), Oversat af Otto Foss & Erik H. Madsen. Illustreret i sort/hvid af Flemming Quist Møller. Hans Reitzels forlag
  • Aristofanes: Kavaleriet – Skyerne – Lysistrate – Samlede komedier bind 2, (2005) oversat af Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsfolag. ISBN 87-7838-970-4 Ny oversættelse
  • Thukydid: Krig og politik. Den peloponnesiske krig (2010) Redigeret af Claus Friisberg. 1. udgave, 1. oplag, Vestjysk Kulturforlag SBN 978-87-87705-81-8
  • Johansen, Holger Friis: Fri mands tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid. Odense Universitetsforlag, 2002
  • Kierkegaard, Søren: Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates. P.G. Philipsen, Kbh.,1841

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]