M1 Garand
| Riffel, Caliber .30, M1 | |
|---|---|
 "The rifle that won the war" Riflen, der vandt krigen | |
| Type | Semiautomatisk militær riffel |
| Oprindelsesland |
 USA |
| Tjenestehistorie | |
| I tjeneste |
1936–1963 (USA) 1950–1999 (Danmark) Stadig brugt til civilt brug |
| Benyttet af | Se Brugere |
| Krige |
2. verdenskrig Koreakrigen Vietnamkrigen (begrænset) Andre konflikter omkring i verden |
| Produktionshistorie | |
| Konstruktør | John C. Garand |
| Konstrueret | 1932 |
| Producent |
Springfield Armory Winchester Harrington & Richardson International Harvester Beretta Breda[1] Springfield Armory, Inc. (civilt) |
| Produktionsperiode | 1936–1957 |
| Antal produceret | Omkring 5,4 millioner[2] |
| Udgaver | M1C/D sniper rifle |
| Specifikationer | |
| Vægt | 4,31-6,0 kilo |
| Længde | 1.107,4 mm |
| Løbslængde | 609,6 mm |
|
| |
| Patron |
.30-06 Springfield (7.62 × 63 mm) .276 Pedersen 7.62 x 51 mm NATO (U.S. Navy) |
| Skudmekanisme | Gas-drevet genladning |
| Skudkadence | 16-24 skud/minut effektiv (dog maks. 8 skud/magasin) |
| Mundingshastighed | 853 m/s |
| Effektiv rækkevidde | 457 m[3] |
| Fødningssystem | 8-skuds laderamme / magasin |
| Sigte | Ringformet bageste sigte, bjælkeformet forreste sigte |
M1 Garand eller United States Rifle, Caliber .30, M1 var den første halvautomatiske riffel i verden, der blev udleveret som standardvåben til infanterister. Den erstattede Springfield M1903-riflen i det amerikanske militær i 1936 og blev i 1957 udfaset til fordel for M14-riflen.
M1 blev brugt i 2. verdenskrig, koreakrigen og i begrænset omfang vietnamkrigen. De fleste M1-rifler blev udleveret til amerikanske styrker, men mange blev lånt til andre lande gennem Lend-Lease-systemet. Riflen var standardbevæbning i det danske forsvar efter 2. verdenskrig under betegnelsen gevær M/50. Riflen var i brug frem til 1980, hvor den i Hæren blev erstattet af automatriflen Heckler & Koch G3 (gevær M/75). I Flyvevåbnet blev riflen brugt indtil slutningen af 1990'erne. Jydske Trænregiment brugte den så sent som juni 1990; Kongens Artilleriregiment frem til 1992; Nørrejyske Artilleriregiment i Skive til 1990; Fynske Livregiment til 1991; Slesvigske Fodregiment i Haderslev indtil sommeren 1992 og Sjællandske Trænregiment i Farum til 1992. Geværet blev benyttet af vagtkompagniet i Den Kongelige Livgarde indtil 1995, hvor det afløstes af gevær M/75.[4]
Historie[redigér | rediger kildetekst]
M1 Garand blev udviklet af Springfield Armory Firearms designer John Garand. Prototyperne blev forfinet i 1920'erne og 1930'erne. Selvom den officielt blev indført i det amerikanske militær i 1932, blev den først reelt udleveret i 1936 efter ordre fra hærchefen general Douglas MacArthur.
Springfield Armory producerede begrænsede mængder af M1 Garand i de sene 1930'ere og i større og større antal fra 1940 til 1945. Efter starten på 2. verdenskrig i Europa blev riflen også produceret af Winchester Repeating Arms Company i New Haven, Connecticut. Winchester leverede riflen fra 1941 til 1945. Den britiske hær testede M1 Garand som en mulig erstatning for Lee-Enfield No.1 Mk III-riflen, men forkastede den efter test under simulerede kampforhold.
M1-riflens halvautomatiske funktion gav amerikanske styrker en betragtelig fordel i ildoverlegenhed og skudkadence over for fjendtligt infanteri i kampsituationer. Tyske og japanske soldater var typisk udstyret med manuelt betjente rifler, der krævede genladning mellem hvert skud. Indførelsen af Garand-riflen og halvautomatiske rifler generelt stimulerede snart både allierede styrker og aksemagterne til at indføre flere hurtigtskydende håndvåben til deres infanterister og udvikle nye, forbedrede våben. Garand er stadig i dag populær blandt civile våbensamlere og våbenentusiaster over hele verden.
Under Koreakrigen var der behov for yderligere Garand-rifler, og produktionen startede igen. Fra 1953 til 1956 blev riflen fremstillet af International Harvester i Evansville, Indiana og af Harrington & Richardson Arms Co. i Worchester, Massachusetts.
Beretta i Italien producerede også riflen med Winchester-maskiner. I nyere tid er riflen blevet fremstillet af Springfield Armory Inc. i Geneseo, Illinois. Denne kommercielle variant er tilgængelig i enten kaliber .30-06 Springfield eller .308 Winchester.
M1 viste sig at være en fremragende riffel i 2. verdenskrig og koreakrigen. Japanerne udviklede endda en prototype-kopi til eget brug hen imod slutningen af 2. verdenskrig, men den kom aldrig i produktion. Garand-riflen blev stadig brugt i Vietnamkrigen i 1963, selvom den officielt var afløst af M14 i 1957. Ikke før 1965 blev M1 totalt udfaset i USA.
Brugere[redigér | rediger kildetekst]
Argentina – Benyttet af marineinfanteriet.
Australien – Brugtes i mindre antal af specialtropper og australske hærenheder knyttet til US-Ground units i Stillehavsregionen i 2. Verdenskrig.
Cambodja – Modtog fra den amerikanske regering for Khmer Republikkens tropper under cambodjanske borgerkrig 1970-1975.
Canada – I Canada blev den kun brugt i begrænset antal under Anden Verdenskrig. Garand'en blev betragtet af det canadiske militær som en erstatning for Lee-Enfield No.4-riflen i slutningen af 1940'erne/tidlige 1950'ere, men Koreakrigen forhindrede Garands omfattende introduktion til det canadiske militær og holdt Lee-Enfield i drift indtil indførelsen af FN FAL.
Chile – Benyttet af de chilenske styrker.
Danmark – Modtog M1-rifler i stort antal fra USA's regering og blev brugt fra 1950 og et par årtier frem af, lokal betegnelse M50. Erstattet af G3 (M75).
Grækenland – Standardvåben for hæren indtil sidst i 1970'erne, hvor den blev erstattet af G3. Stadig i brug ved ceremoniel tjeneste af Evzones (præsidentens garde).
Guatemala
Haiti – Brugt fra 1940'erne indtil 1994, hvor Haitis militær blev opløst. Stadig i brug ved Haitis nationale politi.
Holland – Standardudrustning i Hollands hær 1953-1960.
Iran: Hærens standardriffel indtil indførelsen af G3-riflen.
Italien – Brugt af hæren fra 1945. Beretta licensbyggede den også indtil indførelsen af BM59 i 1959.[5]
Japan – Først anvendte våben i de japanske "selvforsvarsstyrker".[6] Anvendes fortsat ved ceremonier.
Norge – I brug ved hæren fra 1953 til 1968. Derefter erstattet af H & K G3. Anvendes i dag udelukkende ved "Hans Majestet Kongens Gardes Drilltropp".
Paraguay – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering, oplagrede 30.000.
Sydkorea – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering. Standardriffel indtil indførelsen af M16-riflen.
Sydvietnam – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering. Standardriffel indtil indførelsen af M16-riflen.
Thailand – Kendt lokalt som 'ปลยบ.88'. Brugt af den thailandske livgarde til uddannelse.
Tyrkiet – Standardriffel ved hæren indtil indførelsen af G3-riflen. Stadig i brug for officielle militære ceremonier og træningsenheder.
Taiwan – Stadig i brug af ROC æresvagt.
Vesttyskland – Udleveret til grænsevagter, politi og hær, indtil indførelsen af G1-riflen.
Vietnam – Bruger erobrede våben.
USA – Standardriffel fra 1936 til 1963 i den amerikanske hær, flåde, marinekorps og senere i luftvåbnet. Stadig i brug for officielle militære ceremonier og Junior Reserve Officers' Training Corps enheder.
Østrig – Brugt af den nyoprettede østrigske hær fra 1956, til den gradvis blev udskiftet med StG58, begyndende i 1959.
.svg){kind=small}
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ "(engelsk) Small Arms Review article on Italian-made Garands" (PDF). Arkiveret (PDF) fra originalen 10. juli 2004. Hentet 10. juli 2004.
- ^ Scott A. Duff. "(engelsk) Who Made M1 Garands? How Many Were Made? When Were They Made?". Hentet 18. maj 2007.
- ^ "(engelsk) U.S. Department of the Army Technical Manual No. 9-1005-222-12" (PDF). Genudgivet af www.biggerhammer.net. 17. marts 1969. Hentet 18. maj 2007.
- ^ "Vagtkompagniets historie". forsvaret.dk. 2007-04-27. Hentet 2015-02-24.
- ^ Beretta's BM 59. Retrieved on October 5, 2008.
- ^ Howa Rifles. Arkiveret 22. juli 2009 hos Wayback Machine Retrieved on September 19, 2008.