M (film)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
M
[[Image:|250px|]]
Originaltitel M - Eine Stadt sucht einen Mörder
Dansk titel '
Genre Krimi
Instrueret af Fritz Lang
Produceret af Seymour Nebenzal
Manuskript af Thea von Harbou
Fritz Lang
Baseret på {{{original}}}
Medvirkende Peter Lorre
Gustaf Gründgens
Otto Wernicke
Musik af Se tekst
Fotografering Fritz Arno Wagner
Klip {{{klipper}}}
Filmstudie {{{studie}}}
Distributør
Udgivelsesdato 11. maj 1931
Censur {{{censur}}}
Længde 117 min (oprindelig)
Land Tyskland
Priser
Sprog Tysk
Budget
Indtjening {{{indtjening}}}
Efterfulgte '
Fortsættes i '
på IMDb
Hjemmeside {{{hjemmeside}}}
DVD Ja
VHS
Blu-ray {{{Blu-ray}}}

M med undertitlen - Eine Stadt sucht einen Mörder er en tysk krimifilm fra 1931. Filmen var en af de første tonefilm og er en de mest betydningsfulde i tysk filmhistorie.

Plot[redigér | redigér wikikode]

En børnemorder hensætter en storby (usagt men øjensynligt Berlin) i skræk og hysteri. Politiet søger efter morderen med alle midler men forgæves. Heller ikke hyppige razziaer leder frem til ham. Til gengæld generer det de kriminelle bander så meget, at de beslutter sig for selv at finde frem til morderen. En blind tigger genkender morderens fløjten, et M bliver skrevet med kridt på hans jakke, og så går jagten ind.

Medvirkende[redigér | redigér wikikode]

Om filmen[redigér | redigér wikikode]

Inspiration[redigér | redigér wikikode]

Ideen til filmen blev oprindelig udviklet af instruktøren Fritz Lang og hans kone Thea von Harbou. Af den oprindelige ide overlevede dog kun lidt. I stedet blev Lang opmærksom på flere alvorlige forbrydelser i Tyskland i de år. Især inspirerede sagen med sexualmorderen Peter Kürten også kaldet "Vampyren fra Düsseldorf". Denne havde begået en serie mord i løbet af 1929 og blev fanget i maj 1930. På det tidspunkt var drejebogen imidlertid allerede færdig, og filmen havde premiere kun tre uger efter Peter Kürtens dødsdom. I øvrigt havde Düsseldorfs underverden faktisk søgt efter morderen, men om Lang vidste det er nok tvivlsomt. Ideen var da også allerede brugt i 1928 i stykket Laser og pjalter hvilket man dog tilsyneladende ikke var klar over i Spanien og Italien da filmen fik premiere der. Den fik den nemlig som titel henholdsvis M – El vampiro de Düsseldorf og M – Il mostro di Düsseldorf. Det til trods for at byen i filmen faktisk slet ikke nævnes ved navn.

Lang og Harbou gjorde en del research i fængsler og traf her forbrydere. Via kontakter i Berlins kriminalpoliti og mordkommission fik Lang desuden indsigt i autentiske sager. Den ukonventionelle kriminalkommissær Karl Lohmann er inspireret af den kendte berliner kriminalbetjent Ernst Gennat.

Det er uvist, om filmen også er inspireret af datidens støt voksende nazisme. Visse elementer giver imidlertid betydelige mindelser. Der må skaffes ordnede forhold. Outsidere som børnemorderen skal udryddes. Gustaf Gründgens indbrudstyv minder i tale om Joseph Goebbels og påklædning om Hermann Göring. Brændemærkningen med M'et og ødelæggelsen af kontorbygningen kan ses som nærmest profetiske varsler om jødeforfølgerserne og 2. verdenskrigs ødelæggelser, der fulgte kun få år senere. Men det er som nævnt uvist, om det forholder sig så. Tankevækkende er det dog, at nazisterne forbød filmen kort efter deres magtovertagelse i 1933, kun to år efter filmens premiere.

Lang selv udpegede filmens hovedtemaer som seriemorderes bevæggrunde og stillingtagen mod dødsstraf.

Kunstnerisk[redigér | redigér wikikode]

Filmen spænder over en række genre startende med det socialrealistiske proletariat, der følges af nærmest dokumentarisk beskrivelse af politiarbejdet, satire over borgernes hysteri, de kriminelles thrilleragtige jagt på morderen og til slut den absurde retssag.

Lydsiden er en historie for sig. Tonefilm var kommet frem kort for inden, og de første af slagsen havde været tilbøjelige til at bruge lyd uovervejet. Lang gjorde det imidlertid anderledes. Flere længere passager er spøgelsesagtigt tavse for så brat at blive afbrudt af en lydeffekt. Dette skyldes til dels økonomiske årsager (dyre licenspenge), men resultatet blev under alle omstændigheder et filmlydmæssigt højdepunkt.

Filmen har ingen musik, hvilket ikke var usædvanligt for den tid, da egenkomponeret musik endnu ikke var brugbart. I stedet fløjter morderen hver gang et nyt barn er i fare. Nærmere betegnet fløjter han Edvard Grieg: Peer-Gynt-Suite No. 1, "I Dovregubbens hal".

Et andet karakteristisk virkemiddel bliver brugt ved de samtidige møder hos hhv. politiet og de kriminelle. Der klippes behændigt mellem dem således at mange sætninger, der påbegyndes af en politimand afsluttes af en kriminel og omvendt.

Modtagelse og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Filmen havde premiere 11. maj 1931 og blev en publikumssucces.

Endnu i dag nyder filmen stor anerkendelse og blandt filmsagkyndige nævnes den til stadighed som den mest betydende tyske film. At en tysk filmkanon har den med på listen kan næppe overraske.

Filmen er udgivet på DVD bl.a.a. med danske undertekster. Det er imidlertid ikke filmen i sin oprindelige udgave, seerne får at se, for dele af den oprindelige films 3208 m (117 min) er gået tabt. Allerede ved censuren i maj 1931 var filmen afkortet til 3100 m (111 min), og en efterkrigsudgave skrumpede yderligere til 2693 m (99 min). Ved restaureringen i 2003 tilstræbte man imidlertid at komme så nær originaludgaven som muligt. Det betød indsamling af alle tilgængelige filmdele, intensiv digital efterbearbejdning og bearbejdning af talrige skader. Resultatet blev en 3204 m (105 min) lang film, der nok er det nærmeste, man kommer originalen i dag.

Trivia[redigér | redigér wikikode]

  • Otto Wernicke gentog sin rolle som kriminalkommissær Karl Lohmann i Langs næste film Das Testament des Dr. Mabuse.
  • Filmen har det i dag usædvanlige format 1:1,19 og er dermed smallere i bredden end f.eks. fjernsyn i 1:1,33 (4:3). Det skal ses i lyset af datidens teknik. En del af filmrullen blev simpelthen brugt til lydsporet.
  • Filmen blev genindspillet i USA i 1950, men det blev ingen succes.
  • I 2003 blev M lavet som tysk hørespil.