Magna Carta

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Magna Carta i en version fra 1225 indgået af Henrik 3. af England

Magna Carta (latin for "stort brev") er en række engelske frihedsbreve fra 1215, som begrænser magten for engelske monarker (oprindelig Johan uden land). Magna Carta var resultatet af uoverensstemmelser mellem paven og kong Johan og hans baroner vedrørende kongens rettigheder: Magna Carta dokumenterede, at kongen frasagde sig visse rettigheder, respekterede visse retslige processer og accepterede, at hans vilje kunne begrænses ved lov. Magna Carta opfattes generelt som det første skridt i en lang proces frem mod forfatningsret.

Magna Cartas historie[redigér | redigér wikikode]

Efter normannernes sejr i 1066 fandtes der i 1199 ikke en mere magtfuld monark i Europa end den engelske konge. Det skyldtes bl.a. den sofistikerede centraliserede regering skabt af de nye normanniske regenter kombineret med indfødte angelsakseres regeringsmetoder og omfattende engelske jordbesiddelser i Normandiet. Efter at kong Johan uden Land fik magten tidligt i det 13. århundrede, påbegyndtes en lang række – hovedsagelig mislykkede – oprør blandt de engelske baroner, der ville indføre kontrol med kongens ubegrænsede magt.

Kong Johan begik tre overordnede fejltagelser. Den første var hans udprægede mangel på respekt, da han overtog magten. Der var to prætendenter til tronen efter Richard Løvehjerte ved dennes død i 1199: Johan og hans nevø Arthur af Bretagne i Normandiet. Johan tog Arthur til fange, og man hørte ikke fra ham siden. Selv om mordet på Arthur aldrig blev bevist, var det anset som givet, at Johan ville dræbe sin egen familie for at blive konge.

Johans anden fejltagelse opstod, efter at den franske konge Filip 2. August bemægtigede sig det meste af de engelske besiddelser i Frankrig, og de engelske baroner krævede, at deres konge skulle generobre de tabte landområder. Da kong Johan forsøgte det otte år senere, rakte bestræbelserne dog ikke til succes ved Slaget ved Bouvines i 1214. Fordi kong Johan blev bebrejdet tabet af en stor del af England, blev han fremover kendt under tilnavnet Johan "Lackland" (på dansk: "uden Land").

Den tredje af Johans fejtagelser var, da han blev inddraget i en stridighed med kirken vedrørende udnævnelsen af den nye ærkebiskop af Canterbury. Johan ville udnævne sin egen kandidat, mens kirken ville udnævne Stephen Langton. Kampen fortsatte i flere år, og England blev afskåret fra kirken, hvorfor kong Johan endeligt blev tvunget til at underkaste sig kirkens vilje i 1213

Runnymede og efterfølgende[redigér | redigér wikikode]

I 1215 havde baronerne i England fået nok. De slog sig sammen og tog den 10. juni 1215 London med magt. På en eng ved Runnymede tvang baronerne den 15. juni 1215 kong John til at sætte sit segl på et dokument kendt som 'Articles of the Barons'. Til gengæld fornyede baronerne den 19. juni 1215 deres troskabsed til kong Johan. Et formelt dokument om aftalen mellem Johan og baronerne blev skabt af den kongelige ret den 15. juli. Dette dokument er det oprindelige Magna Carta. Et ukendt antal afskrifter blev sendt til øvrighedspersoner som kongelige sheriffer og biskopper.

Den for kong Johan mest betydningsfulde paragraf var paragraf 61, kendt som "sikkerhedsparagraffen", det var også den længste del af dokumentet. Den etablerede en komite bestående af 25 baroner, der når som helst kunne mødes og underkende kongens vilje og om nødvendigt ved magt tage hans slotte og besiddelser. Det var baseret på en middelalderlig juridisk handlemåde, der ofte udførtes, men det var første gang en konge blev den underlagt. Ligeledes skulle kongen aflægge en troskabsed til komiteen.

Johan havde ingen intentioner om at følge Magna Carta, eftersom det var blevet ham påtvunget. Paragraf 61 neutraliserede stort set hans magt som monark, så han kun var konge af navn. Så snart baronerne havde forladt London, underkendte han det, og der blev borgerkrig i England. Paven annullerede straks dokumentet.

Johan døde midt under borgerkrigen af dysenteri den 18. oktober 1216 . Hans ni år gamle søn, Kong Henrik 3, var den næste i tronfølgerækken. Royalisterne mente, at baronerne nemmere ville kunne få sig selv til at sværge troskab til en barnekonge, så barnet blev kronet i slutningen af oktober 1216, og krigen sluttede. Den 12. november 1216 blev Magna Carta genudstedt i Henriks navn af hans regenter med nogle af paragrafferne (bl.a. paragraf 61) udeladt; igen i 1217 blev Magna Carta udstedt af Henrys regenter. Da han fyldte 18 i 1225, udstedte Henrik III selv Magna Carta for tredje gang, denne gang i en kortere udgave med kun 37 paragraffer.

Henrik regerede i 56 år, og da han døde i 1272, var Magna Carta en etableret del af engelsk juridisk præcedens. Det var dermed meget vanskeligere for en fremtidig monark at annullere dokumentet, som Kong John havde forsøgt næsten tre generationer tidligere. Henriks søn og arving, Edvard 1's parlament genudstedte Magna Carta for sidste gang den 12. oktober 1297 som en del af en vedtægt kendt som "Confirmatio cartarum (25 Edw. I)", denne bekræftede igen Henriks kortere version af Magna Carta fra 1225.

Se også[redigér | redigér wikikode]