Magnus den Stærke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 5. nov. 2014, 16:02 af Nico (diskussion | bidrag) Nico (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved 77.215.143.98, fjerner ændringer fra 2.105.228.249 (diskussion | bidrag))
Gravmindesmærke for Magnus den Stærke i Vreta Klosterkirke, 10 km nordvest for Linköping. Selve graven kendes ikke

Magnus den Stærke eller Magnus Nilsson (1106-1134) var en dansk prins, søn af kong Niels, konge af Danmark 1104-1134, og Margrete Fredkulla, der var ældste datter af Inge Stenkilsson den ældre af Sverige.

Margrete havde været gift med den norske konge Magnus Barfod. Sønnens navn kan være til minde om den norske konge, som døde i et slag i Irland, da navnet ikke var almindeligt i Danmark.

I 1129 blev Magnus gift med prinsesse Rikissa af Polen eller Richia Sventoslava (1106-1155), datter af Boleslav 3. af Polen og Salome af Berg. De fik sønnen Knud, den senere Knud 5. af Danmark som var dansk konge 1146-1157 sammen med Svend Grathe og Valdemar den Store. Deres anden søn hed Niels Magnussen.

Efter at Magnus døde, giftede hun sig med storhertug Volodar af Minsk, og med ham fik hun datteren Sofia af Minsk, som hendes halvbror Knud bortgiftede til sin rival, den senere kong Valdemar den Store. Hendes tredje ægteskab var med kong Sverker Karlsson den Ældre af Sverige, en tidligere rival til hennes første ægtemand. Kronikører har angivet Sune Sik Sverkersson og Burislev Sverkersson som børn af dette ægteskab.

Magnus krævede den svenske trone, da hans fætter Inge 2. den Yngre døde i 1125, da han var det ældste barnebarn af kong Inge Stenkilsson den Ældre. Gøterne valgte ham som konge, men sveerne nedlagde veto, eftersom vestgötisk lov slog fast, at det var sveerne, som havde retten til at vælge eller afsætte en konge. Han er ikke nævnt i det vestgøtiske lovværk, og omkring 1130 blev han forvist af Sverker den Ældre.

Magnus den Stærke stod bag et af danmarkshistoriens mest berygtede mord, der sendte Danmark ud i en borgerkrig, da han myrdede sin fætter Knud Lavard. Knud ønskede muligvis tronen efter Niels i lige så høj grad som Magnus. I borgerkrigen blev han dræbt i Slaget ved Fodevig i Skåne af tyske lejesoldater i 1134. Hans far, kong Niels, undslap, men blev dræbt af borgere i Slesvig by kort efter. Hvorfor kong Niels drog ind i Slesvig, hvis indbyggere var Knud Lavards ivrigste tilhængere, er noget af en gåde. Prøvede han selv at opnå den samme martyrposition, som snart skulle blive Knud Lavard til del?

Magnus' søn, Knud 5. kæmpede mod sin fætter, Svend Grathe om tronen. Hans legitime slægt uddøde med mordet på Knud 5. i 1157. Knuds illegitime søn, biskop Valdemar ærkebiskop af Bremen og biskop af Slesvig, døde i 1236.