Mansfield Park

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mansfield Park
Engelsk anden udgave fra 1816
Engelsk anden udgave fra 1816
Originaltitel Mansfield Park
Redaktør {{{redaktør}}}
Forfatter Jane Austen
Medforfatter(e) {{{medforfatter}}}
Oversætter Johanne Kastor Hansen (1974)
Illustrator
Omslag af
Land England
Sprog Engelsk
Serie
Emne(r)
Genre(r) Dannelsesroman
Forlag
Udgivelsesdato juli 1814
Udgivet på dansk 1974
Format
Sider 450 sider
Størrelse og vægt {{{størrelse_vægt}}}
ISBN ISBN
OCLC [1]
Efterfulgte '
Fortsættes i '

Mansfield Park er den tredje roman af den engelske forfatter Jane Austen fra 1814. Austen skrev den på Chawton Cottage fra februar 1811 frem til 1813. Den blev udgivet i 1814 af Thomas Egerton, som tidligere havde udgivet hendes tidligere romaner Fornuft og følelse (1811) og Stolthed og fordom (1813). Da romanen nåede sin anden udgave i 1816 blev udgivelsen overtaget af John Murray, der også udgav efterfølgeren Emma (1816). Mansfield Park blev Austens største salgssucces i hendes levetid.

Romanens hovedtemaer er skrevet i gotisk stil med realistiske træk og samtidig teatralske elementer. Historien handler om Fanny Price, der siden barndommen har boet hos sine rige slægtninge på godset Mansfield Park. Hun vokser op med sine to fætre og to kusiner. Familien er snobbet og behandler hende ofte som var hun mindre værd, og de mener at rigdom automatisk også betyder kvalitet. Fætteren Edmund viser hende dog venlighed, og hun forelsker sig i ham. Da hun langt om længe er blevet accepteret af andrte familiemedlemmer, bliver hun atter upopulær, fordi hun afviser den rige smukke Henry Crawford, der er et langt bedre parti end Edmund der er præst. Hun ser igennem han rige facade og kan ikke acceptere en så principløs mand.

Ved udgivelsen blev den rost for at fremhæve gode moralske værdier, men i nyere tid har kritikere påpeget, at det er svært at sympatisere med hovedpersonens smålighed. Det er også blevet påpeget, at personerne i lighed med hendes andre romaner er selvoptagede eller nærrige. Mansfield Park bliver ofte omtalt som Austens mest kontroversielle roman, da bl.a. slaveri og imperialisme og social satire indgår. Romanen er blevet filmatiseret adskillige gange samt omskrevet til skuespil og opera.

Persongalleri[redigér | redigér wikikode]

Persongalleriet omfatter mange forskellige mennesker med interesse for Mansfield Park. på godset udspiller sig et følelsesmæssigt drama mellem hovedpersonerne, og der er en del forviklinger undervejs.

  • Fanny Price er romanens hovedperson. Hun har siden 10 års-alderen boet hos sine rige slægtninge, familien Bertrams på Mansfield Park. Hun føler sig særdeles ensom i begyndelsen, men efter at hun har knyttet venskab med sin fætter Edmund begynder hun at trives.
  • Edmund Bertram er en af Fannys fætre, og hun forelsker sig i ham, selv om han betragter hende som sin søster. Edmund er familiens yngste søn og skal være præst at sikre sin fremtidige forsørgelse.
  • Maria og Julia Bertram, er Fannys kusiner, som er en del ældre end hende. Begge bliver forelskede i Henry Crawford, som ankommer til Mansfield sammen med sin søster og indleder en flirt med begge søstre. Dramaet fortættes, fordi Maria allerede er forlovet med mr. Rushworth, en rig ung mand fra nabolaget.
  • Mary Crawford er Henrys skønne og spirituelt begavede søster, som bliver meget intresseret i Edmund, selv om hun aldrig havde forestillet sig, at hun ville forelske sig i en mand, yngre end hende selv, og slet ikke en kommende præst.
  • Lady Bertram er Fannys moster og gift med den velstående Sir Thomas Bertram, der ejer godset.
  • Mrs. Norris er en anden moster, som bor i nærheden af Mansfield Park. Tom Bertram er Sir Thomas og Lady Bertrams ældste søn.
  • Dr. Grant er præst og bosiddende i Mansfield Parks præstebolig. Mrs. Grant, præstens hustru er halvsøster til Henry og Mary Crawford.
  • Mr. Rushworth er en velstående, men kedelig mand ,som bliver forlovet med Maria Bertram.
  • John Yates er en god ven af Tom Bertram.
  • William Price er Fannys bror. Han er ansat i marinen.
  • Mr. Price Fannys far er marineofficer. Mrs. Price Fannys mor søster til Mrs. Norris og Lady Bertram. Susan Price er Fannys yngre søster.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Historien om Mansfield Park sættes i gang med brylluppet, hvor Miss Maria Ward bliver viet til den rige Sir Thomas Bertram og dermed erhverver titlen Lady Bertram. Dette står i kontrast til, at hendes søstre havde giftet sig med mindre fashionable ægtemænd. Modsætningerne i de sociale forhold blandt søstrene bliver tydelige i den følgende beskrivelse af forholdet mellem de tre søstre, Lady Bertram, Mrs. Norris og Mrs. Price. Mens Lady Bartram er gift med den udsædvanlig rige baronet, Sir Thomas, er Mrs. Norris er gift med den lokale præst. Hovedpersonen i romanen, Fanny Price, er datter af den tredje søster. Hendes far, Mr. Price er en søofficer, der er blevet såret i et slag, hvorefter han må forsørge familien på en pension, der blot udgør halvdelen af den normale aflønning. Fanny er derfor en ung pige fra en relativt fattig familie, og da Mrs. Norris, som blander sig i alle anliggender, foreslår, at Sir Thomas og Lady Bartram tager et af de ni børn, som familien Price skal forsørge, til sig på godset, falder valget på Fanny. Ti år gammel flytter hun ind hos sin tante og onkel på Mansfield Park. Her vokser hun op sammen med de fire søskende, Tom Bertram (på dette tidspunkt 17 år gammel), Edmund Bertram (16 år), Maria Bertram (13 år) og Julia (12 år). Hun bliver dog ofte behandlet,som om hun er mindre værd end dem, så opholdet forløber ikke helt, som hun havde ønsket sig i sine let romantiske fantasier. Edmund viser hende dog sin venlighed. Han er også den frommeste af søskende: Maria og Julia er forfængelige og forkælede, mens Tom er en uansvarlig gambler. Over tid vokser Fannys taknemlighed for Edmunds venlighed i det skjulte til romantisk kærlighed. Fannys tante, mrs. Norris, som har udvirket hendes ankomst til godset, viser sig at være meget lidt interesseret i Fannys velbefindende, og pinder ofte ud, hvor meget besvær og hvor mange omkostninger, hendes ophold på Mansfield Park udløser. Da hendes mand dør få år efter Fannys ankomst, flytter hun ind i et lille hus på godsets jorde og er hele tiden nævenyttig. Hun viser sig også at være ondskabsfuld, f.eks. i en episode, hvor Fanny er syg, men bliver nægtet, at der tændes op i kaminen på hendes værelse.

Børnene når efterhånden voksenalderen, ét efter ét. Da Fanny er 16 år gammel, rejser den strenge patriark Sir Thomas bort et års tid for at håndtere nogle problemer, der er opstået på plantagen han ejer på Antigua. Den fashionable og berejste Henry Crawford og hans søster, Mary Crawford ankommer til landsbyen, og de bor hos Mrs. Norris. Crawford-søskendeparrets ankomst forstyrrer den rolige tilværelse på Mansfield Park, og sætter i gang en række romantiske forviklinger. Mary og Edmund begynder at blive fortrolige med hinanden, selv om Edmund ofte bekymrer sig over at hendes manerer er fashionable og at hun ofte konverserer på en kynisk måde, noget som afslører en mangel på gode principper. Hun er imidlertid en meget engageret, smuk og charmerende kvinde, der gør, alt hvad hun kan, for at blive venner med Fanny. Fanny frygter derimod, at Mary har forhekset Edmund, og at hans kærlighed til hende har gjort ham blind for hendes fejl og mangler. Henry er en charmør, der leger med både Marias og Julias følelser, på trods af at Maria allerede er forlovet med den kedelige, men meget rige Mr. Rushworth. Maria tror, at Henry virkelig er forelsket i hende, og behandler derfor Mr. Rushworths tilnærmelser køligt, og han bliver voldsomt jaloux. Der bliver ikke lagt megen mærke til Fanny i familiekredsen, og hendes tilstedeværelse bliver ofte overset. Selv er hum meget nysgerrig og iagttager de konflikter, der foregår mellem de øvrige personer; blandt andet er hun flere gange vidne til Maria og Henry i "kompromitterende" situationer.

Opmuntret af Tom og hans gode ven, Mr. Yates, begynder de unge poå godset at opsætte et skuespil, Elizabeth Inchbalds stykke Lovers' Vows; Edmund og Fanny er oprindelig begge imod dette, fordi de antager, at Sir Thomas ikke ville bryde som om dette og føle, at stykkets tema ikke er passende. Her er det underforstået, at læserne er klar over, at dette teaterstykke blandt andet omhandler børn, født uden for ægteskab, utroskab og ulykkelig kærlighed.[1]

Edmund bliver imidlertid gradvis overtalt, og han tilbyder at spille Anhalt, elskeren til den rollefigur, som Mary Crawford skal spille. Skuespillet giver Mary og Edmund en mulighed for at diskutere emner, der berører temaerne kærlighed og ægteskab, og giver desuden Henry og Maria en undskyldning for åbenlyst at flirte med hinanden. Austen beskriver Marias følelser som brændende intense, for eksempel da hun efter en prøve "stadig kunne føle sin hånd presset mod Henry Crawfords hjerte og hun bekymrede sig kun meget lidt om noget som helst andet." [2] Sir Thomas vender tilbage tidligere end først antaget, netop mens de unge er igang med at øve til stykket, og da han er stærk modstander af projektet, bliver opsætningen ikke ført ud i livet. Henry rejser til alles overraskelse sin vej, og Maria er knust, da hun indser, at Henry alligevel ikke elsker henne. Hun gifter sig derfor med Mr. Rushworth, og de rejser til Brighton og tager Julia med sig. I mellemtiden har Fannys efterhånden gode udseende og behagelige sind betydet, at Sir Thomas sætter større pris på hende, og han tager større hensyn til hendes, følelser, holdninger og i det hele taget, hvordan hun befinder sig på godset.

Henry vender tilbage til Mansfield Park og beslutter sig for at more sig lidt med den nu ganske attraktive Fanny. Han prøver derfor at charmere hende, så hun bliver forelsket i ham, men hendes oprigtige venlighed og behagelige væsen fører i stedet til, at han bliver forelsket i hende. Han frier til Fanny, men hendes afsky for hans upassende flirten med hendes kusiner, samt hendes kærlighed til Edmund får hende til at afslå tilbuddet om ægteskab. Hendes Bertram-slægtninge er skuffede, eftersom det ville have været et ekstremt gunstigt giftermål for en fattig pige som Fanny. Sir Thomas skuffet og anklager hende for at være utaknemlig. Henry bestemmer sig for at fortsætte med at gøre kur til Fanny i håbet om, at hun med tiden vil skifte mening. Sir Thomas giver sin støtte til, at Fanny rejser tilbage til Portsmouth, hvor de mere ydmyge omgivelser efter hans opfattelse vil få hende til at tænke over tingene; planen er, at hun vil vende tilbage med en overbevisning om, at Henry har forandret sig og nu er hende værdig. Planen lykkes i nogen grad, da Fanny vender tilbage til godset, fordi hun ikke han udholde de evindelige konflikter og skænderier blandt hendes søskende. Efter at være vendt tilbage til Mansfield Park, begynder hendes holdning overfor Henry at mildnes, men hun holder fortsat fast ved, at hun ikke vil gifte sig med ham.

Henry rejser til London, og kort tid efter hører Fanny om en skandale som involverer Henry og Maria. De to var mødtes igen og genoptaget deres flirt,hvilket blev til et hurtigt sidespring. Sidespringet bliver opdaget og hintet om i en national avis. Maria forlader sin ægtemands hus og flygter sammen med Henry. Skandalen er komplet, og sidespringet fører til at Maria bliver skilt. Henry vil imidlertid ikke gifte sig med hende. Som om det ikke var nok, er Tom blevet syg, og Julia er flygtet sammen med Mr. Yates. Fanny kommer tilbage til Mansfield Park for at trøste sin onkel og tante og hjælpe til med at pleje Tom.

Selv om Edmund ved, at et ægteskab med Mary nu er umuligt på grund af skandalen mellem Henry og Maria, rejser han for at se henne en sidste gang. I løbet af samtalen bliver det klart, at Mary ikke fordømmer Henry og Marias udenomsægteskabelige forhold, men problemet for hende er, at det blev opdaget. Hendes hovedanliggende er at dække over det, og hun antyder, at hvis Fanny havde sagt ja til Henry, så ville han have været for optaget og lykkelig til at have et sidespring, og være tilfreds med bare at flirte. Dette afslører Marys sande natur for Edmund, som indser at han har idealiseret hende som noget hun ikke er. Han fortæller hende dette, og rejser tilbage til Mansfield og sit virke som præst i Thornton Lacey. Edmund indser, hvor vigtig Fanny er for ham. Han fortæller hende, at han elsker henne, og de gifter sig. Tom bliver rask, og bliver en roligere og bedre person efter sygdommen. Julias eskapade viser sig ikke at være så katastrofal alligevel. Sir Thomas antyder, at forholdet mellem hende og Yates -skønt socialt "upassende", vil kunne accepteres. Jane Austen påpeger efterfølgende, at hvis blot Crawford havde været trofast overfor Fanny og ikke ladet sig friste af at flygte med Maria, så ville Fanny efterhånden have sagt ja til hans frieri – særlig hvis Edmund havde giftet sig med Mary.

Genre[redigér | redigér wikikode]

Hovedtemaet er som oftest hos Austen den gotiske roman, som er rammesat på et herresæde, hvor intriger, drama og romantisk-erotiske scener er gennemgående i handlingen [3] Austen har selv udtalt, at hendes foretrukne ramme for en handling er "tre eller fire familier i en landsby." [4] [5] Her er "den fattige lille pige, som er i pleje hos den rige onkel, men bliver dårligt behandlet" et andet væsentligt tema.[3] Endvidere er de lange passager med referencer til teaterstykket, der skal iscenesættes medvirkende til en række teatralske situationer, som forstærkes, da nogle af personerne med Mary som frontfigur, ikke er i stand til at frigøre sig fra Lovers’ Vows roller. Disse temaer er sammenvævet i en realistisk ramme, længe før denne genre blev kategoriseret som sådan.[5]

fortælleren er alvidende og har derfor indsigt i alle personers handlinger og tanker. Men det komplicerer tingene, at hun i nogle passager udelader en eller flere personers tanker, men afslører andres.[6] I mange passager følger fortælleren Fanny meget tæt, således at hun på sin vis bliver "medfortællende" uden at have fuld indsigt i det, der foregår omkring hende.[7]

Romanens historiske baggrund[redigér | redigér wikikode]

På tidspunktet for romanens udgivelse var det sydlige England fortrinsvis præget af store godser med store godser, der drev landbrug, men var under pres af den industrielle revolution, som især ekspanderede i London og de nordlige byer. Mange godsejere måtte derfor, ligesom Sir Thomas, supplere indtægterne med besiddelser i kolonierne. I forbindelse med 200 - års dagen for bogens udgivelse påpegede kritikeren Paula Byrne, at kritikken af romanen har været funderet på en række fejltagelser. I slaverispørgsmålet overser de anmeldere, som har karakteriseret Mansfield Park som Austens dårligste værk bl.a., at navnet "Mansfield" i 1814 var symbol på kampen mod slaveriet, som den engelske Lord Mansfield i det britiske parlament. Navnet "Norris" bruger hun til skurken i fortællingen, og i 1814 associerede dette navn til den berygtede slavehandler Robert Norris, hvis navn hyppigt blev fæstnet til tilhængere af slaveriet. [8]

Det engelske samfund var præget af stor social ulighed med fattigdom og nød. Denne var størst i byerne, der var præget af ekspansion i minedriften, industrielle fabrikker og bomuldsspinderier. I Europa var der dels revolutionære bevægelser, inspireret af den franske revolution, dels Napoleonskrigene at forholde sig til.[1] En af årsagerne til den britiske succes var mobiliseringen af industrielle og finansielle ressourcer. Selv om Fannys far var blevet såret og hendes bror var i marinen, spiller den europæiske storkonflikt dog kun en meget beskeden rolle i romanen.[9]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet påpeget, at romanforfatterskab var en suspekt beskæftigelse for kvinder i begyndelsen af det nittende århundrede.[10] Det er ligeledes påpeget som karakteristisk for Austens romaner, at mange af personerne er selvoptagede, dumme, nærige eller bedrevidende.[8] Sådan er det også i denne roman, hvor meget få er venlige eller empatiske, og der er en hel del direkte selvoptagede eller usympatiske personer. Mansfield Park er blevet betegnet som den mest kontroversielle af Austens romaner. I samtiden blev den af nogle anmeldere rost for at fremhæve typiske britiske moralske værdier, mens andre fandt, at de erotiske elementer var "upassende". Jane Austens egen mor karakteriserede Fanny som "uspiselig",[11]

Mange moderne kritikere finder det vanskeligt at sympatisere med hovedpersonen Fannys smålighed og teatralske væremåde. Det er for nogle anmeldere svært at acceptere ideen om, at hun har brudt med sin barske opvækst, selv om Austen specifikt nævner dette i det afsluttende kapitel. Derfor har nogle kommenteret hendes adfærd som ulidelig, bl.a. fordi hun optræder som tilbageholdende, nærmest undseelig og sjældent udtrykker sin mening overfor omgivelserne.[12] Andre kritikere fremhæver, at hun agerer således, fordi hun frygter at blive sendt tilbage til Portsmouth, hvis hun siger sin mening. Det er også blevet påpeget, at hun er en kompleks personlighed, der på den ene side hengiver sig til ønsketænkning, men også er en følsom naturelsker, der i afgørende situationer viser både mod og handlekraft, samt opnår voksende selvtillid i de senere dele af fortællingen.[12] Austens biograf Claire Tomalin, som generelt er meget kritisk over for Fanny, mener at hovedpersonen vokser i løbet af handlingen og mod slutningen når "et moment af heroisk tilstand"[13] Men samtidig forstår Tomalin den ambivalens, mange læsere føler overfor Fanny:

"More is made of Fanny Price's faith, which gives her the courage to resist what she thinks is wrong; it also makes her intolerant of sinners, whom she is ready to cast aside."[13]

Det er også blevet fremhævet, at bogen "muligvis er den første i litteraturhistorien, som ser tingene fra en lille piges synsvinkel".[8] Dette giver bogen en særlig placering i litteraturhistorien, ligesom dens erotiske scener er usædvanlige for tiden, hvor den blev skrevet."[8]

Fortællingen indeholder megen social satire, især rettet mod Fannys to mostre. En kritiker fremhævede romanen som "den mest afdæmpet revolutionære af Austens romaner".[14]

Kritikeren Edward Said har betegnet romanen som et eksempel på den vestlige kulturs accept af de økonomiske fordele, slaveri og imperialisme betød for Storbritanniens velstand. Han fremhæver, at Austen undlader at nævne, at Mansfield Park kun kunne overleve på grund af slavearbejde. Han erkender dog samtidig, at Austen generelt var modstander slaveri og af de vestindiske sukkerplantagers brug af slaver i særdeleshed."[15]

Claire Tomalin afviser denne påstand, idet hun fremhæver, at Fanny, som normalt er ydmyg, udspørger sin onkel om slavehandelen, men hun får aldrig et svar. Tomalin antager, at Austin med dette vil vise, at Fanny har en klarere fornemmelse af det umoralske aspekt af slavehandelen end onkelen.[16] Ellen Moody anfører, at scenen mellem onkel og niece viser, at Sir Thomas langtfra er glad for at blive udspurgt om sit forhold til slavespørgsmålet.[1]

Filmatiseringer og anden adaptering[redigér | redigér wikikode]

"Mansfield Park" er filmatiseret adskillige gange:

  • 1999: Mansfield Park, en biograffilm instrueret af Patricia Rozema med Frances O'Connor som Fanny Price og Jonny Lee Miller som Edmund Bertram (han medvirkede også i tv-serien fra 1983, hvor han spillede en af Fannys brødre). Filmen ændrer historien på en række punkter og understreger Austens modstand mod slaveriet.
  • 2014: From Mansfield With Love, a YouTube Vlog adaptering af Mansfield Park af teatret "Foot in the Door Theatre".

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Moody, Ellen. "A Commentary on Brian Southam's exegesis in TLS". http://www.jimandellen.org/mp/ACommentaryonBrianSouthamsexegesisinemTLSemsenttoC18L22595.html. Hentet 19. december 2006. 
  2. (Mansfield Park, s. 169, oversat fra engelsk).
  3. 3,0 3,1 Mansfield Park, afsnit "Themes"
  4. Agorni, Mirella. Jane Austen’s Letters: The Public and the Private Spheres in the Epistolary Genre. i: Jane Austen oggi e ieri. Ravenna, Italien, 2002. s. 171-180.
  5. 5,0 5,1 Deresiewicz, William:A Jane Austen Education.., kapitel 4
  6. afsnit Analysis
  7. Det er fristende at sammenligne med Sildig Opvaagnen af Steen Steensen Blicher, som også er et erotisk drama, skrevet 14 år senere og er blevet betegnet som "tragisk realisme". jf. Baggesen, Søren: Den blicherske novelle, Odense Universitetsforlag 1965, s. 275
  8. 8,0 8,1 8,2 8,3 Paula Burne:Mansfield Park shows the dark side of Jane Austen, The Telegraph 26. juli 2014
  9. Johnson, Claudia (1997), s. 215
  10. Fergus, s. 13–14.
  11. "Early opinions of Mansfield Park". http://www.pemberley.com/janeinfo/opmansfp.html. Hentet 16. maj 2006. 
  12. 12,0 12,1 "Controversy over Fanny Price, from the AUSTEN-L mailing list". http://www.pemberley.com/janeinfo/austen-l.html#X12. Hentet 16 May 2006. 
  13. 13,0 13,1 Claire Tomalin, Jane Austen: A Life (New York: Vintage, 1997), s. 230.
  14. Burton, Tara Isabella (10. Juli 2014). "In Defense of Fanny Price". The Paris Review. http://www.theparisreview.org/blog/2014/07/10/in-defense-of-fanny-price/. Hentet 13. juli 2014. 
  15. Warraq, Ibn (juli 2007). "Jane Austen and Slavery". New English Review. http://www.newenglishreview.org/custpage.cfm/frm/8722/sec_id/8722. Hentet 13. Juli 2014. 
  16. Tomalin, Jane Austen: A Life, p.230.
  17. http://www.bbcamerica.com/anglophenia/2014/05/listen-pre-fame-benedict-cumberbatch-david-tennant-radio-4s-mansfield-park/
  18. Dooks, Brian (16 August 2006). "Historic hall to host Austen adaptation". Yorkshire Post. http://www.yorkshiretoday.co.uk/ViewArticle2.aspx?SectionID=55&ArticleID=1698316. Hentet 16 August 2006. 
  19. Quirke, Kieron (16 August 2011). "Mansfield Park, Arcola Theatre – Review". Evening Standard. http://www.thisislondon.co.uk/theatre/review-23978564-mansfield-park-arcola-theatre---review.do. Hentet 19 August 2011. 
  20. Stebbing, Eve (24 September 2012). "Mansfield Park, Theatre Royal Bury St Edmunds - Review". Daily Telegraph. http://www.telegraph.co.uk/culture/theatre/theatre-reviews/9562796/Mansfield-Park-Theatre-Royal-Bury-St-Edmunds-review.html. Hentet 19 February 2014. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Brontë, Charlotte. "Charlotte Brontë on Jane Austen". Jane Austen: The Critical Heritage, 1812–1870. Ed. B. C. Southam. London: Routledge and Kegan Paul, 1968. ISBN 0-7100-2942-X. 126–28.
  • Deresiewicz, William: A Jane Austen Education: How Six Novels Taught Me About Love, Friendship and Things That Really Matters, Penguin Books, New York, 2011
  • Fergus, Jan. "The Professional Woman Writer". The Cambridge Companion to Jane Austen. Eds. Edward Copeland and Juliet McMaster. Cambridge: Cambridge University Press, 1997. ISBN 0-521-49867-8. 12–31.
  • Galperin, William. "Austen's Earliest Readers and the Rise of the Janeites". Janeites: Austen's Disciples and Devotees. Ed. Deidre Lynch. Princeton: Princeton University Press, 2000. ISBN 0-691-05005-8. 87–114.
  • Honan, Park. "Biographies". The Jane Austen Companion. Ed. J. David Grey. New York: Macmillan, 1986. ISBN 0-02-545540-0. 18–23.
  • Johnson, Claudia L. "Austen cults and cultures". The Cambridge Companion to Jane Austen. Eds. Edward Copeland and Juliet McMaster. Cambridge: Cambridge University Press, 1997. ISBN 0-521-49867-8. 211–26.
  • Kelly, Gary. "Religion and politics". The Cambridge Companion to Jane Austen. Eds. Edward Copeland and Juliet McMaster. Cambridge: Cambridge University Press, 1997. ISBN 0-521-49867-8. 149–69.
  • Kirkham, Margaret. "Portraits". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 68–79.
  • Lascelles, Mary. Jane Austen and Her Art. 1939. Oxford: Oxford University Press, 1966.
  • Le Faye, Deirdre. "Memoirs and Biographies". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 51–58.
  • Lewes, George Henry. "Lewes: The great appraisal". Jane Austen: The Critical Heritage, 1812–1870. Ed. B. C. Southam. London: Routledge and Kegan Paul, 1968. ISBN 0-7100-2942-X. 148–66.
  • Litz, A. Walton. "Criticism, 1939–1983". The Jane Austen Companion. Ed. J. David Grey. New York: Macmillan, 1986. ISBN 0-02-545540-0. 110–17.
  • Litz, A. Walton. Jane Austen: A Study of Her Development. New York: Oxford University Press, 1965.
  • Lynch, Deidre. "Cult of Jane Austen". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 111–20.
  • Lynch, Deidre. "Sequels". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 160–68.
  • MacDonagh, Oliver. Jane Austen: Real and Imagined Worlds. New Haven: Yale University Press, 1991. ISBN 0-300-05084-4.
  • Macdonald, Gina and Andrew Macdonald, eds. Jane Austen on Screen. Cambridge: Cambridge University Press, 2003. ISBN 0-521-79325-4.
  • Pucci, Suzanne and James Thompson. "Introduction: The Jane Austen Phenomenon: Remaking the Past at the Millennium". Jane Austen and Co. Albany: Stage University of New York Press, 2003. ISBN 0-7914-5616-1. 1–12.
  • Rajan, Rajeswari. "Critical Responses, Recent". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 101–10.
  • Russell, Adam. "French Translations of Jane Austen." Journal of the Australasian Universities Language and Literature Association 117 (2012): 13–33
  • Russell, Adam. "Isabelle de Montolieu Reads Jane Austen's Fictional Minds: The First French Translations of Free Indirect Discourse from Jane Austen's Persuasion." Berne: Peter Lang, 2011. ISBN 978-3-0343-0677-5
  • Russell, Adam. "La Famille Elliot d'Isabelle de Montolieu, première traduction française de Persuasion de Jane Austen." New Zealand Journal of French Studies 32.1 (2011): 7–28
  • Russell, Adam. "Isabelle de Montolieu Reads Anne Elliot's Mind: Free Indirect Discourse in La Famille Elliot." Persuasions: The Jane Austen Journal 32 (2010): 232–247
  • Stovel, Bruce. "Further Reading". The Cambridge Companion to Jane Austen. Eds. Edward Copeland and Juliet McMaster. Cambridge: Cambridge University Press, 1997. ISBN 0-521-49867-8. 227–43.
  • Todd, Janet. The Cambridge Introduction to Jane Austen. Cambridge: Cambridge University Press, 2006. ISBN 978-0-521-67469-0.
  • Tomalin, Claire. Jane Austen: A Life. New York: Alfred A. Knopf, 1997. ISBN 0-679-44628-1.
  • Troost, Linda. "The Nineteenth-Century Novel on Film: Jane Austen". The Cambridge Companion to Literature on Screen. Eds. Deborah Cartmell and Imelda Whelehan. Cambridge: Cambridge University Press, 2007. ISBN 978-0-521-61486-3. 75–89.
  • Troost, Linda and Sayre Greenfield. "Introduction". Jane Austen in Hollywood. Lexington: University Press of Kentucky, 2001. ISBN 0-8131-9006-1. 1–12.
  • Trott, Nicola. "Critical Responses, 1830–1970". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 92–100.
  • Waldron, Mary. "Critical Responses, early". Jane Austen in Context. Ed. Janet Todd. Cambridge: Cambridge University Press, 2005. ISBN 0-521-82644-6. 83–91.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Skabelon:Wikisourcepar

Wikiquote har citater relateret til:

Skabelon:Jane Austen