Marcel Proust
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Valentin Louis Georges Eugène Marcel Proust (10. juli 1871 - 18. november 1922) var en fransk forfatter.
Hans hovedværk er På sporet af den tabte tid (À la recherche du temps perdu), som består af 7 dele på tilsammen 3.200 sider. Handlingen foregår i Proust' egen tid, la belle époque.
Prousts værker er et produkt af fransk tankegang. Skønt halvt jødisk var familien ikke kosmopolitisk men rodfæstet i Paris og den franske kultur. Til gengæld var Paris på den tid verdens kulturelle centrum.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
Marcel Proust var søn af en fremtrædende læge, hans moder var en højt begavet kvinde af det jødisk-parisiske borgerskab. Forældrene besad en betydelig formue. På Marcels fødedag, den 10 juli 1871, var Paris en by i ruiner efter Pariserkommunen og den deraf følgende borgerkrig. Et år tidligere var Frankrig blevet besejret af Prøjsen og det tyske kejserdømme udråbt i Versailles. Under urolighederne var faderen blevet såret af et skud i benet.
Den unge mand fik en skolegang og uddannelse i overensstemmelse med forældrenes sociale stilling, men han udviste total manglende interesse for en karriere.
Proust var homoseksuel og var sig det bevidst fra puberteten. Han opfattede selv denne tendens som en psykologisk svaghed, en skadelig vane, som han ikke havde viljestyrke til at undertrykke eller helbrede. Han blev aldrig gift, men levede sit seksualliv så ærligt som det var muligt på den tid. Indtil forældrenes død i 1903 og 1905 boede Marcel hos dem. Han var altså 35 år da han fik ansvar for sit eget materielle liv, hvilket indebærer at han, indtil da, havde levet udelukkende optaget af bekendt- og venskaber, kunst og litteratur samt frivole fornøjelser.
Proust må karakteriseres som narkoman og medicinmisbruger. Fra barndommen blev hans ekstreme følsomhed og sensualitet behandlet med beroligende medicin, bl. a. opiumspræparater, som på den tid var i fri handel. Som voksen levede han i en dag-nat rytme der styredes af bl. a. syntetisk adrenalin, kaffe og sovemidler. Han var upraktisk, uøkonomisk og forkælet.
Allerede som dreng var Proust en brillant skribent og samtalepartner. Han var det selvfølgelige midtpunkt i enhver samtale han deltog i. Hans litterære kvaliteter kan blandt andet vurderes gennem hans breve, hvoraf man har udgivet enogtyve bind (Marcel Proust, Correspondance, édité par Philip Kolb, Plon, 1971 - 1973), hvilket skønnes at udgøre ca. 5% af de breve han har skrevet. Han beherskede næsten enhver form, ligefra overrumplende ærlighed og dyb originalitet til mondænt diplomati og intrigemageri.
Marcel Proust havde hele sit liv lidt under et svagt helbred, som han selv gjorde værre ved medicinmisbrug og en usund levevis. Hans død var selvvalgt, idet han ikke ville lade sig behandle.
I 1909 trak Proust sig noget tilbage fra det Parisiske selskabsliv for at skrive sit hovedværk: "På sporet af den tabte tid". Det blev et kapløb med tiden (og døden). Han dikterede de sidste ændringer til stuepigen om morgenen, den dag han døde. I de senere år er det blevet klart, at værket er ufuldendt.
[redigér] Værk
I sin tidlige ungdom udgav Proust et mindre arbejde, Les plaisir et les jours, som solgte dårligt og hvis litterære kvaliteter lå udenfor de fleste kritikeres horisont.Det er en samling af noveller, hvoraf en del tidligere havde været offentliggjort i aviser og tidsskrifter. Proust' psykologi og originalitet i indhold og form er allerede tilstede i dette lille arbejde. Derefter skrev han i en årrække avisartikler, men ikke egentlig journalistik.
Jean Santeuil er et stort romanfragment som indeholder mange selvbiografiske træk fra barndommen. Mange af kapitlerne er halvfærdige eller blot påbegyndte.
"På sporet af den tabte tid" har haft en utrolig indflydelse på litteraturen og er ved selve sin associative opbygning, og sin undersøgelse af erindringens natur, en genial nyskabelse.
Ikke alene sprænger værket tid og rum, men jegpersonen er også delt op i den erindrende og den oplevende, og de to smelter først sammen til sidst i sidste bind, hvor han beslutter sig for at skrive den roman, læseren netop er ved at være færdig med.
[redigér] Bibliografi
- Portraits de femmes
- 1896 Les plaisirs et les jours
- 1913-1927 À la recherche du temps perdu
- 1919 Pastiches et mélanges
- 1954 Contre Sainte-Beuve
- 1954 Jean Santeuil (ufærdig)
[redigér] Priser
- Goncourtprisen 1919 for À l'ombre des jeunes filles en fleur (en af de syv bøger der udgør À la recherche du temps perdu)
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
[redigér] Bøger på dansk om Proust
- Olof Lagerkrantz: At læse Proust. 1994.
- Samuel Beckett: Proust. 1999.
[redigér] Selskaber
 |
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |  |
