Marija Gimbutas

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Marija Gimbutas, ved Newgrange, Irland, i 1989.

Marija Gimbutas (litauisk Marija Gimbutienė) (23. januar 1921 i Vilnius2. februar 1994 i Los Angeles) var en litauisk-amerikansk arkæolog, som primært er kendt for sin forskning i neolitiske og bronzealderens kulturer i ’’Gamle Europa’’, et begreb hun selv indførte. Hendes værker, udgivet i årene 1946 og 1971, introducerede nye synsvinkler ved at kombinere traditionel arkæologisk metode med lingvistiske og religionshistoriske tolkninger; denne tilgang fik fra begyndelsen en til dels blandet modtagelse blandt hendes kollegaer, da de dels blev betragtet som både radikale og nyskabende, og til dels præget af forenklinger og spekulationer.

Tidligt liv[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas blev født som Marija Birutė Alseikaitė af forældrene Veronika Janulaityté Alseikiené og Danielius Alseika i Vilnius, den nuværende hovedstad i Litauen, som på det tidspunkt var under polsk okkupation. Hendes forældre var medlemmer af den litauiske intelligentsia, en social klasse, som i løbet af det russiske zardømme havde udviklet sig fra bondestanden.[1] Hendes mor modtog doktorgraden i oftalmologi ved Universitet i Berlin, mens hendes far modtog sin medicinske embedseksamen fra Universitetet i Tartu i 1910. Efter den russiske revolution i 1917 var hendes forældre med til at grundlægge det første litauiske sygehus i hovedstaden.[1] I løbet af denne periode fungerede hendes far også som udgiver af dagbladet Vilniaus Žodis og det kulturelle tidsskrift Vilniaus Šviesa. Han var derudover en fremtrædende talsmand for litauisk uafhængighed under krigen med Polen.[2]. Gimbutas' forældre var kendere af traditionel litauisk folkekunst og inviterede hyppigt samtidige musikere, kunstnere, og forfattere til deres hjem, bl.a. Vydūnas, Juozas Tumas-Vaižgantas, og Jonas Basanavičius [3]. På baggrund af sin stærkt kulturelle opvækst har Gimbutas sagt:

«Jeg havde muligheden for at stifte bekendskab med forfattere og kunstnere som Vydunas, Vaižgantas, selv Basanavičius, som blev støttet af mine forældre. Da jeg var fire eller fem år gammel kunne jeg sidde i Basanavičius' lænestol, og jeg følte mig fin. Og senere, gennem hele mit liv, forblev Basanavičius' samlede eventyr og folkeminder af særdeles stor betydning for mig». [3]
Mindeplade i Mickevičius gaden, Kaunas.

Familien bosatte sig i Kaunas, Litauens midlertidige hovedstad, i 1931, da hun begyndte sine studier. Det samme år blev hendes forældre skilt, og hun levede derfor sammen med sin mor og broren Vytautas i Kaunas. Fem år senere døde faren brat, og ved sin fars dødsleje svor Gimbutas efter eget udsagn, at hun skulle blive forsker: «Helt pludselig begyndte jeg at tænke på hvad jeg skulle blive, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Jeg havde været skødesløs med sportslige aktiviteter, svømmet flere kilometre, skøjtet, cyklet, redet på heste. Jeg ændrede mig helt og begyndte at læse» [4].

I løbet af de følgende år deltog hun i etnografiske ekspeditioner for at dokumentere traditionelle folkeminder og studere litauiske trosforestillinger og dødsritualer [1]. Hun tog eksamen fra Aušra Gymnasium i Kaunas i 1938 og blev indskrevet ved Universitet Vytautas Magnus, det samme år studerede hun lingvistik ved Fakultet for filologi. Hun begyndte derefter ved Universitet i Vilnius for at studere arkæologi under Jonas Puzinas, foruden lingvistik, etnologi, folkloristik og litteratur [1]. I 1941 giftede hun sig med arkitekten Jurgis Gimbutas. Det følgende år fuldførte hun sin magisterkonferens, «Modes of Burial in Lithuania in the Iron Age» (Begravelsesmetoder i Litauen under jernalderen) med hædersbevisninger [1].

Gimbutas oplevede den store omvæltninger i sit hjemland under 2. verdenskrig, som var under henholdsvis sovjetisk og tysk okkupation i 1940-1941 og 1941-1943 [5]. Et år efter at hun fødte datteren Danuté i juni 1942 flygtede den unge familie ud af landet i kølvandet på den nye sovjetiske okkupasjonen, først til Wien og derefter til Innsbruck og så til Bayern[6]. I hendes refleksioner over den urolige tiden har Gimbutas bemærket, «Livet vred mig bare som en lille plante, men mit arbejde bare fortsatte i samme retning» [7]. I 1946 modtog hun sin doktorgrad i arkæologi og med bifag i etnologi og religionshistorie fra Universitet i Tübingen med doktorafhandlingen ’’Prehistoric Burial Rites in Lithuania’’ (Forhistoriske begravelsesritualer i Litauen), som blev oversat og udgivet på tysk det samme år[6]. Mens hun havde en stilling som postdoc ved Tübingen fødte hun sin anden datter, Živilé. Familien Gimbutas forlod Tyskland og bosatte sig USA i 1949 [6].

Karriere[redigér | redigér wikikode]

I USA fik Gimbutas arbejde ved Harvard University som oversætter af østeuropæiske, arkæologiske tekster. Hun begyndte derefter som forelæser ved Fakultet for antropologi. I 1955 fik hun en forskerstilling ved Harvards Peabody Museum.

Kurgan-hypotesen[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Kurgan-hypotesen.
Skitse som viser de indoeuropæiske migrationer ifølge Gimbutas' Kurgan-hypotese.

I 1956 introducerede Gimbutas Kurgan-hypotesen, som kombinerede arkæologiske studier af de sydrussiske gravhøje (russisk Kurgan) med lingvistik. Denne hypotese var et forslag til de proto-indoeuropæisk talende folks oprindelse, som hun benævnte ’’kurganere’’, og et forsøg på at spore deres folkevandringer ind i Europa. Denne hypotese og hendes tværfaglige tilgang fik betydelig indvirkning på studiet af indoeuropæere (se Indoeuropæistik).

I løbet af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne fik Gimbutas et rygte som en førsteklasses specialist i den indoeuropæiske bronzealder foruden litauisk folkloristik, samt og baltisk og slavisk forhistorie. Et område, der blev delvist oppummeret i hennes endelige opus, Bronze Age Cultures of Central and Eastern Europe (Bronzealderkulturene i det centrale- og østlige Europa, 1965). I sin forskning gentolkede hun europæisk forhistorie i et nyt lys på baggrund af hendes studier i lingvistik, etnologi, og religionshistorie, og udfordrede derved mange traditionelle antagelser om den europæiske civilisations begyndelse.

Som professor i arkæologi ved University of California, Los Angeles, fra 1963 til 1989 ledte Gimbutas flere betydelige udgravninger af neolitiske fund i Sydøsteuropa mellem 1967 og 1980, herunder Sitagroi og det neolitiske fundsted Achilleion i Thessalien. Ved at grave gennem kulturlag, der repræsenterede en tidsepoke før samtidige beregninger af den neolitiske bosættelse af Europa – hvor andre arkæologer ikke havde forventet at finde yderligere fund – afdækkede hun en række kulturobjekter fra dagligliv og religiøse kulter, som kom til danne grundlag for hendes forskning i resten af karrieren.

Sen-feministisk arkæologi[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas fik uventet berømmelse med sine tre sidste bøger: The Goddesses and Gods of Old Europe (Gudinder og guder i Gamle Europa, 1974); The Language of the Goddess (Gudindens sprog, 1989) der dannede inspiration for en udstilling i Wiesbaden i 1993/1994; samt hendes sidste bog, The Civilization of the Goddess (Gudindens civilisation, 1991), hvori hun præsenterede en samlet oversigt over sine spekulationer om de neolitiske kulturer over hele Europa: herunder bl.a. bosætningsmønstre, sociale strukturer, kunst, religion, og graden af læse- og skrivekyndighed.

Gudindens civilisation behandlede det Gimbutas anså som ulighederne mellem det gammeleuropæiske system, som hun betragtede som gudinde- og kvindeorienteret («matriarkalt»), og bronzealderens indoeuropæiske patriarkalske («androkratisk») kultur som efterfulgte den. I henhold til hendes fortolkninger, var gynocentriske (kvindestyrede) samfund fredelige, de tillod homoseksualitet og fremmede en økonomisk lighed. Gimbutas mente, at de «androkratiske» eller mandsdominerede, «kurganfolk», derimod, invaderede Europa og påtvang de indfødte deres hierarkiske styre af mandlige krigere.

Litteratur, priser og udmærkelser[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas’ skrifter, bøger og udgivelser opbevares, sammen med hendes kollega, mytologen Joseph Campbell, ved biblioteket Joseph Campbell and Marija Gimbutas Library på campus ved Pacifica Graduate Institute i Carpinteria, syd for Santa Barbara, Californien. I 1993 mogtog Marija Gimbutas et æresdoktorat ved universitetet Vytautas Magnus i Kaunas, Litauen. Den 2. februar 1994 døde hun i Los Angeles. Kort tid efter blev hun begravet på Petrašiūnai i Kaunas.

Bedømmelse og eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Joseph Campbell og Ashley Montagu[8][9] har hver for sig sammenlignet vigtigheden af Marija Gimbutas’ arbejde med Rosettastenens betydning for afkodningen af de egyptiske hieroglyfer. Campbell skrev i forordet af en ny udgave af Gimbutas' Gudindens sprog (1989) før han døde. her nævnte han ofte hvor meget han havde angret at hendes forskning i de neolitiske kulturer i Europa ikke havde været tilgængelige, da han skrev The Masks of God (Guds masker, fire bind, 1959-1968).

Joan Marler, Gimbutas' personlige redaktør[10] og grundlægger af Institute of Archaeomythology (Institut for arkæologisk mytologi) skrev:

«Skønt det er betragtet som upassende i gængs arkæologi at tolke forhistoriske samfund ideologi, blev det oplagt for Marija at hvert aspekt af oldeuropæisk liv utrykte en sofistikeret religiøs symbolisme. Hun hengav sig derfor til et omfattende studie af neolitiske billeder og symboler for at afdække deres sociale og mytologiske betydning. For at opnå dette var det nødvendig at øge rækkevidden af den beskrivende arkæologi til også at omfatte lingvistik, mytologi, komparativ religionshistorie, samt studiet af historiske optegnelser. Hun kaldte denne tværfaglige tilnærming for ‘arkæologisk mytologi’»[11].

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Kritikken af Gimburtas arbejde har især været rettet mod hendes sene konklusioner om eksistensen af et matriarkalsk kvindedomineret samfund i stenalderens Europa. Bernard Wailes, professor i antropologi ved Universitet i Pennsylvania, fortalte i en avisartikel i New York Times i 1990 til Peter Steinfels, at Marija Gimbutas var «utrolig kundskabsrig, men ikke specielt god i kritisk analyse... Hun samler mængder af data og hopper derefter til konklusioner uden noget mellemliggende argument... De fleste tenderer til at sige, Oh my God, her går Marija igen». Andre kritikere udtrykte i den samme artikel tilsvarende meninger, heriblandt Ruth Tringham, professor i antropologi ved University of California, Berkeley, og Linda Ellis[12].

David Anthony, professor i antropologi ved Hartwick College, modsatte sig Gimbutas' påstand om at der fandtes et udstrakt matriarkalsk samfund i Europa før kurgan-invastionen, og pegede på at Europa havde både fæstningsværker er og våben forinden, og således antagelig også krigsførelse længe før den antagede invasion[12].

Andrew Fleming skrev i artiklen «The Myth of the Mother Goddess» (Myten om Jordgudinden, 1969)[13] at han var uenig i Gimbutas' ide at neolitiske spiraler, cirkler, og gruber var symboler på øjne, at øjne, ansigter og kønsneutrale figurer var symboler på kvindekøn, eller i Gimbutas' påstand om at kvindefigurer automatisk var symboler på gudinder.

Kritikere har også peget på at de gravgenstande, som karakteriserede mere genkendelige neolitiske kønsroller ikke blev medtaget i Gimbutas analyser. De har stillet spørgsmålstegn ved hendes fremhævning af kvindelige figurer, når mange mandlige eller kønsneutrale figurer også blev fundet på de samme arkæologiske fundsteder. Peter Ucko[14] har spekuleret i om Gimbutas' påståede frugtbarhedsfigurer ikke var andet end neolitiske dukker og legetøj. Måske særligt Gimbutas' forsøg på at afkode neolitiske tegn som ideogrammer i Gudindens sprog (1989) har medført den hårdeste akademiske modstand.

Indflydelse på den nyhedenske bevægelser[redigér | redigér wikikode]

Gimbutas' teorier er i omfattende grad blevet omfavnet af et antal forfattere i den modkulturelle og nyhedenske bevægelse, selvom henes egne fagfæller har ofte betragtet især Gimbutas' sene konklusioner som spekulative. Gimbutas konkluderede bl.a., at de spredte og komplekse paleolitiske og neolitiske kvinderepræsentationer var afbildinger af en enkeltstående og universel «Store Mode» eller «Store Gudinde», hun mente dog også, at denne gudinde manifesterede sig i form af en række kvindelige guddomme: slangegudinder, fuglegudinder, bjerggudinder, herskerinder over dyrene og så videre, som ikke nødvendigvis var allestedsnærværende over hele Europa.

I en video med titlen «The Age of the Great Goddess» (Den store gudindes tidsalder) diskuterede hun de ulige manifestationer af Gudinden, og fremhævede den entydige idé om jordens kvindelighed bag dem alle.

I 2004 udgav filminstruktøren Donna Read og den nyhedenske forfattere og aktivist Starhawk en fælles dokumentarfilm om Gimbutas’ liv og arbejde med titlen Signs Out of Time.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 Ware & Braukman 2004, side 234.
  2. Marler 1998, side 114.
  3. 3,0 3,1 Marler 1998, side 115.
  4. Marler 1998, side 116; Marler 1997, side 9.
  5. Ware & Braukman 2004, s. 234–235.
  6. 6,0 6,1 6,2 Ware & Braukman 2004, side 235
  7. Marler 1998, side 118.
  8. Ifølge til antropologen Ashley Montagu, har «Marija Gimbutas [-] givet os en veritabel Rosettasten af den største heuristiske værdi for fremtidig arbejde indenfor hermeneutikken af arkæologi og antropologi», Marija Gimbutas – Life and Work
  9. Steinfels, Peter (1990): «Idyllic Theory Of Goddesses Creates Storm». NY Times, 13. februar 1990
  10. Joan Marler
  11. Marler, Joan: «Marija Gimbutas – Life and Work», januar 1995
  12. 12,0 12,1 Steinfels, Peter: «Idyllic Theory Of Goddesses Creates Storm», New York Times, 13. februar 1990
  13. Fleming, Andrew: «The Myth of the Mother Goddess», World Archaeology 1969
  14. Peter UCKO: Institute of Archaeology UCL

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Gimbutas, Marija 1946: Die Bestattung in Litauen in der vorgeschichtlichen Zeit. Tübingen: In Kommission bei J.C.B. Mohr.
  • Gimbutas, Marija: Ancient symbolism in Lithuanian folk art. Philadelphia: American Folklore Society , 1958. Memoirs of the American Folklore Society 49.
  • Gimbutas, Marija ,1961: «Notes on the chronology and expansion of the Pit-grave culture», i J. Bohm & S. J. De Laet (red.): L’Europe à la fin de 1’Age de la pierre: 193-200. Prague: Czechoslovak Academy of Sciences.
  • Gimbutas, Marija 1963: The Balts. London : Thames and Hudson, Ancient peoples and places 33.
  • Gimbutas, Marija 1965: Bronze Age cultures in Central and Eastern Europe. The Hague/London: Mouton.
  • Colin Renfrew, Marija Gimbutas & Ernestine S. Elster 1986: Excavations at Sitagroi, a prehistoric village in northeast Greece. Vol. 1. Los Angeles : Institute of Archaeology, University of California, 1986, Monumenta archaeologica 13.
  • Marija Gimbutienė 1985: Baltai priešistoriniais laikais : etnogenezė, materialinė kultūra ir mitologija. Vilnius: Mokslas.
  • Gimbutas, Marija 1974: The Goddesses and Gods of Old Europe
  • Marija Gimbutas 1977: «The first wave of Eurasian steppe pastoralists into Copper Age Europe», Journal of Indo-European Studies 5: 277-338.
  • Marija Gimbutas 1980: «The Kurgan wave #2 (c.3400-3200 BC) into Europe and the following transformation of culture», Journal of Indo-European Studies 8: 273-315.
  • Marija Gimbutas 1989: The Language of the Goddess.
  • Marija Gimbutas, Shan Winn, & Daniel Shimabuku, 1989: «Achilleion: a Neolithic settlement in Thessaly, Greece, 6400-5600 B.C.» Los Angeles: Institute of Archaeology, University of California, Los Angeles. Monumenta archaeologica 14.
  • Marija Gimbutas 1991: The Civilization of the Goddess
  • Gimbutas, Marija 1992: Die Ethnogenese der europäischen Indogermanen. Innsbruck: Institut für Sprachwissenschaft der Universität Innsbruck, Innsbrucker Beiträge zur Sprachwissenschaft , Vorträge und kleinere Schriften 54.
  • Dexter, Miriam Robbins and Karlene Jones-Bley 1997 (red.): The Kurgan culture and the Indo-Europeanization of Europe. Udvalgte artikler fra 1952 til 1993 af M. Gimbutas. Journal of Indo-European Studies monograph 18, Washington DC: Institute for the Study of Man.
  • Gimbutas, Marija, redigert og utvidet av Miriam Robbins Dexter, 1999: The Living Goddesses. Berkeley/Los Angeles: University of California Press.
  • Dexter, Miriam Robbins & Edgar C. Polomé, red. 1997: «Varia on the Indo-European Past: Papers in Memory of Marija Gimbutas». Journal of Indo-European Studies Monograph #19. Washington, DC: The Institute for the Study of Man.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Chapman, John (1998): «The impact of modern invasions and migrations on archaeological explanation: A biographical sketch of Marija Gimbutas», i Díaz-Andreu, Margarita; Sørensen, Marie Louise Stig: Excavating Women: A History of Women in European Archaeology, New York: Routledge, ss. 295–314, ISBN 0-415-15760-9.
  • Häusler, Alexander (1995): «Über Archäologie und den Ursprung der Indogermanen», i * Kuna, Martin; Venclová, Natalie: Whither archaeology? Papers in honour of Evzen Neustupny, Prague: Institute of Archaeology, pp. 211–229, ISBN 80-901934-0-4.
  • Marler, Joan (1997): Realm of the Ancestors: An Anthology in Honor of Marija Gimbutas, Manchester, Connecticut: Knowledge, Ideas & Trends, ISBN 1-879198-25-8.
  • Marler, Joan (1998): «Marija Gimbutas: Tribute to a Lithuanian Legend», i LaFont, Suzanne: Women in Transition: Voices from Lithuania, Albany, New York: State University of New York Press, ISBN 0-7914-3811-2.
  • Meskell, Lynn (1995): «Goddesses, Gimbutas and 'New Age' Archaeology», Antiquity 69: 74–86.
  • Ware, Susan; Braukman, Stacy Lorraine (2004): Notable American Women: A Biographical Dictionary Completing the Twentieth Century, Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, ISBN 0-674-01488-X.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]