Markomanner

Markomannerne levede i egnen omkring floden Main

Markomannere (Marcomanni) var et germansk folkeslag som levede i egnen omkring floden Main i det nordlige Bayern i den centrale del af nutidens Tyskland. De var antagelig i slægt med eller nært forbundet med Svebere og Burere.

Historie

Oprindelse

Forskerne antager, at navnet på den germanske stamme kan have to kilder: 1) germansk eller gammelhøjtysk for «mark» i betydningen «grænse», «grænseland» som i Danmark eller Vingulmark og «mænd», altså «grænsemændene»; eller måske mere tvivlsomt 2) navnet på en romersk legat Marcus Fabius Romanus, som deserterede fra Nero Claudius Drusus, kejser Augustus’ stedsøns legioner under hans germanske felttog ca. år 13 f.Kr.. Han antages at have samlet en lurvet gruppe af germanske stammer til en slagkraftig styrke. En anden kilde antyder, at Marcus Fabius Romanus blev sendt i landflygtighed efter at have spekuleret i hvede og ikke deserterede fra hæren; denne kilde forbinder også Romanus med markomannere i årene efter hans landflygtighed. Flere kilder kalder Romanus senator, en stor jordejer og en noget kontroversiel finansiel støtte af en af fraktionerne indenfor hestevæddeløb med vogne.

Drusus angreb og besejrede flere germanske stammer. Han forsøgte at flytte Romerrigets grænse fra Rhinen til Elben. Markomannerne følte sig truet og trak østover. Omkring år 9 f.Kr. erobrede de det område, som i dag er Böhmen (Boiheim), fra den keltiske stamme Boierne. Her etablerede deres konge Marbod eller Maroboduus et stort kongedømme som kejser Augustus udpegede som en trussel mod Rom. Før kejseren kunne rette sig mod denne trussel udbrød der krig i Illyrien, som tog hans hele opmærksomhed. Marbod havde fortid som romersk lejesoldat og havde besøgt Rom. Han forsøgte at oprette et styre efter romersk forbillede og det lykkedes i begyndelsen. Han skabte et forbund af germanere, men blev senere afsat og sendt i eksil af Catualda i år 19 e.Kr.

Den romerske skribent Tacitus fra begyndelsen af 100-tallet nævner markomannerne som en stamme med konger udpeget af Rom.

De markomanniske krige

I midten af 100-tallet indgik markomannerne et forbund med andre germanske folk som quadere, vandalere og sarmatere, som bekæmpede Romerriget. Det var sandsynligvis motiveret af Folkevandringstidens bevægelser af større stammer som gotere. I henhold til historikeren Eutropius kæmpede kejser Marcus Aurelius' styrker i tre år mod dette forbund ved fæstningen Carnuntum i Pannonia i nutidens Østrig.

Eutropius sammenlignede krigen og Marcus Aurelius’ succes mod markomannerne og deres allierede med de puniske krige. Krigen var et vendepunkt og førte til betydelige romerske nederlag. Den betød også døden for to af kommandanterne for Pretorianergarden. Krigen begyndte i 166 da markomannerne trængte gennem forsvarsværkene ved Vindobona og Carnuntum, gik over grænsen mellem provinserne Pannonia og Noricum og hærgede Flavia Solva. De blev først stoppet lige før Aquileia ved Adriaterhavet. Krigen varede til Marcus Aurelius' død i 180. Den var kun begrænset succes for Rom. Donau forblev romersk grænse i nord indtil Romerriget gik endeligt under.

Senere historie

Markomannerne blev kristnet under dronning Fritigil i midten af 300-tallet. Fritigil brevvekslede med Ambrosius af Milano om markomannernes konvertering.

Som en del af folkevandringerne krydsede en gruppe markomannere, burere og quadere Pyrenæerne i år 409 og etablerede sig i den romerske provins Gallaecia, nutidens Galicien og det nordlige Portugal. Her blev de betragtet som foederati og grundlagde det svebiske kongedømme i Gallaecia. Der sværgede deres konge Hermeric troskab til kejseren i år 410. Byen Bracara Augusta, nutidens Braga i Portugal og tidligere provinshovedstad i Gallaecia, blev hovedstad i kongedømmet.

Eksterne henvisninger

Litteratur

• Jahn, Ralf G.: Der Römisch–Germanische Krieg (9–16 n. Chr.). Dissertation Bonn 2001.
• Wolfram, Herwig: Die Germanen. Beck'sche Reihe, 8. überarb. Aufl., München 2004.

Klassiske kilder

• Caesars De Bello Gallico, hos The Latin Library
• Tacitus’ Germania, hos hos The Latin Library
• Tacitus’ Annales, hos hos The Latin Library