Martin Lidegaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Martin Lidegaard
Martin Lidegaard, 2014
Udenrigsminister
Nuværende
Overtaget embede 
3. februar 2014
Monark Margrethe 2.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt
Foregående Holger K. Nielsen
Klima- og energiministre fra Danmark
Embedsperiode
3. oktober 2011 – 3. februar 2014
Foregående Lykke Friis
Efterfulgt af Rasmus Helveg Petersen
Personlige detaljer
Født 12. december 1966 (47 år)
Politisk parti Det Radikale Venstre
Regering Regeringen Helle Thorning-Schmidt I & II

Martin Lidegaard (født 12. december 1966 i København) er cand.comm., medlem af Folketinget for Radikale Venstre 2001-2007[1] og fra den 3. februar 2014 udenrigsminister. Fra 1. september 2008 var han medstifter og arbejdende formand for Danmarks grønne tænketank CONCITO. Efter folketingsvalget i 2011 blev han udpeget som klima- og energiminister samt bygningsminister.

Uddannelse og karriere[redigér | redigér wikikode]

Han er søn af forfatter Mads Lidegaard og journalist og forfatter Else Lidegaard og bror til ansvarshavende chefredaktør for Politiken og historiker m.m. Bo Lidegaard samt professor, dr.med. Øjvind Lidegaard.

Han er født og opvokset på Krogerup Højskole, gik på Humlebæk Kommuneskole 1973-82, blev 1985 samfundssproglig student fra Helsingør Amtsgymnasium, studerede fra 1987Roskilde Universitetscenter, var 1988-92 redaktør på Universitetsavisen RUC NYT og blev 1993 cand.comm. Han var assistent i Bikuben 1985, Dansk Røde Kors' asylcenter 1986-87 og freelancekonsulent for Arbejderbevægelsens Internationale Forum 1992-93.

Fra 1993 var Lidegaard informationschef i Kommunernes Forsikring. Her havde han særligt ansvar for udbudsrunde i forbindelse med implementering af EU's tjenesteydelsesdirektiv 1993-96. Fra 1995 var Lidegaard informationschef og vicegeneralsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og formand for det grønne netværk af miljø-, og udviklingsorganisationer i Danmark 92-gruppen. Her havde han ansvar for bl.a. politikformulering på nationalt, europæisk og internationalt niveau, presse, medlemsforening, oplysningsarbejde og Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside.

I 2008 var Martin Lidegaard kommunikationsrådgiver hos RelationsPeople og medstifter af CONCITO og fra 1. september samme år arbejdende formand for CONCITO. Han trak sig fra alle tillidsposter i Det Radikale Venstre og genopstillede ikke til Folketinget, da CONCITO er uafhængig af kommercielle og partipolitiske interesser.

Politisk karriere[redigér | redigér wikikode]

Lidegaard indledte sin politiske karriere som Det Radikale Venstres spidskandidat i Vestre Storkreds fra 2000 og han blev valgt ind i Folketinget ved valget den 20. november 2001. De Radikale bruger normalt sideordnet opstilling af kandidaterne, der betyder at partiets mandater tildeles kandidaterne efter antal personlige stemmer. Men ved en fejl kom partikontoret til at meddele, at kandidaterne i Københavns Vestre Storkreds opstillede kredsvis, hvilke indebærer at stemmer på partiet tildeles den første kandidat på listen, hvorfor rækkefølgen på kandidatlisten er afgørende.[2] Det betød, at Martin Lidegaard med 517 personlige stemmer vandt over Charlotte Fischer, der fik 955. Charlotte Fischer forsøgte med et resolutionsforslag til de Radikales hovedbestyrelse i København at få Lidegaard til overlade mandatet til hende.[3] Forslaget faldt med 25 stemmer mod 24. Som kommentar til resultatet udtalte Charlotte Fischer: [4]

Citat Jeg ville meget nødig være i hans sted. Jeg undrer mig virkelig over hans beslutning. Hvis jeg skal i Folketinget, så skal det bestemt ikke være på den måde. Det vigtigste er ikke at få ret, men at have ret. Citat

I Folketinget blev Lidegaard energiordfører, trafikordfører og fødevareordfører. Han var pennefører og tovholder på det radikale udspil Det kreative Danmark.

Martin Lidegaard skiftede efterfølgende til Roskildekredsen, hvor han blev genvalgt ved folketingsvalget 18. januar 2005 og blev klimaordfører, miljøordfører, energiordfører, socialordfører, trafikordfører, formand for den radikale folketingsgruppes strategiske udvalg og medlem af gruppeledelsen. Han blev til gengæld ikke genvalgt til Folketinget ved valget i 2007, hvor Simon Emil Ammitzbøll vandt kredsens mandat.

Minister[redigér | redigér wikikode]

Energi- og klimaminister[redigér | redigér wikikode]

I 2011 blev Martin Lidegaard udnævnt til minister for klima, energi og bygninger i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I og forlod derfor sin direktørpost i CONCITO.

Det største resultat i det første år af hans ministerperiode var vedtagelsen af det bredeste, grønneste og længstvarende energiforlig i Danmark nogensinde. Bag forliget står regeringspartierne, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative. Forliget var samtidig det første store, brede politiske forlig, som Regeringen Helle Thorning-Schmidt fik vedtaget[5] Ifølge de beregninger, der ligger bag forliget, er det forventningen at CO2-udledningen i 2020 være 34 procent mindre end den var i 1990. Energiforbruget vil være faldet med 12 procent i 2020 i forhold til 2006. Godt og vel 35 procent af energiforbruget vil komme fra vedvarende energikilder og knap 50 procent af vores elforbrug vil komme fra vind. Samtidig sikrer forliget, at erhvervslivet som helhed – og energisektoren i særdeleshed – får stabile rammer at arbejde ud fra.

Forligspartierne er enige om at fortsætte den udvikling, som har gjort Danmark til et af de mest energieffektive lande i verden. Samtidig er der taget beslutning om at opføre to store havvindmølleparker på henholdsvis Kriegers Flak og Horns Rev. Der vil også blive investeret i sol, bølger, biomasse og biogas.

En gennemsnitlig husholdning skal i 2020 betale 1300 kroner mere for energien som følge af den grønne omstilling energiforliget indebærer. Virksomhederne skal betale 200 kroner pr. ansat. Den samlede regning bliver på 3,5 milliarder kroner i 2020. Til gengæld er der penge at spare, fordi vi bruger mindre energi, og fordi vi er mindre udsatte over for prisstigninger på olie, kul og gas.[6] Lidegaards andet store resultat var vedtagelsen af det såkaldte energieffektiviseringsdirektiv under det danske EU-formandsskab i første halvår 2012. Vedtagelsen faldt endeligt på plads under det sidste energirådsmøde den 15. juni 2012.

Vedtagelsen betyder, at EU når mere end 17 % energibesparelser i 2020. Direktivet er et minimumsdirektiv, derfor er der mulighed for, at vi kommer endnu tættere på EU-målet om 20 % energibesparelser i 2020. Det centrale element i direktivet er en forpligtelse for energiselskaberne til at hjælpe deres kunder med at opnå energibesparelser.

På rådsmødet bakkede 26 af rådets medlemmer også op om formandskabets konklusioner vedr. Kommissionens Energikøreplan 2050. Konklusionerne sender et klart signal til Kommissionen om at fremlægge en ny energipolitisk ramme for 2030. Rammen skal være i overensstemmelse med det langsigtede mål om at begrænse CO2-udledningen i EU gennem bl.a. øget energieffektivitet, mere vedvarende energi og ny smart energiinfrastruktur. [7] I efteråret 2012 fremlægger Lidegaard en klimaplan, der skal give bud på, hvordan Danmark når regeringens reduktionsmål på 40% af drivhusgasudledningerne i 2020 som beskrevet i regeringsgrundlaget. Regeringens ultimative mål er et Danmark helt fri for forssile energikilder i 2050.[8]

I 2012 kom Martin Lidegaard kraftigt i modvind, da han efter at have garanteret såvel overfor aviser som på TV og på egen Facebook profil, at "Vi laver selvfølgelig ikke regler om med tilbagevirkende kraft. Folk skal kunne stole på deres investeringer", hvorefter han alligevel foreslog solcelleordningen ændret. Ordningen straffede de folk, der havde investeret i 2012 på basis af ministerens ord ekstra hårdt, idet andre investorer fik 15 år til at forrente anlægget på gammel ordning, mens folk, der havde investeret i 2012 kun fik 10 år [9].

Der blev efterfølgende rejst kritik af, at finansieringen af energiforliget og særligt reglerne om tilskud til solcelleanlæg, ikke var blevet korrekt oplyst over for Folketinget. Dette blev i medierne kaldt "solcellesagen" og var genstand for en undersøgelse fra Rigsrevisionen, der konkluderede at: "Rigsrevisionen vurderer samlet set, at Klima-, Energi- og Bygningsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har haft fokus på de økonomiske konsekvenser af lovgivningen vedrørende støtten til solcelleanlæg. Desuden vurderer Rigsrevisionen, at klima-, energi- og bygningsministeren ikke fyldestgørende har oplyst Folketinget herom".[10]

Udenrigsminister[redigér | redigér wikikode]

Ved ministerrokaden efter SF trak sig fra regeringen i 2014, overtog Martin Lidegaard ministerposten i Udenrigsministeriet efter Holger K. Nielsen (SF)[11].

Privat[redigér | redigér wikikode]

Martin Lidegaard var tidligere gift med Sniff Andersen Nexø. I dag bor han sammen med en ny kæreste.[12]

Lidegaard har skrevet en lang række artikler bl.a. om forholdene på Balkan.

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]