Martinus Thomsen
| Danmark 1900-tallet |
|
|---|---|
 |
|
| Navn: | Martinus Thomsen |
| Født: | 11. august 1890 |
| Død: | 8. marts 1981 |
| Skole/tradition: | Martinus' kosmologi |
Martinus Thomsen, (11. august 1890 i Sindal – 8. marts 1981 på Frederiksberg) kendt som Martinus, var dansk forfatter og mystiker, født og opvokset i Sindal. Han var en mystiker, som bl.a. forfattede Livets Bog eller Det Tredie Testamente (dvs. Martinus mente at det skulle forstås som testamentet efter det gamle og det nye testamente) – et omfangsrigt værk, som danner grundlag for Martinus' kosmologi. Desuden skrev Martinus en række småbøger og artikler samt holdt en lang række foredrag.
Indholdsfortegnelse |
Martinus' liv, tidlige arbejde, og åbenbaring [redigér]
Martinus startede som arbejdsmand, senere mejerist og kontormand, men i en alder af 30 år, fortalte Martinus at han gennemgik en stærk mental lysoplevelse som havde karakter af en åbenbaring, men som, i følge ham selv, var under hans vågne bevidsthed og intellektuelle kontrol. Denne oplevelse medførte for Martinus en permanent forandring af hans personlighed. Han oplevede at han havde fået en kraftig øgning i sin evne til næstekærlighed, sin intelligens og intuition og at han havde fået tilgang til et kundskabsmateriale som var kosmisk, i praksis ubegrænset. Gennem resten af sit liv virkede Martinus aktivt som forfatter, symboltegner og foredragsholder. Via økonomiske bidrag fra sine støtter, kunne han efterhånden stoppe med sit almindelige lønarbejde, og arbejde fuldtids med at skrive sine bøger og udbrede sit budskab.
Martinus' lære [redigér]
Centrale elementer i hans lære er at alle væsner har mange liv (reinkarnation), da formålet via de mange liv, er at opnå stadig højere bevidsthedsformer. Denne udvikling foregår vekselvis i en åndelig eller psykisk (sjælelig) tilstand, vekselvis bundet i en fysisk organisme. Den åndelige verden er for Martinus det samme som Guds tanker eller verdensaltets stråleformede materie. Den fysiske verden er kroppens, rummets og tidens verden, hvis modstand og besværligheder individet skal lære sig at overvinde – derfor reinkarnation. Her skal individet gennemgå ubehagelige og behagelige erfaringer som alle beriger dets bevidsthed og gradvis omskaber dets væsen til stadig mere fuldkomne former. Til slut bliver det et kærlighedsvæsen som forstår sin eksistens, handler til gavn for helheden og lever i harmoni med verdensaltet. Tanken om evig Frelse/Fortabelse afvises, idet ingen nok så gode/onde gerninger, kan udløse en evig belønning/straf. Dette er hverken retfærdigt eller logisk, mener Martinus.
Alt der eksisterer udgør tilsammen Gud, som vi alle, og alt andet er en del af, fortæller Martinus om. Verdensaltets liv er således, ifølge Martinus, i sig selv bare en enhed og evig eksisterende, men manifesterer sig i et uendeligt antal af forskellige livsformer. Alt som sker i verdensaltet udgør hårfine logiske og uafvendelige led i den evige evolution, mener Martinus. Alt er en kærlighedsfuld skabelse og dette er selve eksistensens essens og forudsætning, mener Martinus. Det som vi mennesker kalder livløst er det hvis liv vi ikke ser; det vi mennesker kalder stilhed er det hvis bevægelse vi ikke ser; det vi kalder tomrum er det hvis materie vi ikke ser; og det vi kalder meningsløst er det hvis mening vi ikke ser. Den åndelige videnskab er ifølge Martinus et nødvendig komplement til den naturvidenskab som i vor tid har taget religionernes plads som underlag og inspirator for vort syn på livet.
Som navnet Det Tredie Testamente antyder, så mener Martinus at hans bøger udgør en fortsættelse af Bibelen, beregnet på humant og videnskabelig indstillede mennesker som sympatiserer med Jesu kærlighedsbudskab men som ikke kan blive inspireret af trosreligion og dogmer.
Død, og arv [redigér]
Da han døde i en alder af 90 år efterlod han sig et forfatterskab som hen mod slutningen af hans liv havde fået navnet Det Tredie Testamente. Dette består af et antal bøger, inklusive hovedværket Livets Bog i syv bind med cirka 3000 sider. Dele af Martinus forfatterskab er oversat til en række andre sprog, men kun på originalsproget – dansk – foreligger dette i sin helhed.
Primær litteratur [redigér]
- Det tredie Testamente (Livets Bog), bind 1-7 – 1932 – 1961
- Det Evige Verdensbillede, bind 1-4 1963 – 1994
- Logik 1935
- Bisættelse 1934
Småbøger [redigér]
- Menneskehedens skæbne – 1933
- Påske – 1934
- Hvad er sandhed? – 1944
- Omkring min missions fødsel – 1936
- Den ideelle føde – 1933
- Blade af Guds billedbog – 1943
- Den længst levende afgud – 1938
- Menneskeheden og verdensbilledet – 1948
- Mellem to verdensepoker – 1947
- Kosmisk bevidsthed – 1943
- Bønnens mysterium – 1943
- Vejen til indvielse – 1953
- Juleevangeliet – 1945
- Bevidsthedens skabelse – 1952
- Ud af mørket – 1951
- Reinkarnationsprincippet – 1958
- Verdensreligion og verdenspolitik – 1961
- Livets skæbnespil – 1943 + 1961
- Kosmiske glimt – 1958
- Meditation – 1963
- Hinsides dødsfrygten – 1950
- Livets vej – 1948
- De levende væseners udødelighed – 1957
- Kulturens skabelse
- Vejen til paradis – 1958
- Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
- Verdensfredens skabelse
- To slags kærlighed – 1967
Foredrag [redigér]
Omkring Martinus' arbejde holdes der foredrag og kurser rundt omkring i Norden, men efter hans egne bestemte instruktioner findes der ingen ceremonier og ingen sekt eller forening med medlemskab.
Martinus Instituttet [redigér]
Martinus Institut blev grundlagt i København i 1932 bl.a. for at bevare originalværket uændret og gøre Martinus' litteratur tilgængelig for alle mennesker på forskellige sprog.
