Marxistisk økonomi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Marxistisk økonomi eller den marxistiske økonomiske skole refererer til en retning inden for økonomisk teori, der bygger på den kritik af klassisk økonomi, der oprindelig blev fremført af Karl Marx og Friedrich Engels. Marxistisk økonomi refererer til adskillige forskelligartede tankegange, der somme tider er i modsætning til hinanden. I mange tilfælde anvendes marxistisk analyse til at komplementere eller supplere andre økonomiske tilgange.[1]

Marxistisk økonomi adskiller sig, især inden for den akademiske verden, fra marxismen som politisk ideologi såvel som fra de normative aspekter i marxistisk tankegang, med det synspunkt at Marx' oprindelige tilgang til at forstå økonomi og den økonomiske udvikling er intellektuelt uafhængig af Marx' egen støtte til revolutionær socialisme.[2]

Marxistisk økonomi er rubriceret som en ud af flere former for heterodoks økonomi i Journal of Economic Literature's officielle økonomiske klassifikation.[3]

Marx' teorier[redigér | redigér wikikode]

Marx' teorier falder i to grupper: sociale eller samfundsmæssige teorier og økonomiske teorier.

Marx' sociale teorier[redigér | redigér wikikode]

De sociale teorier gik dels ud på, at der kunne skelnes mellem tre grundlæggende samfundsformer: slavesamfundet, feudalsamfundet og det kapitalistiske samfund, dels at for hver af disse fandtes der en opdeling af indbyggerne i to hovedgrupper: de der ejede samfundets produktionsmidler og derfor nød godt af disse, og de som var besiddelsesløse og derfor tvungne til at arbejde for at overleve. Marx mente, at der var indbygget et interessemodsætningsforhold mellem de to grupper, som ville udløse (og havde udløst) "klassekampe".

Marx' økonomiske teorier[redigér | redigér wikikode]

De økonomiske teorier var:

  1. teorien om merværdi
  2. teorien om kapitalens faldende profitrate.

Teorien om merværdi[redigér | redigér wikikode]

Som økonom tog Marx sit udgangspunkt i den "klassiske" nationaløkonomis, og navnlig David Ricardo’s, lære om arbejdets værdiskabende evne. Denne teori tilspidsede Marx derhen, at han opstillede arbejdet som den eneste værdikilde. Den på markedet udbudte vare repræsenterer en vis arbejdsmængde, det vil atter sige en vis arbejdstid. Til at producere tilstrækkeligt for sit livsophold ("eksistensminimum") anvender arbejderen imidlertid kun en del af arbejdstiden og får på grund af det stadige overskud af udbudt arbejdskraft ("den industrielle reservearmé") kun løn herfor; i resten af arbejdstiden producerer arbejderen profit til kapitalen, tilfører arbejdskøberen en i produktet stikkende værdiforøgelse ud over de virkelige produktionsomkostninger. Denne værdiforøgelse kaldte Marx "merværdi", og denne danner særkendet for den kapitalistiske produktion, der efter sit væsen intet andet er end en tilegnelse af underbetalt fremmed arbejdskraft, en "udbytning" af arbejderen.

Teorien om kapitalens faldende profitrate[redigér | redigér wikikode]

Marx opstillede følgende ligning

p' = m/c+v = m/v / c/v+1, hvor
p' er profitraten,
m er merværdien,
c er den konstante kapital incl. råstoffer,
v er den variable kapital (arbejdslønnen),
c/v udtrykker kapitalens organiske sammensætning, og
m/v udtrykker udbytningsraten.

Marx' tese gik ud på, at som følge af kapitalens voksende organiske sammensætning vil profitraten falde, hvilket fører til en krise, idet kapitalisten vil undlade at investere, når profitten bliver for lav. For at overvinde krisen lægges pres på arbejdslønnen (udbytningsraten), billiggørelse af den konstante kapitals bestanddele, herunder råstofforsyningen, erobring af nye markeder med mere. Marx mente, at sådanne tiltag kun kunne udskyde systemets totale sammenbrud.

Det er blevet påpeget, at Marx undervurderede tendensen mod arbejdskraftbesparende kapital. Desuden tendensen til kapitalbesparende teknologi, hvor den nye kapital produceres billigere end den gamle, hvorved væksten i kapitalens organiske sammensætning svækkes. Endelig undervurderede han betydningen af nye varer for systemets fortsatte udviklingsmuligheder.


Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Wolff og Resnick, Richard og Stephen (August 1987). Economics: Marxian versus Neoclassical. The Johns Hopkins University Press. s. 130. ISBN 0801834805. 
  2. Munro, John. "Some Basic Principles of Marxian Economics". University of Toronto. http://www.economics.utoronto.ca/munro5/MARXECON.pdf. Hentet 2013-11-15. 
  3. Journal of Economic Literature: JEL Classification System.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]