Matrosoprøret i Kiel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Skulpturen Wik i Ratsdienergarten i Kiel til minde om hændelserne i november 1918

Matrosoprøret i Kiel fandt sted i sidst i oktober 1918. Det begyndte, da der kom til lydighedsnægtelse på enkelte opankrede tyske kejserlige flådeskibe ud for Wilhelmshaven, som endte med at flere slagskibs-besætninger begik mytteri ved at nægte at være med til de sidste fægtninger mod den overlegne britiske flåde. I begyndelsen af november udviklede det sig til at marinesoldaterne og værftsarbejderne i Kiel startede et åbent oprør, som i løbet af få dage udviklede sig til Novemberrevolutionen, der 9. november 1918 i slutningen af 1. verdenskrig førte til Det Tyske Kejserriges undergang, kejser Wilhelm 2. af Tysklands afgang og til udråbelsen af republikken som 1919 konstitutionerede sig i den forfatningsgivende Nationalforsamling i Berlin. Flådekommandoen opgav deres oprindelige plan om et afgørende søslag, da de ikke kunne være sikker på mandskabernes lydighed. III. Eskadre (III. Geschwader) blev beordret tilbage til hjemhavnen i Kiel. Eskadrens kommandør, Viceadmiral Kraft, afholdt undervejs en øvelse med sine slagskibe i Helgolandsbugten. Da alt fungerede perfekt, troede han at han igen havde mandskaberne under kontrol. Under sejladsen gennem Kielerkanalen lod han 47 matroser fra slagskibet SMS Markgraf arrestere.

Matroser i Wilhelmshaven demonstrerer efter opstanden i 1918

Oprøret i Kiel[redigér | redigér wikikode]

Ved ankomsten til Kiel blev de 47 matroser indsat i to fængsler. Efter en lang landlov satte matroserne himmel og hav i bevægelse, for at forhindre et nyt udløb og opnå at få deres kammerater løsladt. Den 1. november mødtes ca. 250 af dem i fagforeningshuset. De sendte en delegation hen til officererne, men forgæves. Matroserne forstærkede deres kontakt med fagforeningerne og arbejderpartierne USPD og SPD.

Om aftenen den 2. november samledes matroserne i det fri; næsten 600 mødtes på Eksercerpladsen i Viehburger-skoven for at kræve de indsatte matroser løsladt. Det var overvejende matroser fra 3. eskadre, men også medlemmer af Landmarinen (marinere med infanteriopgaver) og enkelte USPD-tillidsmænd. For første gang kom nogle af de protesterende også med politiske krav. Allerede samme nat fremstillede USPD-funktionærerne flyveblade, der opfordrede Kiels arbejdere til at støtte protesterne.

Den 3. november kom der ca. 5.000 matroser og civile til mødet. De forlangte foruden løsladelsen af mytteristerne også en afslutning af verdenskrigen og en bedre forsyning af fødevarer. (fred og brød). Efter mødet fulgte Karl Artelts opråb om at befri kammeraterne, drog et demonstrationsoptog mod Feldstraße for at forsøge at befri de indespærrede kammerater. Kort før demonstranterne ankomst til arrestanstalten beordrede en officer som stadig var loyal mod flådeledelsen, sin patrulje til at affyre varselsskud ind i folkemængden. Syv døde, og 29 blev såret. Dette spontane bevæbnede sammenstød betegnes som den egentlige start af den tyske Novemberrevolution.

Om morgenenm gennemstrejfede flere grupper af oprørske matroser og værftsarbejdere byen. Efter at de stationerede matroser på den store kaserne i Kiel-Wik fik ordre til at antræde til appel, holdt kommamdanten en tale og der udbrød spontane demonstrationer. Karl Artelt opfordrede til valg af Soldaterråd og viceadmiral Wilhelm Souchon så sig tvunget til at forhandle.

Om aftenen den 4. november var Kiel under oprørenes kontrol. Garnisonen ydede ikke mere modstand og der kom overalt til forbrødringer. Næsten alle marineskibe hejste som tegn på revolutionen det røde flag. Samtidig blev der overalt dannet soldaterråd. Kort tid efter blev der også dannet et arbejderråd, der overvejende bestod af repræsentanter fra de to socialdemokratiske partier, af fagforeningsfunktionærer og tillidsmænd. Soldaterrådene dannede på initiativ af Lothar Popp det øverste Soldaterråd på basis af tillidsmandsafstemninger i alle enheder.

Om morgenen den 5. november blev revolutionens første soldaterråd stiftet og vedtog med de "14 Kieler Punkten" sit program, hvor de politiske krav var domineret af forhold, der vedrørte soldaternes dagligdag. Soldaterrådet besad revolutionær magt, men en klar vision om fremtiden eksisterede ikke.

  1. Løsladelse af alle politiske fanger.
  2. Fuldstændig tale og pressefrihed.
  3. Ophævelse af brevcensur.
  4. Indførelse af regler, der giver mandskabet en bedre behandling fra deres overordene.
  5. Straffri tilbagegang af alle kamerater om bord og i kaserne.
  6. Udsejling af flåden må ikke finde sted.
  7. Alle beskyttelsesforanstaltninger med blodudgydelser må ikke finde sted.
  8. Tilbagetrækning af alle ikke hjemmehørende tropper.
  9. Alle forholdsregler til at beskytte den private ejendomsret bliver omgående lovgivet af soldaterrådet.
  10. Udenfor tjeneste er der ingen overordnede mere.
  11. Uindskrænket personlig frihed fra afslutning af tjeneste til begyndelsen af næste tjeneste.
  12. Alle officerer der erklærer sig indforstået med det bestående soldaterråds forholdsregler, kan blive. Alle øvrige må forlade kasernen.
  13. Alle som tilhører soldaterrådet befries fra alle tjenester.
  14. Samtlige i fremtiden kommende forholdsregler, kan kun besluttes af soldaterrådet.

For at give fordringerne eftertryk, truede matroserne med de i deres magt hørende krigsskibe, at beskyde det nær kysten liggende officervillakvarter Düsternbrook. Alle de tropper som var imod aftalerne mellem Artelt og Souchon og klar til at slå oprøret kom efterhånden under matrosernes kontrol.

Den 6. november vedtog marinens ledelse på egen hånd en nedkæmpning. Men de manglede tropper, og intet skete. Magten i Kiel lå i hænderne på de to råd, men alligevel forblev de gamle magthavere – guvernøren såvel som overborgmesteren og hans forvaltning – i deres embeder. Rådene begrænsede sig til at kontrollere forvaltningen gennem forhandlinger og princippet om sideordnede borgerrepræsentanter.

Marinestationen, nu Sønderborg Kaserne

Til sidst satte socialdemokraten Gustav Noske sig selv i spidsen for de revolutionære soldater; han lod sig udnævne til leder af soldaterrådet, som han bagefter sammensatte på ny. De revolutionære stolede på ham, og de gamle magthavere accepterede ham. Dette soldaterråd havde intet program, men handlede først og fremmest med henblik på at opretholde den offentlige orden.

Revolutionen på Als

Den 6. november nåede nyheden om de revolutionære tilstande i Kiel til SønderborgAls, hvor mellem 4.000 og 5.000 tyske marine og infanterisoldater var indkvarteret på marinestationen i Sønderborg. Samme dag holdt soldaterne et møde og stiftede et soldaterråd. Som formand valgte de den 32-årige Bruno Topff. Under hans ledelse forløb revolutionen på Als ordnet og ikke-voldelig. Men hans regering holdt mindre end 70 timer: den 9. november trådte han tilbage som formand for soldaterrådet af helbredsmæssige årsager.

Eksterne henvisninger og kilder[redigér | redigér wikikode]