Max Klinger

Max Klinger (18. februar 1857 i Plagwitz ved Leipzig – 4. juli 1920) var en tysk raderer og tegner, maler og billedhugger.

I sin lærer Gussow, hvem han fra Karlsruhe fulgte til Berlin, fandt han en dygtig Vejleder, hvis paagaaende Realisme dog ikke passede for hans Temperament; den lille Kunstnerkoloni, hvis Liv i et Atelier i Berlins Hohenzollernstrasse G. Georg Brandes har givet en morsom Skildring af (»Ude og Hjemme«, IV, Nr. 200: »M. K.«), en ungdommelig kunstfanatisk, socialt-revolutionært anlagt, alt banalt hadende Kunstnergruppe, fik megen Betydning for hans Udvikling; K. var dens Stolthed; energisk, faamælt, selvfordybet udformede han her med stor Selvstændighed sin stærkt opr. og egne Kunstnerpersonlighed. Hans. første Møde med Publikum 1878 virkede højst frapperende paa dette; i de 8 Pennetegninger »Über das Therma Christus«, han da bl. a. udstillede (købt af Berlins Nationalgaleri), gav han en snart humoristisk, snart dybt karakteriserende Fremstilling, der brød med enhver Vedtægt og sikrede ham en lille fast Skare Beundrere og en stor Hob Indignerede. Fra Bryssel, hvortil han snart efter rejste — for derefter at uddanne sig i Paris, 1883—86, og i München —, udsendte han Radersuiten »Rettungen ovidischer Opfer« (15 Bl., 1879), højst ejendommelige og uventede Fantasier over fl. af Metamorfoserne med dejlige Landskaber. K. havde nemlig i Mellemtiden lagt sig efter Radererkunsten, mest paa egen Haand og stærkt paavirket af Goya, senere af Stauffer-Bern’s Teknik; Radernaal, Pen og Kridt blev for lang Tid hans bedste Udtryksmidler, og suverænt ligegyldig over for hævdvundne Grænser benyttede han i sin Kunst blandede Metoder (Gravstiik, Naal, Akvatinta etc.), tog saaledes ogsaa den litografiske Sten til Hjælp og valgte mellem de forsk. Udtryksmaader, alt som de passede ham som Midler til hans Hovedformaal: at give sin myldrende rige Fantasi, Skønhedssans og Tankefylde Luft. Foruden Vignetter, Ex-libris og Enkeltblade har K. saaledes skabt bl.a. flg. Cyklus’er af Raderinger: »Eva og Fremtiden« (6 Bl., 1880), »Intermezzi« (12 Bl., 1880), den skønne »Amor eg Psyche« (46 Bl., 1880), den barokt fantasirige »Parafrase over en en Handske« (10 Bl., 1880), de gribende »Dramaer« (10 Bl., Situationer fra Berlinerlivets Vrangside, 1881—83), »Et Levned« (20 Bl., 1881—84), der kaster skarpe Lys over det moderne seksuelle Problem; 1. Udg. tilegnet G. Brandes; »Kærlighed« (10 Bl., 1879—87); »Vom Tode« (i fl. Afdelinger, 1881 ff., sluttende med Opus XII, 1911), og den mægtig brusende »Brahms-Fantasi« (1891—94; 41 Bl.); endelig »Epithalamia« (Bryllupssange, 15 Pennetegninger i Heliogravure, 1907) og Radercyklus’en »Das Zelt« (46 Bl., 1915). Foruden som Malerraderer har K. ogsaa udmærket sig ved fl. reproduktive Raderinger efter Böcklin. Hans lille 1891 udkomne Skrift »Malerei u. Zeichnung« (2. Opl., 1895) belyser meget interessant K.’s egen Kunst og det Værd, han tillægger »Griffelkunsten« som selvstændigt Udtryksmiddel ved Siden af Maleriet. — Dette sidste, i hvilket han debuterede 1878 med »Spaziergänger«, lagde han i den senere Tid sig vel atter stærkt efter, med Held, med sædvanlig udpræget Ejendommelighed, men med stærk Eksperimenteren — og Famlen — med den maleriske Teknik; han har saaledes malet »Deputation«, »Paris’ Dom« (1885—87, hans koloristisk skønneste Billede, Wiens mod. Gall.), »L’heure bleue« (1890, Leipzigs Mus.), »Korsfæstelsen« (købt 1899 af Kestner-Mus. i Hannover), »Pieta« (1890, Dresdens Mus.) og »Kristus i Olymp« (1897, Wiens mod. Gal.), det kolossale Vægmaleri i Leipzigs Univ.: »Allegori over gr. Aand« (1909), Udsmykning af Leipzig-Mus.’s Forhal m. v. Syslen med polykrom (og polylit) Skulptur optog ham nu ogsaa stærkt; hans første Forsøg i Billedhuggerkunsten var en Beethoven-Figur (1886); fra 1898 arbejdede han igen paa samme Emne og afsluttede 1902 sit skulpturelle Hovedværk med den polylite Statue af Beethoven. Endvidere »Salome« (Leipzig-Mus.), »Kassandra« (Leipzig-Mus. 1895), »Badende Pige« (Leipzig-Mus. 1899), den skønne Marmorherme: »Amfitrite« (1899, Berlins Nationalgal.), Brahms-Monumentet i Hamburg (1907, i Laeisz-Halle), Wagner-Monumentet i Leipzig, »Diana« i Marmor, Bronzestatue af en Atlet, karakterfulde Buster af Wundt, Wagner,, G. Brandes m. v. (Ny Carlsberg Glyptotek ejer Marmorstatuen »Diana« [1906], Buste i Gips af Fr. Liszt). — K., der 1889—93 opholdt sig i Rom, var siden især knyttet til Leipzig. Han afslog Professorhvervet, men modtog 1897 Professortitlen. — K. er en af det nyere Tysklands betydeligste og ejendommeligste Kunstnere; skønt hans Uddannelse og litterære Smag peger mod Frankrig, er han dog med sin Fantasirigdom, sit dybe og tunge filos. Tankeliv og sin kunstneriske Smag udpræget national i godt og ondt; han er paa een Gang Digter og tegner. Størst som Griffel-Kunstner. Maleri og Skulptur — der med sin Marmormosaik ikke altid virkede smagssikkert og ofte hemmede en plastisk Helhedsvirkning — var ofte for tunge Midler for hans sublime Ideer, disse billedlige Syner, han efter eget Sigende gerne undfangede i Tilstanden mellem Søvn og Opvaagnen. Hans Raderinger og Tegninger kan vel skurre ved uskønne Enkeltheder og ligefremme Fortegnelser, giøre Beskuerne raadvilde ved deres gaadefulde og filos. Rebus-Pointer og desorientere ved deres dulgte Ironi, men de ejer ofte en dragende Skønhed i Udtryk, Skikkelser, dekorativ Holdning og Komposition, en storladen Naturstemning, en Magt, der tvinger ens eget Syn ind under Kunstnerents, og en særegen Evne til at stille alt, hvad de rører ved, i en ny Belysning. — Kabinetterne i Dresden, Leipzig og Berlin ejer de største Samlinger af hans grafiske Blade og Tegninger.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.