Medici

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Medici slægt
Coat of arms of the House of de' Medici.png
Våbenskjoldet for Medici slægten
Land Firenze, Toscana (Italien)
Titler Storhertugdømmet Toscana
Hertug af Firenze
Hertugen af ​​Urbino
Hertugen af Nemours
Hertugen af Sieva
Hertugen af Rover
Grundlægger Giovanni de' Medici
Sidste regent Gian Gastone de' Medici
Grundlagt 14. århundrede
Opløst 18. århundrede
Nationalitet Toscana (Italien)

Familien Medici var i renæssancen en magtfuld og indflydelsesrig familie, som herskede i det nordlige Italien hovedsageligt i den italienske region Toscana. Specielt er familien kendt for dens styre af den toscanske hovedstad Firenze. Familiens rigdom stammede fra bankvirksomhed og tekstilhandel, og det var især igennem bankvirksomheden (den såkaldte "Medici Bank"), at familien havde været i stand til at opbygge sig en enorm velstand og ikke mindst politisk indflydelse. I starten af 1400-tallet voksede bankvirksomheden meget ekspansivt, hvilket resulterede i, at der åbnede en masse nye filialer rundt omkring i de forskellige europæiske lande. Dette bevirkede endvidere, at familien i starten af 1400-tallet opnåede titlen som den rigeste familie i Europa. Familien fik i 1434 magten i Firenze, og i de næste mange år blev Firenze styret af Medici-familien, heraf navnet "den Mediciske Periode".

Medici-familien opnåede endvidere at besidde paveembedet fire gange, idet Pave Leo 10. (1513–1521), Pave Clemens 7. (1523–1534), Pave Pius 4. (1559–1565) og Pave Leo 11. (1605) alle stammede fra Medici slægten. Endvidere havde Medici-familien tætte forbindelser til mange af renæssancens helt store tænkere og kunstnere. Her kan bl.a. nævnes personer som Filippo Brunelleschi, Donatello, Sandro Botticelli, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Giorgio Vasari og Galileo Galilei, som alle var opvokset i Toscana og på et eller andet tidspunkt i deres liv havde været tæt knyttet til Medici-familien. De havde alle sammen enten boet og opvokset hos dem, arbejdet for dem, deltaget i daglige middagsselskaber hos dem eller på anden vis blevet støttet af Medici-familien.

Medici-familiens støtte til de mange prominente renæssance-kunstnere spillede en vigtig rolle ved tilblivelsen af den italienske renæssance. Medici-familien var i høj grad med til at fremme og inspirere til, at Italien (og resten af Europa) gik fra Middelalderen til renæssancen.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Oprindelig kom familien fra den lille region Mugello, som ligger ca. 40-50 km nord-øst for Firenze. Her skulle familien angiveligt have levet af et stykke land, som de ejede. Det er dog meget sparsomt med oplysninger vedrørende familiens oprindelse, da familienavnet ikke er at finde i nogle dokumenter før den store familievirksomheds opstart i slutningen 1300-tallet ved oprettelsen af Medici Banken.

I løbet af familiens regeringsperiode i Firenze og Toscana i perioden 1400-1800 opstod mange historier om familiens oprindelse. Nogle af disse historier har klare skønlitterære træk, mens andre fortællinger om familiens oprindelse i højere grad kunne virke plausibel, men det er dog uklart, hvilke fortællinger der skulle have sandhed i sig. Medici-familien havde i kampen om magt i Firenze det store problem, sammenlignet med rivaliserende familier såsom Pazzi-familien, at Medici-familien ikke kun bryste sig af at nedstamme fra en aristokratisk familie med masser af riddere som forfædre.[1]

Dynastiet starter derfor med oprettelse af Medici Banken.

Vejen til magten[redigér | redigér wikikode]

I 1300-tallet var Medici-familien forbundet med de andre indflydelsesrige familier i Firenze igennem såkaldte fornuftsægteskaber, hvor børn blev giftet ind i andre familier for at etablere bånd mellem familierne. På den måde opnåede Medici-familien at skaffe en central position i hele familiepuslespillet, idet mange af de andre "elite"-familier kun havde kontakt med hinanden via Medici-familien. Dermed fungerede Medici-familien som en mægler mellem andre familier. Denne mæglerfunktion kan sammenlignes med bankverdenen , og den funktion gjorde endvidere, at Medici-familien etablerede forbindelse til indflydelsesrige familier i Firenze.

Nogle af de tidligste familiemedlemmer gjorde sig i tekstilhandel især med Frankrig og Spanien, mens andre familiemedlemmer i slutningen af 1300-tallet fik enkelte positioner indenfor bystyret i Firenze. Dog var nogle af Medici-medlemmerne involveret i uheldige hændelser såsom forsøg på statskup mm, hvilket gjorde at dele af Medici-familien blev banlyst for arbejde indenfor bystyret, mens enkelte medlemmer sågar blev bortvist fra Firenze. Det var dog ikke hele Medici-familien, der blev banlyst for arbejde indenfor bystyret, idet der blev gjort to undtagelser. Den ene undtagelse indebar Averardo de' Medici og den del af Medici-familien, der nedstammede fra ham. Alverardo var far til Giovanni de' Medici, og det var herfra at dynastiet begyndte.

Giovanni de' Medici stiftede Medici banken, og grundlagde dermed Medici-familiens store velstand.

Giovanni de' Medici øgede familiens velstand igennem stiftelsen af Medici banken. Denne bank blev en kæmpe succes, som især omkring starten af 1400-tallet voksede hurtigt gennem etablering af nye filialer rundt omkring i Europa. Bankens succes gjorde Medici-familien til den rigeste i hele Europa. En væsenlig faktor til bankens succes var, at man havde formået at sikre sig, at Paven blev kunde i banken. Giovanni havde taget en stor chance med en tideligere pirat ved navn Baldassarre Cossa. Cossa var kommet til Giovanni, idet han ønskede at lave et radikalt karriereskifte og derfor skulle bruge nogle penge til at finansiere dette. Cossa ønskede at blive Pave. På dette tidspunkt (starten af 1400-talet) var kirken i oprør og kaos, og Giovanni indså derfor, at selv en mand som Cossa, med en fortid som pirat, havde en chance for at blive valgt som pave. Derfor valgte Giovanni offentligt at støtte Cossa i kampen om at blive pave. Dette var en kæmpe risiko som Giovanni påtog sig. Det lykkes dog Cossa i 1410 at blive udnævnt som pave under navnet Pave Johannes d. 23. Det første den nye pave gjorde var at tilbagebetale sin gode ven, Giovanni, ved at gøre Medici banken til den officielle bank for Paven. Paven var frontfigur for kirken, og på daværende tidspunkt (starten af 1400-tallet) var kirken den absolut største og mest magtfulde organisation i verden, hvorfor Paven var den mest betydningsfulde kunde man på daværende tidspunkt kunne have.

På trods af at Giovanni de' Medici havde gjort Medici-familien til den rigeste familie i Europa, kom han aldrig til at besidde nogen reel politisk magt i Firenze. Han holdt sig i baggrund af det politiske liv i Firenze, og på trods af sin store formue levede han i ydmyge rammer. Eksempelvis red Giovanni altid rundt på ryggen af et æsel. Giovanni sikrede dog, igennem hans introduktion af et proportional skattesystem, at familien opnåede stor popularitet i blandt hele Firenze's befolkning.

=15. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Cosimo de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Statue af Cosimo. Statuen er indgraveret i bygningen Uffizi

Efter Giovanni de' Medici's død i 1429 overtog hans søn, Cosimo de' Medici, ledelsen af familien og dens forretninger. Giovanni havde rådet Cosimo til ikke selv at opsøge indflydelse indenfor bystyret, men derimod vente på, at han ville blive tilbudt en førende stilling indenfor bystyret i Firenze. Cosimo fulgte farens råd og valgte derfor, præcis ligesom hans far havde gjort det, at holde sig i baggrunden og overlade det til andre indflydelsesrige familier om at besidde de ledende stillinger indenfor bystyret. Det kan godt være, at Cosimo ikke besad nogle officielle stillinger indenfor bystyret, men i kraft af hans enorme velstand havde han dog formået at øge hans indflydelse i byen. Således havde Cosimo stor indflydelse på hvilke personer, der fik de forskellige embeder indenfor bystyret. Så på trods af, at han ikke officielt besad nogle store embeder indenfor bystyret, så havde han store magtbeføjelser og havde dermed stor medbestemmelse på hvad der forgik i Firenze.

Cosimos forhold til kunsten og Brunelleschi[redigér | redigér wikikode]

En af de personer som Cosimo offentlig støttede var Filippo Brunelleschi, som var arkitekt, opfinder og entreprenør. Brunelleschi havde ofte været op at skændes med bystyret i Firenze, fordi han var meget radikal og nytænkende hvad design andgik, og han var derforuden ikke klar til at gå på kompromi med hans design og planer. Derfor var diskussioner mellem Brunelleschi og bystyret ofte udmundet i, at Brunelleschi var blevet smidt ud af forhandlings-lokalerne. Cosimo havde dog set potentiale i Brunelleschi's ideer, og havde derfor hjulpet ham.

Statue af Brunelleschi belligende nær Firenze's domkirke.

De nye radikale idéer, som Brunelleschi stod for, kom fra det antikke romerrige. Interessen for det antikke romerrige blev delt med Cosimo, og sammen med Cosimo havde Brunelleschi studeret flere værker fra det antikke romerrige. Således havde Cosimo og Brunelleschi eksempelvis rejst til Rom, hvor man havde studeret flere historiske bygninger såsom Pantheon. Det var ikke første gang, at folk havde studeret det antikke romerrige, men det var første gang, at man så grundigt og detaljeret havde studeret det antikke, som tilfældet var med Brunelleschi. I middelalderen havde man nemlig anset det for fagligt at studere fortiden og dermed også antikken. Denne faretrussel havde gjort, at mange mennesker havde holdt sig væk fra selv at studere fortiden, og derforuden ønskede de heller ikke at blive belært eller præsenteret for det antikke. Blandt andet derfor havde Brunelleschi's nye idéer i starten svært ved at slå igennem. Cosimo påskønnede dog Brunelleschi's idéer, og han var selv stor fortaler for at studere antikken. Derfor støttede Cosimo alle de kunstnere, der var fortaler for denne "nye" form for kunst, der havde sin baggrund i det antikke. Foruden Brunelleschi talte denne række af kunstnere som Cosimo offentligt støttede blandt andet også Donatello, Michelozzo og Filippo Lippi.

Cosimo havde sågar hjulpet disse kunstnere før han selv blev leder af Medici-familien, altså før Giovanni døde i 1429. Dermed havde Cosimo blandt andet været en af de drivene kræfter bag, at Brunellechi i 1419 fik orderen med at designe byens nye børnehjem, Spedale degli Innocenti, som endelig stod færdig i 1426, og som stadig den dag i dag er et af Firenze's helt store varemærker. Da bygning i 1426 stod færdig blev den af befolkningen også modtaget med beundring, idet man aldrig havde set tilsvarende design og arkitektur. Bygningen gjorde brug af søjler, som man ikke havde set siden det antikke romerrige. Bygningen var endvidere med til at symbolisere Medici-familiens nye magtposition i Firenze, idet at Brunelleschi jo offentlig blev støttet af Cosimo (og dermed også Medici-familien).

Dette skulle dog ikke være det eneste værk af Brunellechi, som både var med til at understrege Medici-familiens nye magtposition i Firenze og Brunelleschi's geniale evner indenfor arkitektur og bygnings-konstruering. Brunellechi havde nemlig i 1420 fået til opgave at konstruere kuplen på Firenze's katedral, og igen havde Cosimo været en afgørende faktor for at Brunelleschi havde fået orderen. Dette var en enorm opgave, idet det ville ende ud med at blive verdens største kuppel. Katedrallen havde været en af Firenze's helt store skampletter, idet at man i over hundred år ikke havde kunne finde en løsning på hvordan man skulle konstruere den sidste del af katedrallen, nemlig kuplen. Man havde således stået med en katedral-bygning, som ikke kunne gøres helt færdig, fordi man havde været overambitiøse mht. kuplens størrelse. Mange tideligere arkitekter havde måtte opgive, men Brunellechi var sikker på, at han kunne løse opgaven. Cosimo fulgte derfor Brunellechi's arbejde med stor interesse, og han kunne derfor se, at projektet gik fremad, og at det så ud til at Brunelleschi kunne fuldføre den store opgave. På grund af byggeriet størrelsesorden, så var det dog en langsommelig proces som var meget tidskrævende.

Cosimo's fordrivelse fra Firenze[redigér | redigér wikikode]

Den enorme kuppel, som Brunellechi byggede, blev et magtsymbol for Medici-familien.

I 1433 var rivaliserende familier i Firenze, bl.a. Albizzi-familien og Strozzi-familien, blevet trætte af Cosimo's stigende indflydelse og magt over Firenze. Denne magt var steget på trods af, at Cosimo ikke besad nogle statslige embeder. Disse såkaldte "anti-Medici kræfter" satte derfor Cosimo i fængsel og anklagede ham for højforræderi. Cosimo undslap dog fangeskabet som følge af vellykket bestikkelse af vagter m.fl. Herefter flygtede Cosimo fra Firenze. Dette bevirkede, at Brunellechis kuppel-byggeri midlertidigt blev standset, idet Cosimo var en af de helt store støtter af Brunellechi. Efter Cosimos flugt begyndte Firenze at gå ind i en nedgangsperiode. Medici-familien havde været en af de helt store drivkræfter bag Firenze's fremgang. Derfor besluttede man blot et år efter Cosimos flugt fra byen at tilbagekalde ham. Man tilbød Cosimo en officiel titel, som i bund og grund betød, at han blev enevældig hersker af Firenze. Herpå kunne Brunellechi på ny genoptage arbejdet med kuplen, og i 1436 stod kuplen færdig, og katedralen var dermed klar til indvielse. Firenze's katedral er i dag byens vartegn og turistattraktion. Brunellechis banebrydende arbejde sættes i perspektiv af, at kuplen forblev den største selvbærende kuppel helt frem til 1881.

Cosimo stod bag endnu en ikonisk bygning i Firenze, nemelig Medici Paladset, som han i 1444 bestilte af en anden kendt arkitekt, Michelozzo Michelozzi. Den dag i dag står Medici Paladset stadig i nogenlunde samme stand, som det blev opført i tilbage i midten af 1400-tallet. Paladset afslører endvidere også Cosimos store kunstinteresse, idet dette palads stadig indeholder nogle af de kunstværker, som Cosimo i sin tid bestilte, eksempelvis fresko-malerier af Medici-familien selv. I paladset stod også Donatellos berømte bronzestatue David, der dog blev flyttet i forbindelse med Medici-familiens flugt fra Firenze i 1494.

Skulptur af Piero I de' Medici.

Piero I de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Cosimo døde den 1. august 1464. Han blev afløst af hans ældste søn, Piero I de' Medici, som hurtigt fik tilnavnet "il Gottoso" (den gigtsvage). Dette tilnavn refererede til den gigtsygdom han led af, og som førte til hans død i 1469, blot fem år efter magtoverdragelsen. Pieros korte magtperiode var karakteriseret ved, at han i store træk blot fulgte den kurs hans far, Cosimo, havde lagt. Han førte dog en hårdere kurs mht. Medici Banken, idet han begyndte at tilbagekalde nogle gamle lån, som banken tidligere havde udstedt. Disse lån var præget af stor usikkerhed, og derfor førte tilbagekaldelsen af lånene til, at mange af lånerne gik konkurs. Dette medførte, at hadet til Medici-familien blev større. Piero var i løbet af sin regeringsperiode udsat for et attentat, som dog blev afværget af Pieros egen søn, Lorenzo.

Lorenzo de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Skulptur af Lorenzo de' Medici fremstillet af Verrocchio.

Lorenzo de' Medici var Pieros ældste søn, og det var derfor ham, der overtog magten efter farens død i 1469. Lorenzo's bror, Giuliano, agerede dog som medhersker. Selvom Lorenzo reelt fungerede som enevældig hersker af Firenze (sammen med Giuliano), så var det ikke en titel han officielt havde fået. Bystyret i Firenze havde karakter af et demokrati, men i kraft af Medici-familiens position i byen, kunne Lorenzo anvende sig af metoder såsom bestikkelse, trusler, giftemål eller sågar selv udvælge de embedsmænd, der sad i bystyret. Derfor fungerede Medici-familiens overhoved (altså Lorenzo) reelt også som hersker af Firenze. Disse metoder havde Lorenzos far og farfar også anvendt til at skaffe sig overherredømmet over byen, men til forskel fra hans forfædre, så blev de andre rivaliserende familiers politiske frihed for alvor indskrænket under Lorenzos styre. Der har altid fundet magtkampe sted i Firenze mellem rivaliserende familier, og Lorenzo's regeringsperiode var da heller ingen undtagelse.

Attentat på Lorenzo og Giuliano[redigér | redigér wikikode]

De mange magtkampe mellem de rivaliserende familier havde lært Lorenzo vigtigheden af at have mange loyale venner og til opnåelse heraf handlede Lorenzo med vennetjenester. På trods af Lorenzos store netværk, var der dog stadig magtfulde kræfter, der ikke kunne stilles tilfreds og ville af med Medici-familien. Det drejede sig især om Pazzi-familien, som var Firenzes næstrigeste familie. Pazzi-familien fik opbakning fra Paven (Pave Sixtus IV), der ønskede at skille sig af med Medici familien af flere årsager. For det første var Paven dybt forgældet til Medici-familien, og derudover stod Lorenzos kærlighed til en ny og mere radikal form for kunst i stærk kontrast til de kirkelige værdier. Pazzi-familien viste godt, at det ikke var nok at dræbe kun Lorenzo, idet hans bror, Giuliano, i så fald bare kunne overtage familievirksomheden. Derfor var man nødt til at dræbe dem begge samtidig. Man valgte, at attentatet skulle finde sted i Firenze's katedral, mens både Lorenzo og Giuliano begge overværede en gudstjeneste. Attentatet fandt sted i 1478, og her lykkes det kun sammensværgelsen at dræbe Giuliano - Lorenzo overlevede. En stor del af Firenzes befolkning overværede attentatforsøget i katedralen den dag. Forfærdet over hvad de havde overværet, tillod de efterfølgende Lorenzo at straffe de skyldige familier hårdt. Der var dog stadig kræfter udenfor Firenze, der ønskede Lorenzo død, eksempelvis Paven. Det lykkes dog Lorenzo efterfølgende vha. gode diplomatiske evner, bestikkelse og ikke mindst hans store netværk af loyale venner at slutte fred med disse fjendtlige kræfter.

Lorenzo's forhold til kunsten[redigér | redigér wikikode]

Portræt af Michelangelo, som havde tæt forbindelse til Medici-familien især Lorenzo.

Lorenzo var ligesom sin far og farfar meget fascineret af kunst og kultur. Han var også selv kunster og skrev digte. Lorenzos omgangskreds bestod af en række af datidens store kunstnere bl.a. Andrea del Verrocchio, Leonardo da Vinci, Sandro Botticelli og Michelangelo. Disse kunstnere var ofte gæster i Medici Paladset, hvor de bl.a. spiste med og debatterede forskellige kulturelle emner. Michelangelo var sågar blevet adopteret af Medici-familien, og havde derfor boet i Medici Paladset i fem år sammen med Lorenzo's to egne sønner Piero II og Giovanni.

Personligt var Lorenzo meget fascineret af den nye og mere radikale form for kunst, som herskede i Firenze på daværende tidspunkt. Det var den kunstart som specielt Sandro Botticelli stod bag. Denne kunststil var i højere grad inspireret af fantasien og lysterne, og disse portrætter hentede ofte deres motiver fra hedenskaben. Eksempelvis kan man nævne billedet Primavera af Botticelli, som anvendte den romerske gudinde Venus som motiv. Kirken var ikke tilhænger af afbildninger af andre religioners guder, men Lorenzo holdt hånden over "sine" kunstnere og beskyttede dem. Kirken så helst, at man som kunstner enten anvendte kristne motiver eller malede portrætter. Dettte skabte store problemer med kirken og Pave Sixtus IV, som derfor i sidste ende valgte at støtte Pazzi-familien i forsøget på at udrydde Lorenzo og Medici-familien. Omend Pavens største problem med Medici-familien nok havde at gøre med den store gæld.

Lorenzo var dog god til at anvende sine forbindelser og en grund til, at Paven og Medici-familien endte med at slutte fred var, at Lorenzo sørgede for at sende en række kunstnere fra Firenze, heriblandt Botticelli, til Rom for at male forskellige værker i Det Sixtinske Kapel. Hermed opnåede han en alliance med Paven. Personligt bestilte Lorenzo ikke selv mange kunstværker, men han sørgede hele tiden for, at hans venner, de florentinske kunstnere, fik en masse andre ordrer, og på denne måde hjalp han både de florentinske kunstnerene, og samtidig skaffede han også selv en masse vigtige alliancer med dem, der bestilte værkerne (ofte højtstående familier).

Under Lorenzos ledelse nåede Firenze nye højder hvad kunst og kulturliv angik.

Lorenzo og Medici Banken[redigér | redigér wikikode]

Lorenzo mistede under sin regeringsperiode grebet om familievirksomheden, Medici Banken, og her til kom, at hans farfar, Cosimo, havde brugt rigtig mange midler på hans byggeprojekter og kunstværker. Således kalkulerede Lorenzo i 1471, efter at have gennemset regnskaberne, at man havde brugt 663.000 florins siden 1434 på velgørenhed, bygninger og skatte-betalinger. Dette var et astronomisk højt beløb, som i dag ville svare til 460 million USD eller 2,6 milliarder DKR. På grund af Medici-familiens store forbrug på velgørenhed mm, og Lorenzo's samtidige manglende fokus på familievirksomheden, som i øvrigt resulterede i yderligere tab, så var Medici-familiens familieformuen blevet reduceret betragteligt. Det hjalp endvidere hellere ikke på den økonomiske situation i familien, at Lorenzo havde brugt en formue på sine børns uddannelse. Piero II havde fået en dyr uddannelse, som gjorde ham i stand til at overtage familievirksomheden efter Lorenzo, mens Lorenzo ligeledes havde brugt en formue på, at hans anden søn, Giovanni, allerede i en alder af blot 13 kunne kalde sig kardinal.

Piero II de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Lorenzo døde d. 9. april 1492, og det var Piero II de' Medici, som var Lorenzo's ældeste søn, der overtog ledelsen af familien. Lorenzo havde efterladt sig et splittet Firenze. På den ene side var der dem, som støttede Medici-familien, og på den anden side var der dem, som syntes, at Medici-familien havde gået for vidt hvad kunst og kultur angik. Det var Girolamo Savonarola, der var en dominikanermunk, som stod i spidsen for denne "anti-Medici"-bevægelse. Han syntes, at samfundet var gået for vidt med hensyn til den føromtalte kunst, og ligeledes var kulturen i byen, efter hans mening, også kørt ud på et sidespor. Han ville have at samfundet skulle gå tilbage til en mere kristen-kultur, hvor de kristne værdier i højere grad kom til udtryk. Savanarola fik støtte fra alle samfundslag, således var det at også at tideligere stærke Medici-sympatisører såsom Botticelli og Michelangelo også begyndte at sympatisere lidt med Savanarola. Man skal i denne forbindelse huske, at der på daværende tidspunkt stadig var tale om et stærkt troende samfund. Selv Lorenzo havde på hans dødsleje tvivlet på, om han var gået for vidt, og havde i den forbindelse derfor tilkaldt Savanarola og bedt om at tilgive hans synder. Savanarola havde dog nægtet, og i stedet havde han forbandet Lorenzo.

Medici-familiens flugt fra Firenze:

De to første år af Piero's regerings periode var relativ fredsommelige, men i 1494 kom så en stor fransk hær ledet af Kong Karl d. 8. af Frankrig. Kong Karl havde i sinde at marchere til Napoli og herefter indtage byen, idet han mente, at han var den retmæssig hersker. Han var derfor nødt til at krydse Toscana, og derforuden var han også nødt til at efterlade sig tropper her, idet han skulle sikre en kommunikationslinje mellem hans hær og nogle af Kongens venner i Milano. Piero prøvede at forholde sig neutral overfor den franske konge, men dette fandt Kong Karl uacceptabelt, idet han ønskede at invadere Toscana. Herefter prøvede Piero at mobiliser en hær, som kunne forsvare Firenze og resten af Toscana. Dette mislykkes dog også, idet at Firenze's elite var faldet under Savanarola's indflydelse. Derfor opgav Piero hurtigt modstanden mod den franske konge, og da de franske styrker nærmede sig Firenze begyndte han at forhandle betingelser for overgivelse med den franske konge. Det endte med, at Piero gav ind for alle den franske konges betingelser.

Firenzes befolkning fandt Piero's håndtering af hele situationen med den franske konge meget kritisabel. De mente ikke, at han havde løst situationen ordentligt. Især mente de, at hans fredsforhandlinger med kongen havde været under alt kritik, idet at han bare havde gået med til alle kongens betingelser. Firenzes befolkning blev dermed meget fjendtlige overfor Medici-familien, og der udbrød efterfølgende et oprør i Firenze, der medførte at hele Medici-familien var nødt til at flygte fra byen. Familien gik herefter i eksil og søgte ly hos loyale venner af familien. Der skulle gå næsten 20 år førend Medici-familien igen fik magten over Firenze.

Piero II de' Medici døde d. 28. december 1503. Han druknede i forbindelse med et flugtforsøg fra fjendtlige styrker.

16. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Kardinal Giovanni de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Med døden af Piero II de' Medici i 1503 blev kardinal Giovanni de' Medici udnævnt til familiens overhoved. Giovanni var den næstældste søn af Lorenzo og dermed også Piero II's bror. Han var ligesom resten af Medici-familien flygtet fra Firenze, og i 1503 befandt han sig i Rom. Det samme år, i 1503, blev der udnævnt en nye pave, Pave Julius d. 2.. Dette paveskifte skulle vise sig at være meget belejligt for Medici-familien, idet at Pave Julius var en nær ven af familien (faktisk en fjern slægtning til Medici-familien). Med hjælp fra Paven lykkes det Giovanni i 1511 at mobilisere en stor hær, og sammen med sin yngre bror, Giuliano, marcherede Giovanni nu imod Firenze for at tilbageerobre byen. I Firenze begyndte man derfor at mobilisere en stor styrke under ledelse af militærstrategen Niccolò Machiavelli, som ønskede at beskytte Firenze imod "Medici-diktatur". Giovanni og hans hær var dog opsat på at tilbageerobre Firenze for enhver pris, og derfor var deres fremmarch gennem Toscana yderst blodig. Derfor valgte ledelsen af Firenze at overgive sig til Giovanni, idet at Giovanni's hær var i massiv overtal sammenlignet med den hær Firenze havde nået at mobilisere, og man ønskede derfor ikke at se et blodigt opgør om byen. Medici-familien havde dermed på ny generobret magten i Firenze, men deres volddige fremmarch gennem Toscana havde dog gjort, at næsten hele befolkningen var fjendtlige stemte overfor Medici-familien.

Udnævnelse til Pave:

Giovanni havde i 1512 overtaget styret af Firenze, men han havde endnu ikke generobret befolkningens sympati og accept. Mange af beboerne heriblandt Michelangelo, som jo havde opvokset i samme hjem som Giovanni, mente, at Giovanni og Medici-familien var gået for vidt i kampen for at generobre magten i Firenze. Michelangelo fik aldrig igen det samme tætte forhold til Medici-familien, som han tidligere havde haft, hvilket primært skyldes den blodige generobring af Toscana.

Det kom derfor meget belejligt for Giovanni, at hans gode ven Pave Julius d. 2. i 1513 døde. Giovanni blev nemlig indkaldt til konklave, da han jo var kardinal, og skulle dermed være med til at udpege den nye pave. Det endte med at Giovanni d. 9. marts 1513 blev udnævnt til pave under navnet Pave Leo d. 10.. Da den nyudnævnte pave returnerede til Firenze blev han modtaget til folket helt store hyldest. Det var første gang i historien, at en person fra Firenze var blevet udnævnt pave, og derfor var hele byen selvfølgelig meget stolte. Man skal her huske, at der var tale om et dybt kristent samfund, og derfor blev alle de tidligere stridigheder mellem Medici-familien og Firenzes befolkning hurtigt glemt. Med udnævnelsen til Pave havde Giovanni opnået noget, som ingen tideligere familiemedlemmer nogensinde havde opnået. Han besad nu nogle ekstrem store magtbeføjelser, som ingen i familien tideligere havde besiddet. Giovanni anvendte derfor hurtigt sine nye magtbeføjelser til at fremme Medici-familiens position, idet han udnævnte hans fætter, Giulio de' Medici, til ærkebiskop i Firenze og senere udnævnte han ham også til kardinal.

Giovanni var kendt for at have dyre vaner, og han brugte derfor en del penge på mad og kunst. Således fik han eksempelvis udført en del arbejde af de florentinske kunstnere. Det kan fx nævnes at Michelangelo malede en række billeder Det Sixtinske Kapel (som dog oprindeligt var bestilt af Pave Julius men blev færdiggjort under Giovanni's regeringsperiode), og derforuden bestilte Giovanni også Michelangelo til at lave en række marmorskulpturer af tideligere Medici-familiemedlemmer. Som tideligere nævnt, så var forholdet mellem Medici-familien og Michelangelo blevet forringet, og det var eksempelvis også kun modvilligt, at Michelangelo var gået med til at male loftet i Det Sixtinske Kapel. Det havde dog været svært for Michelangelo at sige fra overfor Medici-familien, idet at de jo tideligere havde hjulpet ham så meget, og han ville så gerne tilbagebetale dem. Især beundrede Michelangelo stadig de tideligere familiemedlemmer såsom Lorenzo de' Medici, og derfor var det da også svært at sige nej til at udødeliggøre dem via marmorskulpturer. Dertil kom også, at man på daværende tidspunkt ikke rigtig kunne tillade sig at sige nej til Paven. På den anden side stod Giovanni, og selvom han også kunne have gjort livet svært for Michelangelo, så valgte han at tage ham til nåde. Han syntes nemelig, at det var en skam, at et så stort talent som Michelangelo skulle gå til spilde.

Giovanni løb ind i økonomiske problemer, primært grundet hans store forbrug, og var derfor nødaget til at komme op med et løsningsforslag på disse problemer. Han tyede derfor til afladshandel. Kirken havde også før Giovanni blev pave solgt afladsbreve, men under Giovanni regeringsperiode som pave eksploderede salget af afladsbreve. Førhen havde afladsbreve været forbeholdt de velhavende, men Giovanni gjorde det muligt for alle befolkningslag at købe et afladsbrev. Denne store handel med aflad gjorde, at der blev skabt en splittelse i den kristne verden. En tysk præst ved navn Martin Luther var nemlig gået til angreb på Giovanni og de værdier som kirken prædiket. Luther mente ikke, at man vha. et afladsbrev kunne købe sig mindre tid i skærsilden, og han var i bund og grund modstander af afladshandlen. Denne splittelse i kirken førte bl.a. til den danske reformation i 1536.

Selvom Giovanni var den mest magtfulde person i Medici-familien, og derfor var familiens overhoved, så overlod han meget naturligt styret af Firenze til andre familiemedlemmer i den periode hvor han selv var Pave. Således reagerede Giovanni's yngre bror, Giuliano de' Medici, i perioden 1513-1516. Lorenzo II de' Medici, som var Piero II's søn, reagerede Firenze i den efterfølgende perioden 1516-1519. Herefter kom kardinal Giulio de' Medici, som var søn af Lorenzo's bror Giuliano, i 1519 til magten i Firenze.

Kardinal Giulio de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Pave Leo d. 10. (Giovanni) døde d. 1. december 1521, og herefter blev Giulio overhovedet for Medici-familien. Guulio blev dog allerede d. 19. november 1523 udnævnt til pave under navnet Pave Clemens d. 7., og herefter blev Ippolito de' Medici, som var Giuliano eneste søn, udnævnt til hersker i Firenze.

Pave Clemens d. 7. (Giulio's) regerings periode var karakteriseret ved et stor oprør i kirken. Pave Leo (Giovanni) havde efterladt sig en splittet kirke, og en kirke som var i oprør. I maj 1527 kommer en kæmpe hær til Rom. Denne hær består hovedsageligt af tyskere, som på daværende tidspunkt er tilhængere af Martin Luther, og derfor er de hovedsageligt protestanter. Denne hær har i sinde at invadere og plyndre Rom, noget man på daværende mente var utænkeligt, idet Rom jo var en af de helligste by indenfor kristendommen. Giulio er med god grund bange for, at oprørene har i sinde og dræbe ham, og derfor tager han tilflugt i Engelsborg i Rom. Oprørene belejre borgen, og derefter holdes Giulio indfanget i borgen i hele seks måneder. Det lykkes til sidst for Giulio at flygte fra borgen, og vha. bestikkelse kommer han sikkert ud af Rom. Herefter begiver Giulio sig ud på en rejse hjem imod Firenze, men inden han selv når tilbage til Firenze, så har nyhederne om Roms fald allerede nået Firenzes befolkning. Modstandere af Medici-regimet i Firenze starter derfor et oprør i Firenze, og begynder at sætte ild til bygninger der symbolisere Medici-regimet. Det endte med at rebellerne overtog magten i Firenze. Da Giulio endelig når frem til Firenze beslutter han sig derfor for, at samle en hær og indtage byen. I sidste øjeblik bliver angrebet på Firenze dog afværget. Dette skyldes, at Giulio's niece, som sammen med hendes bror var de eneste retmæssig arvinger til Medici-dynastiet, blev holdt fanget inde i Firenze. Rebellerne truer derfor med at dræbe hende, hvilket fik Giulio til at afværge planerne om at angribe Firenze, og istedet indgå en våbenhvile. Denne niece, Katarina de' Medici, blev senere giftet væk til den franske konge, og dermed endte "Medici-blodet" med at blive spredt rundt i de forskellige europiske kongehuse. Giulio formåede som sagt at slutte red med rebellerne, og i sommeren 1530 besad Medici-familien på ny magten i Firenze. Giulio havde dog i mellemtiden udskiftet Ippolito, sin tideligere stedfortræder i Firenze, med sin anden nevø Alessandro de' Medici, som i øvrigt var Katarina's bror. Alessandro var den retmæssig arving til Medici-dynastiet (se evt. stamtræet), og derfor var dette ikke så underligt, at Giulio ligeplusedelig bare valgte at udskifte sin stedfortræder. Ligeledes har nyere forskning vist, at det er meget sandsynligt, at Alessandro i virkeligheden var Giulio's egen (uægte) søn.

Giulio de' Medici døde d. 25. september 1534. Med Giulio's død afsluttede man en æra indenfor Medici-familien. Denne æra havde indebåret store magtbeføjelser, men samtidig var det også en æra, som havde mønstre nogle korrupte Medici-paver. Disse Medici-paver havde hersket i en periode, hvor der foralvor var uroligheder i den kristne verden. Der var sket store ændringer indenfor den kristne verden, idet kirken var blevet splittet i det vi i dag kender som protestanter og katolikker.

Da Giulio døde i 1534 var det Katarina's føromtale bror, Alessandro de' Medici, som blev udpeget til overhoved for familien. Alessandro havde været den første Medici der havde fået titlen som hertug af Firenze. Medici-familien var dog på daværende tidspunkt ikke specielt populære i Firenze, og derfor var der mange modstandere af regimet. På grund af de mange modstandere af Medici-regimet, blev Alessandro myrdet d. 6 January 1537. Bagmanden bag mordet skulle angiveligt have været en fjern fætter ved navn Lorenzino de' Medici. Lorenzino havde angiveligt lovet Alessandro at arrangere et romantisk møde med sin smukke søster Laudomia, men det skulle vise sig at være en fælde, og istedet dræbte han Alessandro.

Cosimo I de' Medici[redigér | redigér wikikode]

Alessandro de' Medici havde været det sidste medlem af den del af Medici-familien, som tilhørte hovedgrenen af familien (se evt. stamtræ). Man var derfor nødsaget til udpege en nyt overhoved af familien, som tilhørte en sidegren af familien. Valget faldt på den 17-årige Cosimo I de' Medici, som havde levet størstedelen af sit liv lidt uden for Firenze i Mugello regionen. Derfor var han en meget ukendt skikkelse for store dele af Firenzes befolkning, og han havde ikke gennemgået det samme uddannelsesforløb som de tideligere Medici-regenter. Dem som havde været med til at udpege Cosimo, som den nye hertug af Firenze, havde håbet, at de kunne få en stigende magtposition indenfor bystyrer. Man forventede nemelig, at man kunne manipulere Cosimo en del, og derfor havde man forhåbninger om, at reelt kunne styre Firenze "igennem Cosimo". Det viste sig dog hurtigt, at Cosimo var ekstrem selvstændig og viljestærk, og derfor var det meget svært at manipulere ham. Således afskaffede Cosimo eksempelvis hurtigt nogle beføjelser, som havde indskrænket hans magt i Firenze. Cosimo var med til på ny at sikre Medici-familiens position i Firenze.

Under Cosimo's ledelse lykkes det blandt andet Firenze at erobre nabobyen Siena. Siena havde været Firenze's ærkerival i Toscana, og med erobringen af denne by (sammen med andre vigtige territorialske erobringer, som skete umiddelbart efter erobringen af Siena), så lykkedes det Cosimo at skabe det såkaldte "Toscanaske storhertugdømme". Dette nye storhertugdømme indebare det meste af det nordlige Italien, og var dermed væsenlig større (både territorialsk og populations-mæssigt) end det tideligere Florentinske hertugdømme. Desuden opkøbte Cosimo en række øer belligende udfra Toscana's kyst, og her oprettede han en militær flåde. Det var første gang, at Firenze og dets hertugdømme havde været i besiddelse af en flåde. Et af Cosimo's overordnede varemærker i hans regeringsperiode var oprettelsen af en stor militærstyrke, som selvfølgelig havde til formål at beskytte Firenze og det store hertugdømme, som Cosimo efterhånden regerede over. Derforuden fungerede den stor militærstyrke også som personlig livgarde for Medici-familien og Cosimo selv. Cosimo var selvfølgelig ikke det første Medici-medlem, der havde anvendt soldater til personlig beskyttelse, men under Cosimo blev den personlige sikkerhed blandt Medici-familien øget drastisk. Denne øget militære beskyttelse af Medici-familien, skal selvfølgelige ses i lyset af mordet på Alessandro.

Cosimo og kunsten:

Cosimo er bedst kendt for at have besluttet at bygge Uffizi (som på dansk betyder "kontorer"), der på daværende tidspunkt var en bygning, som skulle huse forskellige administrative funktioner. I starten var Firenze nemlig blevet styret af forskellige embedsmænd, som alle varetog forskellige opgaver indenfor bystyret, og disse embedsmænd havde kontorer vidt forskellige steder rundt omkring i byen (Firenze). Cosimo, som jo regelmæssigt var nødt til at overse embedsmændenes arbejde, fandt det problematisk, at de forskellige kontorer var adskilte med så store afstande. Cosimo var en meget forsigtig person, som gik meget op i personlig sikkerhed, og derfor var han ikke interesseret i at bevæge sig for meget rundt på åben gade. Derfor byggede han altså Uffizi, og på den måde var han i stand til at samle alle embedsmænd under et tag. I dag er denne bygning dog verdenskendt som værende et kunstmuseum. Bygning indeholder i dag en af de mest værdifulde kunstsamlinger, hvoraf det meste af kunsten oprindelig var bestilt/ejet af Medici-familien selv.

Cosimo støttede også en række af de på det tidspunkt største florentinske kunstnere og tænkere, såsom Vasari, Cellini, Pontormo og Benedetto Varchi. Ligesom tideligere Medici-medlemmer havde gjort det, så inviterede Cosimo disse kunstnere indenfor i sit eget hjem, beskyttede dem og sidst men ikke mindst, så sørgede han for at kunstnerne altid havde arbejde. Eksempelvis bestilte han selv en del kunst af dem, men han sikrede dem også arbejde via sit store netværk af venner og bekendte. Cosimo anvendte i høj grad de florentinske kunstneres kunst til at promovere Medici-regimet.

Det var i særdeleshed Giorgio Vasari, som stod i spidsen for Cosimo's pr-maskine. Cosimo havde nemlig stor tillid til Vasari, og gav ham derfor til opgave at male en række freskomalerier, blandt andet de freskomalerier der i dag kan se på lofterne i Firenzes rådhus. Vasari havde selv studeret under bl.a. Raffael og Michelangelo, og var derfor en udmærkede maler og kunstner, men han var især kendt for sine fine organisatoriske evner. I forbindelse med revolutionen i Firenze (omkring 1530) var Michelangelo's berømte 'David statue' også blevet beskadiget (den havde mistet en arm), og Vasari havde i denne forbindelse repareret statuen. I 1563 etablerede Cosimo i samarbejde med Vasari Firenzes første kunstskole, Accademia de Belle Arto di Firenze, som stadig den dag i dag fungere som en kunstskole. Vasari største værk og nok også største bidrag til Medici-familien var i midlertidig bogen/biografien/det literæreværk, Le Vite de' più eccellenti pittori, scultori, ed architettori, (udgivet i 1550) som beskriver de største renæssance kunstneres liv, eksempelvis Filippo Brunelleschi, Leonardo da Vinci og Michelangelo. Det er det første kunsthistoriske værk i verden, og det er Vasari's hensigt at skildre dét, der var sket med kunsten i løbet af de seneste 100-200 år i Firenze. Vasari er ligeledes den første person som navngiver denne periode med ordet: "genfødsel" eller "renæssance". Det er dog vigtigt i denne sammenhæng at nævne, at Vasari's værk også fungere som promovering for Medici-familien, idet at dette værk ligge stor vægt på de florentinske kunstnere som havde tætte forbindelser til Medici-familien. Dermed får Medici-familien en helt central placering i denne (kunst)periode, og deres betydning bliver fremtonet.

Cosimo er ligeledes manden bag en række renaissance haver beliggende i og omkring Firenze. Der blev endvidere i 1598, altså efter Cosimo's død, rejst en bronze statue af ham, som i dag står på Piazza della Signoria (den store plads foran rådhuset i Firenze).

Familiens stamtræ[redigér | redigér wikikode]

Nedenfor er angivet et stamtræ for Medici-familien, som dog langt fra er komplet. Dette stamtræ indeholder kun de vigtigste personer i Medici-familien, og derfor ikke familiemedlemmer som ikke havde en afgørende rolle i familie-imperiet. Det er derfor vigtigt at påpege, at mange søskende er undladt i nedenstående stamtræ, og det således kun de vigtigste familiemedlemmer, der er medtager i nedenstående(fx dem der styrede Firenze). Endvidere går dette stamtræ kun fra Giovanni de' Medici til Cosimo I de' Medici.

Giovanni de' Medici

Bronzino-Giovanni-di-Medici-cropped.jpg

(1360–1429)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lorenzo den ældste
(1395-1440)
 
Cosimo de' Medici
Cosimo di Medici (Bronzino).jpg
(1389-1464)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Pierfrancesco de' Medici
Adorazione dei magi, filippino lippi detail.jpg
(1430-1476)
 
Giovanni de' Medici
Giovanni Medici by Mina Fiesole (casting in Pushkin museum) 01 by shakko.jpg
(1421-1463)
 
Piero I de' Medici
Piero di Cosimo de' Medici.jpg
(1416-1469)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Giovanni de' Medici
Giaovanni il Popolano.jpg
(1467-1498)
Giuliano de' Medici
Giuliano de' Medici by Sandro Botticelli.jpeg
(1453-1478)
Lorenzo de' Medici
Lorenzo de Medici.jpg
(1449-1492)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lodovico de Medici
Gbnere pace 1.jpg
(1498-1526)
 
 
Giovanni de' Medici
Raffael 040.jpg
(1475-1521)
Giuliano de' Medici
Raffaello, giuliano de' medici.jpg
(1479-1516)
Piero II de' Medici
Agnolo Bronzino - Piero il Fatuo.jpg
(1472-1503)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Giulio de' Medici
Clement VII. Sebastiano del Piombo. c.1531..jpg
(1478-1534)
Ippolito de' Medici
Titian - Portrait of Ippolito dei Medici - WGA22945.jpg
(1511-1535)
Lorenzo II de' Medici
Portrait of Lorenzo di Medici.jpg
(1493-1519)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Cosimo I de' Medici
Agnolo Bronzino - Cosimo I de' Medici in armour - Google Art Project.jpg
(1519-1574)
Alessandro de' Medici[2]
Jacopo Pontormo 056.jpg
(1510-1537)
Katarina de' Medici
Catherine-de-medici.jpg
(1519-1589)

Liste over leder af Medici slægten[redigér | redigér wikikode]

Nedenfor kommer en liste over de personer som har ledet Medici slægten:

Leder af Medici-familien, men ellers ingen magtbeføjelser:

Portræt Navn Fra Til Baggrund og bedrifter
Bronzino-Giovanni-di-Medici-cropped.jpg
1360
20. februar 1429
Giovanni de' Medici (13601429), var finansmand og industriherre i Firenze. Han grundlage Medici Banken, og det lykkes ham i begyndelsen af 1400-tallet at blive pavens officielle bankier. Under kirkemødet 1414-1418 i Konstanz spillede han en betydelig rolle. Hans forretninger dækkede de vigtige byer i Europa. Han stod i spidsen for familien i den periode, hvor Medici Banken voksede ekspansivt, og dermed opbyggede han familiens store velstand.


Leder af Medici-familien samt hersker i Firenze:[3]

Portræt Navn Fra Til Baggrund og bedrifter
Cosimo di Medici (Bronzino).jpg
(Cosimo den ældste)
1434
1. august 1464
Cosimo de' Medici (13891464) overtog familieimperiet efter sin far, Giovanni de' Medici, efter hans død i 1429. Han skabte sig en magtstilling i Firenze, men holdt sig så vidt muligt i baggrunden, ligesom hans far havde gjort det. Cosimo overlod primært styret af Firenze til andre familier eksempelvis Albizzi-familien. Disse familier begyndte dog at føle sig truet af Medici-familien (pga. dens stigende velstand), og derfor blev Cosimo i 1433 anklaget og fængslet for højforræderi og slap kun fri ved bestikkelse. Herefter forlod Medici-familien Firenze. Firenze kunne dog ikke undvære Medici-familien, idet at de i kraft af deres forretninger havde været med til at skabe vækst i byen. Cosimo modtog derfor en anmodning om at komme tilbage til Firenze, og i 1434 overtog Cosimo styret af Firenze.
Piero di Cosimo de' Medici.jpg
(Piero den gigtsvage)
1. august 1464
2. december 1469
Piero de' Medici (14141469) var Cosimo de' Medici's ældste søn. Han fulgte den kurs som hans far, Cosimo, havde lagt, både mht. familieforretningen men også var angik kunst og kultur. Cosimo havde nemelig investeret meget i kunst, hvilket var noget som Piero videreførte. Piero var endvidere udsat for attentat, som dog blev afværget af hans ældste søn Lorenzo.
Lorenzo de Medici.jpg
(Lorenzo den prægtige)
2. december 1469
9. april 1492
Lorenzo de' Medici (14491492) var Piero's ældste søn. Lorenzo besad ligesom både hans far og farfar en stor kunstinteresse. Men til forskel fra hans forfædre, så tilskynde Lorenzo i højere grad en ny og mere radikal form for kunst, som bl.a. Sandro Botticelli stod for. Den "nye" form for kunst indebar i højere grad afbildning af fantasier, lyster og hedenske motiver. Denne type af kunst var ikke velset af kirken. Lorenzo var, ligesom sin far, også udsat for et attentat. Det var Pazzi-familien, der sammen med den katolske kirke, stod bag attentatet. Lorenzo's bror (Giuliano) omkom som følge af attentatet, men Lorenzo overlevede selv. Lorenzo endte med at få løst stridighederne, og efterfølgende havde han held med at slutte fred med sine modstandere. Selvom Lorenzo's store kunstinteresse havde kulminerede i at Firenze havde opnået et uset højt kulturelt niveau, så havde den store kunstinteresse også resulterede i, at Lorenzo havde mistet grebet om familieforretningen. Forretningen havde lidt under en række dårlige investering og dertilhørende tab.
Agnolo Bronzino - Piero il Fatuo.jpg
(Piero den uheldige)
9. april 1492
8. november 1494
Piero II de' Medici (14721503) var Lorenzo's ældste søn. Som følge af Lorenzo's velsignelse for den mere radikale form for kunst og kultur, så var der opstået en modbevægelse under dominikanermunken Girolamo Savonarola, som havde den opfattelse, at samfundet var gået forvidt. Ved Lorenzo's død havde denne bevægelse vokset sig stor, og der var dermed stor intern uro i byen. I 1494 invaderede kong Karl 8. af Frankrig Toscana og Firenze. Piero II var ikke i stand til at samle en hær grundet de interne uroligheder, og Piero II endte med at give ind for alle Kong Karl 8.'s krav. Piero II's dårlige forhandlingsevne gjorde ham endnu mere upopulær, og det endte med at Piero II og hans familie måtte flygte fra Firenze i 1494. Medici-familien fik først magten over Firenze igen i 1512.

Medicierne mistede nu magten i Firenze og blev fordrevet. I 1512 – 18 år efter – blev Piero den yngres søn Lorenzo De Medici leder af Firenze. Familiens magt øgedes, da Piero den yngres bror, Giovanni, udnævntes til pave. Han sørgede for, at Lorenzo blev greve af Urbino. Hermed begyndte en ny periode i Mediciernes historie. Tidligere var de rige forretningsfolk med indflydelse i byen. Nu blev de adelet og tildelt hele grevskaber. De blev nu gift ind i det franske kongehus. I 1537 overgik familieformuen til Cosimo 1., som 1569 udnævntes til storhertug af Toscana. Grevskabet beholdt familien til 1737 med Gian Gastone de' Medici (16719. juli 1737). Med ham uddøde den mandlige linje af familien. Gian Gastones søster Anna Maria Luisa de' Medici (1667-1743) skænkede familieformuen til Firenze.

Hovedpersoner i familien Medici
Giovanni de' Medici
Cosimo de' Medici
Piero de' Medici
Lorenzo de' Medici (kaldet il Magnifico)
Piero de' Medici (den yngre)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.palazzo-medici.it/mediateca/en/Scheda_Ante_XIII_secolo_-_Origini_della_famiglia Medici-familiens oprindelse
  2. Det er lidt uklart hvem faren til Alessandro er. Officielt er det Lorenzo, men historier mener i dag, at Alessandro kunne have været Giulio's søn.
  3. Officielt havde de endnu ikke nogen Hertug-titel, men de herskede dog stadig i Firenze.

Litteraturliste[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: