Medielicens

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En medielicens (eller licens) er en afgift eller skat, der i visse lande opkræves for besiddelse af TV- og radioapparater, samt i nyere tid i enkelte lande (herunder Danmark) computere og andre apparater, der kan modtage billeder og lyd via internettet.

Licensen bruges typisk til at finansiere offentlige tv- og radiokanaler, som derved får en priviligeret stilling i forhold til konkurrerende kanaler. Denne særstilling har ofte rødder i en tid hvor der ikke fandtes andre kanaler end de statslige, og begrundes som oftest med disse kanalers forpligtelser til at betjene samfundet som helhed, den såkaldte public service forpligtelse.

Medielicensen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Medielicensen er en afgift, som ifølge loven skal betales af alle, der ejer et apparat (fx et fjernsyn eller en mobiltelefon), der kan modtage radio- og tv-programmer, herunder også pc'er tilkoblet internettet[1]. (Indtil juli 2013 skulle hastigheden på forbindelsen være på 256 Kbit/s eller derover[2] for at være licenspligtigt.)

I 2013 udgør den årlige afgift 2414 kr. pr. husstand. Husstande, der kun rådede over en radio, betalte indtil juli 2013, dog kun radiolicens, der udgjorde 320 kr [3]. For virksomheder og institutioner udgør medielicensen 952 kr. inkl. moms.

Det anslås, at 99% af alle danske husstande ejer et medielicenspligtig apparat, men kun 92% er tilmeldt som medielicensbetalere (pr. september 2007). En person, der unddrager sig at betale licens, kaldes populært en sortseer.

I 2007 blev der opkrævet 4,7 mia. kr. i licens, heraf 937 mio. kr. i moms. Af de resterende 3,75 mia. kr. modtog DR 3,3 mia., mens 408 mio. kr. tilfaldt TV 2-regionerne. Endelig gik i alt 73,4 mio. til lokale radio- og tv-stationer, Station Next, Mediesekretariatet mm.

TV 2 blev oprindeligt finansieret af både reklameindtægter og licensmidler, men fra 1. juli 2004 er TV 2 fuldt ud reklamefinansieret med undtagelse af de regionale tv-stationer, der til gengæld overdrager deres reklameindtægter til TV 2/Danmark. [Kilde mangler]

Da stort set alle danske husholdninger skal betale licens, kan man argumentere for, at licensen i praksis er en kopskat. Dog er licensen endnu mere regressiv end en traditionel kopskat, idet den opkræves per husholdning og ikke per person. Uanset indkomst forløber licensens størrelse sig ens.

Den nye medielicens 2007-2010[redigér | redigér wikikode]

I Danmark har alle der har apparater der kan modtage radio- og tv-signaler pligt til at betale licens. Men DR valgte i lang tid kun at opkræve licens for traditionelle tv-apparater. Det betød, at flere og flere mennesker fx anskaffede sig en tv-tuner [Kilde mangler] der er et lille kort man sætter i computeren og forbinder til antennestikket i væggen. Herefter kunne de så se tv på computeren, og da computeren ikke var licenspligtig og tv-tuneren var, men DR valgte ikke at opkræve for den, kunne man se tv gratis.

I 2005 blev dette koncept mere og mere udbredt, og butikker begyndte at annoncere med, at man ved at købe det rette udstyr kunne se tv uden at betale licens. [Kilde mangler]

Den 9. maj 2006 fremlagde kulturministeren (Brian Mikkelsen) et medieudspil. Heri blev der lagt op til, at alle apparater, der kunne gengive lyd og billedprogrammer, skulle gøres licenspligtige. Dette "fremtidssikrede" efter Brian Mikkelsens opfattelse også licensbegrebet, idet det var planen, at en væsentlig del af licensmidlerne i fremtiden skal bruges til at gøre indhold tilgængeligt over internettet.

Kritik af medielicensen[redigér | redigér wikikode]

Medielicensaftalen forpligter ikke DR til at udvide deres serverkapacitet, sådan at alle vil være i stand til at streame deres programmer over internettet. Dette kan anses for at stille internetbrugerne dårligere, idet billedkvaliteten af programmerne, der bliver streamet over internettet, ofte er markant dårligere, end hvis man ser programmerne på traditionel vis.

Et andet problem er de mange mobiltelefoner som kan "gengive lyd og billedprogrammer", og derfor er forpligtet til at betale medielicens. Mange af disse mobiltelefoner er kun kompatible med fil-formaet "3gp", og derfor ikke i stand til afspille DR's programmer, som sendes i et andet format. [Kilde mangler]

Nogle har kritiseret den såkaldte Medielicens for at være i strid med skattestoppet. Selv Brian Mikkelsen udtalte sig i 2005, at en medielicens ville være en "skatteskrue" [4].

Hertil skal det også tilføjes, at mange har foreslået, at man opretter brugerbetaling for at se DR på Internettet, sådan at folk vælge at betale DR-licens, hvis de vil se DR's programmer. [Kilde mangler] Dette ville betyde, at man skulle have bruger-login og password for at se DR's programmer over internettet, og man ville herved langt mere effektivt kunne fange egentlige sortseere end ved den eksisterende medielicens, der praktisk talt gør hele befolkningen til sortseere, hvis ikke de betaler licens.

Denne løsning falder dog ikke i god jord hos DR, fordi muligheden for at fravælge licensen truer hele DR's eksistensgrundlag.

Den modsatte løsning, at staten opkræver licensen som en skat for alle, er DR imidlertid også imod, da man ser at DR's journalistiske uafhængighed kan komme i konflikt med, at licensen hvert år vil blive forhandlet på finansloven.

Licens i Udlandet[redigér | redigér wikikode]

Tyskland[redigér | redigér wikikode]

I Tyskland kaldes licensen Rundfunkgebühr.[5] som er på 17,50 euro pr mdr. fra 2015[6] Der betaler de ni regionale ARD-stationer, den landsdækkende ZDF tv baseret i Mainz, og Deutschlandradio, samt nogen andre lokale radio.[7]

Bayerischer Rundfunk 917.726.071,63
Hessischer Rundfunk 417.999.841,55
Mitteldeutscher Rundfunk 601.688.978,30
Norddeutscher Rundfunk 982.751.311,64
Radio Bremen 44.496.558,23
Rundfunk Berlin-Brandenburg 385.770.276,41
Saarländischer Rundfunk 67.865.831,40
Südwestrundfunk 1.020.847.451,66
Westdeutscher Rundfunk 1.179.231.111,30
ARD (insgesamt) 5.618.377.432,12
Zweites Deutsches Fernsehen 1.866.040.259,95
Deutschlandradio 196.800.517,58
Ialt 7.681.218.209,65

England[redigér | redigér wikikode]

i England hedder licensen, television licens eller licens fee som skal betales af alle husstand, organistion og virksomheder med et tv viser eller optager live tv. Der siden 1. april 2010 har været årligt på 145,50 £ for farve tv og £ 49,00 for sort og hvid tv. Indtægten fra licensen anvendes primært til at finansiere tv, radio og online-tjenester fra BBC . Den samlet indtægt var på ca £ 3726 mio. i 2014[8], hvoraf 607.800.000 eller 16,3% blev leveret af regeringen gennem Koncession forr personer over en alder af 75. licensafgiften stå hovedparten af BBC samlede indkomst på £ 5066 mio. 2013-2014. [9]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]