Mellemstatslig

Et mellemstatsligt samarbejde er samarbejdet i en international organisation , som har stater som medlemmer. Fuldgyldige medlemmer i overstatslige organisationer benævnes ofte medlemsstater. Eksempler på typiske former for mellemstatsligt samarbejde er de Forenede nationer (FN), Europarådet og Nordisk Råd. Beslutningerne i disse organisationer træffes normalt ved enstemmighed, og det er usædvanligt at disse kan få retslig virkning for en medlemsstat mod dens vilje. Dette er en væsentlig forskel i forhold til overstatsligt samarbejde, hvor medlemsstaterne i stedet overfører en del af sin egen suverænitet til organisationen. Den Europæiske Union har både beslutningsområder baseret på mellemstatligt og overstatsligt samarbejde. EU-samarbejdet er mellemstatsligt på områder, hvor det kan være vanskeligt for landene at indgå i et så tæt samarbejde som det overstatslige.

EU[redigér | rediger kildetekst]

Inden for Den Europæiske Union benyttes mellemstatslig om den del af samarbejdet, der alene forpligter medlemslandene, hvis der er enstemmighed om at indføre nye EU-regler.^[1] Det betyder konkret, at de EU-regler, der vedtages under det mellemstatslige samarbejde skal godkendes og vedtages af de nationale parlamenter før de gælder for borgerne i medlemslandene. Det mellemstatslige samarbejde betyder samtidig, at der skal være enighed (i form af enstemmighed) blandt de deltagende stater om lovgivningen. Hvis et medlemsland gør brug af sin vetoret, kan forslaget således ikke vedtages. Det mellemstatslige samarbejde har sin rod i Maastrichttraktaten. Et eksempel på mellemstatslig lovgivning er aftalen om Schengen-samarbejdet. Det Europæiske Råd fungerer også på mellemstatsligt niveau.

EU har bevæget sig i retning af overstatslighed og med Lissabontraktatens ikrafttrædelse i december 2009 blev EU-samarbejdet som hovedregel overstatsligt. Ét af Danmarks EU-forbehold går ud på, at Danmark ikke vil deltage i overstatsligt samarbejde på området retlige og indre anliggender.^[1]