Meroë

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Archaeological Sites of the Island of Meroe
UNESCO Verdensarvsområde
Sudan Meroe Pyramids 2001.JPG
Nubiske pyramider i Meroë.
Land Sudan Sudan
Type Kultur
Kriterie ii, iii, vi, v
Reference 1336
Region UNESCOs Verdensarvsliste (Afrika)
Indskrevet 2011
Oversigtskort
Meroë (Sudan)
Meroë
Meroë

Koordinater: 16°56′N 33°45′E / 16.933°N 33.750°Ø / 16.933; 33.750

Dronningens pyramide i Meroë.

Meroë var grækernes og romernes navn på hovedstaden i fortidens etiopiske rige og på området mellem Nilen, Atbara og Den Blå Nil. Byen var hovedstaden i kongedømmet Kusj i flere århundreder. Øen Meroë ligger i den moderne region Butana, et område mellem Nilen og floden Atbara, nord for Khartoum. Byen Meroë lå ved yderkanten af Butana, og der var to andre meroitiske byer i Butana; Musawwarat es-Sufra, og Naqa.[1] Stedet hvor byen Meroë lå, er markeret af mere end to hundrede pyramider i tre grupper, skønt mange af disse er i dag i ruiner. De er identificeret som nubiske pyramider på grund af deres særskilte størrelse og proportioner.

Meroë efterfulgte et ældre etiopisk rige i Napata længere nede af Nilen, et stykke neden for 4. katarakt. Det ældre Meroë, Napata i inskriptionerne, var oprindelig beboet og civiliseret af egyptere og underlagt Egypten, men blev senere uafhængigt og til med udgangspunktet for et egyptisk dynasti, det 25. egyptiske dynasti (707 – 663 f. Kr.), hvor Bibelens Sa’is [2] og Tirhaka [3] hørte til. Det yngre Meroë beholdt sin uafhængighed da Egypten kom ind under fremmede herskere. Den dronning Kandake, som er omtalt i Apostlenes gerninger [4] var antagelig herskerinde i Meroë.

Meroë, som først blev nævnt af Herodot, blev besøgt af græske købmænd, og Eratosthenes' astronomiske ekspedition bestemte nogenlunde hvor det lå. Riget overlevede en krig mod romerne, og blev en handelspartner, men senere blev riget hærget af afrikanske stammer. Allerede på kejser Neros tid var landet nedenfor Meroë, der tidligere var et område medmange byer, øde, og blev i 300-tallet e.Kr. erobret af kongedømmet Aksum, med hovedstad i Aksum i nutidens Etiopien,

Historie[redigér | redigér wikikode]

Relief af en hersker, en «kandake» som kaldes Kandake Amanitore. Kandake var mere en tittel end et navn.
Meroë ligger nordøst for Khartoum, hovedstaden i nutidens Sudan.

Meroë var den sydlige hovedstad for Napata eller det meroitiske kongedømme som eksisterede i tiden ca 800 f.Kr. til ca 350 e.Kr. I henhold til delvis dechifrerede meroitiske tekster var navnet på byen Medewi eller Bedewi.[5] Udgravninger har afdækket beviser på betydningsfulde kusjiske grave for personer af høj rang fra den napataiske periode, ca 800 f.Kr. til ca 280 f.Kr., i nærheden af bebyggelsen kaldt for den vestlige gravlund.

Kulturen i Meroë udviklede sig fra 25. egyptiske dynasti som havde sin oprindelse i Kusj. Byens betydning øgedes gradvis fra begyndelsen af den meroitiske periode, særlig under Arrakkamanis styre (ca. 280 f.Kr.) da kongelige begravelser blev flyttet til Meroë fra Napata (Gebel Barkal).

Romerrigets erobring af oldtidens Egypten førte til sammenstød ved grænsen og ekspansion af både Meroë som Rom.[6] Det synes som i stridighederne og konflikterne som fulgte ikke var ødelæggende for Meroë , og og de hærgede selv bosættelser i og i nærheden af Aswan, huggede hovedet af en statue af kejser Augustus og gravlagde det under deres tempeltrapper.[7] Striden op og ned til ind i kejser Augustus' tid, hvor parterne mødtes på øen Samos hvor der blev indgået en fredsaftale, og Meroë kom i gang med handelsforbindelser med Rom og Middelhavet. Imidlertid begyndte Meroë at svinde hen som en magtfaktor i 100- eller 200-tallet e.Kr., udmattet af krige og af nedgangen i dets traditionelle industrier.[8]

Meroë er nævnt kortfattet i 100-tallet e.Kr. i det græske geografiværk Periplus Maris Erythraei:

2. «Kysten på højre hånds side nedenfor Berenike er landet til berberne. Langs kysten er fiskespiserne, som lever i spredte huler i smalle dale. Længere ind i indlandet er der berbere, og videre fra dem vildsvine- og kalve-spisere, hver stamme styret af dets chef, og længere ind indlandet, i landet mod vest, ligger en by kaldt for Meroë».
Periplus Maris Erythraei, kapitel 2

Byens sidste periode er markeret af eb sejersstele af en hersker fra Aksumriget hvor navnet er gået tabt, rejst på stedet hvor Meroë lå. Fra hans beskrivelse på græsk var han «konge af aksumiterne og omeriterne» (det vil sige fra Aksum og Himyar) og er antagelig en konge som styrede en omkring år 330 e.Kr. Yderligere to inskriptioner i den gamle etiopiske skriften ge'ez er blevet fundet i nærheden af pyramiderne, men det er uklart om de er samtidige med den kongelige stele eller tilhører en senere dato.

Civilisation[redigér | redigér wikikode]

Halskæde fra Meroë som består af perler og hieroglyfer af Ankh, Djed, Horus' øje, etc.
Pyramiderne i vest med de adelige grave.

Meroë var centrum for et blomstrende kongedømme. Grundlaget for rigdommen var en stærk jernindustri forufen også en international handel som involverede lande så langt borte som Kina og Indien.[9] Meroës jernudvinding og produktion af metal og metalarbejder var omfattende, og blev eksporterdt til resten af Afrika og til international handel. Det egyptiske vandhjul sakia blev brugt til at transportere vand langs irrigationsanlæg for at øge landbrugsafgrøderne.[10] På den tid var jern et af de vigtigste metaller verden over, og meroitiske metalarbejder var blandt de bedste i verden.

Meroitisk skrift.

Meroë eksporterede også tekstiler baseret på bomuld og arbejdet på dette produkt nåede sit højdepunkt i Nubien en gang omkring 400 f.Kr. Desuden var Nubien rig på guld. Juveler var også et eksportprodukt. Handel med «eksotiske» dyr fra egne mod syd i Afrika var yderligere et træk ved deres økonomi. Det er muligt at det egyptiske ord for guld, nub, var kilden til navnet Nubien.

På sit højdepunkt kontrollerede herskerne i Meroë Nildalen både mod nord og syd i en distance på mere end 1000 km.[11]

Kongen af Meroë var en aristokratisk hersker som delte sin autoritet kun med dronningemoderen, eller kandake. Imidlertid har dronningemoderens rolle forblevet uklar. Administrationen bestod af skatteministre, seglbærere, overhoveder for arkiverne, cjefskriverne og andre.

Ved 200-tallet f.Kr. blev et nyt, egenudviklet alfabet, det meroitiske alfabet, etableret. Det bestod af 23 bogstaver og erstattede det egyptiske skriftsprog som til da var i brug. Meroitisk alfabet var oprindelig afledt og udviklet fra egyptiske hieroglyfer. Det blev udviklet i den napatanske periode (omkring 700-300 f.Kr.), og er bevidnet første gang i 100-tallet f.Kr. For en tid var det også muligt at skrive nubisk af det efterfølgende nubiske kongedømme.[12]

Riget dyrkede også sydlige egyptiske guddomme som Apedemak, løvesønnen til Sekhmet (eller Bast afhængig af regionen). De fortsatte med at dyrke egyptiske guddomme som blev bragt til dem, som Amon, Tefnut, Horus, Isis, Tot, og Satis, skønt i en mindre grad.

Arkæologi[redigér | redigér wikikode]

Plan over det nordlige pyramidefeltet ved Meroë.

At bedrive moderne arkæologi i Sudan har været vanskelig på grund af den pågående borgerkrig, blandt andet Darfur-konflikten. Stedet Meroë blev opdaget i 1821 af den franske mineralog Frédéric Cailliaud (1787–1869), som udgav et illustreret værk som beskrev ruinerne. En del udgravninger på jagt efter kostbarheder blev udført i lille skala i 1834 af Giuseppe Ferlini som opdaget (eller hævdede at have opdaget) forskellige oldtidsfund, hovedsagelig i form af smykker som i dag er huset i tyske museer i Berlin og München.

Ruinerne blev undersøgt mere omsorgsfuldt i 1844 af den tyske arkæolog og filolog Karl Richard Lepsius som bragte plantegninger, skitser, og kopier, foruden fortidsgenstande, med tilbage til Berlin. Yderligere udgravninger blev gjort af den engelske egyptolog E. A. Wallis Budge i årene 1902 og 1905. Resultatet af dette arbejde blev udgivet i hans bog The Egyptian Sudan: its History and Monuments (London, 1907). Sir Reginald Wingate, guvernør af Sudan, anlagde vej til og mellem pyramiderne.

Mann fandt ud af at pyramiderne ofte var blevet bygget over gravkamre som indeholdt rester af lig som var enten brændt eller begravet uden at blive mumifiseret. De mest interessante objekter som blev fundet var relieffer på murvæggene i gravkamrene, allerede blev tolket af Lepsius; disse præsenterede navne og gengivelser af deres dronninger, de nubiske kentaker, en del konger, og nogle kapitler af Dødebogen; en del steler med inskriptioner på det meroitiske sprog, og en del beholdere af metal og keramik. De bedste af reliefferne blev taget ned, sten for sten, i 1905 og sat op igen, delvis i London og delvis i Khartoum.

Dekorativ plade i pyramiden N12 (2005).

I 1910 som en konsekvens af en rapport ved Archibald Sayce blev der udført udgravninger i jordhøjene i byen og i gravområderne, nekropolis, ved John Garstang på vegne af Universitet i Liverpool. Garstang opdagede ruinerne af et palads og flere templer som var blevet bygget af herskerne i Meroë.

Byen består av tre deler:

  • Den såkaldte kongelige bydel som var omgivet af en mur og trolig paladser, men også andre vigtige bygninger.
  • Tempelkomplekserne for Amon.
  • Et boligområde af byen hvor den øvrige befolkning boede.

I den kongelige bydel var paladser og administrative bygninger. Specielt bemærkelsesverdig er det såkaldte romerske bad. Dette var en spa i stil med andre steder bygget rundt om Middelhavet, i en klassisk stil med skulpturer og vægmalerier.

Den store tempel for Amon er orienteret væk fra Nilen og ser mere til den stigende sol. Til dette tempel er flere mindre templer rundt omkring. Lidt under otte km mod øst findes gravpladser med mange pyramider.

Halvvejs mellem byen og pyramiderne ligger det såkaldte Soltempel (M 250). Denne bygningen har et indre tempel omgivet af en mur. I templet fandtes der et billede af anlægget, sådan at at arkæologerne kunne foretage en rimelig nøyaktig rekonstruksjon.[13] Det såkalte Tempel 292 er også kendt som «Augustus' tempel» da der blev fundet bronzefragmenter af kejser Augustus. Det er muligt at dette er dele af tyvegods eller erobringer fra striden med romerne. I tempelet var der malerier som kun er bevaret som kopier.[14]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bianchi, Steven (1994): The Nubians: People of the ancient Nile. Brookfield, Conn.: Millbrook Press. ISBN 1-56294-356-1.
  • Davidson, Basil (1966): Africa, History of A Continent. London: Weidenfeld & Nicolson. pp. 41–58.
  • Adams, W. Y. (1977): Nubia: Corridor to Africa, London: Allen Lane, pp.294-432.
  • Shinnie, P. L. (1967): Meroe, a civilization of Sudan. Ancient People and Places. 55. London/New York: Thames and Hudson.
  • Török, László (1997): The Kingdom of Kush: Handbook of the Napatan-Meroitic Civilization. Handbuch der Orientalistik. Erste Abteilung, Nahe und der Mittlere Osten. 31. Leiden: Brill. ISBN 90-04-10448-8.

Eksterne kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. «The Island of Meroe», UNESCO World Heritage
  2. Anden Kongebog 17:4
  3. Anden Kongebog 19:9
  4. Apostlenes gerninger 8:27
  5. Török, 1998
  6. I år 23 f.Kr. invaderede den romerske guvernør af Egypten, Publius Petronius, landet Nubien som svar på et nubisk angreb på det sydlige Egypten, han hærgede den nordlige region og plyndrede Napata i år 22 f.Kr. før han drog nordover igjn.
  7. «Bronze head of Augustus». British Museum. 1999.
  8. «Nubien», BBC World Service
  9. Stofferan, Steve & Wood, Sarah: Lecture 30: Ancient Africa Lectures, Purdue University
  10. Ring, Trudy; Salkin, Robert M.; La Boda, Sharon: International Dictionary of Historic Places
  11. Adams, Nubia, s. 302.
  12. «Meroe: Writing», Digital Egypt, University College, London
  13. Datagenereret rekonstruktion af templerne
  14. Shinie, P. L.; Bradley, R. J. (1981): «The Murals from the Augustus Temple, Meroe». I: Simpson, W. K.; Davies, W. M. (red.): Studies in Ancient Egypt, The Aegean, and the Sudan. Essays in honor of Dows Dunham on the occasion of his 90th birthday, 1. juni 1980. Boston, ISBN 0-87846-197-3, ss. 167–172.