Middelalderen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kvinder på jagt, illustration fra middelalderhåndskrift

Middelalderen (latin: medium aevum eller media ætas) betegner i europæisk historie perioden fra antikkens afslutning i folkevandringstiden til tidlig moderne tid eller renæssancen. Det har været almindeligt at tidsfæste den mere præcist til 476-1453 med henholdsvis det vest- og østromerske riges fald som yderpunkterne. I dag bruges det almindeligvis om perioden ca. 500-1500.

Begrebet Middelalder[redigér | redigér wikikode]

Begrebet middelalder blev opfundet af italienske renæssancehumanister i første del af 1400-tallet. Indtil da (og relativ lang tid efter) delte man almindeligvis historien op i de seks verdensaldre med udgangspunkt i de bibelske seks skabelsesdage eller i de fire verdensmonarkier med udgangspunkt i Dan 2,40. De tidlige renæssancehistorikere (med Francesco Petrarca som den første) opererede i stedet med to perioder i historien: Antikken og "den mørke tid". I midten af 1400-tallet mente de, at historien nu var kommet ud af den mørke tid og ind i den moderne tid; det gav grundlag for at beskrive tiden mellem antikken og den moderne tid som en mellemperiode, middelalderen. Italieneren Giovanni Andrea Bussi brugte betegnelsen (media tempestas) i 1469. Denne tredeling af historien kom til at få langvarig betydning og danner i vidt omfang grundlaget for historikeres opdeling af historien den dag i dag. De har dog i høj grad forladt renæssancens syn på middelalderen som en unyttig ventetid på antikkens genfødsel og taler i højere grad om kontinuitet mellem middelalderen og den moderne tid.

Opdelingen af historien i tre perioder blev introduceret i Danmark af kongelig historiograf Jon Jakobsen Venusinus i skriftet De historia dissertatio prima, qva ejus definitio et divisio comprehenditur fra 1604, hvor han skelner mellem ætas prisca, ætas media og ætas recentior. Så sent som i Ludvig Holbergs Synopsis Historiæ Universalis fra 1733 benyttes opdelingen i de fire verdensmonarkier, men Holberg kendte og brugte også begrebet middelalder ("Middel Alder", "Middel-Alder", "middel Alderen") som de lidt yngre historikere Peter Friderich Suhm ("den midlere Historie") og Gerhard Schøning ("de saakaldte midlere Tider"). Ove Høegh-Guldberg benyttede i sin Verdens Historie (1768-1772) opdelingen i de seks verdensaldre.

Den latinske betegnelse blev først fastlagt som media ætas efter nogen tid, hvor flere forskellige betegnelser var i brug. Det drejer sig om entalstalsformerne (årstallet for første kendte brug er angivet i parentes) media tempestas (1469), media ætas (1518), media antiquitas (1519), medium ævum (1604) og medium sæculum (1625) samt flertalsformerne media tempora (1531) og media sæcula (1625). Denne vaklen er formodentlig årsag til, at betegnelsen for perioden på engelsk (Middle Ages), nederlandsk (Middeleeuwen), russisk (Средние века) og islandsk (miðaldir) har en flertalsform, mens den på de øvrige europæiske sprog har entalsform.

Det er almindeligt at opdele perioden i yderligere i tre perioder:

Denne opdeling blev dominerende efter Første Verdenskrig gennem artikler og bøger af historikerne Henri Pirenne (ophavsmand til Pirenne-tesen) og Johan Huizinga.

Dansk middelalder[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Danmarks historie (1047-1397)
Man får en fornemmelse af, hvordan man oplevede landet med dette kort, der er tegnet af Sebastian Münster i 1554, kort efter middelalderens afslutning. Det skal dog tilføjes, at det var et kunstkort - ikke et kort, der blev brugt til at navigere efter.

Middelalderen betegner i dansk (og nordisk) sammenhæng en senere periode end i det sydligere Europa. I almindelighed bruges begrebet middelalder om perioden fra ca. 1000 til 1536 og betegner således den periode, hvor den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark. Det er dog også normalt først at regne middelalderens begyndelse i Danmark fra vikingetidens ophør omkring 1050 eller allerede fra kongemagtens overgang til kristendommen ca. 965. Ofte nævnes Svend 2. Estridsens regeringsperiode som tiden, der bragte Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Det var bl.a. i denne periode, at Danmark kirkeligt blev delt ind i otte stifter.

Ud over den katolske kirkes centrale position var perioden karakteriseret ved, at magten i samfundet til en vis grad var delt mellem kongemagt, adel og kirke med skiftende styrke hos de tre grupper. Det kom til udtryk ved institutioner som danehof og rigsråd. Ved reformationen i 1536 blev dette forhold ændret, da kirken mistede sin direkte politiske indflydelse. Derfor kaldes perioden efter reformationen og frem til enevældens indførelse i 1660 ofte adelsvælden. Dette tidspunkt kendes også pga. indførelsen af loven omkring misbrug af mindreårige.

Historikere bruger ofte en opdeling af den danske middelalder, der ser sådan ud:

  • Vikingetid (ca. 800-1050)
  • Tidlig middelalder (ca. 1050-1200)
  • Højmiddelalder (1200-1400)
  • Senmiddelalder (1400-1536)

Skellet mellem højmiddelalder og senmiddelalder begrundes dels med de samfundsforandringer, som Den Sorte Død medførte, og dels med den gensamling af riget, der satte ind, da Valdemar 4. Atterdag blev konge i 1340 (og dermed afsluttede den kongeløse tid, hvor Danmark havde været pantsat til grev Johann og grev Gerhard). Valdemars datter Margrete 1. udbyggede og konsoliderede riget, og centraliserede magten omkring kronen.

Senmiddelalderen var også Kalmarunionens tid (1397-1523). Kampen for at holde sammen på unionen eller genetablere den blev for flere danske konger et primært politisk mål, samtidig med at der foregik en kamp mellem adelen og kongemagten om den politiske dominans ud fra principperne regimen regale og regimen politicum.

Videnskab[redigér | redigér wikikode]

En flad jord. Under Gud og Englene er Firmamentet og næstnederst over Jorden, Luften og Vandet er der en Sfære af Ild! 1475

Tidligere blev middelalderen anset for en tilbagestående periode, hvor mennesker ikke vidste, at Jorden er rund. I dag ved vi, at de udmærket godt vidste, at Jorden er kugleformet [1]. Middelalderen var teknologisk mere avanceret end klassisk tid. Filosofisk blev de klassiske tanker videreudviklet (på middelalderlatin ), og universiteter opstod flere steder i Europa. Universiteterne blev til i et kulturelt krydsfelt for katolikker og muslimer i Spanien og viden spredte sig derfra til resten af Europa. Marco Polo drog på forretningsrejse til Kina. Rejsen er forløberen for opdagelsesrejserne i renæssancen, men de har deres udgangspunkt i middelalderen.

Kunst og ideer[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen spirede den idé, at mænd og kvinder er født intellektuelt lige, og at kvinden skal have samme rettigheder med manden. Det begrundedes med, at hvis en ufri kvinde ikke har frihed til at synde, kan hun ikke angre og derved modtage nåden. Før middelalderen var tanken om lighed nærmest utænkelig. Da mennesker er lige overfor Gud, sker der også en frigivelse og frikøb af slaver. Slaveri opfattedes som en ukristelig foreteelse og blev ulovlig i flere europæiske lande omkr. år 1000. Først i oplysningstiden genindføres slaveriet i den vestlige verden. Giotto di Bondone (c. 1267–1337) opfandt det korrekte naturalistiske billede. Ideen kopieredes og masseproduceredes i renæssancen. Dante Alighieri (1265-1321) skrev Den Guddommelige Komedie, som er et af de betydeligste værker i litteraturen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Robert Bartlett: The Making of Europe – Conquest, Civilization and Cultural Change 950-1350, Allen Lane 1993 (Penguin Books 1994 ISBN 0-14-015409-4)
  • Per Ingesman, Ulla Kjær, Per Kristian Madsen og Jens Vellev (red.): Middelalderens Danmark. Kultur og samfund fra trosskifte til reformation, Gad:København 1999 ISBN 87-12-03370-7
  • Fred C. Robinson: "Medieval, the Middle Ages" i Speculum 59:4 (1984), s. 745-56
  • Else Roesdahl (red.): Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, Gyldendal:København 1999 ISBN 87-00-22888-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jeffrey Burton Russell (1991): Inventing the Flat Earth: Columbus and Modern Historians, Greenwood Publishing Group, ISBN 027595904X.