Mikhail Bakhtin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mikhail Bakhtin (1920)

Mikhail Mikhajlovitj Bakhtin (eller Bachtin[1]) (russisk: Михаил Михайлович Бахтин) (17. november 18957. marts 1975) var en russisk litterat og semiotiker. Han brugte det meste af sit liv i eksil i Kazakhstan, fordi hans teorier ikke behagede det stalinistiske regime. Hans særdeles originale syn på litteratur og sprog har siden fundet bred anvendelse i vestlig post-moderne teori. Blandt hans vigtige ideer er ideen om at sproglige tegn nødvendigvis er dialogiske og polyfone – det vil sige at deres betydning opstår i et spændingsfelt af de stemmer der har brugt ordet igennem tiden og som stadig klinger i ordet. Denne indsigt brugte han til at forstå hvordan romaner er opbygget af mange andre stemmer end bare forfatterens, et fænomen som Bakhtin kaldte heteroglossia. I beskrivelsen af literære genrer brugte han også begrebet "kronotop" til at beskrive den forestillingsverden i et nexus af imaginært tid, sted og sociale forhold i hvilken romaner udspiller sig. I sine vigtigste værker analyserede han Dostojevskijs og Rabelais' romaner, i sin analyse af Rabelais gjorde han brug af begrebet "karnevalsk" (carnevalesque) til at beskrive de ofte groteske litterære universer.[2][3]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Filosof Stub
Denne biografi af en filosof er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi