Milano-ediktet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Milano-ediktet er den almindelige betegnelse for en overenskomst indgået 313 mellem Konstantin, kejser over den vestlige del af Romerriget, og Licinius, kejser over den østlige del. Overenskomsten sikrer kristendommens ligestilling med øvrige religioner i Romerriget, med en tilføjelse om, at al kirkelig ejendom, som tidligere var blevet konfiskeret, nu skulle tilbagegives til kirken.

Overenskomsten videreføre tankerne i Galerius' toleranceedikt fra 311, som gav de kristne lov til at praktisere deres religion. Milano-'ediktet' indebar, at alle former for forfølgelse på baggrund af religion nu blev indstillet. Under Theodosius den Store, ca. år 380, blev kristendommen statsreligion i det romerske rige.

Kilder og kildekritik[redigér | redigér wikikode]

Den originale tekst foreligger ikke i form af et officielt edikt (en kundgørelse); teksten burde derfor mere korrekt omtales som en overenskomst. Teksten er indeholdt i Licinius's skrivelse til guvernøren af Bithynia, en romersk provins ved Bosporus, bl a med byerne Nikomedia og Nikæa, nuv. Iznik; (hér oversat fra engelsk):

Da jeg, Kejser Konstantin, og jeg, Kejser Licinius, ved lykkelig tilskyndelse mødtes og overvejede alt, hvad der angik det almene vel .., fandt Vi, at navnlig de regler der angår ærbødighed for det guddommelige burde prioriteres. Så Vi giver såvel kristne som andre fuldmagt til at tilslutte sig den religion, som de hver især vælger...
...
Derfor skal Deres Højvelbårenhed vide, at det har behaget Os at ophæve alle de påbud om indskrænkninger af enhver art i de kristnes frihed, som i tidens løb er blevet tilstillet Dem officielt. Enhver, som nu ønsker at praktisere den kristne religion kan gøre det frit og offentligt, og uden nogen forulempelse. Vi fandt det passende at anbefale disse emner til Deres omsorg, så De skal vide, at Vi har givet disse kristne fri og ubegrænset adgang til gudsdyrkelse. Når De erkender, at Vi har givet dem denne frihed, så skal Deres Højvelbårenhed også vide, at Vi har tilstået [medlemmer af] andre religioner retten til åbenlys og uhindret praktisering af deres gudsdyrkelse, med henblik på at stifte fred i Vor regeringstid, så enhver har uhindret mulighed for den gudstjeneste, som vedkommende ønsker. Denne forordning er fastsat for at undgå en tilsyneladende krænkelse af noget ærværdigt eller nogen religion.[1]

Den bliver citeret i Lactantius' Om forfølgernes død (De mortibus persecutorum), som gengiver både den latinske tekst af Galerius's Tolerance-edikt, offentliggjort i Nikomedia den 30 April 311, og Licinius's skrivelse til guvernøren af Bithynia om religionsfrihed og tilbagegivelse af kirkelig ejendom, der blev offentliggjort i Nikomedia den 13 June 313. Eusebius af Cæsarea oversatte begge skrivelser til græsk i hans 'Kirkehistorie' (Historia Ecclesiastica).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. The "Edict of Milan" (313 A. D.)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]