Milorg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Norge under 2. verdenskrig
Vigtige begivenheder

Weserübung Angrebet på Norge
Elverum-fuldmagten
Midtskogen Vinjesvingen
Besættelse og Modstand
Lejre Shoah Telavåg
Festung Norwegen
Tungt vand-sabotagen
Retsopgøret

Personer

Haakon 7.  Nygaardsvold  CJ Hambro
CG Fleischer  Otto Ruge
Jens Chr. Hauge

Quisling  Jonas Lie
Josef Terboven  Wilhelm Rediess
von Falkenhorst

Organisationer

Milorg  XU  Linge   Oslogjengen  Nortraship

Nasjonal Samling 

Statspolitiet i Norge  Rinnanbanden

     Modstand      Tyskvenlige

Milorg (militær organisation) var navnet på en hemmelig militær organisation og modstandsbevægelse i Norge under 2. verdenskrig. Formålet med Milorg var at forberede mulighederne for en befrielse af Norge fra tysk besættelse, samt at støtte en eventuel allieret invasion. Milorg drev også et omfattende efterretningsapparat og støttede allierede operationer i landet, samtidig som organisationen gennem krigen var aktiv med egne sabotageoperationer. Milorg blev opløst mod slutningen af 1945.

Oprettelse[redigér | redigér wikikode]

Efter det militære nederlag i 1940 havde mange soldater og officerer gemt sine våben og holdt kontakten med hinanden ved lige ved hjælp af mindre enheder. Andre grupper blev dannet med udgangspunkt i blandt andet sportsklubber. Som tiden gik begyndte disse grupper at samarbejde lokalt og allerede i efteråret 1940 begyndte arbejdet med at opbygge en landsomfattende organisation.

Organisationen opstod i efteråret 1940 under navnet ”Organisasjonen”, også kaldt ”R-gruppen”, og blev senere organiseret som de fem ”kamporganisationer” i foråret 1941. Der var uklarheder om kommandolinjene fra allieret hold, og efter en afklaring i spørgsmål om sabotage, bevæbning og lignende, og ikke mindst om status i det såkaldte ”trekantforhold” mellem Milorg, regeringen og britiske SOE, sendte regeringen Nygaardsvold et telegram den 20. november 1941 til Rådet: ”Regeringen anerkender militærorganisationen i Norge og dens styre repræsenteret ved Rådet...”. Milorg var dermed en del af det norske forsvar og var at anse som del af Hjemmefronten, som senere blev til Hjemmestyrkene (HS).

Den første gruppe, som prøvede at samle modstandsarbejdet, fik problemer på grund af arrestationer, ud fra denne gruppes arbejde fortsatte major Olaf Helset sammen med bl.a. professor Johan Holst, kaptajn Jakob Schive og oberstløjtnant Ole Berg arbejdet med at danne en fast centralledelse i OsloDen sentrale ledelse (SL). Olaf Helset blev arresteret i februar 1941

Knut Møyen organiserede modstandsarbejdet blandt studenter ved Universitetet i Oslo. Han genopbyggede og organiserede modstandsgrupperne på Østlandet. Han blev chef for Milorg og etablerede kontakt med regeringen i London og norske agenter i Storbritannien. Sommeren 1942 blev Milorg i Drammen sporet af Gestapo. Knut Møyen og sin ”ordonnans”, Erling Lorentzen var tæt på en arrestation, men det lykkedes for Møyen at flygte til Sverige og derfra videre til London. Da han gik i dækning var der omkring 20.000 mand i Milorg. Hans ”skygge” og stedfortræder Jens Christian Hauge overtog som leder af organisationen.

Rådet[redigér | redigér wikikode]

Milorgs øverste organ blev kaldt ”Rådet” og havde fire medlemmer. Der var blevet foretaget flere udskiftinger blandt disse, eftersom medlemmer blev arresteret eller måtte forlade landet. Sommeren 1942 blev juristen Jens Chr. Hauge medlem og han blev den centrale skikkelse i organisationens ledelse, og holdt det gående frem til befrielsen. I november 1944 blev Hjemmefronten samlet under en fælles ledelse.

Rådet meldte sig til tjeneste i et brev til Kong Haakon den 10. juni 1941, og det var tydeligt at de ikke var særlig imponeret over London-regeringens indsats:

”Hensigten med vor organisation er, at stille et magtapparat til rådighed for et indenlandsk styre, hemmeligt eller officielt, som er godkendt af kongen og som handler under direkte ansvar overfor kongen. Dette indenlandske styre skal afgøre om og når magtapparatet skal træde i funktion. Det er af væsentlig betydning for os at få godkendt dette grundsyn”

Det er uklart, om kongen fik dette brev, men svaret kom fra briterne i form af et direktiv, hvor det stod klart at det ikke er aktuelt at anerkende andre end den ”grundlovsmæssige norske regering”. Forholdet mellem London og Oslo blev med tiden dårligere. Regeringen godkendte ”Rådet” som leder for militærorganisationen den 20. november 1941, da følgende blev vedtaget i Forsvarsrådet:

”Regeringen anerkender Milorg i Norge og dets lederskab. Milorg skal stå direkte under den øverstkommanderende for den norske hær i Storbritannien. Alle, som deltager i kampen for frihed i Norge, bliver opfordret til at indordne sig under Milorg, og de skal betragtes som stående under militær kommando. Denne sag har vært forelagt for Hans Majestet Kongen, som er enig med regeringen.”

Milorg blev lagt under Forsvarets Overkommando som egen afdeling – FO 4, men direkte underlagt hærens øverstkommanderende. Denne afdeling blev senere delt i to. En afdeling skulle tage sig af Milorg, den anden skulle tage sig af sabotageaktioner (Kompani Linge), og træne instruktører.

SOE og Milorg[redigér | redigér wikikode]

Milorg distrikt 12 (D12) ved en parade på Slottsplassen foran Det Kongelige Slott i 1945.

Briterne havde en hemmelig organisation, SOE, som drev operationer i besatte lande. De havde startet sit arbejde i Norge i 1940. De var længe skeptiske, når det gjaldt Milorg, delvis fordi briterne ønskede små selvstændige grupper, styret direkte fra Storbritannien, men også fordi en centralstyret organisation, ledet fra et besat land, var sårbar for blandt andet infiltration.

Militærorganisationen i Norge var imidlertid et faktum og kunne ikke afvikles eller splittes op uden videre. I den såkalte ”Stockholmsprotokollen” fra maj 1943 blev det afklaret at ”Den centrale ledelse” skulle stå for det organisationsmæssige og administrative arbejde med organisationen, men Forsvarets Overkommando skulle have kommandomyndigheden. Der blev også lavet et eget Milorg-kontor i Stockholm, underlagt militærinspektøren der.

Hjemmestyrkerne havde længe et anstrengt forhold til SOE fordi briterne ønskede at binde store tyske styrker i Norge for at lette presset på kontinentet. For at opnå dette, organiserede SOE kommandoraid, som medførte forholdsvis store civile skader og repressalier i Norge uden at samordne sig med Hjemmefronten. Forholdet mellem Milorg og SOE blev afklaret ved forhandlinger i Köpmannebro[1] ved Vänern i Sverige 7.-9. maj 1943.

Opgaver[redigér | redigér wikikode]

Milorgs styrker var irregulære styrker, som skulle operere bag fjendens linjer, noget som i udgangspunktet ikke var tilladt ifølge folkeretten, blandt andet fordi det medførte stor fare for repressalier mod lokalbefolkningen. Mod slutningen af krigen tog den tyske overkommando i Norge spørgsmålet op med Oberkommando der Wehrmacht (OKW), som først svarede at medlemmer af den norske modstandsbevægelse skulle behandles som stridende, hvis de optrådte i samlede enheder, og bar armbind eller andre tydelige kendetegn. Den tyske politimyndighed i Norge protesterede mod denne tolkning, og OKW bestemte, at medlemmer af modstandsbevægelsen skulle anerkendes som stridende, når de optrådte i enheder på en trop eller mere, og i den hensigt at kæmpe.

Befrielsen[redigér | redigér wikikode]

Ved krigens afslutning trådte Milorgs tropper gradvis frem fra 7. til 9.maj 1945. De måtte ikke foretage sig noget overfor de tyske tropper, som efter aftale med de allierede samledes i lejre og afvæbnede sig selv. Milorg skulle sammen med polititropperne, der ankom fra Sverige, og afdelinger fra Storbritannien, fungere som vagtstyrker, sikre ro og orden, samt arrestere landsforrædere. Den kommunistiske modstandsbevægelse og den samlede modstandsbevægelse så med mistro på Milorgs ledelse, som de mistænkte for at have ambitioner i fredstid og planer om et (militær)-diktatur. For at fjerne sådanne mistanker, lagde Milorgs ledelse vægt på at holde en lav profil det sidste krigsår, og understrege sin underordning under Forsvarets Overkommando. Milorg skiftede også navn til Hjemmestyrkerne. Jens Chr. Hauge gik i fredstid hurtigt over i en civil stilling, og Milorg-ledelsen blev opløst, mens Milorg-jægerne blev frarådet at danne veteranklubber, og i stedet indgå i det nystiftede Heimevernet (= Hjemmeværnet).[2]

Milorgdistrikter[redigér | redigér wikikode]

Norge var delt op i følgende Milorgdistrikter:

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Krigshistorisk idyll". Østfold Kulturnett. 28. januar 2003. http://ostfold.kulturnett.no/default.aspx?itemID=2580. 
  2. Ole Kristian Grimnes: "Fra krig til fred i Norge", Norske tilstander, danske tilstander 1940-45 (s. 292-3), forlaget Press, Oslo 2010, ISBN 978-82-7547-401-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]