Minimumsloven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Det såkaldte "Liebigs kar", der viser konsekvensen af, at én vækstfaktor er i underskud. Det sætter nemlig grænsen for vækst trods rigelig adgang til alle andre faktorer.

Teorierne til minimumsloven blev udtænkt af tyskeren Carl Philipp Sprengel i 1828, men formuleret og gjort folkeligt kendt af Justus von Liebig i 1855. Formuleringen udtrykker den lovmæssighed, at planters vækst bliver hæmmet af den ressource, der er vanskeligst tilgængelig på voksestedet. Omvendt gælder det også, at tilførsel af en vækstfaktor, som allerede findes i tilstrækkelig mængde, ikke vil fremkalde øget vækst (se merudbytte).

Derfor er minimumsloven en vigtig grundpille i forståelsen af planters gødningsbehov og i den praktiske anvendelse af gødning. En afbalanceret gødningsanvendelse betyder, at man først og fremmest afhjælper de mest udbyttebegrænsende næringsstofmangler. Mindre velovervejet kan man i stedet vælge at tilføre en blandingsgødning ("NPK"), som dækker alle behov.

Ofte bruger man et trækar til beskrivelse af minimumsloven: Den tøndestav, som er kortest, vil bestemme vandstandens maskimale højde i karret. Med andre ord: høstudbyttet kan ikke stige ud over den mængde, der bestemmes af den vækstfaktor, som er mest i underskud.