Moler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Moler

Moler er en sedimentær bjergart og findes bl.a. på de danske øer Mors og Fur.

Molerets geologiske betegnelse er Fur Formationen. Dette deles op i et Knudeklint Led og et Silstrup Led.

Moler består af ca. 10 % aske 30% ler og 60% diatomé-skaller og klassificeres derfor som en form for marin diatomit (kiselgur).

Moler er meget porøst, og derfor let, på grund af skallerne. Det bruges derfor som isolering eller kattegrus.

Moler i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Moleret i Danmark blev dannet for 55 mio. år siden i den geologiske epoke Eocæn.

Her lå landet 150 – 400 meter under havets overflade. Når diatoméerne døde, efterlod de skaller af kisel (siliciumdioxid), som sammen med lermineraler, gennem nogle millioner år har dannet de lag på havbunden, som vi i dag kalder moler.

Mellem diatomélagene ses også tydelige lag af vulkansk aske fra talrige vulkanudbrud. Askelagene er nummererede -39 til +140 og er ikke komplette noget sted. Askelagene blev første gang inddelt på Silstrup Hoved med +1 nederst og +140 øverst, typelokalitet for Silstrup Led. Den positive lagpakke er ca. 25 meter tyk og den negative lagpakke (Knudeklint Led) er ca. 30 meter tyk. Da askelagene bliver tykkere mod nord, må vinden have ført asken ned fra vulkaner nord for Danmark. Afstanden mellem askelagene indikerer hvor tit vulkanerne har været i udbrud og tykkelsen af askelagene indikerer styrken af vulkanudbruddet og/eller afstanden til vulkanerne.

I 2007 påviser nye dateringer at molerets geologiske base sandsynligvis er den geologiske grænse mellem tidsepokerne Paleocæn og Eocæn. Den dateres til at være 55,8 millioner år gammel. Det i moleret lidt højere liggende askelag minus 17 er 55,12 millioner år gammelt og askelaget plus 19 antages at være 54,1 million år gammelt. Denne geologiske tid midler over en global opvarmning kaldet PETM (Paleocæn/Eocæn Termisk Maksimum). I 2007 antyder forskning fra RUC at massive udledninger af kulbrinter fra opsprækningen af Nordatlanten er årsagen til opvarmningen. Amerikansk forskning antyder at isen i en periode på 1 million år smeltede værk fra nordpolen, hvor der i denne tid fandtes et hav fyldt med andemadslignende vandbregner. Fra molerets bund for 55,8 millioner år siden til toppen for cirka 53 millioner år siden dækker aflejringen over et lokalt klima der først virkede nærmest tropisk, for siden at blive subtropisk og ende som tempereret. Dette tolket af fossilerne. Fossilerne beskriver samtidigt hvorledes molerhavet først var et afsnøret indhav, der siden fik kontakt til det åbne hav.

Samlingerne på Molermuseet og Fur Museum viser dyr der afspejler en fauna der over disse millioner år reflekterer både på klimaskift, samt biotop skift.

Af speciel international interesse er de mange fuglefossiler. Dels er der fundet over 30 forskellige slags fugle og dels findes de som et af verdens få steder bevaret rummeligt. På stort set alle andre lokaliteter i verden er fossilet presset fladt af jordpres.

I visse horisonter er der cementstenslag, der er moler udsat for overmættet kalkvand. Moleret er blevet imprægneret med kalk, der har bevaret aftryk af fossiler.

Blotningen af moleret skyldes, at isen har høvlet de overliggende lag væk. Glaciotektonikken har frembragt de bemærkelsesværdige, strukturgeologiske folder. Den sidste istids iskapper trykkede fra flere sider på en gang, og skubbede derved "havbunden" op, så vi i dag kan se formationerne i skrænterne. Den mest kendte er nok Hanklit på Mors.

Udenfor Molermuseet på Nordmors og Fur MuseumFur er det muligt at finde fossile fisk, insekter og planter fra dengang Danmark lå i den subtropiske zone.

Fossiler[redigér | redigér wikikode]

Moleret har et stort og meget varieret indhold af yderst velbevarede fossiler. Noget af det unikke ved molerets fossiler er at de repræsenterer både landlevende og havlevende former. De er derfor også en meget pålidelig kilde til rekonstruktion af palæontologi. Moleret er desuden det jordlag i Danmark hvor der er fundet flest Danekræ disse kan ses udstillet på på Molermuseet, Fur Museum og på Geologisk Museum.[1]

Fugle

Den tidligste tertiære fauna med over 30 arter, nogle næsten bevaret i 3D og endda med fjer. De fleste er de tidligst kendte inden for deres orden. Alle har været landlevende fugle.[2][3] [4]

Krybdyr

Skildpadder[5] og slanger[6]: Stor læderskildpadde (Eosphargis), næsten komplet.[4]

Fisk

Stor fauna af [benfisk]], marine, sandsynligvis de tidligste egentlige dybhavsfisk, en ‘hval-fisk’; tidligste medlemmer af mange nulevende arter bevaret i form af hele skeletter. Enkelt sjældne og store eksemplarer er blevet fundet (2 ‘knogletunger’, og 1 tarpon.[7][4]

Insekter

Stor fauna fra land, over 200 arter, mange de ældste i deres familie; mange med farveaftegninger på vinger og meget velbevarede øjne.[8][9] [4]

Krebsdyr

De eneste fossile rejer fra Danmark, rurer og tanglus.[10]

Landplanter

Nogle medlemmer af den Arcto-Tertiary flora; Store silificerede træstammer (op til 9 meter) af rødtræ. Kviste, blade samt nødder og kerner fra mange forskellige arter. I forbindelse med træstammer er der fundet muslinger og langhalse samt spor efter boremuslinger.[11] [12]

Diatoméer Stor diversitet af encellede marine alger med skal af kisel (opal), ca. 130 forskellige arter.[13]

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Moler anvendes bl.a. til:

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Bonde, N., Andersen, S., Hals, N., and Jakobsen, S.T. (2008). Danekræ – Danmarks bedste fossiler. Copenhagen: Gyldendal. 224 pp.
  2. DYKE, G. J.,WATERHOUSE, D. M. & KRISTOFFERSEN, A. V. 2004: Three new fossil landbirds from the early Paleogene of Denmark. Bulletin of the Geological Society of Denmark, 51, 47–56.
  3. KRISTOFFERSEN, A. V. 2002b. An Early Paleogene trogon (Aves: Trogoniformes) from the Fur Formation, Denmark. Journal of Vertebrate Paleontology, 22, 661–666.
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 Pedersen, G. K., Pedersen, S. A. S., Bonde, N., Heilmann-Clausen, C., Larsen, L. M., Lindow, B., Madsen, H., Pedersen, A. K., Rust, J., Schultz, B. P., Storey, M. og Willumsen, P. S. 2012: Molerområdets geologi – sedimenter, fossiler, askelag og glacialtektonik. Geologisk Tidsskrift 2011, pp. 41–135, 2dgf.dk
  5. NIELSEN, E. 1963. On the postcranial skeleton of Eosphargis breineri Nielsen. Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening, 15, 281–328
  6. HOCH, E. 1975. Amniote remnants from the eastern part of the Lower Eocene North Sea Basin. Colloque International du Centre National de la Recherche Scientifique, Paris, 218, 543–562.
  7. BONDE, N. 1997: A distinct fish fauna in the basal ashseries of the Fur/Ølst Formation (U. Paleocene, Denmark). Aarhus Geoscience, 6, 33–48.
  8. ARCHIBALD, S. B. &MARKARKIN, V. N. 2006: Tertiary Giant Lacewings (Neuroptera: Polystoechotidae): Revision and description of new taxa from Western North America and Denmark. Journal of Systematic Palaeontology, 4, 119–155.
  9. LARSSON, S.G., 1975: Palaeobiology and mode of burial of the insects of the Lower Eocene Mo-clay of Denmark. Bulletin of the Geological Society of Denmark, vol. 24 p. 193-209. 2dgf.dk
  10. GARASSINO, A. & JAKOBSEN, S. L. 2005: Morscrangon acutus n. gen. n. sp. (Crustacea, Decapoda, Caridea) from the Fur Formation (Early Eocene) of the Islands of Mors and Fur (Denmark). Atti Societa italiana di Scienze naturali, Museo civico di Storia nataturale, Milano, 146, 95–107.
  11. Sakala, J., & Gryc, V., 2011: A new species of Rhysocaryoxylon (Juglandaceae) from the Lower Eocene Fur Formation of Mors island (northwest Jutland, Denmark). Bulletin of the Geological Society of Denmark, Vol. 59, p 45–49
  12. Pedersen, G. K., Pedersen, S. A. S., Bonde, N., Heilmann-Clausen, C., Larsen, L. M., Lindow, B., Madsen, H., Pedersen, A. K., Rust, J., Schultz, B. P., Storey, M. og Willumsen, P. S. 2012: Molerområdets geologi – sedimenter, fossiler, askelag og glacialtektonik. Geologisk Tidsskrift 2011, pp. 41–135, 2dgf.dk
  13. HOMANN, M. 1991. Die Diatomeen der Fur Formation. Geologisches Jahrbuch, A 123, 1–285.