Molière
Jean-Baptiste Poquelin bedre kendt som Molière (15. januar 1622 – 17. februar 1673) var en fransk forfatter og af mange anset for verdens største komedieforfatter. Han blev født i Paris.
Molière voksede op i en meget velstående hoftapetserermesterfamilie. Han studerede hos jesuitterne på Collège de Clermont (Nu Lycée Louis-le-Grand). Hans far ønskede at han skulle studere jura, men det ville Molière ikke. Han ville hellere skrive skuespil end arve sin fars indbringende stilling ved hoffet.
Allerede som 21-årig opsatte han sit første stykke, som gik i tre år. I 1658 spillede han for kongen og oprettede snart efter et egentligt teater. Fra 1659 udgav han mindst et værk om året. Hans produktion strakte sig fra simple farcer til meget sofistikerede komedier, som gjorde nar af menneskelig svaghed og tåbelig adfærd.
I Tartuffe skabte Molière en af sine berømte personer, en religiøs hykler. Stykket var så provokerende, at Louis XIV, som selv fandt det underholdende, ikke tillod offentlig opførelse i fem år for ikke at fornærme det magtfulde franske kleresi.
Molière døde mens han selv spillede hovedrollen i Den indbildt syge. Han besvimede på scenen og døde nogle timer senere i sit hjem.
| Stub Denne skuespillerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
| Stub Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
Eksterne henvisninger [redigér]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Molière