Murmansk oblast

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Murmansk oblast
Му́рманская о́бласть
Oblast
Land Rusland Rusland
Føderalt distrikt Nordvestlige
Økonomisk region Nordvestlige
Officielle sprog Russisk
Administrativ center Murmansk
Areal 143.200 km² (nr. 29.)
Indbyggertal 892.534 (nr. 60.)
Grundlagt 26. maj 1938
Tidszone UTC+3
 - sommertid UTC+4
Murmansk oblasts placering i Rusland
Murmansk oblasts placering i Rusland
Murmansk oblasts placering i Rusland
Hjemmeside: http://gov.murman.ru/
Kort over Murmansk oblast

Murmansk oblast (russisk: Му́рманская о́бласть, Murmanskaya oblast) er en føderal enhed i det nordvestlige Rusland. Oblasten blev officielt etableret den 26. maj 1938 og har en størrelse på 143.200 km² og en befolkning på 850.000 (1. januar 2007).

Geografi

Murmansk oblast består for størstedelen af Kolahalvøen og er en del af det større Lapland, som strækker sig over flere nationer. Mod vest grænser Murmansk oblast op mod Finland og Norge, mod nord Barentshavet, mod øst Hvidehavet og mod syd den russiske republik Karelen.

Murmansk oblast ligger nord for polarcirklen, men langs havet gør Golfstrømmen klimaet noget mildere, således at havet forbliver isfrit og sejlbart helt året. Om sommeren er der midnatssol. Landskabet består hovedsageligt af tundra og er bjergrigt. De største bjerge er Chibinen, der er et yndet skisportssted for skientusiaster.

I fortiden var hele Kolahalvøen dækket af indlandsis, som, da den smeltede, efterlod store revner i jorden, som nu er blevet til talrige floder (Ponoj (426 km) Varzuga (254 km), Voronja (155 km), Umba (123 km), Kola (83 km), Tuloma (64 km), Niva (36 km)) og søer (Imandra (876 km²), Umbosero (422 km²), Lovozero (200 km²)). Forskellige vandkraftværker genererede i 2000 3 milliarder kilowatt.

Mineraler

Der findes store apatit- og jernforekomster, og omkring 10% af hele Ruslands jernbehov dækkes fra miner i Murmansk oblast. Omkring indsøen Lovozero findes forekomster af uran. der findes store forekomster af tørv og træ i området.

I Barentshavet findes Sjtokmanfeltet, som er verdens største gasfelt til havs, der årligt producerer omkring 3,7 milliarder kubikmeter gas til Gazprom. Derudover findes også olieboringer i havet.

Byer

Murmansk, der samtidig er administrativt centrum for Murmansk oblast, er langt den største by i regionen. Derudover er der 24 byer med over 5.000 indbyggere:

Byer i Murmansk oblast med over 5.000 indbyggere
I tusinde, per 1. januar 2007
Murmansk (Мурманск) 317,5 Apatity (Апатиты) 62,6
Severomorsk (Североморск) 53,7 Montsjegorsk (Мончегорск) 49,4
Kandalaksja (Кандалакша) 38,1 Kirovsk (Кировск) 30,6
Olenegorsk (Оленегорск) 23,1 Kovdor (Ковдор) 19,7
Zapoljarny (Заполярный) 18,2 Poljarny (Полярный) 16,8
Murmashi (Мурмаши) 15,7 Poljarnje Zori (Полярные Зори) 15,6
Nikel (Никель) 15,4 Snezhnogorsk (Снежногорск) 14,1
Zaozyorsk (Заозёрск) 13,2 Gadzhijevo (Гаджиево) 12,5
Kola (Кола) 10,6 Rosljakovo (Росляково) 9,7
Revda (Ревда) 9,6 Zelenoborsky (Зеленоборский) 7,0
Vidjajevo (Видяево) 7,0 Alakurtti (Алакуртти) 6,7
Molochni (Молочный) 5,7 Umba (Умба) 5,7
Safonovo (Сафоново) 5,1

Befolkning

Ifølge folketællingen i 2002 var der 892.534 indbyggere i Murmansk oblast, hvilket gør det til den 60. mest folkerige russiske region. 92% (823.215) var registrerede som boende i byer, 7,8% (69.319) på landet. Befolkningssammensætningen var 48,8% (435.135) mænd og 51,2% (457.399) kvinder. Gennemsnitsalderen var i 2002 34,4 år.

Befolkningen var hovedsageligt etniske russere med en række mindre etniciteter med nedenstående fordeling:

Etniske grupper
per. 2002[1]
Russere 760.862 (85,2%) Ukrainere 56.845 (6,4%)
Hviderussere 20.335 (2,3%) Tatarer 7.944 (0,9%)
Karelere 3.505 (0,3%) Samer 1.769 (0,2%)
Finner 426 (0,05%) Andre 42.150 (4,7%)

Referencer

Eksterne henvisninger

Koordinater: 68°02′N 34°34′Ø / 68.03°N 34.57°Ø / 68.03; 34.57