Musik fra middelalderen

Musik fra middelalderen er musik fra tiden mellem ca. år 500 og 1400. Musikken er i stort omfang anonym og domineres i størstedelen af kirkelig musik specielt den gregorianske munkesang. Vi skal op i 1300-tallet, før det bliver almindeligt, at der er komponistnavn på musikken. Nogenlunde samtidig vinder flerstemmig musik frem. Her spiller Ars nova en markant rolle.

Den gregorianske munkesang

Man ved ikke meget om musikken i den tidlige middelalder før opfindelsen af nodeskriften. Stort set det eneste overleverede musikalske repertoire fra før 800 er den liturgiske musik fra den romersk-katolske kirke, den gregorianske munkesang, opkaldt efter pave Gregor den Store (død 602), der havde grundlagt en sangerskole, Schola cantorum, i Rom. De ældste gregorianske melodier er blevet til i den tidlige middelalder efter Romerrigets fald omkring år 476. I den tidlige middelalder noteredes musikken med neumer, som blot angav om melodien skulle stige eller falde. Den gregorianske sang var enstemmig, uden harmonier og akkompagnement af instrumenter. Den blev sunget af munkekor ved klostrenes tidebønner og ved gudstjenester.

Nodesystemet opfindes

Munken Guido af Arezzo (ca. 980 – 1050) betragtes som grundlæggeren af nodesystemet med vandrette linjer, der gjorde det muligt præcist at angive tonen. Dermed var vejen banet for kompositionsmusikken. Omkring samtidigt begyndte flerstemmigt sang, først som parallelsang, senere som mere komplekse flerstemmige kompositioner (polyfoni). Tonaliteten i middelalderen er bestemt af kirketonearterne, der adskiller sig fra det tonesystem, vi kender i dag, ved at have fire grundtonearter udover de to der bruges stadigvæk som dur (ionisk) og ren mol (æolisk): Dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk.

Folkeviser

Foruden den kirkelige musik findes der i middelalderen en levende verdslig musikkultur, for eksempel folkeviser og troubadoursang. Blandt de danske folkeviser kendes Dronning Dagmars vise.

Ars nova

I den sene middelalder blomstrede den verdslige musik med den såkaldte ars nova (ny kunst), der opstod i 1300-tallets Frankrig. Ars nova er bl.a. banebrydende ved at notere rytme i nodesystemet (mensuralnotation), og nye genrer som balladen udvikles.