Musikken i Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Om musikken i Danmark og i det før-kristlige Norden vides intet sikkert da enhver umiddelbar musikalsk overlevering savnes. I national forstand er dansk musik et begreb, der først opstår i vor tidsalder. Men i forhold til landets afsides beliggenhed har tonekunsten tidligt afsat sine mærker og momentvis nået en ikke ringe udvikling. For den allerældste periodes vedkommende besidder vi endog noget ganske enestående i bronzealderens lurer, der kaster et så ejendommeligt lys over en fjern oldtidsperiodes høje teknik og mærkelige sans for toner.

Ganske vist danner lurerne endnu kun et isoleret kulturfænomen, idet vi mangler alle holdepunkter til at knytte dette sammen med den historiske tid, og ganske vist begynder denne historiske periode for dansk musik forholdsvis sent. Men vi er dog i Danmark, ligesom i Norden overhovedet, ikke uden vidnesbyrd om, at tonekunsten også i en tidlig periode har båret blomster, der har afsat frugt.

Musikkens stilling i sagatiden, navnlig dens forbindelse med skjaldekunsten, er endnu ikke fuldstændig oplyst. Selv fra denne fjerne tid besidder vi dog spredte interessante efterretninger, og i de gamle danske kæmpeviser og folkemelodier en musikhistorisk skat, hvis ælde vel ikke bestemt kan påvises - den allerførste optegnelse (folkevisefragmentet i Codex runicus) går ikke længere tilbage end til ca. 1300 – men som dog både i indhold og form så veltalende vidner om Danmarks kultur også på dette område i denne tidlige periode.

Et par af lurerne fra Brudevælte mose, fundet 1797

Tidlig musik[redigér | redigér wikikode]

Den egentlige kunstmusik er derimod en indført kulturplante. I Middelalderen var den navnlig repræsenteret ved kirken, ved den gregorianske sang, der fulgte med den romerske kirke ind i Danmark. Rester af de fordums pragtfulde pergament-messebøger[1] viser, at sangen i det hele har været den samme som i andre katolske lande. Fremhæves må de nylig (beg. 1900-tallet) fremdragne latinske hymner og sekvenser (12.-14. århundrede) fra Lund og fra Ringsted, så overraskende ved deres skønhed og hele kultur, som viser hen til den forbindelse med franske klostre og kirker, som også fra anden side kendes for Danmarks vedkommende i ærkebiskop Eskils, Absalons og Andreas Sunesøns dage.

Tidlig verdslig musik
Uddybende Se også: Stadsmusikant

Den verdslige musik var repræsenteret ved sangere og farende spillemænd, legere, der med deres fedel eller fløjte kom op til Danmark og fandt tilhold hos drotten eller hans hirdmænd. Om flere af de tyske minnesangere fra 13. århundrede ved vi, at de har stået i forbindelse med Valdemarerne i Danmark. Således har Reinmar von Zweter besunget Erik Plovpenning, selve Tannhäuser har besunget Erik Klipping, Mester Rumeland[2] kongemordet i Finderup Lade, og Frauenlob[3] har sunget til pris for Erik Menved.
Den ældste kendte danske folkevise med noder er Drømte mig en drøm i nat.

Christian II – 1500-tallet[redigér | redigér wikikode]

Som en til kongens hof knyttet fast institution træffer vi musikken tidligst under Christian II i form af et kantori, der skulle varetage korsangen i kirken, men også gjorde tjeneste ved kongens taffel. Fra dette kongelige kantori nedstammer det nuværende kongelige kapel.

Den "nederlandske" skole

Den franco-belgiske ("nederlandske") skole førte på den tid an i musikken. Navne fra denne skole pryder også det danske kongelige kapels lister henved et århundrede igennem, under Christian III, Frederik II og Christian IV. Af dem kan nævnes Georg Preston (måske Jørgen Preston?), Johan Baston, Adrian Petit Coclicus (o. 1499-1563), Franciscus Amsfortius (o. 1559), Arnold de Fine (o. 1530-1586), Gregorius Trehou (1550-1619) og Melchior Borchgrevinck. Christian IIIs "øverste Trompeter" var Jørgen Heide – Under Frederik II søgte i rigt mål engelske instrumentister til hoffet, hvor de tillige optrådte som skuespillere, mimere og dansere ved festlighederne på Københavns Slot og på Kronborg under anførsel af William Kemp (død o. 1603), Shakespeares ven og kunstfælle.

Salmesang

Som folkeligt element fik salmesangen i reformationsårene en særskilt betydning, og kongerne sørgede for, at kundskab til musik kunne blive alment udbredt. I latinskolerne udgjorde sang og musik et fast lærefag, også universitetet fik for dette fag en egen lærestol, som bestod indtil ind i midten af 18. århundrede. Dels ved disse institutioner, dels ved kongens direkte forsorg udviklede der sig et ejendommeligt musikliv i den lykkelige periode Danmark oplevede i begyndelsen af Christian IV's regering,

Christian IV – 1600-tallet[redigér | redigér wikikode]

Med betydelige omkostninger underholdt Christian IV et talrigt og veludrustet kapel af sangere og instrumentister, et af de største på sin tid i Europa, med ikke få udenlandske mestre i sin midte, som englænderen John Dowland, tyskerne Melchior Schildt og Heinrich Schütz og mange andre. Christian IV stod i udlandets øjne som en fremragende musikalsk mæcen, hvorom flere dedikationer fra udenlandske tonemestre vidner.

Af andre musikere kan nævnes William Brade (1594-1596, 1599-1606 og 1620-1622), Jan Tollius (1601-1603), Vincentius Bertholusius (1607-1608),[4] Nicolo Gistou(eller Nicolas Gistow, død 1609), Thomas Simpson, Matthias Weckmann.

Også for den nationale opvækst sørgede kongen, idet hans opmærksomhed var rettet på ophjælpning af unge danske musiktalenter, som han sendte til Italien og til England for at studere hos de største mestre. I Mogens Pedersøn, Hans Nielsen, Hans Brachrogge og Jacob Ørn har vi de første danske komponister, der har gjort sig gældende som sådanne.

Også orgelspillet har betydelige danske repræsentanter fra denne periode: Truid Aagesen, Johan Lorentz og den langt ud over vore grænser berømte Diderik Buxtehude, der dog fik sit egentlige virkefelt ikke i Danmark, men i Lübeck. I Hans Mikkelsen Ravn (Johannes Michaelis Corvinus) fik vi den første danske musikteoretiker (Heptachordum danicum, 1646).

Svenskekrigene

En brat ende fik denne for dansk musik så lovende begyndelse ved de ulykker, der i anden halvdel af 1600-tallet styrtede ind over landet. For den nationale opvækst blev der senere ikke længere nogen plads, udviklingen blev nu væsentlig båret af udlændinge. Den kendte tyske musiker Kaspar Förster (1616-1673) var Frederik III's kapelmester, og kapellet dyrkede efter fransk mønster hovedsagelig kammermusik med franske "Hof-Violons".

Operaens indtog 1689[redigér | redigér wikikode]

Operaen holdt sit indtog 1689 med Der vereinigte Götterstreit, komponeret af en af kongens "Violons",[5] Poul Christian Schindler (o. 1648-1740). Senere kom der tysk opera fra Hamburg, i hvilken anledning den geniale Reinhard Keiser fra Hamburg gentagne gange virkede ved hoffet. Derefter kom franske skuespillere med deres musikalske intermedier i hyrdestilen, endelig den italienske opera.

Italienerne 1747-48

I sæsonen 1747-48 begyndte italienerne deres forestillinger under Pietro MingottiCharlottenborg, kapelmestre var Giuseppe Sarti og Scalabrini samt (1748-49) den unge Gluck, der i anledning af kronprinsens (Christian VII's) dåb komponerede et festspil. Skønt italienerne var på mode, manglede det dog ikke på opposition mod denne operas optræden. Navnlig trådte den kendte tyske musiker og forfatter Johann Adolph Scheibe, der en tid lang virkede i København og havde titel af kongelig dansk kapelmester, med stor energi i skranken for en reform af operaen. Det er muligt at Gluck herigennem har modtaget de første impulser til sine senere reformatoriske værker.

Efter den italienske opera blev især den franske Opéra comique af betydning for stilen i syngestykkerneDen Danske Skueplads, teatret.

Indenlandske koncertforetagender i 1700-tallet[redigér | redigér wikikode]

Mere end alt dette fremmede, der dog aldrig slog fast rod i dansk jordbund, interesserer de forskellige indenlandske koncertforetagender. Fra midten af 18. århundrede førte de under vekslende kår en ret frodig tilværelse og vidner om en til tider ikke ringe musikalsk interesse, der åbenbart har været af betydning for udviklingen.

Som begyndelsen til et offentligt koncertvæsen opstod der adskillige musikalske societeter i Danmark i 1700-tallet med næsten enlydende og let forvekslelige navne; de første musikselskaber i en kort perioden under navn af Collegium musicum.

Man havde med oprettelsen af teatret i Lille Grønnegade i 1722 fået en national teaterscene Den danske Skueplads[6], og et par årtier senere – i 1740'erne – fik man den tanke at indrette koncerter ved egne kræfter og valgte formen af et musikselskab som man havde gjort før i Europa.[7]

Musikselskabernes baggrund[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 16. og 17. århundrede opstod der rundt om i Europa og navnlig i Tyskland musikalske selskaber hvoraf de fleste dog snart forsvandt igen. Nogle af selskaberne tog italienske akademier fra renæssancen til mønster, andre knyttede sig til skole og kirke med det hovedformål at give kirkemusikken på de store højtider et usædvanligt og festligt præg, og det var folk af den lærde stand der således begyndte at musicere. Det var derfor fortrinsvis universitetsbyerne, der blev sæde for denne form for mere eller mindre private musikforeninger. I Leipzig dannede studenterne i begyndelsen af 1700-tallet et velbesøgt musikalsk kollegium – et Collegium musicum oprettet af Georg Philipp Telemann 1701/02 – der udførte kirkemusikken i Neukirche og holdt øvelser på et kaffehus hvor også tilhørere havde adgang. I 1730'erne havde byen to forskellige ugentlige studenterkoncerter hvoraf den ene blev dirigeret af Johann Sebastian Bach.[8]

I England havde man haft nogle af de første offentlige koncerter fra begyndelsen af 1670'erne under ledelse af et medlem af The King's Music, komponisten og violinisten John Bannister.[9]

Optakten i Danmark

At der i den pietistiske Christian 6.'s regeringstid 1730-46 ikke kunne gives teaterforestillinger, kan have medvirket til at København blev en af de byer der forholdsvis tidligt udviklede et omfattende koncertliv.[10] Schiørring meddeler at dette skulle fremgå af offentlige bekendtgørelse for sommeren 1727 at der hver onsdag eftermiddag i hotel Stadt Hamborg skulle 'afholdes en smuk vokal- og instrumental musik, som begynder præcis kl. 15'.[11]

Man antager at Holberg allerede under sit ophold i England mellem 1706 og 1708 oplevede friluftskoncerterne i Vauxhall Gardens; i Oxford var han medlem af The musical Club, der gav koncert hver onsdag, og passager i et af Holbergs epigrammer fra 1737 om "de mulikalske Kollegier" – som på visse bestemte dage blev afholdt i hans hjem – skulle tale for at disse koncerter ikke havde privat karakter,[12] og at Holberg var aktiv i at fremme disse foretagender.

"Det musikalske Societet" (1744-49)

På et af de tidligste af dem, Det musikalske Societet (1744-49), satte Holberg så megen pris, at han stillede det sammen med selve Den danske Skueplads og kaldte det "yndet og admireret såvel af fremmede som af egne Landsmænd". Cand. jur. Johannes Erasmus Iversen (1713-55) var en af lederne og en af de få danske mænd, som på dette tidspunkt gjorde sig gældende i musik. Det musikalske Societet, hvor også Johann Adolph Scheibe og C.A. Thielo (1707-1763) spillede en rolle, måtte imidlertid ligge under i konkurrencen med den italienske opera.

Men snart opstod flere andre lignende selskaber af kunstinteresserede dilettanter og musikere, hvis opgave det var "at bringe Musikken blandt vore Landsmænd i Flor". Enkelte af disse selskaber fortsatte deres tilværelse endog langt ind i 19. århundrede, rigtignok under noget ændrede forhold, idet klublivet særlig trådte frem. Blandt de vigtigste kan nævnes Det kongelige musikalske Akademi (1767-1817) og Harmonien (1778-1830).

"Rådhusstrædets-Selskab", o. 1750-73

[13] Det ældste musikalske selskab, der holdt offentlige koncerter i København for betaling, skriver sig fra Holbergs tid; det havde først lokale hos vintapperne Cardinal og Pilloy i Pilestræde (nr. 32 o. 1900), derefter i Bryggernes Laugshus på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, hvor det fra maj 1744 fortsattes, efter at være blevet omorganiseret, under navn af "Det musikalske Societet". Den ledende ånd i dette selskab af musikvenner, hovedsagelig bestående af studenter, civile og militære embedsmænd, var den kongelige kapelmester Scheibe og den senere kantor ved Vor Frue latinske skole, J.E. Iversen, der både var sanger, virtuos, koncertdirigent, komponist og musiklærer og ligesom Scheibe stod i venskabeligt forhold til Holberg. Formålet var dobbelt: "uskyldig Tidsfordriv", som det siges i statutterne, men selskabet skulle tillige være en musikskole, et akademi i det små, hvor den lønnede koncertmester (Iversen) en gang om ugen skulle undervise medlemmerne.

Det musikalske Societet florerede især i Christian 6.' tid; men skønt Frederik 5. i 1747 gav det frit lokale på Charlottenborg (hvorfra det dog hurtigt blev fortrængt af den italienske opera), gik det jævnt tilbage under de forandrede forhold og måtte standse i 1749, da alle "honette Folk" strømmede til italienerne. Alligevel vedblev Iversen, der stiftede et Collegium musicum, og andre at give offentlige koncerter i Bergs Sal i Læderstræde, i Bryggernes Laugshus, i madame Lyders gård ved Gammelstrand, i vintapper Sieur Rhodes gård i Klædeboderne og andetsteds, indtil der i 1750 blev oprettet et nyt musikalsk selskab af kunstnere, dilettanter og musikvenner, som holdt ugentlige koncerter i et lokale i Rådhusstræde, tæt ved Nytorv, hvorefter det i reglen kaldtes: Rådhusstrædets-Selskab. Denne forening fik hurtig et aristokratisk præg, da det blev mode blandt standspersoner at dyrke musikken, og holdt sig i seksten år uden konkurrence, indtil et andet musikalsk selskab, som især blev rekrutteret fra bourgeoisiets og den dannede middelstands kredse, i 1766 begyndte at give koncerter i Bryggernes Laughus. Digteren Johannes Ewald og hans ven, den højt ansete komponist og kapelmester Scheibe var æresmedlemmer i det sidstnævnte selskab, som efterhånden tog luven fra sin ældre medbejler.

"Det kongelige musikalske Akademi" fra 1766, senere som klub

Fra efteråret 1770 havde begge musikforeninger lokale i Bryggernes Laugshus, men Rådhusstrædets Selskab, som det fremdeles kaldtes, kunne ikke holde stand, men måtte opløse sig i slutningen af 1773, hvorved dets heldigere konkurrent fik forøget tilgang af medlemmer og den 10. august 1774 endog tilladelse til at føre navn af kongeligt musikalsk Akademi. Det bør dog bemærkes, at de aristokratiske koncerter ingenlunde ophørte, fordi Rådhusstrædets Selskab var gået ind; tværtimod fik de et elegantere og prægtigere sving end før.

Der blev vel ikke stiftet en egentlig forening med love og generalforsamlinger, men lederne, den saksiske minister grev Kalenberg og etatsråd, livmedicus v. Berger, indrettede og styrede alt på egen hånd og med så afgjort held, at disse koncerter efter samtidiges forsikring blev de bedste og herligste, man endnu havde haft i landet. Disse såkaldte Concerts nobles blev afholdt i to år (1774 og 1775) i Marechalsgården på Købmagergade (posthuset o. 1900) og derefter i GjethussalenKongens Nytorv og besøgtes af alle byens fornemste herrer og damer. Karakteristisk nok klages der bestandig over det fine publikums livlige passiar, ikke blot før, men under musikken, "thi når der ikke spilles Virtuosnumre eller synges Bravourarier, kort sagt ikke udføres noget påfaldende, som vækker Forbauselse og Beundring, har Koncerten for dem ingen Interesse."

I 1786 ophørte de aristokratiske koncerter, da Gjethussalen blev indrettet til en klub for begge militæretater: "Det militaire Selskab". Også Det musikalske Akademi havde vanskelighed ved at holde sig oven vande imod klubberne, som var blevet højeste mode. I disse bød man nemlig ikke blot medlemmerne ugentlige koncerter, men også andre selskabelige glæder, som lå udenfor de egentlige musikforeningers opgaver. Akademiet synes endog at have været standset i fire år, indtil det i 1790 atter gav livstegn fra sig for nogle år efter at bøje sig for tidens fordringer, opgive sin udelukkende musikalske karakter og blive en klub.[14]

Klubberne[redigér | redigér wikikode]

Tiden mellem 1780 og 1820 var klubkoncerternes tid. De ældste københavnske klubber var opstået allerede i begyndelsen af 1770'erne og afløste kaffehusene hvor småkliker blandt gæsterne havde dannet udgangspunkt for flere private klubber[15] hvor det opkommende borgerskab efter engelsk mønster var begyndt at samles, og da der i perioden mellem 1770 og 1799 ikke anvendtes censur i Danmark, foregik der en livlig politisk og litterær diskussion i disse klubber; fra 1775 dannedes der årligt nye klubber og midt i klub-tiden omkring 1800 skulle der have været 30-40 i København.[16] En af disse klubber var Drejers Klub hvor ideen at indføre musikken som led i de almindelige klubfornøjelser skulle være opstået 1778.[15] Efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 forandrede klublivet karakter "fra klubliv til selskabsliv", man blev mere forsigtig med samfundskritiske ytringer.[17]

Til sammenkomsterne i klubberne blev der medbragt lejlighedsviser, digtet af poetisk begavede klubbrødre til næste fest omkring punchebollen; klubvisen kaldes af Clausen "datidens folkesang i borgerlige kredse."[17] Da klubberne i tiden efter 1800 udviklede sig mere i retning af selskabelige foreninger, mistede de også deres førende stilling på sangens område; men klubvisen holdt sig dog som levende sang langt ned i århundredet, idet den fik friske impulser fra forskelligt hold, det folkeliget-nationale foreningsliv, håndværkerstanden og studenterne.[18] Studenterforeningen fik en visebog 1822, og 1839 dannedes Studenter-Sangforeningen. Klubperioden i slutningen af 1700-tallet havde bragt selskabssangen til fuld udfoldelse hvad der også i høj grad kom til at præge familiesammenkomster og andre private selskaber.[19]

Fællessangen ændrede imidlertid karakter i begyndelsen af 1800-tallet fra de hidtidige klubviser til en fællessang der var mere nationalt orienteret; denne sammenkobling mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange der fremkom med Englandskrigene fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at skuespiller H.C. Knudsen, der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.[20]

Syngestykker fra 1776[redigér | redigér wikikode]

Det første danske syngestykkeDet Kongelige Teater er Belsor i Hytten (1776), med musik af Hans Hinrich Zielche (1741-1802, flautist i kapellet). Som så mange af sine mere fremtrædende værkfæller i kapellet var denne mand af tysk afstamning, så noget "nationalt" værk skabte han ikke. Men mange af de fremmede komponister akklimatiserede sig i Danmark og skrev musik, der optog afgjort danske træk i sig.[21]

Således Johann Ernst Hartmann den ældre med Balders Død og Fiskerne (1779-80), J.A.P. Schultz med Høstgildet, Peters Bryllup, oratorier, danske sange, F.L.Æ. Kunzen med de interessante og smukke operaer Holger Danske[22], Erik Ejegod o. a., fremdeles J.G. Naumann og Du Puy, hvilke sidste dog ikke opholdt sig længe nok her til at modtage så megen påvirkning af det danske.

Det kongelige Teater besad fremragende sangerinder i damerne Walther, Dahlén, Frydendahl og Zrza. Som komponister af sceniske arbejder virkede kapelmester Claus Schall, efter ham J. Frederik Bredal (Ivar Bredal?) Det Kongelige Kapel talte udmærkede kræfter i violinisterne Peter Mandrup Lem, Johann Heinrich Christian Tiemroth, den geniale Wexschall (norskfødt), violoncellisten Frederik Christian Funck, flautisten Niels Petersen ?, oboisten Barth (formodentlig Christian Samuel Barth) med flere i sin midte.

Syngeskole 1773

Den kongelige danske syngeskole, der begyndte 1773 under Potenza, fortsattes senere under J.W.L. Zinck og nåede til blomstring under italieneren Giuseppe Siboni. Som klaverspiller mærkes Catharina Wernicke og Josephine Tutein, f. Siboni. På alle punkter var der kræfter, som rørte sig. Men endnu kendte vi ikke vort eget.

Det nationale gennembrud i 1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Det nationale gennembrud kom i litteraturen med folkevisebevægelsen i begyndelsen af 19. århundrede og med Oehlenschläger. I musikken kom det dog først henved et slægtled senere med Hartmann og Gade. Overgangstiden betegnes ved navnene Weyse og Kuhlau, begge tyskfødte mænd, men dog begge hver på sin måde af stor betydning for det danske.

Den nordiske folketone i vore kæmpevisemelodier, som tidligere bl.a. allerede Johann Hartmann den ældre havde anet (syngespillet Balders Død, 1779), blev af dem optaget som kunstnerisk udgangspunkt. Weyse komponerede sine romancer og udgav den første kunstneriske bearbejdelse af kæmpevisernes melodier. Kuhlau, der i øvrigt mest fik betydning som formidler af den Mozart-Beethovenske tidsalder, viste ved sin udformning af folkevisestoffet i Elverhøj, hvilken ny og frugtbringende kraft der i dette var tilført dansk musik. Hos Johannes Frederik Frølich som en af de første klinger disse toner allerede tydeligt efter. Det er denne periode, da nationalmelodierne opstod (Weyse, H.P. Rasmussen (Rasmussen, Poul Edvard, 1776-1860, komponisten af Danmark dejligst Vang og Vænge ?), Krøyer (?Hans Ernst Krøyer), Rudolph Bay og flere). Abrahamson, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rahbek udgav det stort anlagte værk i fire bind Udvalgte danske Viser fra Middelalderen (1812-1814).

Hovedslaget

Hovedslaget slog dog først J.P.E. Hartmann med melodramaet Guldhornene (1832), hvorefter senere fulgte operaen Liden Kirsten og de andre store værker, som i stigende mål har fæstnet Hartmanns navn i dansk musikhistorie. Hos den yngre Niels W. Gade kom det nationale straks stærkt frem i hans allerførste arbejde, Ossian-ouverturen (1840) og c-mol-symfonien (1842); som bærende understrøm holdt dette sig også i hans senere arbejder.

Gade skal dernæst nævnes som den første nyere danske komponist, der vandt et verdensnavn. Endvidere indlagde han sig stor fortjeneste ved som dirigent i Musikforeningen i København at vække og udvikle sansen for den højere musik og bane vejen for de store monumentale værker fra verdenslitteraturen.

Som samtidige af disse to førere skal mindes: Henrik Rung (romancer og salmer, sceniske arbejder), A.P. Berggreen (sange og salmer, udgiver af den store folkevisesamling og af koralbogen), Johann Christian Gebauer (børneviser, sange og salmer, musikteoretiker), H.S. Paulli, H.S. Løvenskjold (sceniske arbejder), brødrene Edvard og Carl Helsted, Christian Julius Hansen (sange), Emil Horneman sen., krigsårenes folkekære komponist, samt den "danske Strauss", H.C. Lumbye.

Det følgende slægtled

Med det følgende slægtled udfolder musikken sig i Danmark med en rigdom og mangfoldighed, som står i ejendommelig modsætning til de svage og spredte forsøg i begyndelsen af århundredet. Som naturligt var, blev det de to ofte nævnte førere, som først kom til at mærke udviklingen gennem både deres personlige og kunstneriske indflydelse, således at dansk musik indtil henimod 19. århundredes slutning kan siges væsentlig at stå i Hartmanns og Gades Tegn.

Denne stilretning blev, med al personlig selvstændighed, fulgt af Peter Heise, den danske romancekomponist frem for nogen (også operaer), fremdeles af Emil Hartmann jun., August Winding, Christian Barnekow, Erik Siboni, Franz Joseph Glæser, C.H. Glass med flere. Særlig omkring den Hartmannske retning samlede det efterfølgende slægtled sig med sine hovedrepræsentanter Lange-Müller og Otto Malling. Kun enkelte af dette slægtled stod mere uberørte af denne, havde snarere tilknytninger til udlandet: Asger Hamerik, C.F.E. Horneman jun., Hans og Gotfred Matthison-Hansen (far og søn), Julius Steenberg, Theodor Bernhard Sick, 1827-93, komponist og officer, til dels Jørgen Malling (Jørgen Henrik Malling, 1836-1905, komponist).

Musikalske foreninger[redigér | redigér wikikode]

Af stor vigtighed for musiklivets fremme har de forskellige musikalske foreninger i hovedstaden og provinserne været. I spidsen står her Musikforeningen stiftet 1836 i København med først Franz Gläser, senere Niels W. Gade, Emil Hartmann, Franz Neruda og Carl Nielsen som dirigenter.

Blandt dens fremtrædende solosangere skal foruden operaens kræfter nævnes Viggo Bielefeldt, Beatrice Diderichsen og Ellen Beck.

Cæciliaforeningen

1851 dannedes Cæciliaforeningen af Henrik Rung som arnested for den "historiske" musik, senere med H.S. Paulli, Frederik Rung og P.S. Rung-Keller som dirigenter.

Kammermusikforeningen

Kammermusikforeningen, som blev stiftet 1868 af Neruda, har med stor fremgang virket på sit område og givet stødet til dannelsen af talrige andre foreninger til kammermusikkens fremme.

Mandskor

På mandskorets område har Studenter-Sangforeningen (stiftet 1839) været banebryder med dirigenterne J.P.E. Hartmann, Chr. Richardt, C.J. Hansen, Peter Heise, Liebmann, Otto Malling, J. Bartholdy, og S. Levysohn, og i dennes spor er opstået talrige andre foreninger, deriblandt Bel Canto (dir. Vilhelm Poulsen 1875-1930?).

Musikkonservatorier[redigér | redigér wikikode]

Sit første musikkonservatorium fik København 1827, grundlagt af Prins Christian Frederik (Christian VIII) med Giuseppe Siboni som direktør, nærmest til uddannelse af operaens kræfter. Det bestod indtil 1841.

Derefter fulgte det nuværende Det Kongelige Danske Musikkonservatorium der 1867 begyndte sin virksomhed med Gade, Hartmann og Paulli som direktører. Siden 1883 har det fast tilskud fra staten. 1871 grundedes Samfundet til Udgivelse af dansk Musik. Universitetet oprettede 1896 en lærestol for musikhistorie (Angul Hammerich).

Musikhistorisk Museum med sin store instrumentsamling åbnedes 1898.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark, I-III, 1977
  • V.C. Ravn: "Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid." i V.C. Ravn og Angul Hammerich: Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag. Udgivet af Musikforeningen 1886 — Ravns sidste afsnit "Tilbageblik" om situationen omkring 1830, dvs. før Musikforeningen blev stiftet, findes på Wikisource.
  • Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten
  • Karl Clausen Dansk Folkesang gennem 150 år 1958
  • "Fællessang og danskhed" af Kirsten Sass Bak i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Om messebog: I 1486 kom en anden tysk bogtrykker, Stephan Arndes, til Danmark, hvor han trykte en messebog (missale), Missale Slesvicense – Om Missale SlesvicenseDet Kongelige Bibliotek
  2. Om mordet på Erik Klipping, Rumelands sange og marsk Stig-viserne
  3. Frauenlob: Heinrich von Meißen, o. 1250-1319, (ty.)
  4. Fra afsnittet "Andre musikere hos Christian IV" i artiklen om Melchior Borchgrevinck.
  5. Se Hautboist for en kort omtale af disse "hofvioloner"
  6. Teatermuseet.dkEtienne Capion, René Montaigu
  7. Ravn s 28
  8. Ravn s 28f
  9. Lidt om komponisten og violinisten John Bannister
  10. Schiørring I, s. 337
  11. Schiørring I, s. 336f
  12. Ravn s. 30
  13. Underafsnittene "Rådhusstrædets-Selskab" og "Det kongelige musikalske Akademi" er fra Carl Bruun: Kjøbenhavn, del III, kap. III, s. 641ff (værket udkom 1887-1901). Netudgave
  14. Se en kort karakteristik af disse klubber i opslaget om Harmonien
  15. 15,0 15,1 Ravn, s. 99
  16. Schiørring, II, s. 61
  17. 17,0 17,1 Clausen, s. 56
  18. Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 49
  19. Gamle Selskabssange og Klubviser, 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 42
  20. Kirsten Sass Bak: "Fællessang og danskhed", s. 102f i Musik og danskhed redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1 — Karl Clausen Dansk folkesang gennem 150 år, 1958, s 88 bemærker også at krigssange med brod mod England spillede en stor rolle i 1800-tallet første årti. B.S. Ingemann citeres for følgende: "... Baade Staffeldt og Oehlenschläger havde været med i Studenterkorpset og skrevet Krigssange. Kort derefter skulde deres Geniusflugt ses og forbavse."
  21. Se Nordisk tone i musikken om karakteren af sådanne danske træk — se desuden Koudals artikel Musikken i Danmark – danskhed i musikken – Sted og nationalitet som kritisk perspektiv (doc-format, samme i htm-format via Google) af dr. phil. Jens Henrik Koudal
  22. Holger Danske. Opera i tre akter, 1789 af F.L.Æ. Kunzen (1761-1817) med tekst af Jens Baggesen — Det gav anledning til en af de største pennefejder nogensinde om dansk og tysk identitet og om operaen som genre: "Holgerfejden", http://www.kum.dk/sw34256.asp
  23. Jens Henrik Koudals indlæg vedrørende en speciel national musik har følgende passage, som vel også rammer denne artikel? "... Næsten alle danske musikhistorier til og med Kai Aage Bruuns fra 1969 har haft en national grundfortælling, der er en guldaldermyte. Ganske groft kan den skitseres således: Den nordiske oldtid og tidlige middelalder var en kulturel guldalder, som folkeviserne er konkrete vidnesbyrd om. Derefter fulgte især i 16.-18. århundrede en periode, hvor den nationale musikkultur forfaldt henholdsvis blev undertrykt af fransk, italiensk og tysk musik. Men med Weyse begyndte en ny tidsregning i dansk musiks historie. Weyse og Kuhlau spredte folkevisen til det danske folk. Kuhlaus Elverhøj har endegyldigt belært os om, at der findes en national dansk musik. Gade og Hartmann har, ved at genføde folkevisens ånd og komponere videre i deres to forgængeres nationale spor, skabt en rig, ny dansk kunstmusik. Firkløverets musik er udtryk for dansk ånd og dansk ejendommelighed, som kunstmusikken har bygget på eller i det mindste forholdt sig til siden. Nils Schiørrings musikhistorie er den første, der nuancerer denne ”store fortælling”, der naturligvis er ubrugelig i dag. Vi kan ikke mere naivt operere med ”dansk musik” – eller nogen anden postuleret national musik – som en kulturel organisme. Derimod skal en ny musikhistorie indbefatte en kritisk skildring af musikkens rolle som led i opbygningen af nationalfølelsen (og den danske nationalstat) siden Den Franske Revolutions tid. ..."