Islam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion

Abrahamitiske religioner

jødedom - islam

kristendom Denne artikel er del af serien Islam

Religiøse dogmer

Trosbekendelsen Bøn · Faste · Halal · Haram Pilgrimsrejsen til Mekka · Velgørenhed

Centrale personer

Muhammed · Ali · Abu Bakr Muhammeds følgesvende Ahl Al-Bayt · Imamer Islams profeter · Mahdi

Skrifter og love

Koran · Hadith · Sira Fiqh · Sharia

Retninger

Sunni · Shi'a · Sufisme Religiøse retninger inden for islam

Sociopolitiske aspekter

Byer · Arkitektur Kunst · Kalender Islamiske religiøse ledere Imamat · Kalifat Islam og kvinder Politisk islam · Jihad

Se også

Islamiske begreber Islams historie Kritik af islam Indeks over artikler der handler om islam

Islam (arabisk: الإسلام; al-'islām) er en monoteistisk abrahamitisk religion baseret på åbenbaringerne af Muhammed, en arabisk religiøs og politisk leder. Ordet islam betyder "underkastelse", mens ordet muslim, som er en tilhænger af islam, betyder en "der underkaster sig" (Guds vilje) (arabisk:Allah; لله; Allāh).^[1] Der er mellem 1,1 mia. og 1,8 mia muslimer, som udgør den næststørste religion i verden, efter kristendommen.^[2]

Muslimer tror, at Gud åbenbarede Koranen til Muhammed, igennem ærkeenglen Gabriel. Muhammad er Guds sidste profet og betragtede Koranen og Sunnahen (Muhammeds sædvane) som islams fundamentale kilder.^[3] De betragter ikke Muhammed som grundlægger af den nye religion, men som genindføreren af den originale tro på Abraham, Moses, Jesus og andre profeter.

Islamisk tradition mener, at jøder og kristne fordrejede åbenbaringerne, Gud gav til disse profeter ved enten at forandre teksten, introducere en falsk fortolkning eller begge dele.^[4]

Islam består af mange religiøse udøvelser. Tilhængere er generelt forpligtet til at følge islams fem søjler^[5] og religionens grene, der forener muslimer til et samfund.^[6] I tillæg til de fem søjler, har islamisk lov (sharia) udviklet en tradition med afgørelser, som berører alle livets og samfundets aspekter. Denne tradition omfatter alt fra praktiske emner som diætlove og islamisk bankvæsen til krig.^[7]

Størstedelen af verdens muslimer er enten, sunni eller shia muslimer^[8]. Skisma udviklede sig sent i det 7. århundrede, som fulgte uoverensstemmelser over det muslimske fællesskabs religiøse og politiske lederskab. Omtrent 85 % af muslimerne er sunni-muslimer og 15 % er shia-muslimer. Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele i Afrika og Asien. Store fællesskaber er også fundet i Kina, Balkanhalvøen, Østeuropa og Rusland. Der er også store muslimske immigrantfællesskaber i andre dele af verden som Vesteuropa. Omkring 20 % af muslimerne lever i arabiske lande.^[9]

Indholdsfortegnelse 1 Optagelse 2 Forskrifter 2.1 De fem søjler 2.2 Fundamentale principper i religionen (usul-i-din) 2.3 Religionens grene (furu-i-din) 3 Hellige skrifter 3.1 Koranen 4 Leveregler og gudstilbedelse 4.1 Tidebønner 4.2 Fredagsbønnen 4.3 Sharia og Fiqh 4.4 Renlighed 4.5 Spiseregler 4.6 Moskéer 4.7 Helligdage 5 Gudsopfattelse 6 Religiøs arkitektur 6.1 Højtider 7 Hellige personer 7.1 Profeten Muhammed 8 Fællesskab 8.1 Demografi 9 Retninger inden for islam 9.1 Sunni 9.2 Shia 9.3 Sufisme 9.4 Ahmadiyya 9.5 Drusere og alawitter 10 Trosartikler 10.1 De fem søjler 10.2 De seks trosartikler 10.3 De fem rødder 10.4 De ti grene 11 Hellige genstande 12 Familie- og menneskesyn i islam 12.1 Manden er familiens imam 12.2 "Mandens rolle er mere udadvendt" 12.3 Flerkoneri 12.4 Kønsroller 13 Intern debat 14 Se også 15 Fodnoter 16 Eksterne henvisninger 17 Kritiske synspunkter

[redigér] Optagelse

Islam praktiserer ikke dåb som kristendommen gør det, for Muhammed sagde, at "ethvert barn fødes i islam". Alle mennesker anses af muslimer med andre ord som fødte muslimer, og man behøver derfor ikke en særlig optagelsesceremoni som i kristendommen. Den nyfødte får straks et navn. Af samme grund siger man om medlemmer af andre religioner, der bliver muslimer, ikke at de konverterer, men at de "reverterer" – nemlig tilbage til den islam, som de blev født i.

Hvis man ikke er vokset op som muslim, kan man konvertere til islam blot ved at fremsige den muslimske trosbekendelse (shahada) på arabisk. Denne falder i to led og lyder أشهد أن لا إله إلا الله (ašhadu 'an lā 'ilāha 'illā llāhu, "Jeg bevidner, at der ingen gud er foruden Allah") og وأشهد أنّ محمّد رسول الله (wa 'ašhadu 'anna Muhammadan rasūlu llāhi, "Og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet"). Undertiden udelades indledelsesleddene, og man skriver blot لا إله إلا الله ومحمّد رسول الله (lā 'ilāha 'illā llāhu wa muhammadun rasūlu llāhi "der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er Allahs profet").

[redigér] Forskrifter

Som troende muslim skal man udføre en række ritualer. Det er populært at betegne de mest almindelige religiøse forpligtelser for 'søjler af religionen', 'religionens grene (furu-i-din)' og 'fundamentelle principper i religionen (usul-i-din).

[redigér] De fem søjler

• troserklæringen,
• den rituelle bøn,
• den obligatoriske almisse,
• fasten i Ramadan måned og
• pilgrimsrejsen mindst én gang i livet.

Disse er gjort obligatorisk i Koranen og udgør sunni muslimers kerne hvad angår rituelle tilbedelsesgerninger. Iblandt shia muslimer, anses ovenstående fem principper ligeså gældende som sunni muslimer; dog opdeles de i usul-i-din og furu-i-din.

[redigér] Fundamentale principper i religionen (usul-i-din)

Usul-i-din er principperne omhandler den overbevisning en muslim skal have for at kunne tage islam til sig som religion. Disse består af fem principper:

• Monoteisme Troen på én Gud (tawhid). Her har Gud ingen partner, bekend eller forældre. Han er ikke født af nogen, ligeledes er der ingen der er født fra Ham.
• Retfærdighed Gud er retfærdig (‘adl) og Han undertrykker ingen af Hans skabelser. Han vil belønne/straffe enhver skabning retfærdigt, ud fra dets handlinger (og tanker).
• Profeti Gud har sendt profeter til menneskeheden, ligefra skabelsen af de første mennesker. Deres opgave i denne verden har været at vejlede og beskytte menneskeheden. En af de bemærkelsesværdige karaktere ved alle profeter er, at Gud har skabt dem fejlfrie (ma’sum) - som gjorde dem immune for at kunne begå synder og fejl. En profet overgår alle mennesker, da han er sendt af Gud for at perfektionere menneskeheden og lære dem den korrekte levemåde.
• Lederskab Gud har efter den sidste profet udnævnt tolv imamer som skulle lede samfundet (imamah), indtil dommedag. Præcis ligesom profeterne, er imamerne også fejlfrie, både for synder og fejl. Den største forskel på en profet og en imam ligger i, at sidstnævnte ikke kommer med ny åbenbaring, men leder samfundet i henhold til det åbenbaret.
• Genopståelse Når dommedag kommer, vil alle mennesker blive bragt tilbage til live (qiyamah). Enhver vil blive bedømt ud fra dets handlinger i denne verden og vil derefter enten komme i himlen eller helvede.

[redigér] Religionens grene (furu-i-din)

Religionens grene, består af 10 grene, som følgende:

• Bønnen
• Fasten
• Almissen
• En femtedel Ordet Khums på arabisk betyder bogstavelig talt ‘en femtedel’. Oftest når man siger Khums, refererer man til denne specielle skat, som er pålagt enhver muslim. Der skal betales 1/5 eller 20% af det årlige overskud, efter modregning af alle legitime omkostninger fra indtjeningen af det år.
• Valfarten
• Kamp At kæmpe (jihad) på vegne af Gud. Dette er i højere grad indre kamp end kamp på en slagmark^[10].
• Byde det rette Guide og opmuntre andre mennesker til at udføre gode gerninger og handlinger (amr bil ma’ruf).
• Forbyde det forkerte Forhindre og stoppe mennesker fra at udføre dårlige handlinger (nahi anil munkar).
• Venskab Elske og tilbede Gud. Kærlighed til profeten Muhammad og husets folk ([[ahlul bayt]]) og være venlig overfor andre som også elsker dem (wilayah).
• Fjender Holde afstand fra dem, som ikke har troen på Gud, profeter og imamer (baraah).

Islam lægger også meget vægt på en god karakter, god adfærd og betænksomhed i forhold til andre. For at understrege vigtigheden af at en muslim bør være opmærksom på sin nabos behov f.eks., sagde Muhammed 'Den som spiser sig mæt mens hans nabo er sulten, er ikke en sand troende' [Overleveret af Al-Hakim]. På samme måde, eksisterer et hav af overleveringer der fremhæver vigtigheden af en god karakter, gode mannerer, venlighed overfor andre og det at udvise nåde i forhold til Guds skabelse (mennesker såvel som dyr og selv insekter). En anden beretning lyder, 'Den der passer på og arbejder for en enke og for en fattig person, er som en kæmpende der kæmper for Allahs sag eller som en person der faster om dagen og beder hele natten' [Overleveret af Al-Bukhari]. En anden beretning lyder, 'Den som ikke er barmhjertig overfor andre, vil ikke blive behandlet barmhjertigt' [Overleveret af Al-Bukhari].

På samme måde som mange ting er tilladte eller opfordrede i islam, er mange andre forbudte. Blandt de forbudte hvad angår karakter og adfærd er især at lyve, at bedrage eller forråde andre, at bagtale eller at skade andre.

Det er et meget vigtigt aspekt af islam, at en sand muslim ikke er én der kun faster og beder, og som så samtidig er en løgner og taler dårligt til andre. Muhammed sagde i denne sammenhæng, 'Den der ikke opgiver falske udsagn, onde gerninger og det at tale grimt til andre; Allah har ikke brug for at han opgiver mad og drikke (dvs. faster)' [Overleveret af Al-Bukhari].

Det er også forbudt for muslimer at spise svinekød, kød der ikke er slagtet i Guds navn i henhold til den korrekte metode og at drikke blod eller alkohol. Der er også forbud imod at skade sig selv, at ødsle med sine penge og mange andre ting. Kort kan siges, at muslimer følger en morallære som er meget central i islam.

Inden for islamisk lov (fiqh) opdeler man handlinger i forskellige kategorier (ahkam):

1. obligatoriske (wajib el. fard)
2. opfordrede (mandub)
3. neutrale (mubah)
4. frarådet (makruh)
5. forbudte (muharram el. haram)

Der er således ikke blot tale om "tilladt eller forbudt", men afhængig af kontekst og intention kan noget forbudt i visse tilfælde blive tilladt, mens noget tilladt i visse tilfælde kan være forbudt. Og således er der mange andre nuancer.

[redigér] Hellige skrifter

De skriftlige grundværker i islam er, udover Koranen (Qur'an, Guds ord - egtl. læsning), også Hadith (beretninger om profetens gerninger og udtalelser) og Sira (de traditionelle Muhammad biografier) hvoraf Sunna eller profetens sædvane udledes. Shar'ia eller islamisk lov udledes fra Koranen og Sunna, og ud fra de principper som udledes fra disse. Muslimer mener også at den jødiske torah og den kristne bibel er hellige skrifter, men tror samtidig at disse teksters igennem tiden er blevet fordrejet således at de idag afviger fra deres oprindelige budskab.

[redigér] Koranen

Koranen er det centrale religiøse skrift i islam og regnes for Allahs bogstavelige, uforandrede ord.^[11] Ordet qur‘ân betyder recitation, og selv om Koranen kaldes en bog, refererer muslimer generelt til ordene og budskabet i et abstrakt, og ikke et fysisk eksemplar af bogen, når de snakker om Koranen. De fleste moderne sekulære akademikere er enige om, at dagens Koran i hovedsag er som den Koran-udgave, som blev samlet et årti efter Muhammeds død (632).

Teksten i Koranen er ikke organiseret kronologisk i den rækkefølge, hvori Muhammed skulle have modtaget åbenbaringen, men efter længden på suraerne (kapitlerne). De længste er placeret først og de korteste sidst - med undtagelse af den korteste sura Al-Fatiha, som er placeret allerførst. Groft set indebærer dette en slags omvendt kronologi. Både klassiske islamske og moderne tekststudier har imidlertid etableret en kronologi, som angives i mange Koran-udgaver.

Muslimer behandler fysiske eksemplarer af Koranen med stor respekt og udfører den rituelle rensing wudu før de rører den. De fleste muslimer kan større eller mindre dele af Koranen udenad, og en muslim må kunne recitere bestemte passager for at udføre bønnen (salat) korrekt. Muslimer mener, at kun Koranen på arabisk er Allahs perfekte åbenbaring, fordi oversættelser altid er ufuldkomne på grund af oversættelsesfejl, forskelle i hvilke slags, der eksisterer på forskellige sprog, og forskelle i nuancer af betydningen af ord på forskellige sprog. Oversættelser mangler også den rytme og poesi, som eksisterer i originalen. Oversættelser bliver derfor ofte ikke kaldt Koranen, men Tolkning af meningen i Koranen eller lignende.

[redigér] Leveregler og gudstilbedelse

[redigér] Tidebønner

Muslimer er forpligtet til ar bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Mekka. Tidebønnerne er:

• Fajr – Mellem daggry og solopgang.
• Dhuhr – Mellem middag og starten af asr.
• Asr – Mellem "når skyggen til en genstand er lige lang som højden til genstanden, plus længden ved middag" og solnedgang.
• Maghrib – Mellem solnedgang og tusmørke.
• Isha'a – Mellem tusmørke og morgengry.

[redigér] Fredagsbønnen

Fredag udgår Dhuhr-bønnen og fredagsbønnen (Jumu'ah) bedes i stedet. Mænd er tilrådet/forpligtet^[12] til at bede fredagsbønnen i moskéen og den er et vigtigt samlingspunkt i de fleste muslimske samfund. Fredagsbønnen efterfølges af en prædike fra imamen i moskéen.

[redigér] Sharia og Fiqh

Sharia er den religiøse lov, som udtrykker Allahs vilje og i princippet omfatter alle forhold i menneskelivet. Derfor mener de fleste muslimske lærde, at sharia må være et hvert muslimsk samfunds lov. Fiqh tilsvarer den religøse lovs retsvidenskab og er de islamske lærdes forskellige trosretninger.

Der er fire hovedkilder til tolkningen af sharia:

• Koranen
• Sunna, denne kommer til udtryk i Hadith.
• Ijma
• Qiyas

Sunna betyder tradition og viser til udtalelser og handlinger profeten (eller hans nærmeste) kom med eller gjorde, men som ikke er inkluderet i Koranen. Beretningerne om disse udtalelser og hændelser kaldes hadith. Der er titusindvise af hadith i en række forskellige samlinger. Disse hadithsamlinger har for mange teologer været en lige autritativ kilde til forståelsen af sharia som Koranen.

Disse tekstkilders tillæg er ijma og qiyas, to afgørende tolkningsprincipper. Ijma er de lærdenes konsensus om hvad en rigtig tolkning er. Det lærdene er enige om, er derfor en rigtig tolkning. Qiyas er et princip om at tolke ved hjælp af analogier. For eksempel findes der ikke et generelt alkoholforbud i Koranen, men et forbud mod at drikke saften af gærede druer. Ved hjælp af analogiprincippet, hvor det væsentlige i forbudet mod at drikke vin – altså forbudet mod beruselse, generaliseres til et forbud mod alkohol. Qiyas indebærer en betydelig begrænsning af den menneskelige fornuft i tolkningen og forståelsen af Allahs vilje (dvs. sharia).

Der er fire hovedfortolkninger indenfor sunni-islam, som kaldes lovskoler. De har navn efter sine ophavsmænd Shafi'i, Hanafi, Hanbali og Maliki. Disse fire studeret alle under Jafaar, som var stifteren af den første skoleretning: Al-Jafaari skoleretningen. Denne skoleretning er grundlaget for shia muslimer - skildrigen mellem sunni-lovskolerne, er i mindre detaljer.

Sharia dækker alle områder i livet, fra politik og krig til daglige problemstillinger. Sharia ligger til grund for statens lovværk i de allerfleste muslimske lande, men få muslimske lands lovværk er i fuldt samsvar med traditionelle fortolkninger af sharia. Der har til alle tider været stor debat blandt muslimer om hvilke kulturelle regler i muslimske lande, som er påbudt af sharia, og hvilke som er baseret på tradition, eller som åbner for fleksibilitet i forhold til forskellige omstændigheder og forskellige tider.

[redigér] Renlighed

Islam har mange regler for både praktisk og rituel hygiejne. Islamisk hygiejne omfatter den rituelle vask af hænder, fødder, arme, ben, hoved og ansigt før bøn eller andre religiøse handlinger og efter urene handlinger som toiletbesøg, samleje, kontakt med beskidte genstande m.m. Den omfatter også generelt hygiejnisk vedligeholdelse af kroppen som regelmæssige bad, klipping af negle, hår m.m.

[redigér] Spiseregler

Muslimer følger i lighed med flere andre religioner, visse regler for hvad de kan spise og drikke. Det som muslimer kan spise og drikke kaldes halal (tilladt), det man ikke kan spise og drikke kaldes haram (forbudt). Mad og drikke som er haram inkluderer:

• Alkoholholdige drikke (der findes teologiske retninger som tillader alkohol, som ikke er lavet af druer - som øl, whisky og lignende)
• Blod
• Kødet til kødædende og altædende dyr som grise, abe, hunde og katte. (Dyr som spiser fisk tælles ikke som kødædere)
• Kød som ikke er slagtet på lovlig vis i Allahs navn.

[redigér] Moskéer

En moské eller masjid på arabisk, er muslimernes gudshus. Moskéens hovedfunktion er som et sted hvor muslimer kan samles for at bede, men er også vigtig som en læringsinstitution. Muslimer mener den første moské var Ka'ba, og at den blev bygget af Abraham. Moskéer står generelt for de fremmeste eksempler for islamisk arkitektur.

[redigér] Helligdage

De vigtigste helligdage i islam er Eid ul-Fitr, som markerer afslutningen af fastemåneden Ramadan, og Eid ul-Adha samtidig med den årlige pilegrimsrejse Hadj. Andre islamske helligdage inkluderer profeten Muhammeds fødselsdag Al-Mawlid Al-Nabawwi, og dagen da muslimer tror Muhammed drog til paradis via Jerusalem Al-isra wa-l-miraj. Shia-muslimer fejrer også dagen, da de mener Muhammed erklærede Ali ibn Abi Talib som sin efterfølger Eid ul-Ghadir.

[redigér] Gudsopfattelse

Den islamiske gudsopfattelse er monoteistisk, hvor mennesket er underkastet Gud. Islam afviser dog på det kraftigste treenigheden og betoner at Gud er uden partnere og uden afkom. Islam understreger ligesom fx jødedommen at den troende bør følge bestemte religiøse regler og love.

[redigér] Religiøs arkitektur

Bygninger hvor muslimer samles til bøn kaldes moskeer. Muslimernes mest religiøse by er Mekka med den centrale Ka'ba, i hvilken sidder en sten der ifølge tradition stammer fra Paradis. Af andre vigtige og hellige steder, kan nævnes byen Medina, hvor Muhammed emigrerede til og hvor han er begravet samt Jerusalem.

[redigér] Højtider

Ramadanen er en stor islamisk hellig tid, hvor de troende ikke må spise og drikke, eller have seksuel samkvem fra daggry til solnedgang. Derudover er det en meget åndelig tid, med særlig fokus på tilbedelse og perfektion af karakter. Ud over dette har islam to store helligdage, kendt som 'Id al-Fitr og 'Id al-Adha. Mange muslimer fejrer også diverse andre hellige dage eller nætter, som f.eks. Muhammeds fødselsdag, skæbnesnatten hvor Koranen første gang blev åbenbaret, natten hvor Muhammed ifølge islam rejste op igennem de syv himle (Mi'raj) og andre.

[redigér] Hellige personer

Muslimer tror på alle de tidligere profeter, der er nævnt i det Ny og Gamle Testamente. En ældre profet i islam er således Jesus, på arabisk Isa. Muslimerne tror ikke, at Jesus var Guds søn (endsige den inkarnerede Gud), og heller ikke, at Jesus døde på korset og herefter stod op af graven. Jesus var blot en betydningsfuld profet i en lang række af profeter, som Muhammed så var den sidste og endegyldige repræsentant ("profeternes segl").

[redigér] Profeten Muhammed

Muhammed var en arabisk religiøs og politisk leder som spredte islams budskab i begyndelsen af 600'erne. Muslimer ser på ham som den sidste og største af Allahs profeter. Muslimer mener ikke, at Muhammed grundlagde en ny religion, men at han genindførte det oprindelige budskab til alle tidligere profeter som med tiden enten var blevet bevidst misforstått eller tabt. Muslimer ser på Koranen som hans profetiske mirakel.

Muslimer mener Muhammed som Allahs profet ikke kunne begå alvorlige synder, men der er uenighed om hvorvidt han kunne begå mindre synder, eller gøre fejl. Generelt mener Sunnier at siden Muhammed og de andre profeterne var mennesker, og ikke guddommelige væsener, kan de have begået enkelte fejlgreb og begået små synder i dagliglivet, uden at dette har indvirkning på perfektionen i deres virke som Allahs sendebud. Shia-muslimer derimod mener at Muhammed og de andre profeter var immune mod både store og små synder, og at Allah gav dem tilgang til fuldkommen kundskab, som gjorde at de var immune mod at gøre fejl også. Dette ufejlbarlighedsdogmet findes også i visse sunni-denominationer, men forskere mener det opstod i shia-retningen af islam, og shiamuslimer mener denne ufejlbarlighed også strækker sig til Muhammeds familie^[13].

Når man taler om Muhammeds ledsagere eller familie, tilføjer man رضى الله عنه 'Allah være tilfreds med ham' eller رضى الله عنها 'Allah være tilfreds med hende'.

Omtaler man en anden person, en afdød respekteret lærd eller lignende, for hvem man vil udtrykke respekt, skrives رحمة الله عليه 'Allah være ham nådig' eller رحمة الله عليها 'Allah være hende nådig'.

Mange af disse navnetilføjelser reduceres i dagligt sprog til forkortelser.

[redigér] Fællesskab

[redigér] Demografi

Estimater af den muslimske befolkning i 2007, er mellem 1.1 mia - 1.8 mia. Omtrent 85% er sunni-muslimer og 15% er shia-muslimer, med en lille minoritet, som hører til andre retninger. 30-40 lande har en muslim-majoritet, hvor araberne udgør 20% af alle muslimer verden over. Sydasien og Sydøstasien har den største andel af muslimer, Indonesien, Indien, Pakistan og Bangladesh, som hver har mere end 100 mio. tilhængere.^[14] Ifølge USA's regering, var der 20 mio. muslimer i Kina (2006).^[15]

I Mellemøsten, er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran, de største muslim-majoritetslande; i Afrika, Egypten og Nigeria har de mest befolkede muslimske fællesskaber.^[14] Islam er den næststørste religion efter kristendommen i mange europæiske lande.^[16]

[redigér] Retninger inden for islam

Der findes en række grupperinger inden for islam, af hvilke de væsentligste er sunni-muslimer og shia-muslimer, der primært adskiller sig i synet på Muhammeds sunnah og hvem de anerkender som retledte kaliffer. Af andre større grupper kan nævnes wahhabi-islam (mest udbredt i Saudi Arabien) samt sufismen, som er en mere mystisk gren af islam, der fokuserer på åndelig fordybelse.

[redigér] Sunni

Et klart flertal af muslimer falder under betegnelsen sunni. Navnet sunni kommer fra ordet sunnah, der betegner "(Profetens) sædvane", og sunnah har en vigtig position i sunni-islam. Sunni-islam kom efterhånden til at bestå af fire traditionelle madhhaber (lovskoler): Maliki, Shafi'i, Hanafi, og Hanbali. Alle fire anerkender de andres legitimitet, og en sunnimuslim kan frit vælge, hvilken madhab han (eller hun) vil følge. I nyere tid er der opstået en neoortodoks bevægelse inden for sunni-islam, Salafismen. Mange salafister vælger ikke at kategorisere sig selv som en del af nogen af de fire traditionelle lovskoler, men gør i stedet gældende, at islam er blevet forurenet af ikke-islamske ideer og opfindelser gennem århundrederne. Mange salafister ønsker at genoprette den oprindelige islam, som den fremstod på Muhammeds egen tid, medens andre mener, at islam må tilpasses den moderne verden uden at tabe sin kerne og sine traditioner.

[redigér] Shia

Shia-muslimerne udgør den næststørste gren af islam, og skiller sig fra sunni-muslimer ved at de forkaster tre første kalifeners legitimitet. De mener profetens fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib, og hans efterkommere er de retmæssige herskere i islam og betegnelsen hidrører da også fra udtrykket shiat ‘Ali, "Alis parti". Shiisme udviklede sig ud fra denne uenighed over, hvem der skulle lede muslimerne efter Muhammeds død. Shia-muslimerne mener, at Muhammed udnævnte Ali til efterfølger, hvilket afvises af sunni-muslimer.

Shia-muslimerne anerkender en del forskellige hadith-samlinger fra sunni-muslimerne og har en del egne religiøse regler og traditioner. Shiisme forekommer i flere varianter.

[redigér] Sufisme

Sufisme er en fællesbetegnelse for islams mysticisme og bruges om både shia- og sunni-muslimske grupper. Et flertal af sunni-muslimer regner sufisme – eller tassawuf – som en integreret del af sunni-islam. Nogle af de mest kendte sufi-broderskaber er Qadiri, Naqshbandi, Suhrawardi, Shadhili, Chishti og Rifa‘i. En sufi-lærd kan ofte have tilknytning til flere broderskaber.

Sufier lægger generelt større vægt på det indre, spirituelle aspekt ved religionen end på formel efterfølgelse af religiøse regler. Sufier mener, at det er nødvendigt at kontrollere sit eget ego og give slip på selvpålagte mentale begrænsninger, før man virkelig kan acceptere at underkaste sig Allah. Forskellige meditationsteknikker og ritualer, som har som mål at overgive krop og sjæl til guds vilje, at blive et med Allah, er et vigtigt element i mange sufigrupper.

[redigér] Ahmadiyya

Ahmadiyya-bevægelsen, der har en moské i Hvidovre, ser sig selv som en del af islam, men de fleste muslimer anerkender ikke Ahmadiyya for at være muslimer, og omtaler derfor heller ikke Ahmadiyya-moskeen som en moské.

[redigér] Drusere og alawitter

Druserne og alawitterne er begge shi'itiske sekter, men anses ikke for at være rigtige muslimer af de fleste muslimer, da de afviser elementer i Trosbekendelsen.

[redigér] Trosartikler

Sunni-muslimer opsummerer islams vigtigste elementer i fem søjler og seks trosartikler, mens shia-muslimer deler dem op i fem rødder og ti grene^[17].

[redigér] De fem søjler

I sunni-islam udtrykkes den islamske trospraksis i fem søjler. Trosbekendelsen regnes som den første og vigtigste af disse:

• Trosbekendelsen (Shahadah) – den forpligtende bekendelse, at der findes ingen gud udover Allah, og Muhammed er hans sendebud.
• Bønnen (salat) – fem daglige rituelle tidebønner.
• Almissen (zakat) – pålæg om at betale af sine ejendele til fordel for fattige og syge. Velfærdsskatten udgør 2,5 % af formuen.
• Fasten (sawm) – Den månedlange faste, som gennemføres i Ramadan-måneden, er både en vigtig tradition, som præger muslimske samfund og et udtryk for tilbedelse, renselse og koncentration. I løbet af fastemåneden skal man undlade at spise eller drikke mellem solopgang og solnedgang.
• Pilgrimsrejsen (haddj) – alle troende muslimer pålægges at foretage en pilgrimsrejse til Mekka mindst én gang i løbet af livet for så vidt omstændighederne tillader det. Pilgrimsrejsen til Mekka foretages i det islamiske års 12. måned – diil-hajj.

[redigér] De seks trosartikler

I sunni-islam opsummeres de vigtigste ting i den muslimske tro i seks trosartikler:

• Allahs enhed (Tawhid) – Troen på den ene Gud, og forkastelsen af alle andre guddomme.
• Englene (Mala'ika) – Troen på englene, der er skabt for at tjene Allah.
• De hellige skrifter (kutub) – Troen på de hellige skrifter.
• Profeterne (nabi og Rasool) – Troen på profeterne, sendt fra Allah for at lede menneskene på rette spor.
• Dommedag (Qiyâmah) – Troen på dommens dag og på opstandelsen, hvor alle mennesker vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger på jorden.
• Skæbne (Qadr) – Troen på skæbnen; .

[redigér] De fem rødder

I shia-islam opsummeres de vigtigste ting i den muslimske tro i fem rødder.

• Allahs enhed (Tawhid) – Troen på den ene Gud, og forkastelsen af alle andre guder.
• Allahs retfærdighed (Adalah) – Troen på Allahs retfærdighed.
• Profeternes ufejlbarighed (Nubuwwah) – Troen på profetenes ufejlbarlighed.
• Imamatet (Imāmah) Troen på, at Gud har valgt visse mennesker til at lede de troende, og at profeterne vælger en efterfølger til at lede de troende.
• Dommedag (Qiyâmah) – Troen på dommens dag og på opstandelsen, hvor alle mennesker vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger på jorden.

[redigér] De ti grene

I shia-islam udtrykkes den islamske trospraksis i ti grene:

• Bønnen (salat) – fem daglige rituelle tidebønner.
• Fasten (sawm) – Den månedlange faste, som gennemføres i Ramadan-måneden, er både en vigtig tradition, som præger muslimske samfund og et udtryk for tilbedelse, renselse og koncentration. I løbet af fastemåneden skal man undlade at spise eller drikke mellem solopgang og solnedgang.
• Pilgrimsrejsen (hajj) – alle troende muslimer pålægges at foretage en pilgrimsrejse til Mekka mindst én gang i løbet af livet for så vidt omstændighederne tillader det. Pilgrimsrejsen til Mekka foretages i det islamiske års 12. måned – diil-hajj.
• Almissen (zakat) – pålæg om at betale af sine ejendele til fordel for fattige og syge. Velfærdsskatten udgør 2,5 % af formuen.
• Femtedel (Khums) – Betaling af en femtedel af ens indtægter til det islamiske samfund.
• Bestræbelse (Jihad) – Den store jihad – kampen mod ondskaben i én selv – og den lille jihad – kampen mod islams fjender.
• Opmuntring (Amr-Bil-Ma'rūf) – At opmuntre andre til at gøre gode handlinger.
• Overtaling (Nahi-Anil-Munkar) – At overtale andre til ikke at gøre onde handlinger.
• Kærlighed til Ahl al-Bayt (Tawalla) – At elske profeten Muhammeds familie.
• Had til fjender af Ahl al-Bayt (Tabarra) – At fjerne alle forbindelser med fjender af profeten Muhammeds familie.

[redigér] Hellige genstande

Vers fra Koranen på skrift, såvel som Muhammeds hadith, og andre ting der har tilhørt profeten betragtes som hellige genstande.

Det er dog også en udbredt praksis blandt mange muslimer at søge velsignelser fra genstande der har tilhørt hellige personer ('Awliya Allah' - egtl. 'Guds retskafne og ærede skabninger').

[redigér] Familie- og menneskesyn i islam

Kvalitetssikring Dette afsnit bør bringes til at stemme med Wikipedias standard if. Wikipedia:QA

[redigér] Manden er familiens imam

Ægteskabet (nikah) er i islam familiens fundament. Det er således en meget højtidelig kontrakt mellem en mand og en kvinde. Der er i princippet ikke nogen kønsbegrundet diskrimination, men fordi mænd og kvinder er forskellige, tildeler islam dem forskellige overordnede roller. Den muslimske mand har det religiøse ansvar for sin familie, som er et "miniaturebillede" af det muslimske samfund og fungerer derfor som hjemmets imam.

[redigér] "Mandens rolle er mere udadvendt"

I modsætning til den muslimske kvindes hjemlige pligter er den muslimske mands rolle mere udadvendt. Blandt andet har han en større myndighed i samfundet end kvinden, hvilket er nævnt i hadith 6,6 af Bukhari: ""Er ikke kvinders vidneudsagn lig med det halve af mandens?" De sagde: "Jo vist"". Dette gælder dog ikke i alle situationer, feks. kan nævnes hvor en kvinde skal bevidne om barnets faderskab, her har kvinden et større vidneudsagn end manden, da hun ved mere om sine egne menstruation-perioder. Kvindens rolle i samfundet hænger derfor sammen med hendes rettigheder og forpligtelser med respekt for kønnenes forskelligheder. Feks. menes der at kvindens evne til at tænke rationalt eller logisk under en vidneudsagn, mens hun har menstruation er ufuldkommen, da hendes følelsesmæssige natur overvinder det rationelle og logiske forstand i de perioder.

[redigér] Flerkoneri

Det er religiøst tilladt for en muslimsk mand at gifte sig med op til 4 hustruer, og dette anbefales primært i situationer hvor der er mangel på muslimske mænd - eksempelvis i krigstider eller hvis konen kommer ud for et biluheld, hvor hun ikke længere er i stand til at tilfredse sin mand, så i stedet for skilsmisse kan han gå hen og gifte sig med en anden, og derved kan hun beholde sin sociale og økonomiske hjælp. Omvendt, hvis en mand går hen og mister sin evne til at tilfredse sin kvindelige partner, kan hun i dette tilfælde få ret til en skilsmisse. Hvis han er ikke i stand til at forsørge flere koner eller kan behandle dem ens og retfærdigt, så nævner koranen imidlertid at han kun bør gifte sig med en. ^[18]

[redigér] Kønsroller

Kønsrollerne i islam er ikke fuldstændigt fastlagte, selvom nogle generelle retningslinjer er angivet. Således er det ikke forbudt for kvinder at studere og udføre visse former for arbejde, hvis de ønsker det, og ligeledes er det ikke i modstrid med mandens natur at være hjælpsom omkring hjemmet. Muhammed er det bedste eksempel i dette, og han reparerede sine egne sko, malkede selv køerne mv. Så det bedste er derfor, at begge parter tager højde for hinandens ønsker og hvis det indebærer et anderledes forhold end det traditionelle, er der plads til det. Parforholdet mellem manden og kvinden afhænger af rettigheder og forpligtelser over for hinanden. Kvinden er lig så meget værd som manden med respekt for hinandens forskelligheder. Ingen har større status end den anden, men de er ikke ens eller identisk dvs. at de er forskellige og har derfor forskellige forpligtelser i familien og i samfundet. Kvinden kan feks. have krav på forsørgelse og ingen pligt til at dele sin egen arbejdsindkomst eller arv med sin mand, da det ligger i hans forpligtelse i at forsøge hende og familien. Manden har fortrin på andre områder, man kan forestille sig et eksamenspapir, hvor kvinden i matematik har et tital og manden et nital, til gengæld har manden et tital i fysik og kvinden har nital.

[redigér] Intern debat

Der findes en lang tradition for akademisk debat i islam. Tariq Ramadan er en af nutidens mest berømte muslimske teologer, men også navne som Irshad Manji m.fl. nævnes hyppigt.

[redigér] Se også

• Islam i Danmark
• Islamiske begreber
• Islamiske kalender
• Kalifat
• Islamisme
• Islamofobi

[redigér] Fodnoter

[redigér] Eksterne henvisninger

• islamDK
• Khilafah.dk er et magasin, der opstiller islam som en omfattende ideologi, og beskæftiger sig med muslimernes affærer globalt
• Association of Islamic Charitable Projects
• Hvad er islam?
• Hizb-ut-Tahrir er et politisk parti, hvis ideologi er Islam
• Islamisk.dk
• al-Islam.dk
• Islam.dk
• shiaislam.dk
• Islam & Sufism
• www.Livssyn.info tilsigter at berige danskernes kendskab til Islam ved at forsyne læseren med oplysninger om Islams livssyn og systemer.
• Links: Islam i Vest-Europa
• DR's tema om islam i Danmark
• salam.nu Foreningen Salams hjemmeside med mange artikler om shiisme og shia islam

[redigér] Kritiske synspunkter

• Islamkritisk Netværk i Folkekirken

Minibusruten Religion Kristendom | Islam | Muhammed