Neurolingvistisk Programmering
"NLP" omdirigeres hertil. For andre betydninger af NLP, se NLP (flertydig).
Neuro Lingvistisk Programmering (NLP), er en form for terapi der søger at påvirke tænkemønstre ved at ændre mønstre for sprogbrug. På trods af sit navn bygger terapiformen ikke på anerkendte videnskabelige tilgange til neurologi eller lingvistik.
NLP bruges til personlig udvikling og til at skabe positiv forandring i et menneskes liv. Det gælder både i forbindelse med mental træning for topidrætsudøvere, til erhvervskurser for personlig udvikling og til at afhjælpe følelsesmæssige problemer.
Udviklingen af NLP blev startet i 1970'erne af Richard Bandler og John Grinder inspireret af blandt andre de tre fremtrædende terapeuter Fritz Pearls, Virginia Satir og Milton H. Erickson. Udviklingen pågår stadig i takt med at NLP-udøvere og teoretikere finder ny viden og får nye erfaringer.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] NLP-uddannelse
Der findes uddannelser i NLP på flere niveauer:
- Erhvervskurser af kortere varighed (2 til 6 dage), typisk med fokus på NLP i forbindelse med ledelse og kommunikation.
- NLP Practitioner uddannelser, som er NLP'ens grunduddannelse hvor deltagerne lærer at anvende de grundlæggende NLP teknikker for at kunne møde internationale krav til en sådan uddannelse.
- NLP Master Practitioner, som er overbygningen til NLP Practitioner uddannelsen.
- NLP Coaching uddannelsen, som igen er en overbygning på practitioner og master-practitioner uddannelserne. Nogle få uddannelsessteder kan tilbyde NLP Coaching-uddannelser, som giver adgang til international certificering.
- NLP Psykoterapeut uddannelsen, som er en to-årig overbygning på grunduddannelserne. Hvis denne uddannelse tages på et uddannelsessted, som er evalueret efter de ministerielle krav til en forsvarlig psykoterapeutuddannelse, så kvalificerer uddannelsen til optagelse i brancheorganisationen Psykoterapeut Foreningen på lige fod med gestaltterapeuter, narrative terapeuter, systemiske terapeuter m.fl.
[redigér] NLP-forudsætningerne
Disse forudsætninger betragtes i NLP ikke som sandheder. Det er måder man kan vælge at betragte sig selv, sine relationer og sin kommunikation på. F.eks. skal forudsætningen 'Begrebet fejl eksisterer ikke, der findes kun feedback' ikke tages for pålydende, men mere som: 'Hvis vi nu vælger at betragte de fejl vi gør som en feedback, så kan vi forvandle 'fiasko-følelsen' til en læringssituation. Det er ikke fejlen, der er problemet - det er den betydning du lægger i, at have begået en fejl.
NLP-forudsætningerne findes i mange varianter, men med samme 'kerne'.
- Du får altid ret i dine forventninger
- Du har i dig alle de personlige ressourcer, som behøves.
- Der er en positiv intention bag al adfærd.
- Al viden og adfærd er brugbar i en eller anden sammenhæng.
- Andres reaktion er svaret på din personlige kommunikation.
- Du kan ikke undlade at kommunikere.
- Begrebet "fejl" eksisterer ikke; der findes kun feed-back.
- Hvis "det" ikke virker, så gør noget andet.
- I alle situationer har den mest fleksible størst indflydelse.
- Al viden og indsigt er der, hvis du søger den,
- Der findes ikke én virkelighed, vi har hver vores model af den.
- Hvis nogen kan gøre noget, kan alle lære det.
- Excellente mål er forudsætningen for excellente resultater
Reklamens verden har for længst taget NLP kommunikationsprincipper til sig, og designer sætninger og billeder efter modeller, der iscenesætter i forhold til det ønskede resultat, ofte med baggrund i målgruppens præferencer i NLP kategorier, uden at det så i reklamebranchen kaldes NLP. Et eksempel kan være et budskab til en gruppe af visuelt orienterede mulighedspersoner, her kan budskabet være pakket ind i 2 billeder, hvor målpersonen opfordres til at vælge hvilket billede han/hun helst ser sig som en del af. At være visuelt tænkende eller at være mulighedperson er ikke noget der er unikt NLP, men at have opmærksomhed på, at der skal kommunikeres forskelligt til en række personlighedsdimensioner, er grundstenen i NLP.
Eksempel på NLP tilpasning: Hører du modparten bruge sproglige vendinger som "se", "få øje på", "visualisere", "skabe et billede af", så er det sandsynligt at personen er overvejende visuel. Ved bevidst at anvende visuelt sprog og bevægelser retur, fx "hvis du tænker på at du trækker gardinet fra om morgenen, og ser på et smukt rosenbed i stedet for naboens garage, hvad tænker du om det?". Derved opnås en bedre sandsynlighed for at budskabet når frem. Den viden der ligger i det målrettede sprogbrug sætter den dygtige udøver i stand til "plante" information i modparten, da hjernen fx ikke er i stand til at behandle visuelle negationer. Prøv selv at lade være med at se en pingvin med rødt halstørklæde stå på en oval isflage, med en sort spand i den ene luffe, hvor 5 blanke fisk stikker snuden op. Sætningen startede med "lade være med", men der er en god sansynlighed for at du har kørt en indre film med præcis de ting du ikke skulle, og jo flere detaljer der kommer på, jo mere sidder hjernen fast i billedet.
Tilpasningen her er, at sætningen til lille Anne på 5 år skal være "vil du stille sovsekanden pænt og roligt over på spisebordet" i stedet for "kan du sætte sovsekanden over på spisebordet uden at spilde". Om Anne vil det eller ej, ser hun nemlig sig selv spilde sovsen på vej til spisebordet, i stedet for at se på sovsekanden kigger hun på gulvet for at se om der ligger sovs eller om det blot er noget hun tænker, og det er nærmest uundgåeligt at det sker. Og din egen næste sætning bliver formodentlig "hvorfor spildte du, jeg sagde netop at du ikke skulle spilde?".
Disse tilpasninger anvendes i stor udstrækning inden for sportens verden, hvor følelsen af at vinde, at se golfbolden falde i hul eller fodboldenbolden komme i mål, er en del af vejen til målet at vinde. Så til din modspiller på fodboldbanen siger du blot "skyd nu endelig ikke over målet" når han skal sparke straffe, resultatet vil næppe udeblive, for han har allerede set bolden gå for højt. Inden for golf er det et kendt fænomen at en sø nærmest har en magnetisk kraft på bolden, og jo mere man tænker på ikke at skyde i søen, jo mere sikkert er det at bolden snart ligger 3 meter under vand, uanst hvor lille og undseelig søen er. NLP golferen vil køre en indre film, hvor bolden flyver som den skal, lander hvor den skal, og søen slet ikke eksisterer. Det hedder måske "sportspsykologi" i stedet for NLP, men det er samme teknik, uanset navn.
Eksempel på NLP fortolkning: At tænke tanken "der er en positiv hensigt bag enhver handling" kan let lyde religiøst, men sætningen skal udelukkende få fokus på at finde den positive hensigt, og dermed blive i stand til at kommunikere med modparten, i stedet for at blive irriteret eller såret. Når Hans siger "Jens er dum" bliver det i NLP-øret nærmere til "Hans er uenig med Jens", og dermed en mulighed for at komme konstruktivt videre. Jens anser helt sikkert ikke sig selv for dum, så Hans og Jens har tilsyneladende hver sin udgave af virkelighed at anskue verden igennem, i relation til ovenstående "der findes ikke én virkelighed, vi har hver vores model af den".
Eksempel på anvendelse af NLP: Med NLPs løsningsorienterede teknik vendes ovenstående til "hvad skal der til for at Hans opnår forståelse for Jens", fx ved at spørge Hans, om han kan finde nogen som helst grund til at Jens har gjort/sagt "noget". Var Jens træt eller sulten, manglede Jens viden, var det en ubevidst handling, hele tiden med fokus i at det for Jens var positivt. Ofte vil Hans være i stand til at finde en forklaring. Hvis Jens samtidig selv kan finde argumenter for at Hans blev sur, er grundlaget for en hurtig forsoning lagt.
NLP i anvendelse ligner ved nærsyn måske mere pædagogik end religion, og der er næppe mange med et nogenlunde kendskab til NLP, der selv benytter vendinger som "frelst" eller "religion" om NLP. Hvor pædagogik arbejder ud fra mange teoretiske "sandheder", bygger NLP mere på individets filosofi over 23 grundsætninger, grundsætninger man som udøver i en vis grad kan være mere eller mindre enig i, samt udøverens evne til hurtigt at finde et værktøj i NLP værktøjskassen der kan anvendes i den givne situation. At en meget vigtig grundsætning kræver tilstrækkelig selvindsigt af udøveren til at erkende at han/hun ikke kender "sandheden", men kun kan byde ind med sit eget verdenskort, og den fortolkningsmæssige frihed, hvor det ikke handler om præcis læring men sandsynlighed og individets overbevisning om hvad der fungerer, kan let være kimen til overfladens skær af religion.
[redigér] Repræsentationssystemer og sanser
NLP bygger blandt andet på det faktum at mennesker benytter deres sanser til at opfatte og tolke verden. NLP-forudsætningerne har bedst betydning når de benyttes i forhold til de udviklede teknikker. Den mest benyttede forudsætning er "Der findes ikke én virkelighed, vi har alle vores model af den", som blandt andet beskriver at mennesker aldrig sanser den fulde sandhed, men kun en del af den. Dette bygger på at den menneskelige hjerne har begrænset kapacitet, hvorved sanseoplevelser reduceres til de umiddelbart nødvendige elementer før de lagres i hukommelsen.
Måden mennesker repræsenterer og oplever verden på er derfor begrænset til de sanser der besiddes. I NLP benyttes primært følgende 3 sanser; såkaldte modaliteter (begrænsede måder at repræsentere verden på):
- Visuelt - Billeder og farver (øjne)
- Auditivt - Lyde og musik (øre)
- Kinæstetisk - De taktile sanser (berøring og smerte)
Ud over disse omtales der også følgende systemer:
- Audio/Digital - Indre dialog (at 'tale til sig selv')
- Olfaktorisk - Lugte og dufte
- Gustatorisk - Smag
[redigér] Kritik
Der har siden 1970'erne været kritik af NLP fra forskere indenfor neurologi og lingvistik såvel som fra grupper der foretrækker andre terapiformer. Ofte handler artiklerne om en sammenligning mellem NLP og kristendommen, som om NLP var en religiøs bevægelse eller en religion. En anden kritik kunne være at NLP snarere er en forretningsmodel der har opbygget et hierarki for viden og kvalificering indenfor NLP, uden mulighed for kvalifikation gennem det traditionelle uddannelsessystem.
NLP har altid været kritiseret for at indeholde overfladiske kognitive psykologiske metoder. Denne kritik er retfærdig, når der ses historisk tilbage på de processer og metoder, der anvendtes de første 20 år af NLP's historie. Forandringer hos et menneske kan som oftest ikke alene foretages på adfærds niveau. Men NLP har - især i Europa - udviklet sig i en mere psykologisk og psykoterapeutisk retning med væsentlig mere dybde.
NLP's forudsætninger har et udspring i 1970'ernes hippie kultur og dermed indirekte i religioner fra østen. Der eksisterer dog intet fast defineret sæt af forudsætninger, så disse har også udviklet og ændret sig gennem de sidste 30 år. En forudsætning er ikke en religiøs læresætning, men skal betragtes som en sætning, der kan være nyttig at tænke på, når du opererer gennem tanker og handling i livet.