NSDAP

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti
Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei
Parteiadler der Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (1933–1945) (andere).svg
Partileder
Partiformand Anton Drexler
1920–1921
Adolf Hitler
1921–1945
Næstformand
Talsmand
Partisekretær
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 24. februar 1920
Nedlagt 1945
Partiavis Völkischer Beobachter
Hovedkontor
Antal medlemmer Mindre end 60 (1920)
8.5 millioner (1945)
Ungdomsorganisation Hitlerjugend
Studenterorganisation Nationalsozialistischer Deutscher Studentenbund
Pladser i Folketinget
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Nationalsocialisme Facisme Antikommunisme Antikapitalisme
Politisk placering
Internationalt samarbejdsorgan
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan
Partigruppe i Europaparlamentet
Partifarve(r)
Partibogstav
Website

NSDAP (forkortelse for Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti) var det tyske nazistparti, der fra 1933-1945 styrede Tyskland. Partiet er baseret på ideologien nationalsocialisme, der er udtænkt af Adolf Hitler. Partiet var revolutionært og mod kapitalisme, multikultur (raceblanding) og kommunisme, og Hitler udformede det som sin egen blanding af nationalisme og socialisme med et stærkt antikommunistisk program.

NSDAP blev dannet 24. februar 1920 [Kilde mangler] og udgik fraAnton Drexlers Deutsche Arbeiterpartei, som han var formand for til 29. juli 1921, da Adolf Hitler overtog. Hitlers partinummer var 555, ikke syv som han selv påstod.[1] Partiets symbol var et hagekors.

Hitler meldte sig ud af partiet i juli 1921 for at bremse for "vildmændene", som ville overtage det. I et sekssiders brev til partiledelsen forklarede han, hvorfor han trak sig, men det var rent spilfægteri. Han vidste, at hans talegaver var uundværlige for partiet. Han påstod at være hævet over politisk strid, men satte alligevel seks betingelser for at vende tilbage til NSDAP. Den ene var, at han ville være "formand med diktatorisk magt". Drexler og de andre bøjede sig, og Hitler fik sin vilje. [2]

Efter et kupforsøg i München i 1923 mod den tyske stat blev han anholdt. Da han blev løsladt, tog han magten i partiet og blev dets leder. Sidst i 1920'erne begyndte partiet at tage form. Hitler oprettede Schutzstaffel (SS) og SA (partiets egen hær) og i 1930'erne begyndte den tyske befolkning for alvor at give NSDAP sin tilslutning.

I januar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Efter rigsdagsbranden i 1933 gav Hindenburg Hitler næsten uindskrænket magt til at fængsle politiske modstandere, især kommunister og socialdemokrater. Da Hindenburg døde i 1934, udråbte Hitler sig selv til diktator under titlen Führer (dansk: fører). Partiet gik ind for udryddelse af jøder, homoseksuelle, romaer, handicappede og medlemmer af trossamfundet Jehovas Vidner.

I løbet af nazitiden i Tyskland blev 6 millioner jøder dræbt. Partiets symbol swastikaet, også kaldet hagekorset, er efter krigen ulovligt i flere lande.

Grunde til NSDAP´s succes[redigér | redigér wikikode]

  • et let salgbart verdensbillede
  • den finansielle hjælp fra tysk industri
  • Bayerns velvilje over for partiet, der gav det ro til at udvikle sig i 20´erne
  • et 25-punkts-program, der også kunne overbevise kommunister
  • Joseph Goebbels' og Hitlers uovertrufne evne til propaganda og masseagitation
  • deres hæmningsløse brug af vold
  • den meget organiserede struktur
  • appeller til befolkningen om arbejde, tryghed og stabilitet
  • Adolf Hitlers egen personlighed, som charmerede mange, også udenlandske statsledere
  • Kampagne om social og national enhed
  • andres undervurdering af partiet og ledelsen
  • en verdensomspændende økonomisk krise, der lammede tysk økonomi og skabte stor utilfredshed
  • fremragende pressedækning
  • øvrige partiers manglende adgang til presse
  • modstandernes manglende samarbejde

Johan Scharffenberg, norsk psykiater, spurgte i 1933 i en artikelserie i Arbeiderbladet: Hitler – frelser eller nar?: Er det de mægtige kræfter bag Hitler, der styrede Hitler, eller omvendt. Med udgangspunkt i Mein Kampf og biografier om Hitler konkluderede han, at Hitler viste symptomerne paranoid psykopati, mere præcist en profet-psykopati grænsende til sindssygdom. DW Swanson og medarbejdere påpeger i bogen The Paranoid fra 1970 at Hitler i Mein Kampf følger tankebaner "man almindeligvis ser ved velorganiserede, paranoide tankeforstyrrelser". NSDAPs øvrige ledelse havde tilsvarende behov for at projecere skyld og udtrykke patologisk had og fjendtlighed. Heinrich Himmler, Hermann Göring, Joseph Goebbels, Julius Streicher, Ernst Röhm, Reinhard Heydrich, Alfred Rosenberg, Martin Bormann, Hans Frank og Robert Ley var alle fanatiske antisemitter, udpræget mistænksomme mod deres medmennesker generelt, og med udtalte storhedsforstillinger. Hitlers næstkommanderende, Rudolf Hess, der fløj til Storbritannien udstyret med homøopatiske preparater fik diagnosen schizoid personlighed med paranoide træk. NSDAPs ledelse bestod efterhånden udelukkende af mennesker med alvorlige personligshedsforstyrrelser i en paranoid tilstand, der med Swansons ord, "såvist ikke udelukker personen fra at opnå lederskab". [3]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 107), forlaget Cappelen Damm, Oslo 2008
  2. Robert Gellately: Lenin, Stalin og Hitler (s. 111)
  3. Nils Retterstøl: Store tanker, urolige sinn (s. 98-99), forlaget Damm, Oslo 2004, ISBN 82-496-0562-4